Anm. Manden i den hvide kittel - Kenneth Krabat

"Adgang til verden" via bogstavelig bogstavelig forståelse. Læsningen af Manden i den hvide kittel byder på en del undren. For det første er der titlen, dernæst overrumples man forvirret af bogens første tekst, hvor næsten alle ordene er streget over, og siden er der meget meget underlige tekster om mariekiks, hvordan protagonisten møder sig selv i en tidsforvreden tekstlomme og en gammel overdimensioneret luder fra Amsterdam, som ”den hvidkitlede” forsvinder op i, hvorefter han stiller sig selv spørgsmålet: ”skal han dø og leve eller leve og dø?”. Alligevel er der mere end absurde genfødsler, opgør med janteloven og blot underlighed.

Manden i den hvide kittel er en samling tekster (digte og små prosastykker) skrevet fra 1987 til 2004. De har alle sammen været udgivet før i forskellige samlinger, men kommer altså her i en ny konstellation med samlingspunkt i ”den hvidkitlede” eller ”Manden i den hvide kittel”. På den måde kunne man sige, at Manden i den hvide kittel er et karakterportræt af en person, der over sytten år er opstået i Kenneth Krabats forfatterskab.

”MidHK”, som Krabat selv forkorter Manden i den hvide kittel, kan ses som et urvæsen af en art. Krabat kalder selv sin karakter for et Barnelegme, et begreb han forklarer sidst i samlingen. Barnelegemet vender vi tilbage til lidt senere. Når jeg siger urvæsen, er det fordi karakteren som sådan placerer sig uden for tid og rum. Han er der i tide og utide, men altid som Manden i den hvide kittel. Den hvide kittel kunne få en til at se en ophøjet skikkelse for sig, hvilket også er tilfældet engang imellem. I teksten vemod i hvidt betræder han jorden fra et ukendt sted:

”den hvidkitlede folder sig ud, træder op, stiger ned, og betræder for første gang i æoner. Den faste jord, det er såkaldt nat.”

Her adskiller han sig fra menneskeheden på jorden og kommer oppe fra, himlen måske? Hans vemod synes at dække over hele verdens dekadence. Modsat ser det ud tidligere i samlingen, hvor vi i den grad møder MidHK nede på jorden: 

”Opfyldt [af] umulige forventninger kravler manden i den hvide kittel hen over gulvet
-
Efter sig slæbende en kylling i en snor”

Portrættet af MidHK er forbløffende vidt, og kun en enkelt gang ser vi ham skifte kitlen, der i øvrigt dukker op på skærmen ved siden af titlen, hver gang en ny tekst begynder. I den på hovedet vendte tekst øjenkontrahent vasker han kitlen i en kulørtvask, fordi det hvide er løbet en smule sammen. Men han forbløffes på mærkværdig vis over, hvordan han kunne tænke sådan overhovedet, og på det her punkt løber flere forskellige ting sammen til et fokus på hænderne og en givet aftale med øjnene. Jeg vil forsøge at indføre læseren og mig selv i forvirringens logik ved at citere:

”Hvor kom dét fra? Tilkaprer den fordums bekitlede sig en tanke… men denne virkelighed er nu så langt fremskreden, at han som det sidste kun når at tilkaste hænderne et forbløffet blik, inden de sender føromtalte klædning løseligt i retning af vaskebaljen.
Lad os derfor i stedet observere disse i fortiden ganske uindviede hænder i den centripale tilbagevenden elegant og ubesværet gribe ovenfornævnte blik, med kølige, distancerede fingre dreje det rundt adskillige gange og afslutningsvist henlægge det vægvendt på et afsides kaffebord.
Har vi set? Lad os så sammen forlade teatret.
Lad os i det hele taget gå sammen hvert til vort. Også vi har hænder at vaske.”

