Der var gode og dårlige oplevelser på Pavillonscenen i dag
imellem 12 og 15 men en overfed stemning til festivalen generelt. Det er lørdag og litteraturfestivalen vild med ord er i fuld gang. Jeg har
meldt mig som frivillig og skal være medhjælper ved Pavillonscenen. Der er heldigvis ikke rigtig noget at lave for
den frivillige medhjæper, så jeg skal bare sidde og høre de forskellige
forfattersamtaler. Det fører bl.a. til en fantomoplevelse af forfatteren Einar Már
Gudmundsson.
Første samtale ledtes af forsker og kritiker Lillian Munk Rösing og det går
fortrinligt. Selvom jeg ikke har læst Hanne Ørstaviks bog kan jeg følge med og
får indblik i forfatterskabet både via Rösings formidling og gennem
forfatterens egne snørklede forklaringer. Her er Det som Det skal være. Det er
noget andet i den næste samtale, hvor en ph.d.-studerende fra Aarhus
universitet til en vis grad ikke lader den her svenske forfatter Åsa Maria
Kraft komme til orde. Forfatteren er meget tøvende og svær at forstå, men det
er en forfatteres ret at være lidt underlig. Ph.d.'en bruger kort sagt for
meget tid på sine egne fortolkninger af et tilsyneladende interessant og
usædvanligt radikalt værk om selv-pornografi (hvad det er, det nåede jeg aldrig
frem til) og mangler den formidlingserfaring, som Rösing besidder.
Det blev gedigent spændende, må jeg indrømme, i samtalen
mellem lektor i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet, Karen-Margrethe
Simonsen, og den islandske forfatter, digter og essayist Einar Már Gudmundsson,
hvis samtale i udgangspunktet skulle handle om fortællingen og den magiske
realisme. To spørgsmål var interessante, nemlig, hvad forholdet imellem
virkelighed og fiktion er? Og hvilken
rolle poesien spiller i det politiske?
Virkelighed og fiktion er jo en klassiker, men det blev
alligevel drejet ind i samtalen på en interessant måde, nemlig, gennem den
magiske realisme. Hvordan skrev Márquez sine magisk realistiske tekster? Han
skrev dem ud fra virkeligheden, som et billede af virkeligheden om man vil.
Enhver fiktion stammer fra virkeligheden, og selvom det af og til kan være
vanskeligt at se overensstemmelsen, så er den i samme grad svær at
modargumentere, for hvad har vi ellers at lade os inspirere af? Hvor er det
lige vi befinder os? Det betyder ikke, at tingene sker præcis, som de
fortælles, men at enhver handling erfares af et menneske, der ikke er noget
andet menneske. Gudmundsson gjorde i det hele taget meget ud af, at vi alle
sammen har lige ret til fortolkning af verden, og at der ikke findes noget
korrekt svar i fortolknings-eksistentialisme. Han lagde i samtalen ud med at
understrege, at den jord vi alle sammen bor på er rund, og at der dermed ikke
er noget sted, der kan kaldes centrum frem for et andet, før vi når kernen.
Det blev dog først virkelig fantastisk med sætningen:
Det som har manglet i politikken, det er poesien.
I sig selv er det en opstregning af to forskellige
verdensopfattelser; den ene er konkret og fuld af konkrete svar, der findes
rigtigt og forkert og der arbejdes med en kvantitativ og tællelig valuta,
penge; den anden er abstrakt og uden konkrete svar eller løsningsmodeller, der
er aldrig noget, der er entydigt rigtigt eller forkert og værdisætningen er
relativ og svævende uhåndterlig, åndelig.
Måske er det Gudmundssons måde at gøre noget positivt ud af
den økonomiske krise og Islands konkurs, hvormed man kan sige, at vi nu har
genfundet vores menneskelighed. Vi, som mennesker, er poetiske væsner, vi er en
del af naturen, og fortællingens grundmodus gør noget godt for os og er ikke
meningsløs, selvom den er utællelig.
Man siger, at poesien har det godt i krisetider.
Det, der gjorde mig
så begejstret, var at være et sted, hvor man kunne nikke genkendende til den
tanke, som Gudmundsson i det øjeblik med hele sit væsen signalerede. Jeg var
ikke dybt nede i mine egne tanker, jeg var i offentligheden, og folk havde
betalt virkelige penge for at være med!
Det er VMO's sidste dag i morgen, hvor der er en masse gode navne på programmet, Se evt. programmet her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar