Forsmag på Tranströmer

Jeg er endelig kommet ud på den anden side af eksamens-muren, og jeg føler virkelig, jeg har fået frie hænder. Derfor føler jeg mig også lige nødsaget til at give en lille forsmag på Tranströmers eksekveringer. Jeg har læst hid og did og er begyndt at bevæge mig ind i stilen. Jeg kan lige så godt sige, at jeg synes det er godt. Det er altså poesi. Og så fuld af svensk natur-mørke. Melankolske toner og dybde.

Første bid er fra debutsamlingen 17 digte, der udkom i 1954

"Se det grå træ. Himlen løbet
gennem dets fibre ned i jorden -
kun en skrumpen sky er tilbage da
jorden har drukket. Stjålet rum
vrides i fletværket af rødder, snos
til grønt. - De korte øjeblikke
af frihed stiger ud af os, hvirvler
gennem parcernes blod og videre."

Jeg har stødt på denne "sammenhæng" i flere af digtene. Linjerne hænger sammen på en ualmindelig velkomponeret facon, der er stadig tale om en sætning (en opdelt én), men den har fået en kunstpause uden at ligne en kliché - uden at ligne en bryllupstale springer der noget af poesien ud i en mens man skifter linje.

Anden bid:

Orkideerne.
Tankskibe glider forbi.
Det er fuldmåne.

Det andet digt er et haiku fra samlingen Sørgegondolen, som udkom i 1996. Det er som debutsamlingen en meget spændende samling. Alle digtene har stærke højdepunkter efter en enkelt gennemlæsning, sproget klart i mørket, hvor der er mere end man kan få øje på ved første øjekast. Jeg er fascineret af det skarpe billede imellem natur og kultur. Lydløsheden over tankskibet får det til at snige sig ind og ud af billedet, hvilket på grund af den allerede spændstige konstrastering, slet ikke lykkes. Et modernistisk haiku med dybden i behold.

Stem

Se, nu har jeg lavet en stemmeboks, en lille afstemning. Så er det meningen at du skal stemme, også selvom du ikke læser noget af det jeg skriver.

Rebound! Genkomsten af historisk redegørelse for dansk anmelderi

I forbindelse med at jeg er ved at lukke en gammel blog ned (Sort-Hvid tvetydighed fra litteratur til skak), kan jeg i denne agurketid på bloggen lige så godt poste et af de indlæg, jeg flere gange har villet vende tilbage til. Jeg skrev teksten d. 28. september 2010 i forbindelse med min bacheloropgave. Jeg skulle bruge en del tilløb til den egentlige opgave, og skrev på den måde flere tekster som en slags opvarmning. Her er den så:

Recensionen, anmeldelsen, kritikken

Avisens og tidsskriftets historie flyder sammen op igennem 1700-tallet. Lærde Efterretninger, Adresseposten og Den Kritiske Journal er alle bud på "dagbladenes" opfindsomme navne, navne der på den ene side skulle gøre det klart, hvem de var skrevet til, mens de på den anden side skulle sælge og ikke mindst lyde raffinerede og intelligente. De var fulde af royale happenings, indenlands- og udenlandsnyheder samt kulturnyt. Det interessante er, at kulturnyttet hovedsageligt bestod af bog meldinger. Set i nutidens lys er jeg ikke sikker på, at man ville kalde disse anmeldelser i egentlig forstand, for oftest var de kun, som den semantiske skelnen for få ord forsøgte at vise, an-meldelser (som når en mand kommer ind ad døren i et bondehjem og højt og tydeligt proklamerer "Hr. Jensen til tjeneste". Der ville altså stå "'Elefantpassernes Børn' er i dag udkommet". Derudover kunne der knytte sig bemærkninger, eller rettere, informationer om bogens indhold (i form af en indholdsfortegnelse hvis der var tale om en fag-bog), ang. indbindingen, trykkestedet, typografien, forfatteren, men altså ikke fem hatte ud af seks, vinglas, stjerner eller andet. Det går op for en, at der ingen kritisk tilgang var. Der var ingen forbruger-læsning i den forstand, at denne gennem anmeldelsen kunne få at vide, om han skulle læse bogen eller ej. Tidsskriftets i dag både informative, analyserende og kritiske omdømme bestod for trehundrede år siden af overskrifter som "Frankrig", "Tyskland" osv. og herunder lister af notitser i ordets snævreste forstand, nemlig af den art jeg netop har beskrevet.

Det kan undre et menneske fra i dag, at man for trehundrede år siden ikke stillede sig kritisk overfor kunsten i dagbladene. (læs: at man i dagbladene ikke stillede sig kritisk overfor kunsten - og ikke omvendt.) I dag er det, lige så snart man har med kunsten at gøre, én påliggende at stille diagnose i den ene eller anden retning. Det er legitimt at have sin egen smag nærmest ligegyldigt, hvor abnorm den er; det er næsten umuligt at forklare, hvordan smag kan være fæstnet i en generel æstetik og altså ikke bare styres af subjektet hver især.

Her slutter det egentlige indlæg. (hovedsageligt er informationerne samlet ind gennem læsning af John Chr. Jørgensens Dansk anmelderis historie)

Det er sjovt at læse de gamle provisoriske tanker, en lille informativ tekst; en jeg havde tænkt mig at følge op på, men jeg fik det aldrig gjort. 

Ændring af rejseplaner

Hey Folks, læsere eller ikke-læsere...Jeg rejser ikke omkring René Jean Jensen i denne omgang. En vis Tranströmer ligger mig langt mere på sinde, og så kæmper jeg for tiden med en eksamensopgave af skriftlig art, der bare skal afleveres d. 28. juni. Ydermere (hvis det altså er en udtryk??;-)) ligger vi hjemme "en mi casa" i flyttetilstande, hvor alting og intet kan og kan ikke findes. Det betyder alt sammen fremtiden på lidt andre vilkår end før tiltænkt.
Tranströmer kan forventes omkring d. 1. juli
Derefter må og skal der kommer en eller anden form for hidsig-varm sommerskrivelse!

Machine-critics

Kritikken af Machine er tilstedeværende over en bred vifte. Det er nok på grund af en uropførelse af udvalgte stykker af bogen d. 1. juni 2006, samt at der bringes et uddrag i information to dage senere, at Machine på udgivelsesdatoen
får anmeldelser alle steder fra. Nok er weekendavisen én dag forsinket på grund af fredags-turnus, men anmeldelsens kvalitet vejer op for dette. Det er litterære begivenheder, der har været med til at gøre udgivelsen af Machine til en litterær begivenhed i sig selv. Dog må man ikke glemme, at Adolphsens tidligere bog Brumstein (2003) blev rost af de danske anmeldere og fik efterfølgende succes i udlandet. Udlands-succesen, som egentlig er en sjældenhed for danske forfattere, kunne også være en af grundene til, at anmelderkorpset gerne ville være dér, hvor en litterær komet landede d. 8. juni 2006.

Machine bliver behandlet med retfærdighed over hele feltet. Den får gode anmeldelser selvom, den er lidt på kanten, hvilket nogle anmeldere bemærker. Den ligger på kanten imellem det litterære og det leksikoniske. Denne bemærkning har sin berettigelse i observationer, der kan gøres hele vejen igennem romanen, men ikke desto mindre er den udtryk for et meget tilbagetrukket perspektiv. På makroniveau betegnes Machine hovedsageligt af Erik Skyum-Nielsen, som en leg; en leg der dog godt kunne lege mere end den gør.

"Jeg sagde ovenfor, at kuppet ved forfatterens metode bl.a. består i at lege ved randen af litteraturen. Hvad Adolphsen nemlig gør, er at spørge: Hvor tæt kan man komme til leksikongenren og så alligevel skabe ægte fortællekunst? Hvor meget kan handlingen sættes i stå, uden at læseren stiger af? Hvor megen faktaviden kan man proppe ind i et stykke skønlitteratur, samtidig med at det stadig bevarer den elementære episke kraft?

