Anm. Pigen med de afhuggede fødder - Tina Henneberg

Tina Henneberg udkom i oktober med endnu en samling moderne eventyr. Der er både gode og mindre gode takter i denne hendes anden udgivelse. Men som selvudgiver er det ganske godt gået. Jeg husker tydeligt, hvordan der manglede helt basale rammer for hendes første bog, men det ligner mere og mere et helstøbt værk, der kommer ud af Henneberg. 

Bogen, der som Hennebergs første bog, har det lidt irriterende men også specielle a4-format. Men i modsætning til den første bog, har denne nye en helt fantastisk forside. Henneberg har fået kunstneren André Lundquist til at male et billede med små dele fortællingerne. Forsiden indeholder således Pigen med de afhuggede fødder, dukken fra Et dukkeeventyr osv. Det giver et godt sammenspil imellem fortællingerne og bogomslaget, men det provokerer samtidig læserens egen billeddannelse, der sjældent vil svare til maleriets.

Fortællingerne inde i bogen byder på vidt forskellige universer og er af vidt forskellig karakter. Men ofte handler det om, hvordan livet tager alting fra én, hvorefter man så alligevel bliver ved med at lede efter lykke og selvfølgelig finder den igen. Det er barske sager. Vi hører for eksempel om en fader, der i sin iver efter at vinde magiske genstande fra en troldmand ved at slå ham i skak, ender med at ofre sine døtres ti fingre; eller en mor, der efter at have mistet sin datter, sælger sine glade følelser til en heks for at slippe af med sorgen, men hun opdager så, at livet intet er værd uden hverken sorg eller glæde og tager ud i verden for at genfinde dem.

Henneberg er dygtig til at fortælle disse eventyrlige historier, så at de bliver spændende. Hun skildrer ulykken hjertegribende, så det gør ondt i læserens følsomme hjerte. Og lykken kommer uventet tilbage på et par linjer, hvis karaktererne så at sige lever gennem ægthed og rene hjerter.

Som eventyragtige fortællinger kan historierne ikke undgå at bære præg af at være allegorier, hvor én karakter repræsenterer det gode og en anden det onde. Men udover repræsentere det gode og det onde, den udstødte osv, så bærer allegorierne ligeledes præg af nogle bestemte arketypiske figurer for fortællingen generelt. Der er fx historien, der er for god til at være sand, men alligevel er det og samtidig fortælles af fortællingens egen hovedperson, hvilket kun afsløres for læseren sidst i historien. Der er historien om at vokse fra sin bedre halvdel. Der er skæbnesfortællingen, hvor man, lige meget hvad man gør, altid vil finde hinanden. Der spilles på, at der er mere imellem himmel og jord, end man havde forestillet sig.

Der er dog det, at det hele næsten bliver for pænt og godt. Det lille lys, der jævnfør bagsiden brænder i de ”hennebergske” fortællinger, vokser sig i slutningen af hver fortælling til en lykkelig supernova. Dette er standarden for eventyret, men kompleksiteten mangler for at gøre dem ekstraordinære. I fortællingen om Drømmehviskeren er både plottet og moralen lidt for søgt, og brugen af Hitler som en karakter, som Gud aldrig ville tilgive – det fungerer simpelthen bare ikke. Desuden bliver de moderne referencer lidt for meget: ”Da Nadége for tredje gang den dag fortalte sin triste fortælling, græd manden i køleskabet så voldsomt, at den kiks, han fraværende sad og gumlede på, blev helt våd og opblødt, og forvandlede sig til en tudekiks.” Og når eventyret Menneske søges får læseren til at associere over H.C. Andersens Skyggen, bliver det tydeligt, der i sådanne tilfælde mangler tyngde og dybde. Det er for stor en opgave at skulle stå til mål med fortidens mestre.

Derfor er det også befriende, når Henneberg i Hjerteveninder gør noget andet. Den lille elskelige fortælling om Vita og Den lille pige i en togulykke er rørende uden at kamme over. Mørket og den ufremkommelige desorientering i fortællingens begyndelse gør netop, at den kan bære slutningens klichéfulde retorik. Det bæres også af, at vi som sådan er væk fra eventyr-skabelonen (det er også tilfældet i Munken i træet) og befinder os i en ensartet kontekst, dvs. et lukket rum (togulykken) uden unaturligheder (realisme). Det virker befriende på både karaktererne og dynamikken i deres samtaler at komme ud af eventyrgenren.

Livsbestemmeren, det væsen det væsen der bestemmer over liv og død, kikkede ned på de to, der sad så tæt. Sjældent stoppede hun op, men i dag havde hun lyttet til hvert et ord, siddet og trukket tiden ud som ingen anden, for til sidst med et suk at lade ét hjerte tø og det andet dø.

Citatet udtrykker klichéen, det fine og velklingende, der har brug for noget tungt og lidt råt, for at det ikke skal blive for meget.

Lydbog

Jeg har også siddet og lyttet til fortællingerne, der på lydbog er indtalt af Henneberg selv. Det gør helt klart noget for troværdigheden at høre dem frem for at læse dem. Det gør dem til virkelige eventyr, der holder til trods for mangel på føromtalte kmpleksitet. Forfatterens stemme læser i et modus, der understreger det eventyrlige, det undrende og ikke mindst den gode slutning. Med lydbogen til rådighed er det oplagt at lytte til fortællingerne hele familien samlet.

 Desuden kan det være sjovt at lytte, mens man følger bogens tekst. Henneberg kender tilsyneladende sine egne fortællinger så godt, at hun ikke helt følger teksten. Man får mulighed for at observere betydningsforskydninger imellem de to ”nu selvstændige værker”, når en havfrue i teksten råber til Nadége: ”Hvorfor råber du sådan menneskekvinde?” Brugen af ordet menneskekvinde er autentisk. Det er noget vi aldrig bruger, men det ville være logisk en havfrue brugte, når hun jo ikke er et menneske. Men Henneberg er kommet til at sige ”kvindemenneske” under optagelserne til lydbogen – et ord mænd bruger om kvinder, når de skal harcelere lidt over sin modsatte skabning. De små fortalelser er dog på ingen måde til gene for lyden eller forståelsen af indlæsningerne. De er klare og gode.

Lydbogen kan hentes gratis på bibliotekets udlånsside for lydboger. Her er et direkte link. 

Smagsdom

Tina Hennebergs Pigen med de afhuggede fødder er samling brandgode fortællinger. De er gode udfordringer til de lidt ældre børn, der er trætte af at læse H.C. Andersen og Grimms eventyr, som de har læst siden børnehaveklasse og dermed forbinder med det at være lille. For den voksne læser mangler de i længden originalitet. Historiciteten omkring eventyrgenren tynger til dels forfatteren, der på sin vis blot kommer sin egen verden ind i disse skabeloner, men der er gryn af originalitet og masser af hjertelighed, oprigtighed og autenticitet i Hennebergs fortællinger sætter rigtig nok tanker i gang, når de er bedst.