Vidunderbarnet alle kunne holde af

"Vidunderbarn" er positivt anmeldt i dagbladene af henholdsvis Torben Brostrøm (Information), Per Krogh Hansen (Berlingske), Lars Bonnevie (Weekendavisen), Liselotte Wiemar (Kristeligt Dagblad) og May Schack (Politiken). Anmelderne fokuserer henholdsvis på bogen som en roman om Norge i 60'erne, en drengebog om barndommen og på mange måder en slags dannelsesroman. Jacobsen roses gennemgående for sin sproglighed og fortællerevne, og det er ganske rigtigt. Det er på ingen måde et helt fantastisk plot, der løfter bogen op. Bonnevie skriver, at det er det "eminente fortællegreb, hvormed han undgår at gøre sine personer til ofre eller sociale tilfælde." Dermed fastslåes den indirekte stil man hos Jacobsen fornemmer og som netop er en af grundene til "hvorfor" læseren føler sig underholdt. Wiemer beskriver det på en lidt anden måde, der dog understreger den samme observerende tendens: "Roy Jacobsen er en mester i den spinkle sjæls mikroskop." står der i Kristeligt dagblad, der bekræfter venligtsindede fordomme om empatisk medmenneskeligheds tilstedeværelse i spalterne. I det hele taget anbefaler Wiemer Jacobsen indfølt, og det, tror jeg, er denne gang ikke fordi hun er en kvinde. (jeg ved ikke om det er anerkendt, at kvinder har større indlevelsesevne, når det kommer til følelser - her blev det altså til endnu en fordom).

Evnen til at sætte litteraturen ind i større sammenhænge dukker op hos Brostrøm, der med et psæcist citat stadfæster handlingens historiske rammer. Hermed dukker "Vidunderbarn" op i et stærk kulturelt perspektiv. Jeg citerer anmeldelsen i Information:

"Roy Jacobsen , hvis romaner kendt på dansk ofte har haft krigen som voldelig baggrund, Grænser, Frost og Huggerne, har med sin seneste, nu oversat af Camilla Christensen, i al sin intimitet en mere fredsommelig tidsatmosfære, selv om 1960'ernes første år i mangt og meget ændrede livsvilkårene i Skandinavien, sådan som forfatteren nu i et voksent tilbageblik skildrer et drengeår i en forstad til Oslo: »det årti der skal forvandle en hat og en frakke til en flængende guitarsolo, årtiet hvor mænd blev drenge og husmødre kvinder ? den indbyggede slitages årti, den norske kulturrevolutions sociale skærveknuser ? Et opreklameret, forløjet og misforstået årti, mit årti.«"

Anmeldelsen byder på et forfatterportræt der viser, hvad Jacobsen skriver om. Schack bemærker en "maskulin emnekreds" i forfatterskabet, men bemærkningen foregriber kun "Vidunderbarn" som drengebog, og giver ikke læseren lov til at se ind i bogen gennem forfatterskabet.

"Vidunderbarn" egner sig som god litteratur, ja faktisk kunst.

Generelt lader anmelderne sig gribe af sprogligheden hos i "Vidunderbarn", men godtskildrede fortællingselementer som menneskelighed, samfundsrealisme, dannelsesroman og familiedrama gør den anmeldelsesvenlig, fordi det der er for alle og enhver med forskellige verdensperspektiver er godt fortalt!

Socialrealistisk vidunderbarn i prosaisk lyrikforsøg

Det er første gang jeg læser Roy Jacobsen, og jeg er ikke ubetinget imponeret. Men romanen ”Vidunderbarn” fremstår som en helhed efter endt læsning. Jeg læste, for første gang i lang tid, skønlitteratur og slugte derfor ”Vidunderbarn” på nogle få dage midt i December. Romanen, der handler om forholdet imellem en mor og den faderløse søn, er en let-læst krabat på ca. 250 sider trykt med overkommelige typer. Sønnen Finn er på den ene side hyperintelligent og evindeligt psykoanalyserende og gennemskuer stort set alt. Og det en god rum tid før læseren. Det forløber flere gange sådan, at drengens indsigt varsles i teksten, som en bagatel forfatteren venter lidt for længe med at forløse. Læsningen bygger altså både på læserforvirring og aha-oplevelsen, forudsat at man bliver ved med at læse.

På den anden side er dette vidunderbarn stadig et barn. Det tillidsbrud plottet (hvis man kan tale om et plot) blandt andet bygger på, skildres først og fremmest gennem Finns udvikling fra et passivt mønsterbarn, der lever beskyttet af sin moders omsorg, til et selvstændigt individ, der kun stoler på sig selv. ”Vidunderbarn” kan godt ses som en dannelsesroman. Dannelsen begynder, i det ”lillesøsteren” Linda bryder ind i den lille familie og evalueres, da hun senere fjernes fra familien igen. Finn kommer flere gange ud dér, hvor han ikke kan bunde. Ikke som den intelligens han er, man som det barn han er. Som menneske og faderløs kommer han til at stå overfor en voksenverden, der opfatter ham som voksen men behandler ham som barn. På den facon kommer han bl.a. til at fungere som lærer for den selektivt evnesvage lillesøster.

Det er og vil altid være et paradoks, når vidunderbørn optræder i litteraturen, for hvordan skal de fremstå? Hvordan skal de skildres? Skal de indeholde nogle svagheder? Skal de overhovedet vokse op? Hos nogle læsere vækker vidunderbarnet væmmelse, fordi det "overnaturlige" bryder med en realistisk beskrivelse af virkeligheden, og på den måde kunne den slags væsner siges at være uegnede til socialrealistiske dramaer. Jacobsen gør det godt på den måde, at Finns ”evner” ikke flyder over. Der er intet sensationelt over drengen. I hvert fald ikke som åbenlys helteskikkelse. I stedet kommer den førnævnte splittelse imellem barn og voksen til syne, skildret med en vis prosaisk tilbageholdthed i mørket og en glæde ved ord. Fokuset kommer med fordel i skildringen til at ligge dér frem for på barnet.

Jeg blev specielt begejstret for den scene der beskriver musikken omkring et ødeliggende hus. Først da musikken forsvinder, den gamle dame dør og huset tømmes, opdager den kolossale børneflok, der legede i området, hvor lydene kom fra. Klaveret bæres ud foran et nærmest mytisk stort antal børn, som en ceremoni, hvor stemningen er stærk og tabet betydningsfuldt. Her rammer Jacobsen plet i mine øjne, men han er ikke i stand til at genoptage det lyriske sprogbillede hverken før eller senrere i romanen.

”Vidunderbarn” er alligevel en fin og velskrevet roman. Læsningen kræver fordybelse for at opfange de mystiske lag omkring Finns opvækst og frustrationer, og for at sproget skal virke som det synes tænkt. Får romanen læserens ubeskårne opmærksomhed, kommer den til at fremstå som et helstøbt litterært værk, der kan læses med udbytte og fornøjelse af enhver.