Det er de spændende spørgsmål i bogen, de, der gør, at man lukker den med hovedet gennemmasseret. Det kedelige spørgsmål, det lyder, hvor meget en forfatter i længden kan gentage sig selv og dog være dybt original. Hvor meget jeg end, med stille fnisen, har nydt at læse og genlæse Machine , glæder jeg mig dog stadig til at se dens forfatter udfordre sit talent meget mere. Måske engang begynde at danse, derude på kanten af, hvad vi kalder litteratur."

Skyum er ikke i tvivl om Adoplhsens talent, han er i virkeligheden utilfreds med, at forfatteren endnu engang skriver det, han kan og er – en slags reproduktion af sig selv. Jeg kender ikke til resten af forfatterskabet, hvilket jeg begræder i allerhøjeste gr(æ)d. Men på den anden side vil jeg omgående fjerne mig fra den fordom, der sætter mastodont-romanen, kolossen, krabaten og håndbagagedræberen i højsædet. Den lille fine skrivelse på under hundrede sider er en disciplin i sig selv, hvor resultatet skal kunne bære sin egen eksistens på anden måde end gennem 900 sider og to kilo hardback.

Sådan er der en verden til forskel på de forskellige anmeldere. Nogle holder som Skyum overblikket og kan dermed se Machine i klart lys, og dette har sine stærke sider. Anmeldelsen holder her et sobert niveau. Andre går helt tæt på og fortaber sig dermed en lille smule i sig selv og urhesten. Erik Svendsen fra Jyllandsposten fabulerer i begyndelsen af sin anmeldelse fornøjeligt og overkommeligt, men bliver alt for lystig hen ad vejen med kommentarer som: "
Sikke noget fordrukkent sludder sådan videnskabelig set, men festlig er det." Der er simpelthen ikke bund nok i Svendsens stil til, at anmeldelsen kan bære det uden at briste. "På få, få linjer fatter vi vild sympati for den lille, nuttede hest, hvorefter forfatteren lader den dø. Ak." Sådan skriver Kristeligt Dagblads anmelder Maria Sjøqvist om det, der er begyndelsen på Adolphsens og læserens observerede kredsløb gennem bogen. Den lille urhest er en sjov lille skabning, men hænger man fast i netop den historie, er der fare for, at man mister det overblik, der måske var en smule for forkromet hos Skyum.

Handlingen i stafetromanen, som den betegnes af flere anmeldere, fremstår klart, men er i sig selv enkel. Dens detaljer er ikke afgørende for, hvad det er for en roman. Om man vil eller ej er tilfældighederne side om side med det konstruerede et uomgængeligt element, som man dog bare skal lade ligge. Helheden bindes sammen af kredsløbets egensindighed, den blotte eksistens af et rum, hvori alt i virkeligheden foregår. Kritikken bemærker udmærket denne mulighed. Og den fæstner sig også ved Adolphsens evne til at zoom ind og ud i et væk. Den lille næsten uendelige helhed roses for, at favne en hel verden på sine 71 sider (der er egentlig stor rabalder om sideantallet der vejrer imellem 71 og 72 sider, hvorpå denne verden skrives ud, men jeg har valgt 71.

