Poesi og andre geniale former for trods

Denne anmeldelse af Adda Djørups Poesi og andre former for trods, nåede jeg aldrig at publicere på Aarhus Panorama. Derfor må den komme her!

 

Djørup er efter min mening en af de mest talentfulde forfattere, vi har i Danmark. Hun er begavet, vittig og sprogligt skarp, og teksterne kan læses som både litteratur og underholdning. Samlingen Poesi og andre former for trods arbejder med en underfundig form for humor side om side med en kynisme, der af og til slår over i sorthuls-melankoli.

Grundelementet er det mondæne, en hverdagssituation, der har overskredet alle nødudgange til den almindelige virkelighed og er sunket ned og ind i sig selv. Man kan følge tekstens små bemærkninger, sproglige krummelurer og Herman Bangske personbilleder af i virkeligheden følsomme mennesker med klare, men indestængte meninger om livet og tilværelsen. Som en konsekvens af denne karaktertype slår handlingen bugt i stil med, at karakteren udlever sit potentiale. Det er såre simpelt og gør teksterne helt vildt læselige.

En lille ukuelig lykkepille - slagtesvin på coke

Derudover arbejder Djørup med en speciel form for lykke. I novellen "Der er ingen ende på Paris", hvorpå der peges på både forsideillustrationen og bagsideteksten, lyder det sådan her: "En form der fortæller hånden præcist hvordan den skal gribe. En genial form. Å, lykke." Karakteren hentyder til skydevåbnet fra forsiden, men i flere af novellerne er det sigende for den stemning, Djørup skriver frem. 

Jeg har selv fundet mit lille stykke lykke i novellen "Vesterhavet" om en lastbilchauffør, der har mistet taget om livet, ekskonen, datteren, chefen og sin egen selvrespekt. Da han hører rygter om, at konen og chefen kommer sammen, og at datteren har været med derude, når han et såkaldt "no point of return". Han tager en sending coke med på turen for at skaffe penge til at gøre lidt godt for datteren: 

"Jeg tog den første afkørsel og fortsatte ad landevejen et par minutter, jeg behøvede ikke at tænke da jeg så skiltet for Münster Tinnen Golfclub, jeg svingede ned ad indkørslen, ind på parkeringspladsen og fortsatte ud over golfbanen. 

Jeg slukkede motoren og sad lidt. Der var stille, plænen var grøn og glat, den lignede plastik, himlen var næsten uden skyer, jeg gloede på al den plads, der er deroppe. Så gjorde jeg det. Jeg åbnede rampen på klem og klatrede hen over taget, hoppede ind til svinene, skruede pladen op og fik pakken frem. Jeg huggede skruetrækkeren i den og fik det drysset godt til derinde. Da jeg klatrede ud, tænkte jeg at jeg var på skideren fra nu af og i al evighed. Det føltes fantastisk. Jeg sad på taget og hørte hvordan svinene blev urolige, jeg gav dem et par minutter til og kørte rampen helt ned. 

De væltede ud i røven på hinanden. De hylede og gryntede og rullede sig i græsset og lavede rejehop og sprang på hinanden og galoperede ud over banen i alle retninger."

Underoverskrift

Ikke alle Djørups noveller har billedet af svin på kokain midt på en nyklippet golfbane... og godt for det. Det ville være for meget. Novellerne er nuancerede og varierer i længde og stemning. Nogle af dem er sofistikerede som fx novellen "Grimasser", andre virker selvbiografiske, som fx novellen "Poesi", hvor det føles som om vi får forfatterindens dannelseshistorie. I "Brombærkrat" hiver hun den græske tragedie ned over en lille familie, der er ude at rekognoscere Brombærdalen lidt for tidligt på sæsonen og i den meget korte tekst "Spidskål, asparges" udsættes læseren for noget, der ligner en indkøbsseddel med en ualmindelig dagsorden. 

Novellerne er intense, morsomme og en lille smule fantastiske i ordets litterære betydning. De er ladet med muligheden af alting. Taler vi inspirationskilder falder mine tanker på den argentinske forfatter Jorge Louis Borges, hvis noveller og digte er verdensberømte.

Hvis Djørup endnu ikke har fået folkets beundring, er det fordi hendes humor er underspillet og af og til kan være svær at få øje på, ja, næsten ikke eksisterende. Ikke desto bør man give sig i kast med Djørup og give hendes fine sproglighed tid til at sætte sig under huden - gerne inden alt for længe. 

PS. til Aarhus-læseren: Djørup er født i Aarhus i 1974, men har siden da ikke kunne forholde sig i ro og befundet sig i forskellige dele af både Danmark og Europa, ja, hele verden.