Jeg har nu gjort, som man bestemt ikke skal gøre. Jeg har læst Samlede Tranströmer i ét stræk, fra ende til anden, som var det en fortælling. I værker der betegnes som ”samlede digte” er faren, at hver enkelt samlings kontur ligesom forsvinder i mængden. Derfor er det første læse-råd til kommende Tranströmer-læsere, at man skal huske at holde øje med, hvilken samling man læser. Det andet læse-råd er, at man skal læse digtene i dybden og ikke på langs for bare at skøjte henover dem. Et digt skal i første omgang læses for sig selv og ikke som om, det hang sammen med dét på næste side. Man skal altså læse indad i stedet for fremad. Sådan er poesiens væsen og gælder ikke kun denne anmeldelses målobjekt. Når det er sagt, må jeg springe videre til en anmeldelse, der netop anmelder Samlede Tranströmer som ét værk, der er betegnet ”samlede digte”. Sådan har Rosinante valgt at udgive digtene og sådan, er det i grunden også svært ikke at læse dem, når alt kommer til alt (tag dig i agt kære læser!). (de kunne have valgt at efterligne modellen for samlede SUT, som jeg mener Forlaget Vindrose virkelig har tænkt godt, men sikkert også omkostningsrigt).
Uheldigt nok blev samlingen sendt på gaden med en trykfejl på omslaget, hvilket en korrekturlæser og en bogbinder nok skulle have haft set på. Det er underligt at ingen har set det, og man kommer lidt til at tænke på, om bogen blot er en venstrehåndsforteelse? Samlede Tranströmer udgives som del af en paperback-serie for moderne klassikere med omslag i smukke stærke farver og store titler. Serien spænder vidt fra Don Quijote af Cervantes til Kerouacs store beat-manual Vejene og videre med udgivelser af Klaus Mann, Primo Levi, Woolf, Márquez og Dostojevskij. Der tegnes altså et billede af den bedste udenlandske litteratur oversat til dansk, hvilket i sig selv ikke ligner et halvhjertet projekt. Jeg ved ikke om man altid skal se bort fra de små bommerter og lade slåfejl være slåfejl, men her kommer det af sig selv. Så snart arbejdet overlades til Morten Søndergaard, som skriver forordet, og Tranströmer selv, så går det forrygende. I den henseende er Samlede Tranströmer en fed bog! (kliché: og er det ikke altid det, bøger har handlet om – det indre frem for det ydre?;-))
Samlede Tranströmer indeholder ét forord, tolv digtsamlinger, et enkelt haiku-fængsel fra 1959 og en erindrings-samling med en stribe erindrende tekster om de tidligere år. Alle teksterne holder en bestemt høj kvalitet, de har tydelige aftryk af den tranströmerske stil og kan læses af alle – både dem der læser og dem der ikke læser, poesi. Og på trods af en egentlig stor mængde forskellige entiteter er der en rimelig helhed over værket. Der strejfes omkring i temaer som naturen, erindringen, døden og livet, musik og poesien selv. Fra den første samling, der udkom i 1954 og hedder 17 dikter, mærker man den tydelige lydlighed, en lyd som er uundgåeligt nordisk. Det lydlige element gør gennem hele bogen det, at man bør læse alle digtene højt, for de vokser så snart de hører sig selv, vokser som en jeriko-rose i vandbad. Man er heller ikke i tvivl om, at det ikke er den danske natur, der skrives om. Mystikken er stærkere, bjergene er tungere og hårdere hos Tranströmer. Som der står i digtet Ansigt mod ansigt fra samlingen Den halvfærdige himmel:
En dag kom noget hen til vinduet.
Arbejdet gik i stå, jeg så op.
Farverne brændte. Alt vendte sig om.
Jorden og jeg tog et spring mod hinanden.
Livet i enhver millimeter af naturen er en af de ting, der er med til at sætte liv til Tranströmers tekster. De pludselige spring fra miljø til miljø vækker poesien. Lige inden lå sproget under en presenning og døde hen, men pludselig kom noget rullende. Naturen er ikke bare noget, man kan vælge at observere og skrive digte om. Naturen er nærværende, naturen henvender sig til mennesket som mennesket henvender sig til naturen. Og på den måde er der ingen egentlig forskel på menneske og natur. I et andet digt, Gennem skoven, står der fx:
Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
Og det er både smukt og spændende, når naturen ikke bare er en kulisse for solen og månen og menneskene. Poesien ligger på lur flere steder og ikke bare som en typisk sprogblomst. I skiftene fra en verden til en anden, når digteren vandrer igennem virkeligheder, der ikke er hans egne, bliver både poesien og sandheden tydelig – verden er poetisk, fordi den ikke er én men mange. Den er aldrig noget, den er aldrig bestemt af nogen. Den er åbenhed, som Søndergaard også bemærker i forordet, en bemærkning han har rigtig meget ret i. Sidste strofe af digtet Vermeer:
Den klare himmel har stillet sig på skrå mod væggen.
Det er som en bøn til det tomme.
Og det tomme vender sit ansigt mod os
Og hvisker
”Jeg er ikke tom, jeg er åben.”
Som jeg ser det, eksemplificerer Tranströmer her den egentlige udfordring i at fange poesien i artikulationen. Det der ligger dér, på grænsen imellem det åbne og det lukkede, det sted der imellem Tyskland og Danmark i gamle dage blev kaldt ”ingenmandsland”, et sted hvor tingene står på hovedet samtidig med, at de står op. Evnen til at henføre virkeligheden i det mytiske, det naturlige og det harmonisk lydlige, som ligeledes altid har flydt, dét er at fange poesien.
Som det står tydeligt, lykkes det på mange måder forfatteren til de mange vidunderlige tekster i Samlede Tranströmer (forfatteren er Tomas Tranströmer for lige at træde lidt i vande [ligegyldig kommentar skrevet af min hund]). Det står både her i anmeldelsen og i de samlede digte (totaludgaven), det er alt sammen godt. Hvad der dog igen kun kommer til at stå her, ligesom de to første læse-råd, er at det for Tranströmer er vigtigt, at DU tør læse ham højt. Det er nemlig lige meget, hvor højt ordene råber på siderne i teksterne, hvor meget de jagter hinanden i forsøg på historisk udfoldelse, lige meget hvad, så kommer de først virkeligt til orde (ord for ordlig eksistens), når de der digte læses højt. Dette hænger bl.a. sammen med Tranströmers sidegesjæft som pianist, som musikelsker og til sidst som menneske, der går fra at være talende til at være stum (fejlen er rettet, og sætningen viser nu det paradoksale). Lydbilledet er mindst lige så stærkt som det forståelige og kommunikative element i skriften. Det er først dér, noget kommer hen til vinduet, først dér bliver poesien tydelig!
Et forfatterskabsværk som Rosinante har udgivet i kræft af Samlede Tranströmer, det er i og for sig umuligt at anmelde. Det er umuligt at anmelde, fordi der er så himmelsk meget. Der er jo et helt forfatterskab, digtning fra 1954 til 2004, det er tres år. Og at det er tres års befinden sig i historien, det tydeliggøres gennem de mange henvisninger til historiske tilstande, fx Berlinmuren:
Gik langs den antipoetiske mur.
Die Mauer. Ikke se over.
Den vil omgive vort voksne liv
I rutinebyen, rutinelandskabet.
Sådan står der i ”Klange og Spor” fra 1966, nok den samling jeg er kommet til at holde mest af. Og i samme samling kan man læse ”Af en afrikansk dagbog”:
På den congolesiske fidusmalers billeder
Bevæger skikkelserne sig tynde som insekter, berøvet deres menneskekraft.
Det er den vanskeligste overgang mellem to måder at leve på.
Den der er fremme har lang vej at gå.
En ung mand fandt udlændingen der var gået vild mellem hytterne.
Han vidste ikke om han ville have ham som ven eller som genstand for afpresning.
Tvivlrådigheden gjorde ham oprørt. De skiltes i forvirring.
Europæerne holder sig ellers omkring bilen som om den var Mor.
Cikaderne er stærke som barbermaskiner. Bilen kører hjem.
Snart kommer det dejlige mærke der tager sig af snavsetøjet.
Sov.
Den der er fremme har lang vej at gå.
…
(digtet fortsætter i samme forundringsværdige stemning imellem lys og mørke, to forskellige kulturer)
Digteren har været mange steder, men vigtigst af alt – han har medbragt sin personlighed, sit selv, og det er med til at give digte fra historien intensitet samtidig med, at perspektivet er fornuftigt og underfundigt sat op. Og på samme måde som der ligger noget umuligt i at anmelde et livsværk, der så samtidig er så godt; på samme tid er det problematisk at få teksten om digtene (denne tekst) til at holde inde. Tranströmer har skrevet i forskellige tonearter, alle værker har han fået til at folde sig ud mod læseren samtidig med, at der har været en utrolig læseværdig dybde i digtene. Hvordan både ind og ud (uden 3D-briller) spørger man? Svaret ligger i hvert enkelt digt. Det skal bare læses, indtages, undersøges og nydes. Den svenske mester fra skovene har ikke været bange for at give noget af sig selv, og det skal du, kære læser, heller aldrig være, når du læser Tranströmer!
På trods af denne anmeldelses efterhånden mange ord, synes jeg alligevel ikke at digtene retfærdiggøres på anden vis, end når de fremstår i sig selv, rene og nøgne. Nuvel, jeg har brudt min hjerne med, hvilket digt der skal afslutte anmeldelsen. Valget er kommet til at stå mellem to rigtig gode digte, jeg mener dog, at kun det ene kan bringes. Begge digte er fra den meget følsomme og personlige samlinge Østersøer, og de minder mindre om digte, som de er flest hos digtere, men er alligevel heftig ordkunst i det stille vidunderlige. Hvis der er stemning for det, bringer jeg gerne det i denne omgang fravalgte. Nu og her slutter anmeldelsen med sidste del af digt III, der henviser til det skæbnesvangre ved at møde det overnaturlige og det mytiske. Efter det er gjort, vil der stadig være mængder af ord, der skal siges.
Jeg ved ikke om vi er i begyndelsen eller i sidste stadium.
Sammenfatningen kan ikke foretages, sammenfatningen er
Umulig. Sammenfatningen er alrunen –
(se håndbogen vedrørende overtro:
ALRUNE
Undergørende plante
Som gav et så uhyggeligt skrig fra sig når den blev rykket op af jorden
At man faldt død om. Hunden måtte gøre det…)
---
Samlede Tranströmer, 331 sider af Tomas Tranströmer, er udkommet på forlaget Rosinante i april 2011 i forbindelse med digterens 80-års fødselsdag.
.jpg)
