Følgende er en anmeldelse, der oprindelig har været bragt i netmagasinet Aarhus Panorama, hvor jeg tidligere var litteraturredaktør. Jeg bringer den her, fordi den ikke fik lov til at ligge.
---
Niviaq Korneliussens debutroman emmer
af upoleret talent og de ujævnheder, en debutroman skal
indeholde.
Romanen HOMO sapienne er del af den helt unge nordiske
litteratur. Korneliussen er født
og opvokset på Grønland, og derfra
har vi ikke mange helt umiddelbare skildringer af, hvordan det er at være ung, vokse op og
finde sig selv. Dog er det ikke den eneste grund til, at romanen er nomineret
til Nordisk Råds
Litteraturpris. Den er tilpas velskrevet, med et levende og pulserende drive i
skriften, og som prikken over i'et løber
der en glimrende (tanke)mono- og dialog gennem romanen. Som den danske digter
Mette Moestrup hentyder i forordet, så
gør debutromanen både indtryk på den grønlandske
litteratur, som i længere
tid har været
nedsmeltningstruet, og den nye danske litteratur, som ikke har kunnet skildre
Grønland med
samme autencitet.
Vi følger
i fem kapitler fem unge mennesker i eksistentiel krise. Hvilket køn skal de vælge at elske, og
hvordan skal de opføre
sig og forholde sig til ungdommens hovedløse
drukkultur. De store og de helt små
ting er
i spil på et
sted i livet, hvor man på
én og samme tid føler
sig fremmedgjort og genkendt.
Tema og symboler
Romanens tematisering af seksualiteten med tryk på "The coming
out story" mellem to kvinder filtrer sig ind i tre andre skæbner. Den handler
om den kvindelige homoseksualitet men også
om det at være
kvindemenneske. Hvordan finder man sig selv i et i virkeligheden
identitetskritisk højhastighedssamfund
båret af
sociale normer, informationsstrømme
og ungdommelige vildfarelser?
”Jeg
er bare træt
af pølser.
Tror nok, jeg har prøvet
alle slags pølser.
Spegepølser, medister, cocktailpølser, frankfurtere,
pølsehorn, røde, brune, gullige, store, små. You name it. Er bare træt af det. Har fået afsmag for pølser. Vil slibe min
krop ren i badet, så pølsestanken kan
forsvinde sporløst
i vandrørene.”
Pølsesnakken
udstiller kun en brøkdel
af romanen, men peger på
en af Niviaqs store kvaliteter: et sanseligt sprog. Den udmønter sig helt
konkret i ordet "vandrørene",
der i sætningen
går hen og
bliver en befriende klar kontrast til overfloden af pølser, en i sidste ende nærmest ulækker sprogbrug.
Ordet "slibe" har en lignende effekt. Associationen til sliberiets
andre virkeligheder virker som en klar dråbe
vand i læserens
bevidsthed.
Romanens andre virkemidler er af en mere eksperimenterende
art, men slet ikke virkningsløse.
Hvert kapitel knytter sig til en sangtitel, der med ord og stemninger udtrykker
de følelser,
der er kapitlets. Forsiden og titlens interessante spil på det tidlige
menneske homo sapiens samt vores tidlige forfader aben bæres videre ind i romanen, hvor hvert
kapitel indledes med et sorthvidbillede. Billederne supplerer bl.a. handlingen
ved at tilføje
et billedesprog til den feminine forvrængning
af arten... homo SAPIENNE.
Tonen i HOMO sapienne er generelt hurtig og
talesprogsagtig med et sikkert flow. Det understøtter
brugen af billede såvel
som lyd kun. En del af teksten består
desuden af samtaler over sms, citater fra de engelsksprogede sange og en god
portion sarkasme over tilværelsens
ulidelige lethed.
Gode fornemmelser
Efter endt læsning
fornemmer man, at Niviaq er på
vej et sted hen, og at hun ikke er kommet derhen endnu. Dette er et godt
tegn for et debutant over hvis debut, der er noget voldsomt intelligent i
skildringens helhed. HOMO sapienne er en teenageroman med et sproglige drive. Hvis
Korneliussen bliver ved med at skrive fra Grønland,
vil hun modnes og kunne fortætte
kompleksitet og fortælling
i en endnu højere
grad. Denne unge kvinde bør
vi holde øje
med!
HOMO sapienne af Niviaq Korneliussen
Milik publishing, 2014
180 sider
Oversat til dansk af forfatteren selv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar