Anmeldelse af Totenkopf Express og opfordring til selv at tage en tur i værket

Der har over en længere periode været lidt dødt på bloggen. Der er måske kommet andre boller på suppen. Hvem ved? Men i mit hverdagsridt imod en bedre fremtid galoperede jeg for forbi en notits om et lille forlag, der udgiver eksperimenterende digital litteratur. Sixten Elia er netop online med værket Totenkopf Express.
Jeg har ikke noget over blik over, hvor meget, der er udgivet på forlaget Weltscherz. Stifteren er Erik Scherz, der bl.a. også er med i gruppen omkring nettidsskriftet for lyrik, Slagtryk. Og hvad er det lige, han har gang i? Jo, som en af de få i dansk litteraturs umådeligt lille univers eksperimenterer han med litteraturens mest ophøjede form, digtet, og virklighedens mest faretruende feature for tiden, det digitale. Det gør bl.a., at værkerne ikke koster noget. Men de findes heller ikke den forstand, at man kan købe dem og tage dem med hjem.

Åbner man værket Totenkopf Express, som man både kan tilgå fra Scherzs egen blog eller forlagets hjemmeside, bliver man først og fremmest overrasket over, at der ikke er nogen tekst. Man mødes af nogle underlige streger, der ikke synes at have forbindelse til noget, der kunne minde om et litterært lyrisk værk. Imidlertid går det op for en, at stregerne peger i retning af et metrokort, og at der er links, hvor der ville have været stationer. Når man trykker på stationerne, der oftest er, hvor sporene knækker, men ikke kun dér, popper et vindue elegant op og indeholder en tekst af mere eller mindre kryptisk art.

Den første station, jeg stod af på, ytrede:

Måske blev jeg til at begynde med skuffet over at møde ord, der var så sterile. Men så opdagede jeg stations-funktionen og fandt flere underfundige sammensætninger af ord, der i den grad flik-flakker over metro-temaet. 

Digtene er tankevækkende sammensætninger af ord, der bryder med den almindelige opfattelse af poesi. Samtidig er det en enorm befrielse, at der ikke er nogen åbenlys sammenhæng imellem digtene. Man får aldrig følelsen af, man kunne gå i gang og læse værket fra ende til anden, og dermed tynges man heller ikke over, ikke at have læst færdig. For man ved aldrig, om der er et digt, man ikke har fundet. I mørket kan der ligge et skjult digt. 

Der er måske ikke tale om dybdeborende eksistentiel poesi her, men eksperimentet er interessant, og jeg kan kun opfordre til at gå på opdagelse i netværket.