Her har længe stået: ”Der
kommer der snart til at stå noget om mig
her.” Det står der ikke længere kun. Ideen har hele tiden været, at der skulle
være en lille smule information om mig. Havde det været en almindelig selvudkrængende
blog, havde der allerede stået rigeligt. Jeg får min helt egen side her på
bloggen, fordi det ikke er tilfældet.
Mit navn er Thomas Vang Glud (1986) og jeg
læser litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Jeg interesserer mig for at
skrive og formidle. Jeg har et kreativt kraftværk i toppen af kroppen, som jeg
godt ved forurener en gang imellem. Jeg er ellers et meget almindeligt
menneske.
Historien om Om kunsten om kunsten og kunsten eller OK
Jeg har egentlig altid været en lille smule uforstående
overfor blog-formatet eller genren, om man vil. Den er for personlig efter min
smag. Ikke at indlæggene ikke skal have personlig karakter. Det skal de, ellers
bliver de hurtigt alt for kedelige. Men jeg synes der er en tendens til, at
bloggen kommer til at minde om lange facebook-opdateringer eller en privat
dagbog. Og at have troen på at folk
gider læser så meget om netop mig,
det har jeg simpelthen ikke selvværd til. Desuden har jeg aldrig kunnet skrive
dagbog løbende i mere end et par måneder.
Der opstod i sommeren 2010 alligevel en blog i mit navn
(Jazzas). Bloggen hed Sort/hvid-tvetydighed
fra litteratur til skak og skulle handle om alt i virkelighedens
udefinerbare landskaber. Jeg havde en idé om, at teksterne skulle være små
udbrud fra dagligdagen. Det skulle være en blanding af litterære, skak-fikserede
småfilosofiske tekster om virkeligheden taget direkte fra brønden af tanker og
ideer i mit inderste indre. Men det gik, som det er gået med så mange projekter
af minde, i vasken. Projektet var på en eller anden måde ikke konkret nok. Det
manglede den objektivitet, der kan ligge i, at man skriver om et emne man
holder af og som kræver argumenter for at nå ud til læseren. Der skulle bare en
lille smule saglighed på programmet før, at et lignende projekt kunne
fortsætte.
Sagligheden kom i forbindelse med en bacheloropgave om
anmelderi. Opgaven skulle afleveres midt i december 2010 og kom til at handle
om, ja, det kan jeg snart ikke huske. Noget i retning af fokus på anmeldelsen
som historisk genre og dens ekvilibristiske normativitet. Jeg var i den grad
forundret af, hvordan man kunne skelne det ene får i flokken fra det andet. Vi
har jo alle sammen smagspræferencer, men hvordan kommer anmelderen udover sine
idiosynkratiske og personlige præferencer og over i sine subjektive men stadigt
saglige smagsdomme over litteraturen?
Der var ligesom et evigt paradoks, der samtidig indeholdt en
praktisk disciplin, der var til at tage og føle på. Der var mulighed for en vis
saglighed. Men måske endnu mere vigtigt, så var der en løbende litterær
virkelighed i dagblade, tidsskrifter, på nettet og på gaden, der gav mulighed for
at holde projektet og tankerne virkelighedsnære. Den litterære offentlighed har
virket stimulerende i den forstand, at vi begge har brug for hinanden.
Jeg’et
Jeg både findes og
findes ikke. Jeg kan ikke svare på, hvorfor jeg skal findes som et jeg, men på samme måde er det logisk, at
der findes et jeg i teksterne. Teksterne er det primære. De holdes oppe i
virkeligheden via jeg’et, som er
argumenternes og påstandenes hårdtudspændte tørresnor. Det
mere personlige jeg findes i stilen.
Det skal i den grad tøjles, som måltiderne på dagen tøjler den menneskelige
levende sult. Den er mindst lige så vigtig en del af teksterne, som det
argumenterende og fornuftige jeg, der
kan ses som fundamentet for gode tekster og ikke mindst mit eget videre
engagement. Det er her formerne udfolder sig i interessante tankemønstre, for
til sidst at farvelægges af stilen i sproget; tonen, der den ene dag kan gå i
mol og den anden dag i blues-harmonier, sjældent i dur, der for mig at se er
den farligste toneart.
Det er alt sammen tanker om teksternes udformning, og du vil
sikkert nok se noget andet i selve teksterne.
Smid gerne en kommentar, hvis du har læst noget, der fremkalder
ideer, tanker eller spørgsmål.