GULD er bevidstheden om en verden før din iphone

Det lille sprænginteressante og aktuelle forlag Kronstork har udgivet endnu et lille mesterværk dette efterår. GULD er hypermoderne poesiflows sammensat af popkulturens glatte tråde ud i verdens kaos.

Victor Boy Lindholm er endnu en af den nye generations digtere, hvor facebook, populærkultur, smartphones og kærester (modsat: den uopnåelige kærlighed) er fast inventar. Der lader til at være en helt masse skrald i tilværelsen, som sproget ikke kan omgå på anden måde end at skrive det ud sort på hvidt. Tilsyneladende upoetisk affald. Ved siden af ligger verdenssamfundets gruopvækkende nyhedsstrøm, vi hører om alt og hvordan skal vi forholde os til det? Grundtonen er ærlighed og et sprogligt flow.

Hverdagsflow og tankeløshed

Det unikke ved samlingen er netop denne ærlighed overfor det informationsflow af katastrofemeldinger, som kan være svært at forholde sig til som ungt menneske eller som menneske generelt. For hvem forstår, hvad denne generation gennemgår som de første?

månen forstår

at der er depression i min mountain dew

at jeg har brug for hjælp til at 

forstå katastroferne rundt omkring mig 

Der er muligvis et clash mellem klassisk poesi og nutidig sukkersnackdrik, men i betydningen bonder de to i virkeligheden. Månen er måske den eneste, der forstår... men månen er også langt væk og utidssvarende eller overhovedet tilstede eller accepteret. Derfor er det ligeledes en interessant indragelse i et så anderledes sprogbillede og metrisk flow. Ny digtning og gammel digtning.

Kulturkritik

I GULD leges der med populærkulturen og dens kapitalistiske og forbrugeriske "turist gaze" for at bruge et kulturteoretisk begreb. Han kalder det for "hykleren", når vi ignorante står ved siden af promilledele af potentielle katastrofer uden overhovedet at forholde os til fremtidige aspekter (=alle promilledele lagt sammen) af vores måde at leve på.
Kulturkritikken er på mange måder digtsamlingens hovedspor, som også følges nogenlunde godt ud, men kritikken har tendens til staccato og hakker lidt i det, flyder ikke på samme måde som det sproglige flow.

Formmæssigt har samlingen et interessant greb ved at være inddelt i seks afdelinger med indledende overskrifter og... inde i disse afdelinger flyder digtene løst. Det er ikke til at se, hvornår et digt begynder og hvornår et digt slutter.  I stedet skal de snarere læses som langdigte (YES!), og det giver dem mulighed for at bygge sig op og genbruge temaer, hvilket samlingen i det hele taget gør glimrende. Hver enkelt linje i GULD skal ikke læses og eftersøges for poetiske indfald. Men det skal forløbet, som udvikler sig side for side, hele bogen igennem.

Se fx begyndelsen på det hele:

mine øjne er solbriller her til morgen
jeg har planter i min vindueskarm
der minder mig om åndedrættet
der er min .gif-fil
der minder mig om mineralerne
jordens sjældne celler
i min vindueskarm her til morgen
en digitalskærm
med alle nattens samtaler
der er mine solbriller her til morgen

Billedet af digital teknologi, internet og fladskærm viser et tydeligt kulturbillede som endnu engang (efter i hvert fald Ørntoft) er interessant at se i digt-regi. Progressionen af vindueskarmen og solbrillerne er gennem hele samlingen tilstede manifesteret i varierende objekter og helt vildt vellavet. Fra planter til jordens sjældne celler (i form af digitalskærm) i vindueskarmen udvider optikken sig heftigt fra teenagedrengeværelse til miner i Congo (læs: helvede) og det er flot og spændende læsning. 

Til slut citerer jeg slutningen af afdelingen "grækenland vs. verdenssamfundet". Jeg synes der er en slags essens i det, som dækker det totale budskab:

jeg er et net af perifere relationer

jeg er lille iphone gylden i håret

kun berøringen

aldrig dybden

jeg har microchipflashcardblodigtbørnearbejde i

kroppen

jeg har afrika som en struktur i øjet

jeg har feberen i kroppen

(63)

GULD

Victor Boy Lindholm

Forlaget Kronstork

november 2014

87 sider