Anm. Ubehagets soundtrack - Alex Zichau

Gene Exo eller Alex Zichau... Mand eller kvinde, indeni som udenpå. Zichaus debut eller ikke-debut udgives som spændende køns-clash på forlaget for utilregnelig litteratur - Autre. Romanen rummer et konfliktfyldt og smertende soundtrack, der emmer af moderne selvbiografisk bekendelseslitteratur over det ene tabu efter det andet.

Anm. Pigen med de afhuggede fødder - Tina Henneberg

Tina Henneberg udkom i oktober med endnu en samling moderne eventyr. Der er både gode og mindre gode takter i denne hendes anden udgivelse. Men som selvudgiver er det ganske godt gået. Jeg husker tydeligt, hvordan der manglede helt basale rammer for hendes første bog, men det ligner mere og mere et helstøbt værk, der kommer ud af Henneberg. 

Anm. I paradis får man ikke bank - Tina Henneberg

Skæve historier. Tina Hennebergs I paradis får man ikke tæsk er en interessant lille samling fortællinger. Der er regulære moderne eventyr, der følger genrens tre udfordringer og formen hjem-ude-hjem, og der er småfilosofiske, sjove og spøjse fortællinger, der i et lille univers belyser menneskelige eksistentielle sandheder. Hvert univers synes at have sine egne love og mærkværdigheder. Beskrivelserne af disse er skæve og naivt troværdige.

Anm. Rummet - Ide Hejlskov

Rumforseelse og identifikations- problematisering. Ide Hejlskovs anden bog er en besværlig lille ting. Den er ikke svær at læse og forstå, men den er umulig at ensrette og holde styr på. Man kan godt forstå, hvor det er, den vil hen, men da Hejlskov vælger metamorfosens væsen, går teksterne i ét med det teoretiske paradigme. Det gør værket til en konsekvent udforskning af rummet som fortælling og fortællingen som rum. Rummet defineres indirekte via brydninger og genoprettelser.

Anm. Over for rødt - Torben Poulsen

Konstruktionen er klar i mælet, men mangler sprog og passion.Torben Poulsen udkommer i dag med sin tredje roman, Over for rødt. Det er en roman om sorg. Det er en roman om hævn. Og det er en roman om at tage fejl af et andet menneske. Bevægelserne imellem mennesker og kulturer er stærk og har store udsving. Den er stramt komponeret og klart fortalt. Og så er det som der alligevel mangler et eller andet.

Anm. Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet - Bjørn Rasmussen

Røvens dialektik og "det er sproget, der giver mig de største orgasmer". Bjørn Rasmussens debut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er noget af det mest imponerende, jeg længe har læst. Bogen udkom d. 20. september 2011 og har siden vundet montana-prisen. Og det var ikke ufortjent! Teksten er i den grad grænseoverskridende på alle måder. Men i de slibrige og meget direkte tekst-stumper handler det om noget, der er større end som så. Bogen er en nuanceret og kompliceret beskrivelse af grænselandet imellem sprog og virkelighed.

Anm. Tretten Uhørligheder - Vibeke Henningsen

Dette er en motiveret anmeldelse. Dette er anmeldelsen af Tretten Uhørligheder skrevet af Vibeke Henningsen.  I 2000 debuterede hun med Universet er kærligt, i 2005 kom Den bevægende årsag, 2007 bragte Slagtedage og her i 2011 bød hun os så på Tretten Uhørligheder. Jeg er endnu en så fattig anmelder, at jeg ikke har læst de andre. Men Tretten uhørligheder, der er udkommet på Autre, Forlaget for utilregnelig litteratur, har bestemt vakt min interesse. Bogen er på samme tid forståelig og uforståelig, en poetik for og en kliché på poesiens uendelige dybde. Den er i alle forstande langtidsholdbar og uden konserveringsmidler.

Anm. Sort Hvid - Liza Marklund - Kantløs underholdning

Sort Hvid af Liza Marklund udkommer i dag d. 11. november 2011, 415 sider, Rosinante

Jeg kan lige så godt indrømme det nu som at indfatte det i tekstens egentlige uvidenhed. Jeg havde aldrig læst en bog af Liza Marklund, før jeg læste Sort hvid. Det er den niende bog om journalisten Annika Bengtzon, hvilket muligvis betyder, at jeg mangler otte niendedele af hovedpersonens karakter? På den ene side er det et meget svagt udgangspunkt for anmeldelsen; på den anden side er det det, der gør anmeldelsen mulig som netop anmeldelse. Jeg er ikke bundet af de første sikkert helt fantastiske bøger om den her journalist. Jeg kommer ind et sted, hvor det meste måske allerede er sagt. Jeg kommer ind dér, hvor der skal arbejdes for at holde protagonisten i live, og hvor spændingen er i fare for at blive for højspændt og patetisk.

Fortællingen går kort sagt på, at Bengtzons mand er i Nairobi til en konference om sikring af grænserne i Europa. På vej hjem kidnappes han og delegationens andre medlemmer. De forsvinder mere eller mindre i et afrikansk mørke af grusomheder mens der forhandles løsesum for den enkeltes ve og vel. Situationen følger vi gennem avisredaktionen og fra Bengtzons eget hjem, der istandsættes som en salgs forhandlingscentral. Hun får hjælp af sin mands chef fra justitsministeriet, og parallelt med handlingen vokser de erotiske spændinger her. Samtidig følger vi en mordsag om en seriemorder og redaktørens tanker om sig selv, journalistikken og avisen. Hovedfortællingen er uden tvivl kidnapningen, de grusomme scener, der langt hen i handlingen forbliver usagte og så en overordnet kærlighedsfortælling fra Bengtzons perspektiv (jeg forestiller mig dette handlingsforløb kører i seriens øvrige værker, i de forrige så vel som i de kommende.) Vi følger forhandlingerne imellem kidnapperne og forhandlerne tæt. Fortællingen om den formodede seriemorder er noget fraværende, næsten forvirrende. Den kommer ikke rigtig frem i billedet og lever ikke op til den tidlige scene i andet kapitel (dag 1: kapitlerne er inddelt som dage i noget der kunne være en dagbog uden dagbogsform), hvor Bengtzon er tidligt på gerningsstedet for et af de fem mord.

Romanen korresponderer i ekstrem høj grad med nutidens debatter. Den er et indblik i kidnapnings-procedurer, hvis man skulle være interesseret i den slags. Den fokuserer på terror og indvandring som problem for Europa. Gadaffi, Osama Bin Laden, Anders Breivik, kidnappede danskere og pirrater ud for Somalias kyst ect. nævnes. Den lader ligeledes en strøm af massekulturelle symboler flyde ud i handlingen, så man på en eller anden måde aldrig føler sig langt hjemme fra. Starbucks, Mcdonalds, Facebook, LinkedIn, Disney-film og Pixar-produktioner (som man har set 1000 gange). Selvom man læser en krimi af Marklund forlader man ikke sin hverdag; der er stadig børnevanter i tasken og evig irritation over, at man ikke kan ramme ”tasterne” på sin nye touchtelefon (og dermed klicheen: romantikken om den gamle telefonmursten, som lever i bedste velgående i virkeligheden verden, dog i et ganske andet modus!?). Denne form for tryghed gør, at den vestlige læser næsten ikke kan undgå at identificere sig selv med den fiktive virkelighed, der stilles op i bogen. Den er tankevækkende tyk, hvis man lægger mærke til den, men den virker virkelig godt som den tunge og varme dyne, vi alle sover med i norden. Så længe man ligger under den er man i sikkerhed, så længe man ligger dér vækkes der ikke en uforudset tanke til live af sig selv. Man bliver under alle omstændigheder nødt til selv at stå op. Ikke noget hvis!  

Jeg citerer og kommenterer: ”- Hakuna makadiliano, råbte en af vogterne udenfor, jeg synes det lød som Den Høje. Vi så på hinanden, ingen vidste hvad det betød, og Catherine var der ikke til at oversætte. [Og her kommer så det, man tænkte i citatets begyndelse…] Det lød næsten som hakuna matata, var det ikke en Disney-sang? Børnene havde den film på DVD, var det måske Løvekongen? Hakuna matata, er de klogeste ord, hakuna matata, klogere end du tror?” Det faktum, at de engelske ord i romanen pædagogisk forklares, overfor det faktum, at de afrikanske (ja, jeg kan heller ikke oversætte dem) ikke hverken forklares eller oversættes er paradigmatisk paradoksalt. I den citerede scene er tolken ikke er tilstede, hvilket betyder, at der viderefortolkes i de baner, der allerede kendes. Vestlige baner. Der skabes en grænse imellem Afrika og Europa, hvilket understøtter debattens element, grænsekontrollen, terror og kidnapnings-sager. På den anden side er det vestlige ”symbol-sprog” til for ikke at støde læseren. På den anden side ligger fremstillingen op til en debat. Der er her tale om en dobbelthed og paradoksalitet i bestsellergenren og dens trang til at bringe den nutidige debat frem samtidig med, at den vil læses af flere mennesker end så mange som muligt.

Letbenet letlæselighed

Den eneste bog, jeg har læst af Liza Marklund smøg sig simpelthen ned. Det var læsning, der, på trods af en vis intensitet i emnevalg, virkede benløs. Selv på trods af dens manglende moral, noget jeg som anmelder ikke går op i på nogen måde… med mindre det synes at tvinge handlingen lidt for langt ud. De små indskudte sætninger om tilfældige berøringer imellem to kroppe holder læseren i et spændingsfelt, der blot venter på at blive udløst. Det fungerer på samme måde med den konstante benævnelse af kapitalistisk massekultur-symboler Det er sådan her Marklund skriver ind i det ubevidste, ind i lystfeltet eller underholdningsfeltet. Og læseren skuffes ikke men kommer heller ingen vegne. Alt det usagte virker som en optrapning af klimaks. Problemet er, optrapningen ikke er nogen virkelig stramning af feltet imellem nul og hundrede. Problemsfæren bliver ikke dybere og mere kompleks; som sådan er der ikke noget plot, der er ingen gåde, der er ingen ubesvarede spørgsmål… det er et klimaks, der blot venter. Det tænker ikke, det puster sig op og venter på at blive udløst ud i en tom tomhed. 

Anm. En tiger for en engel - Anne B. Ragde - Velfortalt sproglig debutsællert fra 1990 kommer til Danmark

En tiger for en engel udkommer i dag d. 12. oktober 2011 på forlaget Rosinante, 261 sider til 299,95

I dag udkommer Anne B. Ragdes debutroman fra 1990 endelig på dansk. Hun er i Danmark tilsyneladende mest kendt for trilogien Berlinerpoplerne (2004), Eremitkrebsene (2005) og Ligge i grønne enge (2007), men har publiceret en lang række værker i forskellige generer siden 1986. I 1990 var hun altså ikke nogen grøn skribente. Og det mærkes tydeligt i debutromanen, der først nu, over tyve senere, udkommer på dansk med undskyldningen: En tiger for en engel rummede oprindeligt en del norsk dialekt.

Normalt er den her slags litteratur ikke min smag. Det er det stadig ikke. Ikke desto mindre nød jeg at fræse igennem En tiger for en engel. De få dage, det tog, fik en ekstra dimension; ligesom skilsmissebarnet i sig får en ny dimension i bogen. Romanen, der fortæller om en lille piges oplevelse af skilsmissen, bærer sig selv igennem 261 sider, fordi den i høj grad er velskrevet. Og her taler vi ikke om slåfejl, knudrede sætninger osv. Slåfejlene opfatter man ikke (hvis der altså er nogle) og de knudrede sætninger har, så at sige, noget at sige i romanen, der på sin egensindige facon benytter sig af det kaotiske for at beskrive følelser og stemninger.

De følelser teksten udtrykker i En tiger for en engel, de er stærke. Sproget får lov til at formidle disse følelser gennem den lille piges handlinger, tanker og ord. Ved siden af hjælpes vi også på vej af pigens bedste stykke legetøj, Barbie, der leverer nogle af de fineste symbolske beskrivelser af sindstilstanden.

Hun holdt Barbie om livet og vred hende, så hun gik stift hen over gulvet, Barbies spidse ben prikkede i gulvtæppet og lavede skrabende lyde. Lotte klemte hende endnu mere og lod hende hoppe af sted som en kænguru. Det hvide plastichår daskede Lotte på knoerne. En saks faldt på gulvet derude. Barbie var ikke fin, kjolen var grim og skrigende i farven. Lotte bankede hende hårdt ned i gulvet, men benene knækkede ikke, de bøjede bare fremad. Nu sad Barbie i luften med benene strakt frem som pinde, hun smilede stadig og rakte armene frem som for at fange noget, der kunne blive kastet til hende hvert øjeblik. […] Lotte smed Barbie ind under sofaen, så hårdt, at hun ramte væggen med et smæld. Hun lå på siden, smilende og stadig med fremstrakte arme.

Uden tvivl er En tiger for en engel en psykologisk roman, for alting skildres ikke gennem forfatterens stemme, men i stedet gennem den karakter vi fra første side i romanen lærer at kende som et sansende væsen. Men en psykologisk eller symbolsk fortalt roman ville aldrig vinde frem, hvis sproget som formidler ikke også kendte sig selv og vidste, hvordan det overskred sin egen betydning og den egentlige sproglige formidling. Det er det, der peges på her: ”Ordene blev til et godstog, enkeltvogne kædet sammen. Vognene var lukket med brede skydedøre, det var umuligt at skimte indholdet.” eller ”Striberne lukker farmor ude og hakker ordene op i smalle skiver ligesom en æggedeler.” Ordene har mulighed for at træde ind i en anden dimension, hvor betydningen simpelthen forsvinder; og det er i den grad givende.

Hvor har vi så hovedpersonen Lotte henne i alt det her vrøvl? Jo, for det meste forsøger Lotte at forsvinde ud af virkeligheden. Den frustration barbie-scenen tidligere udtrykte, forvandler sig til mareridtsagtige halucinationer hver gang, Lotte i mørket skal sove. Tekststykkerne her bliver helt uhyggelige. For at blive fri for uhyrerne, må hun bilde dem ind, at hun ikke er der, hun hedder ikke Lotte og hun findes ikke. Måske kan man sige, at hun kun holdes ind i virkeligheden, fordi hun er en lille sansende skabning. det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes.

Næste morgen, så snart hun dukker ud af søvnen, holder hun sig fast i tomrummet, det, der ikke ved noget: ikke aner, hvor hun er, hvem hun er, hvad der skal ske. En lille detalje er det eneste, der skal til for at vippe hende ind i virkeligheden og sætte dagen på plads. Men endnu ligger hun med lukkede øjne og svømmer i et ingenmandsland. Brisen fra vinduet lugter af modne æbler. Det fortæller hende at hun er i Perlevik, og dermed kommer resten sivende.

Det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes. Hun kan ikke helt flygte fra en empirisk virkelighed, der ikke påvirkes af ord, sprog eller tanker, men i stedet af lyde, syn og ikke mindst dufte, som generelt spiller en stor rolle for Lotte. Men det er tæt på takket være hendes far.

Den analogi romanen selv kommer med fortæller historien om hankatten, der glemmer at han er far for sine killinger og derfor slår dem ihjel for at spise dem. I menneskeriget lyder den sådan her: ”Han sagde ikke noget. Hun faldt snart, ned gennem stolen, tværs gennem gulvet. Sodavandsflasken og kaffekoppen ville flagre i luften, spilde ud over det hele.” På en eller anden måde er følelsen kolossal, specielt mens læsningen står på. Det er det, jeg synes romanen gør så godt.

Populærkulturens finkulturelle reflekser

En tiger for en engel lægger sig opad en mere kunstnerisk udfoldelse gennem sine sproglige udfoldelser. Sanseligheden i første kapitel er fuldt ud fantastisk. Græsset beskrives som et tæppe af sugerør, der stikker op af jorden. Men derfra må man så også sige, at Ragde har brugt god brug af sin uddannelse i bl.a. massekommunikation. Romanens helhed ligger bl.a. i, at den taler samme tydelige sprog hele vejen igennem. Symbolerne er i længden tydelige for alle, dvs. at de er ensrettede. Gennem læsningen kan man derfor lægge betydning i flere forskellige observationer, som til slut vil fremstå meningsløse og helt uden indvirken på hovedsporet, hvis man nu skulle bruge Hejlskovske termer.

En tiger for en engel går ikke over gevind og bliver for meget. Der er underholdning for alle pengene, og der er passager, der er værd at vende tilbage til. Proportionerne er velafmålte: spændingskurven er på sit højeste ca. 30 sider før målstregen, og der kan dermed dømmes frit løb det sidste stykke vej. Desværre er det en skam, at trangen til at forklare sig fuldt ud trænger igennem på de sidste sider, til trods for de gennemtrængende symboler.

Når det er sagt, så tag at læs supersællerten fra Norge. Den bærer fjældenes barmhjertighed; man fornemmer den norske socialrealisme, der har sit eget specielle sprog fra betonblokken gennem røgsløret og en kold virkelighed set fra barnets perspektiv. Den er godt skrevet og behandler emnet tankevækkende. Det er ikke en bog, der udfordrer grænserne for den narrative kunst, men på den anden side, så har den håndværket i orden; det at fortælle en historie godt.

P.S.

Der er noget underligt omkring den originaltitel, der er angivet i bogen selv. ”Hvem sviktet Lotte?” Til at begynde med, havde jeg egentlig tænkt mig at kritisere oversætterens nye titel, for jeg synes ikke den er fyldestgørende, snarere påtaget og lidt for smart. Jeg har dog ikke kunnet finde denne titel (Hvem sviktet Lotte) nogen andre steder, og jeg står derfor blot og lader min kritik glide ud af ærmet.

Anm. Et par dage - Lars Frost

På kontoret står gudinden i flodmundingen alene på sin ø

Jeg har de sidste to uger gået rundt med Frost i tasken, været lidt i Skagen eller New York, Berlin eller Paris, hvorfra forfatteren til Et par dage skriver. Og hvor har det været en behagelig og interessant rejse. Måske var det ikke sindssygt opsigtsvækkende de første par dage i rejsemaskinen, men jo længere man kommer ind i projektet, jo mere føler man for det.
Der er tale om en i byer afsnits-opdelt digtsamling - Skagen, Californien (by?), New York, Boston, Berlin, København, Stockholm og Paris, som man skal læse sig igennem på langs (i stedet for på højkant) i den nævnte rækkefølge. Siderne er gule, og hver gang man kommer til et nyt sted, så dukker der et miniature-kort op over stedet.
I sig selv er det en fordrejning, der måske kunne irritere nogen, men som jeg har nydt hele vejen igennem som noget forfriskende og anderledes. Ligge-formatet giver digtene god plads uden, at det føles som for meget, selvom der ofte er en hel side blank. Men mest de små kort kommer til sin ret, når man som en turist iblandt tekst-stykkerne drejer bogen lidt til den ene og den anden side for at finde det rette perspektiv.
Det anderledes format, der fungerer upåklageligt, er tilsyneladende en effekt af, at bogen er udgivet i samarbejde med Foreningen for Boghaandværk.

Jeg læste et eller andet sted (Stefan Kjerkegaards blog, Den lille litteratyr, måske) at den danske nutids-litteratur var blevet meta-digtning på den måde, at den refererede til sig selv og en lille lokal kreds omkring sig, men ikke rigtig kom på intertekstualitets-niveau med resten af norden såvel som verden. I Et par dage kommer Frost ikke blot rundt til otte forskellige steder i verden rent fysisk. Samlingen er ligeledes et konglomerat af de indtryk Frost samler op i arkitekturen og på de kunstudstillinger, han besøger på rejsen. Indtryk der bliver til fortolkninger, indlevelse og omtanke. På omslagets inderside er en kortoversigt over de steder, digtene har rødder, og hvor sindets dvælen blev til mere end blot en dvælen.
Her er et af digtene fra New york:

Guggenheim, Manhattan, 2005
Under alle omstændigheder skete det hen under
aften. Vi var fanget i et uvejr på en båd i floden. Roret
havde sat sig fast, og mens vi ventede på båden, 
der skulle komme og bringe os i land, beundrede vi
lynene på himlen inde over Jersey. Kældrene fyldtes, 
gaderne stod under vand


Det er ikke helt tydeligt, hvor digteren befinder sig, om det er en impressionistisk/ekspressionistisk indlevelse i et billedet på kunstmuseet i NY, eller om vi er på søen? Er det fiktion eller fiktion i fiktion? I Boston bliver det lidt tydeligere, da der står: "[...] Vi må ikke røre hendes/kind. Hendes søstre har set os". Eller et andet tekststykke, fx i denne dialog med maleriet:

3
Gift os bort


Nu spirer alting bag det matte blik
under den mørke pande


(Piger med øjne som
kaffepletter på en hvid dug
en sommerdag
i skyggen
af et æbletræ)


Herlige linier i og udenfor den parentes! Hele samlingen kan læses som korrespondance med kunstmaleriet. Den rejsende kommer til et nyt sted og besøger dette steds kunstmuseum som en del af turismen, en turisme der har lidt af den der guide-bogs-syge, men mest af sig selv og sine længsler. Personligt læste jeg en stor del af bogen på Aros i Aarhus (Århus), hvilket virkede stimulerende og gjorde, at både malerkunsten og digtene blev mere levende.

En anden vinkel som gennemgående tråd er ensomheden. Det er som om der skulle eller kunne have været en kvindelig rejsekammerat, én der sjældent er der, men som kunne have været der. Som når mødet med storbyen bliver uoverskueligt eller ubehageligt, som her i  Berlin: "Jeg kunne ikke spise mere og smed den sidste stump/af en kedelig sandwich i en skraldespand. Jeg bryder/mig ikke om den her by. Den har ingen etisk karak-/ter, kun æstetisk tvetydighed. [...]"
Lars Frost er mester i at bryde linierne på en underfundig måde. Bindestregen synes at være en væsentlig del af hans linieskift. Af og til opstår der dobbeltbetydning eller modstridighed i den stående linie. Det gør at digtene, der på mange måder kommer til at ligne små prosastykker, insisterer på at være digte. Digte, der er sine egne, sat op med lige eller ulige marginer udfordrende syntaks.

Slutteligt en fanfare:

Ang.: Johs. V. Jensens antropologiske notater fra et sydende Mantattan

1
Hun lander og finder sine ejendele ankommet


Der var et par tidlige forårsdage i New York i februar, børn
med hoveder store som honningmeloner i gaderne, og fjernt fra hverdagen
på kontoret står gudinden i flodmundingen alene på sin ø


Amerika lægger sin skæbne i Guds hænder


Der er så meget, man kan gå glip af. Her er
vidunderlige muligheder for at fare vild og finde hjem


Her er vanvittig glæde og besværgelser
Hvis - så - aldrig - mere - igen


De lukker museet for moderne kunst i mange år
for at bygge det større og mere tidssvarende


Tidssvarende vil sige en evne til at omfatte alting


De vil sætte ild til alting, hele verden
alt det deres fødder ikke tynger med vægten
af deres egen krop, og glemte alt om den


Jeg drømte uanstændigt i nat


Pornoblade og chokoladestænger





http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8702046636

Hallerne i Hallerne, se mig nu! Jeg er en hal

Hallerne udkom d. 28. januar 2011 på forlaget Rosinante, 176 sider

Josefine Klougarts anden roman "Hallerne" har potentiale men behøver samtidig sin tid. Her er ikke tale om en dans på roser for den læser, der beslutter sig for at give sig i kast med romanen, der denne gang er mere roman end sidste gang, men som alligevel rummer så meget andet. På bogryggens foldeside karakteriseres Hallerne som:

"en lyrisk undersøgelse af et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde. København står som kulisse, historiske bygninger, tømt for mennesker, men med en påtrængende understrøm af natur. Fra en bar over for kastes blikke mod den scene, som parrets lejlighed bliver. Blikkene - publikums, mandens og kvindens - tegner et rum. Et rum for udforskning af begær og kærlighed, magt og ydmygelse - dét at se."

- en karateristik, der i mine øjne fatter teksten meget godt i korte vendinger. Efter endt læsning er der dog alligevel så meget mere, der rumsterer. I forhold til "Stigninger og Fald" vil og gør Hallerne noget mere. Helheden er kompakt, intensiteten er krævende og læsningen lægger beslag på tankerne. På mange måder er der virkelig tale om en undersøgelse, observationer, der ikke kan lade være med at gøre sig indsigter, der lugter af sandhed og skæbne.

Anmelderne

Holdet af danmarks dårligste læsere, som Ib Michael kalder dem, læste og anmeldte Hallerne til udkommelsesdatoen d. 28. januar. Og hvor disse overfor Stigninger og Fald alle sammen stod lidt på et ben, ser det lidt ud som om, anmelderkorpset er ved at tage stilling for alvor. May Schack, der bl.a. forholder sig til Klougart igennem J.P. Jacobsen, synes at befinde sig ganske godt med den klougartske ord-stil og kan godt abstrahere fra den manglende handling til fordel for de kunstneriske niveauer i sprogets udfoldelse. Klaus Rothstein på den anden side, dømmer Hallerne til at være sanset skønskrift uden tydelig handling og betegner problemerne fra Stigninger og Fald (manglende handling og to-tre billeder fremfor ét) som blivende et varemærke for Klougart. Per Krog Hansen fra Berlingske siger meget rammende, at der ikke er tale om lystfuld læsning, men understreger at han alligevel lod sig drage. Det indholdsmæssige der præsenteres af sproget i Hallerne, er, sagt på en anden måde, krævende at overkomme 176 sider igennem.

Som altid er det forfriskende at læse anmeldelser fra Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen tituleres ang. Hallerne som "Ikke dyb nok", hvormed det bliver den eneste anmeldelse, der går direkte i kødet på indholdets kerne. Det bemærkes også af Juhl Rasmussen, at det virker som om, forfatteren er tættere på kvinden - et udsagn jeg ikke vil komme længere ind på. I stedet synes begrebet "den moderne mand" at snige sig ind på mig. Når det kommer til manden er Klougart måske en lille smule konkret, mens kvinden hovedsageligt karakteriseres som et eller andet i forbindelse med en hal, hallen eller hallerne - kvinden som et rum-begreb...

Skelnen mellem form og indhold var i Klougarts debut måske ikke så påtrængende, da der på mange måder hovedsageligt var tale om en sproglig (dog ikke indholdsløs) sammensyning af erindringer. I Hallerne derimod er emnet mere påtrængende. Det er mere ubehageligt at konfronteres med, manden såvel som kvinden rammes. Derfor synes Kristeligt Dagblads vinkel mere velkommen, omend der denne gang ikke er tale om nogen "afgørende indsigt" i romanen.

Jeg får øje på en tendens i segmentet af anmeldere. Det er betydning, der er det helt store. Og midt i krimi-hedens forhåbentlige aftagen, får jeg øje på en bestemt kommentar i Klaus Rothsteins anmeldelse, der irriterer mig grænseløst. Jeg citerer og markerer:

"Hallerne er altså både billedet på lejligheden og personerne, og symboler på den destruktive seksualitet, den følelsesmæssige tomhed og brutalitet og de kuldslåede mentale tilstande, som manden og kvinden befinder sig i. Den kode er det ikke svært at bryde. Men der er så lidt handling og så mange haller, at man bliver overfølsom, og begynder at registrere dem. Dermed bliver romanens bærende symbol reduceret fra noget originalt til noget anstrengt."

Fremstillingen af Hallerne som en kode der skal brydes, er efter min mening en snæver og naiv værklæsning. Noget af det skønne ved Klougart er jo netop, at hun ikke begrænser sprogets betydninger, at betydningen ikke står klart, at der ikke er noget plot, at der ikke er nogle der er døde og andre (incl. læseren) der skal opklare mysteriet og at der ikke er tale om nogen krimi. Set i det lys, er der heller ikke noget, der skal gemmes. Der er ikke noget i teksten, som læseren ikke må registrere. Teksten kan ikke ødelægge sig selv, den er snarere sig selv. Det er måske også derfor, at Erik Svendsen skriver, at der vil blive skrevet universitetsopgaver om Klougart i de kommende år. Værket kalder i sin kompleksitet på denne form for granskning, fordi der er en selvstændig hedhed i teksten. Man kan ikke skrive en bog som Hallerne udfra en spændingskurve, og det bliver nok ikke lige med det samme, at skrivekurserne udbyder kurser som: "Lær at skrive dine erindringer i et lyrisk indfølt tempo med passager der galloperer som hvaler og smyger sig hen ad jorden som bladmyrens grønne bladstump."

I Hallerne

I stedet for er Hallerne et ret så eksperimentielt sammenstrikket værk, der leger med vinkelskift både i forbindelse med læseren og et fiktivt iboende publikum. For det første er der manden og kvinden. For det andet er der menneskeflokken på baren eller cafeen overfor lejligheden, for det tredje er der en fortæller og for det fjerde er der læseren. Overfor en perspektivrigdom er en af sandhederne i Hallerne, at vi aldrig sanser eller erkender kollektivt, kun den individuelle opfattelse af verden kan begrundes. På den måde er de forskellige perspektiver vigtige for læseren, en demonstration af at virkeligheden er subjektiv erkendelse og ikke altid den samme. Ligeledes er de med til at belyse den fremmedhed der opstår imellem manden og kvinden.

"Manden presser hendes ansigt ned i puden. Kvinden løber som ild gennem hallerne./Hun er ganske stille./Der er ikke en lyd foruden den, han laver med sin pik og cremen [...] Søde lille, siger manden./Der er hele tiden den lyd fra hendes våde skede. Lyden af ham, støvler gennem næsten sort mudder. Stille, siger manden. /Stille nu. Hendes mund står åben ned i puden, og hendes hals er et rør, der fører direkte ned i hendes lunger. [...] Hendes krop koger under tryk, alting mørnes hurtigt. Hun sukker, men stønner. [...]// Det er mindst et år siden, at stuerne omkring dem begyndte at lyde som øde haller. De har kendt hinanden altid, synes de. [...] Kvinden tænker tilbage på dét forår. Det, der fulgte den våde sommer og den korte vinter. [...] //Da manden er færdig med kvinden, stiller han en spand på gulvet ved siden af sengen. /I hendes side./Kvinden hører en spand blive sat på gulvet ved hendes side. /Lyden af en metalhank, der rammer plasticspandens side./hun hører ham stille en spand på gulvet ved siden af. Tæt ved hendes mund. //Hun hører hans hænder rode i en kvindes hår. Det kan være hendes eget hår. Det tænker hun. Kvinden i sengen."

Sådan forløber første del af bogen, med at manden fylder kvindens haller, mens kvinden er i fabrikshallerne og templet, og manden igen er et låg eller et tag eller noget andet i forhold til hallen, kvinden og virkeligheden imellem manden og kvinden. Manden skildres som simpel: "Manden kan tale, og han kan lytte, men umuligt samtidig." og brutal: "Manden forstår, at hans fabrik også er et tempel, han ser også, hvordan væggene styrter, idet han kommer oppe i hende." Hvorimod kvinden er rummelig, skrøbelig og kompliceret, et følsomt væsen, der kan rumme andre mennesker. I den første del af bogen er hvert andet stykke en beskrivelse af Københavns by. I de hede direkte beskrivelser er de en lettelse for læseren, en god afveksling, men kan også ses som endnu et perspektiv på seksualitetens undersøgelse og ikke mindst som en sidebemærkning eller en understregning af det rumbegreb Hallerne på mange måder også er.

I anden del sker der noget imellem manden og kvinden. Forholdet forskubbes, kvinden folder sig ud, bybeskrivelserne forsvinder og manden oplever en afhængighed. Den måde der i anden sektion skabes helhed i værket ved, at kvinden på et eller andet plan rejser sig, virker på læseren på en sådan måde, at der skabes et ligevægt i forestillingerne. Det kan se ud som om, kvinden hele vejen igennem har båret manden ved at ligge under ham.

Det er den traditionelle mandsrolle, der udtrykkes her: "Manden forstår ikke, hvad det er, han tager. Hvad det er for et hus, han bryder ind i, hvad det er for et lager eller værelse. På den måde er manden ufarlig, på den måde er manden et barn og fuldkommen skånelsesløs: Manden er: umulig" Men kvinden er trukket op i det moderne og hun skal bære over med manden: "Manden nærer en knopskydende omsorg for kvinderne, men den er ikke brugbar, så længe han ikke forstår, hvordan kvindens krop er struktureret. Hvordan den bevidsthed arbejder."

Når jeg nu ikke kunne lade være med at blande mig i indholdet, må jeg også erkende, at Juhl Rasmussen fra Kristeligt Dagblad kunne have en pointe. Hallerne er et interessant og nogenlunde kontroversielt bud i den retning, men på ingen måde revolutionerende. Der hvor Klougart er stærkest, er stadig der, hvor hun lægger mest, nemlig i sproget og formerne. Læser man Hallerne med opmærksomheden rettet i sproget langt nede under betydningers krydsen frem og tilbage, fremkaldes der i sproget befriende mønstre , som man kan vælge at ride med på. Herfor netop dragende.

Og herfor er Hallerne endnu et originalt bud fra Josefine Klougart. Hallerne der gerne må registreres, fordi der er tale om et åbent abstrakt begreb om verden og virkeligheden fra forskellige perspektiver.

Hallerne udkom d. 28. januar 2011 på forlaget Rosinante, 176 sider

Hundens lille raslen/i de visne blade/følger mig på vej

Peter Laugesen udkom i november sidste år med De sagde/hans hund/havde lopper. Samlingen af digte kredser hovedsageligt om livet med en hund, men den hoster også en gang imellem op over samfundet og kommenterer på sproget og poesiens uomgåelige væsen. Den 68-årige digter udgav samlingen ”Landskab” i 1967, og siden er det for århus-digteren blevet til et utal af udgivelser.

Jeg har hørt folk sige, at denne nye samling er anderledes end meget af det tidligere, men hvordan? Laugesen har sine afdøde muser i den amerikanske beat-generation (Kerouac, Ginsberg, Burroughs bl.a.), hvor der ofte er en vis fart over sproget. Tidligt i samlingen skriver digteren:

”Ord på speed, ord med fart, så mange/så hurtigt at betydningens kister brister/i absolut klang, uden rytme, uden lyd,/uden mening en sort, rygende tunges/supersoniske plapren fra nattens lysende/runde, uidenficerede flyvende objekt.”

Men digtet er et atypisk barn blandt mere rolige identiteter. Måske bliver Laugesen klogere, jo ældre han bliver. Han er gammel nok til at joke med døden, til en filosoferen over verden og virkeligheden. Men ”gammelklogskaben” er ikke blevet hul som det ord, der har mistet sin betydning. Det er snarere en visdom samlet op gennem et liv med ord overalt. Som en haikumester, en Garry Snyder, et element man ikke kan fornægte var en stor del af beat-generationen, nemlig visdommen eller en hemmelig dvælen ved livet.

På en eller anden måde er det ren poesi, når Laugesen skriver: ” Vinden hvisler/ i græsset// hallo/ hallo/hvem er du” (jeg har forsøgt at vise digtets opsætning, derfor ser det underligt ud. Det er ikke en fejl). Eller et af dem jeg holder meget af allerede, fordi det har dybde: ”Det lille/puf/med snuden//bagfra/mod læggen://vi er/her/endnu” Laugesen sanser og beskriver objektivt verden, når han går tur med hunden Tumle (tror jeg det er), men det er på en sådan casual måde overfor verden. Der er ikke noget usædvanligt at undersøge. Når det bliver vådt og koldt, så er det varmen indenfor, der trækker. Peter og hunden er et umage par, en lille smule fortabt til tilfældighederne og til, at når man først er gået i gang, så kan man ikke bare stoppe.

Et sted står der: ”Bilerne skyller og vasker forbi som bølger store og små” eller ”somme tider åbner hun døren/& og kaster blomster i græsset”. Og disse små, ja hvad skal jeg kalde dem... Zentenser får jeg lyst til at bruge, selvom de måske snarere er modernistiske nys på virkeligheden. Disse små er som lim i fuger, som i væggen, hvor poesien hænger sin frakke op, mens den tager karbad i digterens badeværelse på første.

Den gamle mand og sproget

& man skal dø

& det kan der gøres en hel del ud af

& man kan også lade være

& tabe hårene på ryggen

& se folk komme ud fra salen

& se de sidste rygere tænde deres sidste smøg

& se tændstikker flamme op i hænders huler

& måske er man ikke født endnu

& måske er det nok

& det er aldrig nok

& hvor var det dumt at begynde

& hvor er det dumt at holde op

Det ser på mange måder ud som om, Laugesen ikke har tænkt sig at holde op, og gudske lov for det! Peter Laugesen er sprogkunstner. Han er digter og litterat, en belæst mand og en rutineret oversætter. ”Det jeg er/og det der gør/mig er skrift” skriver han... Der må ligge et meta-plan i enhver ægte digters værk. Hvordan er det at trække vejret igennem ord – sproget? Hvordan er det at skulle konstruere virkeligheden gennem sproget, der hele tiden forandrer sig, som hele tiden bruges af alt og alle, og som man aldrig har helt for sig selv.

Der er et spændende meta-plan i De sagde hans hund havde lopper. ”Pestens sorte fodspor/fylder glemslens sider” står der et sted om sproget. Der er en vis alvorlighed, både i poesiens tone på gåturene, men også omkring i furerne i digtsamlingen, hvor man mærker det skæbnesvangre ved en vielse med sproget. Som i det tidligere citat hvor døden nævnes direkte. Forfattergerningen er en livsgerning ”& hvor var det dumt at begynde/& hvor er det dumt at holde op”, som da man begyndte at trække vejret.

Jo ældre man bliver, jo mere hellig bliver livet, jo mere forstår man af det simple ved døden og livet, ved lykken og ved sig selv. Digterens visdom i De sagde hans hund havde lopper kan tydelig mærkes. Der ligger en tyndge bag ethvert af ordene – ord der på mange måder er banale, men som er sat sammen sådan, at visdommen skinner igennem og kan skimtes. Og jeg siger skimtes, for det er ikke helt til at sætte fingeren på, hvorfor denne digtsamling i sin enkelhed er så behagelig at have liggende i den taske, man bringer med sig overalt.

De sagde hans hund havde lopper udkom d. 3. november 2010 på Forlaget Borgen

Kvadratisk papirbog En sproglig bestseller

Efter endt læsning føler jeg mig tom og overvældet. Rejsen gennem landskabet med sine Stigninger og Fald har været som en indbliksrig vandring gennem en livslang tunnel med små vinduer på hver side for hver anden meter. En rejse på hesteryg, kunne man sige, da erindringsbillederne er indrammet af hesten Mollys kommen og forladen. Stigninger og Fald indledes med sætningen ”Det efterår fik jeg en hest.” Og den slutter i sin melankolske grundstemning med at miste. ”Morgenen holder op, da rampen bliver løftet og spændt fast, så lyset ikke længere er i vognen; der er et rum, bare, en firkant tegnet i sandet, to gange tre en halv meter med mørke og min hest, at denne klods forsvinder om hjørnet og glider gennem landskabet.”

Da Stigninger og Fald på ingen måde er en roman (selvom det står dér, på hardback-coveret), spiller denne handlingsramme-afsløring ingen større rolle. Undervejs fornemmer man kun Josefines gradvise opvoksen, dog uden at man får egentlige tegn derpå. Ellers er ”romanen” snarere 172 siders lyrisk prosa eller poesi, prosadigte. Man skal ikke læse, søgende efter ”handling og plot” som Asger Snack lægger ud med at understrege i indstillings-skriftet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. I stedet bliver det en sproglig oplevelse, en sproglig rejse gennem forfatterens barndom. En rejse med sproget igennem de mange små tekster, der fortæller historierne fra barndommens ellers uforklarlige opmærksomhed. Sproget zig-zagger gennem denne erindringspulje af glimt og fornemmelser i forfatterens underbevidsthed, der med sin detaljerigdom kan få det meste med, men som en helhed kun omringe det, der almindeligvis fortælles og forstås. Derfor er det heller ikke nogen almindelig fortælling fra barndommen, men i stedet en sproglig omkransning, en indirekthed i et sprog, der ikke kan forklare det, det ikke har ordene for.

Gennem skildringens form og grundige sproglighed er der opstået en indfølt og intens ærlighed, som jeg synes Klougart godt kan være stolt over. For læseren er Stigninger og Fald ikke letlæst, men snarere som et kunstværk med en god æstetisk karakter, der ikke bare giver søde og fornøjelige frugter. Klougart sætter læseren på arbejde følelsesmæssigt. Tabet af barndommen, skildret som morgenens forsvinden, er noget enhver skal igennem. Og det er som regel, som at få et koldt glas vand i hovedet. Som at dumpe en eksamen, man ikke havde opdaget kunne dumpes. At træde ud af barndommens trygge uvidenhed er, som en ballon der brister, med ét er det ikke morgen længere.

Sproget er en firkant

Sproget er en firkant, men ikke en firkantet en. Josefine Klougart har ét redskab at gøre med. Det er sprogets former, eller sproget selv. Sprogets selv. Det er ikke fortællingerne, karaktererne/personerne eller handlingen, der bærer Klougart til indstillelse til Nordisk Råds Litteraturpris, men den gennemgående sproglighed. Lange lister af ord der smukt klippes sammen. Ord der har den betydning, så de siger det, forfatteren gerne vil have frem. Jeg citerer fra bogen, hvor sproget ikke kan lade være med at tale lidt om sig selv:

”Jeg ved ikke, hvor den fornuft kommer fra, men der er et ansvar, der ryker i mig og skærer som et bidsel i mine mundvige; jeg ved ikke, hvad det er, jeg sparer sammen til, har bare fornemmelsen af, at vi bør spare på de ord, tale lidt mindre om dét, vi ikke har fundet de rigtige ord for. Der er så meget andet at tale om, der er så mange navne, for blomster bare, det er slet ikke til at blive færdig.”

Der er en ømhed for ordene og fænomenerne. En frygt for at ødelægge virkeligheden ved at tale ”forkert” om den, ved ikke at være præcis nok. Denne poetik går tydeligt igen i skriften, hvor ordene lægger sig så tæt op ad det, de taler om. På den anden side resulterer det i udpenslingen af virkeligheden gennem brug af mere indfølte beskrivelser. Jeg blev helt vild, da jeg læste dette stykke: ”Gården ligger trukket tilbage i landskabet, gemt i landskabets navle. Den er en firkant, syet ind i bakken. Da vejen slår et slag ind imellem søen og gården løber alle linjer fra os og op, herfra synes ikke bare eftermiddagen at være en evighed, aftenen – når den kommer – en evighed; men også selve landskabet en evighed af stier og støvede grusveje med indtørrede sprøde hamme fra snoge og stålorm, læderbælter trykket ned i vejen af traktordæk og cykelhjul og skridt.” Hvad siger i så!!!? En firkent syet ind i bakken. Og i en af de andre tekster, hvor moderen er sur på hende og verden virkelig er ved at falde fra hinanden: ”Det fører ingen vegne med de tanker, der er bare en uoverskuelig knude af tegn, der er ingen renhed over de tanker, ingen frost.” Virkeligheden bliver en anden, fordi det sædvanlige rum imellem datter og moder er blevet et andet.

Og når så alting forbindes i sproget – sproget går hen og bliver alt; så kommer det til syne at definitionen af sproget eller rent ud sagt, virkeligheden, er bundet til tid og sted. På en eller anden side i bogen fortæller moderen din datter om ordene og om, hvordan de aldrig betyder det samme. Et sted er kun dét sted én gang, et sted der dog bevares som dét sted for altid i erindringen, der så er et andet sprog end virkelighedens. ”Over tre dage bliver min bevidsthed mere og mere som en ødelagt tue, der styrter; alting får en ny plads og kan ikke længere genkendes, er som alléen mellem Kalø og Egens, dengang de fælder den, mens vi er væk, i sommerhus. Det sker over to uger, det er i det tidsrum fældningen finder sted. Fældningen af alle de syge elmetræer, der er gået ud, nu kørt væk. Senere ser vi sporerne i græsset efter tunge vogne, der synes at have slæbt ikke bare træerne, men selve stedet med sig,” sådan skriver en forfatter, der i erindringen og med dettes sprog forsøger at holde fast i barndommen; en tidlig morgen hvor glimt af brud på erindringens tilbagetrukkethed i et filmisk mørke repræsenteres af glimt af nutid og fremtid, et sted og et sprog, der sitrer evindeligt i en virkelig poetisk virkelighed.

Læs Stigninger og Fald så hurtigt som muligt!

Deres læsning.

Stigninger og Fald - af Josefine Klougart

Bogen udkom d. 7. januar 2010 på forlaget Rosinante

Socialrealistisk vidunderbarn i prosaisk lyrikforsøg

Det er første gang jeg læser Roy Jacobsen, og jeg er ikke ubetinget imponeret. Men romanen ”Vidunderbarn” fremstår som en helhed efter endt læsning. Jeg læste, for første gang i lang tid, skønlitteratur og slugte derfor ”Vidunderbarn” på nogle få dage midt i December. Romanen, der handler om forholdet imellem en mor og den faderløse søn, er en let-læst krabat på ca. 250 sider trykt med overkommelige typer. Sønnen Finn er på den ene side hyperintelligent og evindeligt psykoanalyserende og gennemskuer stort set alt. Og det en god rum tid før læseren. Det forløber flere gange sådan, at drengens indsigt varsles i teksten, som en bagatel forfatteren venter lidt for længe med at forløse. Læsningen bygger altså både på læserforvirring og aha-oplevelsen, forudsat at man bliver ved med at læse.

På den anden side er dette vidunderbarn stadig et barn. Det tillidsbrud plottet (hvis man kan tale om et plot) blandt andet bygger på, skildres først og fremmest gennem Finns udvikling fra et passivt mønsterbarn, der lever beskyttet af sin moders omsorg, til et selvstændigt individ, der kun stoler på sig selv. ”Vidunderbarn” kan godt ses som en dannelsesroman. Dannelsen begynder, i det ”lillesøsteren” Linda bryder ind i den lille familie og evalueres, da hun senere fjernes fra familien igen. Finn kommer flere gange ud dér, hvor han ikke kan bunde. Ikke som den intelligens han er, man som det barn han er. Som menneske og faderløs kommer han til at stå overfor en voksenverden, der opfatter ham som voksen men behandler ham som barn. På den facon kommer han bl.a. til at fungere som lærer for den selektivt evnesvage lillesøster.

Det er og vil altid være et paradoks, når vidunderbørn optræder i litteraturen, for hvordan skal de fremstå? Hvordan skal de skildres? Skal de indeholde nogle svagheder? Skal de overhovedet vokse op? Hos nogle læsere vækker vidunderbarnet væmmelse, fordi det "overnaturlige" bryder med en realistisk beskrivelse af virkeligheden, og på den måde kunne den slags væsner siges at være uegnede til socialrealistiske dramaer. Jacobsen gør det godt på den måde, at Finns ”evner” ikke flyder over. Der er intet sensationelt over drengen. I hvert fald ikke som åbenlys helteskikkelse. I stedet kommer den førnævnte splittelse imellem barn og voksen til syne, skildret med en vis prosaisk tilbageholdthed i mørket og en glæde ved ord. Fokuset kommer med fordel i skildringen til at ligge dér frem for på barnet.

Jeg blev specielt begejstret for den scene der beskriver musikken omkring et ødeliggende hus. Først da musikken forsvinder, den gamle dame dør og huset tømmes, opdager den kolossale børneflok, der legede i området, hvor lydene kom fra. Klaveret bæres ud foran et nærmest mytisk stort antal børn, som en ceremoni, hvor stemningen er stærk og tabet betydningsfuldt. Her rammer Jacobsen plet i mine øjne, men han er ikke i stand til at genoptage det lyriske sprogbillede hverken før eller senrere i romanen.

”Vidunderbarn” er alligevel en fin og velskrevet roman. Læsningen kræver fordybelse for at opfange de mystiske lag omkring Finns opvækst og frustrationer, og for at sproget skal virke som det synes tænkt. Får romanen læserens ubeskårne opmærksomhed, kommer den til at fremstå som et helstøbt litterært værk, der kan læses med udbytte og fornøjelse af enhver.