Anm. Endnu et beskedent forslag - Kompleksitet af kød og blod!

Hvad er det lige, jeg har fået ind gennem brevsprækken? En makaber tekst fundet af kulturjournalisten Robin Engelhardt på et USB-stik, mens han i Rigspolitiets Arkiv for Anonyme Skrifter sad og læste trusselsbreve i forbindelse med udgivelserne Jeg er bevæbnet og har tømmermænd (2008) og Jeg tager bomben med når jeg går (2009). Teksten udgives som lille pamflet på 24 sider af forlaget Autre og K.L. Smith, men er efter pålydende forfattet af en ukendt John St. Waft. Det er ikke et trusselsbrev men i stedet et forslag til, hvordan flygtninge i og udenfor asylcentrene befries for en given meningsløs situation opstået under den bureaukratiske ind eller udslusning i det danske samfund. Ideen er kortfattet, at de som ikke kan klare sig selv i stedet for at sendes hjem kan gøre nytte på asylcentrene som sprællevende skydeskiver. 

Endnu et beskedent forslag tager udgangspunkt i en reel problemstilling i det danske samfund. Hvad stiller vi op med asylsøgende flygtninge i Danmark, hvordan behandler vi dem og hvilke muligheder giver vi dem? Det påpeges bl.a., at en familie på op til 4 personer i asylcentrene ikke har mere end 20 m2 bolig til deres krigshærgede sind, og at denne pinlige situation heldigvis for myndighederne ikke er blevet taget op af medierne.

Det er sørgeligt, at vort rige ikke kan tage ordentligt vare på flygtninge, som har mistet deres kære familie og været igennem de mest grusomme oplevelser. Nu holdes disse mennesker hen i uvished og apati uden at have nogen samfundsfunktion at varetage.

Grundholdningen er hos denne John St. Waft, at der skal findes en løsning på problemet, for et ophold i Danmark skal fordre ”gensidig berigelse” Danmark og flygtninge imellem. Waft foreslår herefter, at flygtningene skal ”agere som humanattrapper under øvelserne” og dermed genvinde deres naturlige værdighed. 

Den kompleksitet af kød og blod, som sådanne mennesker vil bringe ind i træningen, er af uvurderligt værdi for vore værnepligtige, der en dag kan risikere at blive sendt til netop de lande, som flygtningene stammer fra.

Urgh!

Tankegangen er hensynsløs og ubehagelig kreativ. Hvordan kan et menneske agere attrap som menneske uden at reduceres til et undermenneske eller en ting af træ?! I forhold til det ellers reelle problem teksten lægger ud for læseren, er løsningen så gemen radikal, grænsesprængende og inhuman, at tilendetænkningen eliminerer jorden under fødderne på os.

Endnu et beskedent forslag er på sin vis et politisk skrift, der bringer opmærksomhed på, hvordan vi behandler flygtninge i asylcentrene. Men til hvilken side?

En litterær tradition?

Det er det umenneskelige, der er på spil hos Waft. Det er det satiriske, der er på spil hos Waft. Det er det ene eller det andet, der er på spil her. Det politiske eller det litterære eller begge dele? Det gør forlaget opmærksom på i sit pressemateriale, Robin Engelhardt (kulturjournalist og finder af teksten på et UBS-stik) i sit følgebrev som er forord i pamfletten, og K.L. Smith (indehaver af Autre) gør det til sidst i et efterord.  

I 1729 skrev Jonathan Swift et essay med titlen A modest proposal – For preventing the children of poor people in Ireland from being a burden on their parents or country, and for making them beneficial to the publick. Heri beskriver han, hvordan 1-årige spædbørn bliver en delikatesse, der snildt kan måle sig med bacon i højtiderne, og hvordan man samtidig bliver problemerne med en mængde børn af fattige familier kvit. De fedes op på modermælken det første år og sælges derefter levende til fx slotsherrer med 8 shillings overskud til den fattiges familie. Swifts essay var med til at sætte børns dårlige levevilkår under debat, og det satiriske essay, som er uhyre velskrevet, tjente dermed sin værnepligt vel.

Om Endnu et beskedent forslag er skrevet ind i samme satiriske skole, kan der på ingen måde være tvivl om. Passager er næsten oversat direkte fra Swifts tekst og tilpasset emnet (bl.a. afsnittet om ”gamle, syge eller handicappede”), strukturen er stort set den samme, titlerne lægger op til et samspil og de samme greb (fx vidende sparringspartnere fra udlandet) benyttes i begge tekster. Men læser man Endnu et beskedent forslag uden kendskab til lignende bizarre, satiriske tekster, så kommer den til at stå i et interessant lys her i lille Danmark (hvor der desværre er ved at være et alt for klart skel imellem kunst og samfundspolitik).

På en måde virker det vigtigt at nævne den litterære tradition for at undgå et ragnarok, som tekstens radikalitet syntes at kunne fremkalde. Men er der ikke fare for, at de politiske problemer simpelthen forsvinder ud af teksten, når det litterære bliver for stærkt? Når overskuddet samtidig går til forbedringer af asylansøgeres forhold i Danmark, og redaktøren og grafikeren har arbejdet gratis, så peger det på, at udgivelsen ikke er uden politiske holdninger.

Læs selv efter og mærk (indignationen?)

For en gang skyld vil jeg sige det, anmeldelsen ikke bør sige. Nemlig, tag selv at læs Endnu et beskedent forslag og lad så for en gang skyld politiske ideer komme til i berøring med kunsten.

Autre – forlaget for utilregnelig litteratur, har en forkærlighed for at lege med muligheden for ”det andet”. Hvem er St. Waft, og har Engelhardt virkelig på Kierkegaardsk manér fundet og udgivet denne tekst uden ”selv” at have noget med den at gøre? Han har selvfølgelig gjort det før, altså udgivet andres tekster, hvilket vedligeholder tvetydigheden omkring tekstens forfatter og oprindelse.

I forhold til det politiske og det litterære undergraver problemstillingen lidt sig selv og udgivelsen kommer til at stå i et lidt svagt lys. Det er ikke en gnidningsfri udgivelse, og det er måske heller ikke meningen. Sprogligt måler den sig ikke helt med Swifts original-tekst (fristes jeg til at sige), men den kølige og formelle afmålthed fungerer glimrende til at trække læseren på halen igennem det farverige forslags stadier. Selvom teksten indeholder sætninger som ”1. Stop vejrtrækningen, 2. Start blødningen, og 3. Etablér chok og død.”, kan den i sin groteskhed virke en smule morsom og være underholdende læsning, hvilket muligvis ikke er meningen. Udgivelsen er et interessant bud anno 2012 fra det lille sprudlende forlag Autre. Jo mere opmærksomhed pamfletten formår at trætte til sig, jo bedre bliver den.

Jeg vil slutte anmeldelsen med et citat, der understreger den satiriske metode klart nok. Vi befinder os sidst i pamfletten, hvor der gennemgås, hvordan man slår ihjel med ”kirurgisk præcision”.

Bruges skydevåben, er den mest effektive metode at nærme sig bagfra, jage våbnet ind i rygraden og skyde samtidigt. Det vil få emnet i knæ. Så skydes i hjertet gennem venstre skulderblad. Det vil dræbe emnet. Til sidst skydes i baghovedet. Det vil dræbe emnet igen. 

Endnu et beskedent forslag af John St. Waft udkommer i dag på Autre, 24 sider til 29 kr.