Inden jeg slutter af vil jeg påpege et perspektiv, som det kun er Lars Bukdahl, der finder frem til. "For lad os straks fastslå, at titlen Machine ikke (bare) betyder "maskine", men linker sig på den gamle betydning af ordet, vi finder anvendt hos blandt andet Holberg, og som defineres således af ODS (under »maskine«): 'sindrigt påfund; sindrigt udtænkt plan, intrige, rænkespil olgn.; spec. om intrigen i en komedie'." Tolkningen giver fortællingen om oliedråben, der gennem titlen og en "tilfældig" linie i bogen, hvilken bemærker at mennesket set fra universets yderste ser ud til at være slave af omkringrullende kasser på fire hjul og en støjende osende motor, en anden betydning end egentlig simpel kritik af det moderne kapitalistiske samfund. [en lidt kringlet en," I know"] I Bukdahls velkomne anden potens betyder Machine "spidsfindig konstruktion" og romanen står pludselig frem som et stillads eller en skitse, vores allesammens bugtalende kødsår. Spøg til side… Der er kun en enkelt negativ anmeldelse af Machine, den kommer fra Flensborg avis' anmelder Jonas Hindshold Bentzen. Bentzen kan ikke lide konstruktionen, han mener karaktererne og situationerne bliver brikker i spillet om kræftknuden, som er det sidste led i Machine. Bentzen overser, at den blotte sidste del af fortællingen ikke har nogen anden status end foregående. I anden potens er Machine konstuktionens væsen og ikke nogen specifik fortælling. 
 
Som jeg sagde til at starte anmeldes Machine rigtig fint. Dens lille spøjse væsen fanger og det er selvom det ikke er populærlitteratur. Tilsyneladende bringer opmærksomhed fra resten af verden Adolphsen ind på de uundgåeliges rækker, gør det ikke?


 

Machine - Adolphsen

Det er måske en måned siden jeg læste Peter Adolphsens Machine. Siden da har den lille tynde paperback flydt sporadisk i mine gemakker; man finder den i en taske, i en jakkelomme eller under en stak bøger, der måske nok forsøger at tynge mindet om Machine, men som under ingen omstændigheder formår at ændre på forholdet imellem erindringens metafysiske og virkelighedens reelt fysiske vægtfylde. Min historie om Machine er den, at for måske et år siden stødte i en lille skrivelse om Adolphsens forfatterskab. Jeg lagde mærke til dem anderledes titel. Mit andet møde med Machine var i boghandleren i Bruuns-galleri, jeg havde et til-gode-bevis fra en byttet Uthas Bjerge (L.Davidsen), men satte Machine tilbage på hylden i den dumnakkede tro, at Buddenbrooks (T.Mann) var en bedre investering. Det tredje og sidste tilfældige møde med Machine var således, da jeg ilede tilbage til hylderne i boghandlen. Der var nok gået en lille uge, hvori jeg, igen og igen ved synet af Buddenbrooks, måtte slå blikket ned, fordi jeg endelig havde indset at negligeringen af intuitionen fra tidligere (en fornemmelse havde bestemt fundet sted ved mødet med den lille satan, fra første færd og tilbagevendende på ny, vedvarende) havde været en fejltagelse. Derpå købte jeg altså Machine med hjem og tog den til mig som et af mine egne børn.

Denne tekst skal læses som en anmeldelse, ikke en af de strenge jeg måske plejer at skrive, men af den fornemmede slags. Måske en skrivelse "henover" eller en paratekst uden fiktive træk (og så alligevel). Senere kommer turen til anmeldelserne, men først senere, om et par dage…

Den måde de protagonistiske elementer sammensløjfes i Machine, er simpelthen en glæde at overvære. De71 sider drev jeg igennem med et vist sammenknebet udtryk i ansigtet. Det var ikke anstrengelse, den anstrengte slags, men den lettede, chillede slags. Som når man giver sig til at nyde et øjeblik, der aldrig må holde op med at være. Øjeblikke holder for det meste op med at være, men Machine støder jeg stadig på, både i min erindring og i mine gemakker. Og når jeg gør, kniber jeg øjnene sammen, og den der fornemmelse kommer i maven, den fornemmelse, jeg oplevede i mødet med titlen og selve bogen i boghandlen. Nuvel, der står ikke noget bemærkelsesværdigt i Machine. Machine er ikke bemærkelsesværdig i sig selv. Den er en tilbageholdt verdensfiktion uden store armbevægelser. Machine er snarere en tilfældighed i sig selv, end den er en genistreg, og kun derfor er den en genistreg uden en eneste tilfældighed i sig.

Jeg vil sammenligne læseoplevelsen af Machine med den forrnemmelse, jeg fik, da jeg læste Dagdriverbanden af John Steinbeck. Jeg forelskede mig tidligt i Steinbecks fortabte prosa. Det er Steinbecks skyld, at jeg i dag holder af at læse. Tak for det! Adolphsen er, i modsætning til Steinbeck, en nulevende forfatter. Han er ikke mindst dansk. Og danske forfattere har det med at være for fragmentariske i deres forsøg på at opnå kunstneriske udtryk. De river så hårdt i navlestrengen, at den sprænger for kort til at binde knude på. På den måde holder barnet ikke længere end "lillebror" (L. von Trier), der vokser sig for stor til menneskenes virkelighed. For en gang skyld er der en, der ikke tydeligvist anstrenger sig, og derfor glider Machine henover gløder uden at gøre en bevægelse. Samtidig med den lethed, jeg har forsøgt at fremmane, er fortællingen i Machine universel. Den favner alverden, der er ikke det eller den, der ikke kan favnes. Og alligevel sparker den aldrig til bolden for at score. Ned ad en bjergskråning på cykel, det erkendes, at enhver må dø og at denne død, lige som det er tilfældet med den ene og den anden karakters indtræden og udtræden, ikke betyder verdens undergang. Den lille dråbe olie, der til at starte med er hjertet på vores "ur-hest", giver en nærhed, som til syvende og sidst ikke kan beskrives på andre måder, end den med sig selv suser videre i kredsløbet. Og på den måde kan der peges på enhver mikroskopisk del af virkeligheden, hvilken vil skitsere en historie, som strikker sig ind i andre historier. Ideen er, at de alle kan fortælles; Adolphsen fortæller en tilfældig en af dem. Machine er en lille del af uendeligheden, præcist 70½ side (minus seks sider (bogen begynder på side syv)), og denne lille del tager læseren med på rejse ud i virkelighedens mulige tilfældigheders univers. Når bogen slutter, rejser læseren videre.




http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8763804360

Cartesianske tankespor af virkelighed

"Begivenheden fandt sted en morgen under en af de forestillinger vi havde vænnet os til. Vi var nogle tusind fanger der stod stille på appelpladsen på vej til en almindelig kropsvisitation. Mit blik gled mekanisk over mod den høj der rejste sig ved siden af infirmeriet. Efteråret gjorde sit arbejde færdigt. Uden varsel væltede de store bladløse træer derpå ned over mig og rev mig med. Doras Helvede forvandlede sig pludselig til et Brueghel-billede hvori jeg blev gæst. Jeg blev grebet af en livlig begejstring, utvivlsomt befordret af den fysiske og mentale svækkelse vi befandt os i: fornemmelsen af at være undsluppet, som en røgsky kunne være det, for øjnene af mine enfoldige vogtere. Denne eufori var kortvarig. Den var imidlertid langvarig nok til at jeg magtede at udstå den kraftige byge af næveslag og kæbeknusende lussinger (endnu et tilfælde der viser folkesprogets overlegenhed over det akademiske ordforråd: "øretæver" burde det hedde) som blev mig til del da det blev min tur til at blive kropsvisiteret."

Sådan indledes Francois le Lionnais' Malerkunst i Dora, en malerisk cartesiansk lille tekst. Stykket ovenover kan imod tekstens poetik karakteriseres som det mest konkrete og virkelighedsnære: situationen er en mere eller mindre voldelig kropsvisitering af fangerne i en tilsyneladende fangelejr i Dora. Og her lader jeg mig i Lionnais' ånd rive langt væk fra, om der rent faktisk findes noget så forfærdeligt som en fangelejr i Dora, hvis det overhovedet kan kaldes en by. Som protagonisten i vores lille fortælling om malerkunst, lader jeg mig overvælde af kunstens universelle kræfter og driver ind i forestillingernes fantastiske verden – virkelighed. Om end ikke så stærk som tekstens to fortabte eller frelste sjæle, mærker jeg styrken i denne tro.

Det er fortællingen om at forestille sig verden frem for at sanse den. Med Lionnais' egne hentydninger til total-rationelle videnskaber som matematik, henimod optik (formodentlig den fornuftige og objektive modsætning til sansning) og en direkte benævnelse af "cartesianske koordinater", bliver Descartes cogito så nærværende, at det ikke er til at overse. Selv betvivler vores fortæller og protagonist sin hukommelse, men omtaler slet ikke den direkte sansning af kunsten, når den er til stede. Sanserne negligeres og får ikke lov til at være med i disse erindrede forestillinger. Værkerne synes at være kommet til ham apriori ved fødslen. De fleste som ser værkerne, synes alligevel ikke at forstå dem, skriver han et sted. Der, hvor båder teksten og jeg vil hen, er understregelsen af, hvor lille og ubetydelig den egentlige virkelighed (der hvor folk går rundt imellem hinanden) er, når den stilles overfor cogitoet – "jeg tænker, altså er jeg". Lionnais forestiller sig kunsten og forsvinder ind i dens virkelighed, som var det der, han i virkeligheden hørte til.

"Sten for sten byggede vi verdens vidunderligste museum. I den proces endte vi med at uddrage en enkelt detalje af et værk, undertiden to, som var uendelig mere klangfulde, tungere og retfærdigere – sandere end den elendige virkelighed der knuste os uden at overbevise os."


 
Malerkunst i Dora blev sendt til basilisk-bogklub-medlemmer i samme omgang, som disse modtog Det egyptiske mærke af Osip Mandelsjtam. Det var en lille bonus-tekst. Jeg er ikke sikker på, at den kan skaffes i butikkerne, ligesom det er gået op for mig, at der heller ikke rigtig er nogle boghandlere, der har Det egyptiske mærke stående på hylden eller Wlageret", som det uomtvisteligt hedder hos desillusionerede boghandlere, der ikke helt ved, hvad det er, man taler om. Kontakt derfor basilisk direkte (http://basilisk.dk/), det er både nemt at bestille fra hjemme siden og nemt at melde sig ind i bogklubben, hvor der vist nok er et fremragende tilbud til nye medlemmerJ


  
http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8791407613

3461 Mandelshtam

Jeg glemte fortællingen om den planet, der er opkaldt efter Osip:-)

Et fugleøje, der svømmer i blod, har også sin måde at se verden på.

Mandelstjam skrev i 1928 Det egyptiske mærke, en kontroversiel lille udgivelse med stærke rødder i Mandelstjams eget jødiske ophav. Bogen er skrevet under bolsjevik-regimet med Stalin i spidsen. Censuren var hård og efter udgivelsen af Det egyptiske mærke var det umuligt for Mandelstjam at få nogen udgiver til at publicere ham offentligt. Teksten er en kritik af revolutionen generelt og foregår lige efter februar-revolutionen i et mere eller mindre kaotisk Sankt Petersborg. Derudover er bogen et sprogligt vidunder, der, på trods af at nogle kritikere hævnder, at Mandelstjam ikke kan oversættes, fungerer fantastisk på dansk.

