NYC go

Søndag var en lidt sløv dag. Og så alligevel ikke. Jeg mener, vi var trætte selvom det ikke blev særlig sent på Brandy’s Pianobar. Men når man er i New York, kan man vente med at sove hele formiddage, til når man sidder i flyet op vej hjem. Vi slumpede til Jazz-brunch på Blue Note ved McDougal st og 3th st. På vej hjem købte vi LP’er af Jackson og Miles i Bleeker Bob’s records.

Politikens guidebog til New York har en morsom beskrivelse af Blue note. Den lyder noget i retning af: ”På Blue Note, der nok er verdens bedst kendte jazz-bar, er maden elendig og musikken fabelagtig.” Jeg åd en gennemfedtet burger til ”morgenmad”, endnu en amerikansk burger, som man selv skal samle. Det irriterer mig i øvrigt helt vildt. Hvorfor og hvordan???

I skrivende stund kan jeg faktisk ikke huske, hvem der stod på scenen, men det er også lige meget. Musikken var lige, hvad vores trætte morgen-ansigter havde brug for. De søde lyde fra trioen bestående af en genert men sprudlende trommeslager, en lille spirrevip hængende på sin kontra-bas og en bøvet lunhurtig guitarist, var som en indre ansigtslløftning midt i populær-kulturen, som får ens kinder til at hænge og matterer ens øjenglans. Musikerne var sindssygt dygtige og sammensat på en underfundig dynamisk facon. 

Trommeslageren var tilbageholdende, men når han fik teten og fik lov til at improvisere voksede han ud i sin fulde voksen-størrelse. Han var en lang mand med lange lemmer og barnligheden sprang legende af ham indtil de sidste smilende nik, hvor soloen stoppede og temaet satte ind samstemmigt.

Bassisten var fuldt ud dygtig i indlevelsens kunst. I de stille sekvenser stod han med lukkede øjne og et forpint sæt rynker på kryds og tværs i panden, og når musikken eskalerede i tempo og tonesammensætning, sad han nærmest oppe på bassen. Han spillede soloer, der provokerede harmonierne men var fuldstændige rytmisk set. Guitarist og formand for trioen var forbløffende hurtig på fingrene og ledte de andre musikere i spændende retninger som forbilledlig solist både rytmisk og tonalt. De østen-inspirerede kompositioner var specielt jazzede i sine improvisatoriske dele og havde melodisk set sat en rolig, afklaret, simpel og original stil, som gav et spændende modspil til det ærke-jazzede.

Efter koncerten rullede vi over til Brooklyn, det mest hippe område i New York lige pt. Det er her kunstnerne bor og de rige flytter til, fordi det er sejt. Om nogle år vil området være ryddet for undergrund den fattige rigt eksperimenterende kunstnerskare vil fordufte. Det mest markante udtryk fandt vi i Williamsburg, hvor hovedgaden Bedford av. osede af stemninger fra fortiden. Vi blev mødt af to perfekte 70’er-kopier, der sad ved en farvet mur og spillede blues, som om de aldrig havde lavet andet. Gaden var vild og fyldt med butikker og spisesteder, der gav et helt andet indtryk af NYC. Det var en mangel på diners og der var ikke store fladskærme overalt. (Jeg fandt dog et sted, hvor jeg kunne følge med i kampen mellem Giants og 49’ers.)