Anm. Ubehagets soundtrack - Alex Zichau

Gene Exo eller Alex Zichau... Mand eller kvinde, indeni som udenpå. Zichaus debut eller ikke-debut udgives som spændende køns-clash på forlaget for utilregnelig litteratur - Autre. Romanen rummer et konfliktfyldt og smertende soundtrack, der emmer af moderne selvbiografisk bekendelseslitteratur over det ene tabu efter det andet.

Anmeldelsen må starte med et citat, for Alex Zichaus debutroman Ubehagets Soundtrack er svær at få fingrene omkring. Tvekønnet-heden eller den meget dybe og evindeligt paradoksale identitetskrise, som er emnet for Zichaus (ifølge pressemeddelelsen) selvbiografiske roman, lader sig på ingen måder indfange af mig. Zichau selv, til gengæld, skriver derudaf ad helvede til i et fascinerende og intenst modus:

Katastrofen var gennemført til en så nedrig grad af perfektion, at ingen havde kunnet pege på noget, der så forkert ud, da jeg blev født. Umiddelbart var jeg kommet til verden som et perfekt køn i andres øjne, hvilket var det forkerte i mine. Der var ingen synlige, fysiske symptomer. Opgøret stod imellem mig og den fremmede krop. Jeg forstod uendelig langsomt, at jeg skulle gå til bekendelse, indrømme, erklære, at der var sket en frygtelig fejl.

Sådan står der i prologen, og dér har vi problemstillingen, som over romanens følgende ca. 180 sider skal udfoldes.

Romanen består af en form for indirekte kommunikation imellem et jeg og et du. Jeget er den stemme, som tænker og taler. Det er jegets monolog, læseren bevæger sig længere og længere ind i ved at læse romanen. Duet er den krop og det menneske, som jeget befinder sig i. Duet siger ikke noget direkte, men udtrykker sig til dels gennem brudstykker af (ifølge jeget) håbløse fiktive passager og længere fortællinger, der flikkes sammen med eller smelter ind i jegets monolog og handling.

De håbløse fiktive passager fungerer ikke. Det gør de sjældent. Men de agerer alligevel fine eksempler på det håbløse, når nu der sættes en skelnen op imellem det normale (jf. kulturel identitet og køn), som det håbløse du repræsenterer, og det outrere eller unikke (jf. at gå i clinch med normer), som jeget repræsenterer.

Duets mere subtile stemme fungerer, men markeres kun delvist direkte. Denne stemme er smeltet ind i jegets monolog og udtrykker netop den ransagende kamp, som jeget ønsker duet skal tage. Konflikten over kønnet og imellem de to poler i hovedpersonen befinder sig som små aflejringer i teksten. Som fx her, hvor vi netop har læst en passage om faderens død:

Det havde du ikke ventet. Du løftede hænderne i et ryk fra tastaturet. Det havde jeg ikke fået dig til at skrive! Du bed dig i underlæben, turde ikke røre Mac’en i flere minutter. Boards of Canada’s ’1969’ dryppede ud på skrivebordet i besnærende dunk. (62)

Sammensmeltningen er konfliktfuld, men noget sker der i løbet af romanen.

Debut

Som debutroman går Ubehagets soundtrack ud af flere særdeles velskrevne men også originale spor. Som titlen angiver, ligger der et soundtrack i romanen. Det er et soundtrack, som bogen kunne være skrevet på, men først og fremmest er det musik, der sætter stemningen for scenerne i romanpersonens univers og påvirker handlingen.

Herudover er der erindringen og kroppen, som begge peger hen på identitetsmæssige problematikker, som duet helst ikke vil tale om. Det kønsmæssige tabusieres med et tykt lag af Boney M og Richard Wright, sorgløse og naive 80’er-hits, der er som levende mareridt.

Zichau er ikke bange for at sige tingene ligeud. Det gør hans debutroman til en udfordring at læse. Som i Klougarts Hallerne og Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, må læseren igennem ubehaget for at nå til bunds. Fremgangsmåden, en dialog mellem to fragmenter af den samme person krystaliseret i et du og et jeg, mestrer Zichau overbevisende, idet han kommer udenom afgørende faldgruber og klichéer. At duet aldrig taler direkte er en interessant måde at gribe det an på. 

Her er kun en minimal mængde af debuterende flimmer, og man kunne håbe, at Zichau vil gøre endnu mere ved skriften. 

Jeg slutter med et citat, der både skal illustrere det, der kunne kaldes hovedemnet i romanen, men et citat som også når ind til de mere finmaskede strukturer i plottet:

Det værste for dig var, at det for andre så ud, som om vi hang sammen og udgjorde en pervers eller outreret alliance eller havde udtænkt et udspekuleret plot, for at andre skulle finde os interessante. (155)

Den kønslige konflikts ansigt udadtil artikuleres her som ét ud af flere steder i romanen. Det er den mest højlydte stemme, der taler gennem hele romanen.

Derudover synes jeg at få øje på en mekanik, der henvender sig til læseren og dennes bevidsthed om romanen og ikke mindst sin egen læsning af romanen. For omvendt konflikten i romanens indre, hvor der finder et opgør med det overfladiske sted, så agerer citatet talerør for romanens ydre konstruktion.

Romanen er et udspekuleret plot, hvori forholdet i en pervers eller outreret alliance kommer på prøve i et samfund, hvor der ikke tales om tingene. Det stables alt sammen på benene, fordi det kunne blive interessant.  Det bliver det. 

Ubehagets Soundtrack, 188 sider, udgivet af forlaget Autre d. 12.4.13

Bonus-info: 

Ubehagets Soundtrack udgives tilsyneladende også på bod.dk (books on demand) under forfatternavnet Gene Exo og uden forside. 

Desuden har Zichau tidligere udgivet novellesamlingen Kanter, også på bod.dk. Den har jeg ikke læst.