Genopvågnen

Det har varet længe, usandsynligt lang tid, sådan har det føltes for mig som skriver. Jeg har savnet at skrive frit fra leveren, kan man vist godt sige:-) Nu genoptages endelig skriften her på bloggen!
I vejen har ligget eksamener af den ene og den anden slags. Jeg har de sidste måneder mødtes, i første ombæring, med de italienske futurister, de tyske nazister og en engelsk dystopiker også kaldet Huxley. I anden omgang stod den på et intenst møde med Nietzsche, hvilket mere eller mindre har gjort mig til nietzscheianer (hvis jeg da ikke allerede var det?). Et sidste møde med en kedelig videnskabsteoretiker trak og trækker stadig ud, og hvis jeg ikke tager mig sammen ender netop denne herre med at bede om endnu et møde! Men nok om det.
På trods af vedvarende tumult, har jeg alligevel valgt at genoptage læsningen af de værker som lever, samt formidlingen af disses karakter i sig selv, for mig og for en helt tredje kritiker. Det er et valg, der allerede har manifesteret sig rent kropsligt, der synes at være fremvokset et lille smil på mine læber. I trit med solens sommeragtige lysudsendelser, helt anderledes end dem i fjernsynet, er vi altså flere der lever op - ukrudt eller ej...
Nuvel, jeg er ikke sikker på, at der er flere læsere tilbage (hvis der altså var nogen før), men hvis der er, så giv da lige et pip fra jer. I alle tilfælde har jeg tænkt mig at skaffe læsere til netop den her blog. Jeg har på fornemmelse, at der er noget galt derude i virkeligheden, og det budskab skal med største alvorlighed sendes ud til flere, jo flere jo bedre. Hvad det helt præcist er, det er jeg ikke sikker på endnu, men jeg er sandsynligvis ikke den eneste, der bemærker uroen under stenbelægningerne. Måske ligger nøglen i den nye roman 7 Sydøst af Hanne Richardt Bech, som jeg efter mødet med futurisme, nazismen og Huxley i én virkelig ser frem til at få fat i.

For nylig sendte Basilisk-bogklubben mig to små fine værker, med ét duftede det af nyoversat udenlandske litteratur-perler.Yes Sir!
Den ene er Osip Mendelsjtams Det egyptiske mærke (1928), en underfundig og udfordrende størrelse, og den anden var en lille overraskelse fra bogklubbens side (noget man ikke oplever andre steder!) Malerkunst i Dora (1946) af Francois Le Lionnais. Denne sidste og meget lille tekst er værd at læse for sin fantasifuldhed både hvad angår sprog og fortælling.
Derudover gik jeg for et par dage siden ind i Løves bog- og vincafé og der snublede jeg over René Jean Jensens Jeg har planlagt at dagdrømme (2010) og Bukdahls 116 chok for sheiken (2001). Jensen er aktuel på digtersiden og jeg glæder mig til at bore dybere ind i moderne poesi, fra Gyldendals trykkerier ikke mindst. Bukdahl på den anden side, bliver altid anklaget for at være en forfejlet digter, men om det er grunden til den direkte eksplosive og idiosynkratiske anmelderstil, der er nu ikke bare et godt spørgsmål (jf. talemåden, der altid henviser til stilheden), men også et tilstedeværende spørgsmål!


Når fremtiden nu er varslet i en sådan grad, at den er kommet til at ligne fortiden, allerede inden den selv er, selvom den dog er i nærheden, kan jeg forsikre enhver om... når fremtiden nu er varslet, i en sådan grad, at den ligner fortiden, må der nødvendigvis også være noget nyt og spændende. For mens formålet med bloggen er at kritisere kritikere og til dels revidere smagsdomme, så foregår der en virkelighed omkring os. Derfor kan man måske genskrive navnet på bloggen: om kunsten om kunsten og kunsten og virkeligheden om kunsten om virkeligheden om virkeligheden. Efter min mening godtager alt for mange kunstnere, at litteraturens store svaghed er, at den intet har at gære med virkeligheden. For det har den fandenme, fra tid til anden på en sådan måde, at det snarere er kunsten, der er virkeligheden og virkeligheden der er kunsten. Det er nye (hvis det altså stadig er uklart;-)) er, at litteraturdebatter også får et spark over hælen, og hvis der slet ikke er nogen debat, så vil jeg forsøge at sparke den i gang, forfra eller bagfra; der skal bare være liv.