Titlen øjenkontrahent betyder noget i retning af at bryde en eksisterende kontrakt med øjnene, dette her blik, der i teksten vægvendes, altså neutraliseres. Umiddelbart kan man læse ovenstående citat som sort snak, non-sense osv. Men på den anden side ligger der også nogle bevægelser under overfladen, som trækker i læserens underbevidsthed. Det er de her bevægelser, vi skal have frem og længere ud af Krabats tekster.

Forestil dig så teksterne som små scener, der hver især fremviser små inderlige sandheder. På ovenstående scene har øjnene netop set det, de ikke skulle have set. De har set bagom verden og fået øje på skaberens, dukkeførerens, eneste men altafgørende og virkelighedsbevægende legemsdel, hænderne. Det er som sådan en fejl i manuskriptet. Kontrakten er således, at øjnene kun skal granske overfladen, kitlen og det hvide. Herfor brydes der med øjnene. MidHK er på den måde og herefter ”øjenkontrahent”.

Allegoriens banalitet

Krabats fortællinger kan ofte læses som allegorier, der forsøger at få læseren til at indse noget. Oftest er sproget så kompakt, at allegoriens banalitet ikke kommer til at fylde. Sprogets eksistentialistiske problematikker over berettigelse til overhovedet at beskrive verden samt ordvalgets tilfældighed, ordstilling og brug af fremmedord som æoner og kontrahent gør de korte tekster, som jeg har svært ved konsekvent at kalde digte, til mærkværdige, spøjse og morsomme indblik i virkeligheden. Der, hvor det ikke fungerer, er i de længere tekster Inde begge steder og I dag er jeg. Når humoren ikke er med, som den er i GAMLE SARA, bliver tekstens moralske budskaber for tykke. De mister kort sagt den lethed, som de korte sprøjt af underlighed bæres frem af.

Barnelegemet

Sidst i samlingen har Krabat forfattet en lille tekst om barnelegemet. ”Barnelegemet spiller en væsentlig rolle i min adgang til verden…” står der, og man kan således vente en art nøgle til det krabatske tekstunivers. Man studser over vendingen ”adgang til verden”, som var denne et lukket sted. Ikke desto mindre er det måske, hvad den er, hvis man lader sig fange af sproglige paradigmer, lader sig fange af grammatikken. ”Barnelegemet tager sin oplevelse af verden bogstaveligt, u-ironisk, u-sarkastisk, til gavn for normalitetens retsynsbehov…” og beskrives senere som en levende sjæl, der lever sit liv så tæt på solens lys i sin total-energiske og -dynamiske tilgang til verden som muligt. Det handler altså om, at MidHK ser verden på ny hver gang, udenom normerne og den gængse opfattelse, den som alle andre har, fordi de ikke tænker i andre baner end dem, der allerede er kørt til.

Krabats opfattelse af barneskikkelsen i den voksne bygger ikke på barnlighed, men den egensindige tilgang til verden, det unikke menneske fyldt ud af energien og lysten til at leve.

Den bedste udsigt ind i barneskikkelsen er måske teksten ingenting med ben, der kan læses, som at oplevelsen af at tage bukser på er noget så kompleks, og hvor tiden synes at gå i stå omkring ham, indtil nødlamperne holder op med at lyse, og alting kan gå videre. I det små fylder barnet en del rundt omkring i teksterne.

Smagsdommen

Manden i den hvide kittel af Kenneth Krabat er et sjældent karakterportræt, der skitserer en grundstemning i forfatterskabet med skiftende udtryksformer. Sproget er knudret, eksistentialistisk og fænomenologisk søgende, forvirrende og udfordrende. Logikken er egensindig og kræver tid for forståelse. Den bliver bedre for hver gennemlæsning, og den første vil for nogen være en stor mundfuld.

Manden i den hvide kittel er ikke den store sproglige udfoldelse, som han er en gennemgående udfordring af sprogsystemet. Han er nærværende på den måde, at han berører ethvert fastfrosset samfundsforhold og tilbyder alternativer og fraværende på den måde, at han gør det hele på sin helt egen måde.

Bogen er udkommet på ebogsforlaget Forlaget se, sne, 2011