Stem! Debatten bobler ondt ulmende klar til kritiker-eksplosion

Og Jens Christian Grøndahl melder sig på banen, ikke som fredsmægler, men som IM's kumpan der påny skubber gang i debatten om litteraturkritikken i Politikens spalter. 

(Jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på den stemmeboks, der befinder sig i højre side af bloggen "På hvis side er du?". Læser du dette, så smid en stemme!)

Tilbage til debatten! 

Grøndahl mener, at de tørre tæsk IM lovede Bukdahl, oveni andre farverige indlæg, har fjernet opmærksomheden fra det essentielle - personforfølgelsen. Dog skal det bemærkes, at IM nok ikke havde så meget mere i sig, der ville adskille sig fra de andre møgfald a la ildspydende drage. Når Bukdahl så vælger at tie og se bort fra skriftlige voldstrusler, så må debatten falde lidt til ro.

Ikke desto mindre bringer Grøndahl nu gryden i kog igen med "personforfølgelse". Han er endnu en forfatter, der føler sig trådt på i den offentlige dagbladskritik. Selvom den store kritiker-synder stadig er Bukdahl, nævnes dog andre navne som Erik-Skyum Nielsen, Mai Misfeldt og Erik Svendsen. Grøndahls udgangspunkt er Misfeldts udtalelse: "Jeg forstår godt, at det kan være ubehageligt for en forfatter at få en dårlig kritik, men det er nu engang vilkåret, når man synes, verden skal forholde sig til ens værk." (Misfeldts definition af lit.krit.: "En litteraturkritikers læsning er et tilbud om en tolkning og en vurdering af et givent værk.")

Grøndahl mener, at forfatterne er indforståede med forholdene. Det er i virkeligheden et knaldtilbud, det der med litteraturkritik... men litteraturkritikeren skyder for ofte ved siden af målet og rammer manden i stedet. Og her har de institutionsløse (J.C. Grøndahl) forfattere ikke nogen, der kan tage kampen op for dem, end ikke forlæggeren. 

Der er uden tvivl tale om et dilemma, selvom nogle sparker hårdere til bolden end andre. Hovedsageligt synes jeg ikke der er noget galt med kritikken. Jeg synes det er ok at nævne navne på forfattere i både positive og negative sammenhænge, som sammenligningsgrundlag og for at belyse holdninger og meninger. Det skal holdes in mente, at der er tale om forfattere og ikke personer - personaer, ikke rigtige personer (Lars Bukdahl også understreger). Ligeledes er kritikken åbenlyst og bogstaveligt bevidste om disse eventuelle idiosynkrasier. I sig selv er idiosynkrasien et element i anmeldelsen, der bør undgås. Men eftersom der er tale om en rumlig og ikke kun tidslig verden, kan det ske, at man som menneske støder ind i den samme ting på en irriterende måde konstant. Samtidig skal det stadig holdes in mente, at idiosynkrasier overfor personaer, fortællere, men også plotstrukturer, bestemte ord, vidunderbørn og alt muligt andet, ikke er personlige. 

Fra forfatterens vinkel skriver Grøndahl: "Egentlig har man slet ikke noget at stå til ansvar for, medmindre éns bog er injurierende overfor navngivne personer", og her synes jeg desværre, han begår en voldsom fejltagelse.  For det kan godt være, at forfattergerningen ikke direkte har noget ansvar overfor samfundet, overfor loven. Det er heller ikke herfor den vurderes. Kritikeren ser snarere efter litteraturen som et stykke kunst, og hvis denne anmelder gentagne gange ser det kunstneriske forsvinde ud af det stykke sproglige kunst, litteraturen er; hvordan skal han så forholde sig til denne "fiktive direktør for skriveværkstedet J.C. Grøndahl" - forfatterens persona (som muligvis markedsføres gennem billeder og personlige reportager)??

Erhvervet som forfatter er et følsomt erhverv. Man blotter sig (åbenbart uden at gøre det for noget eller noget eller noget andet???), hver eneste gang man udgiver et værk. Den første utvetydige anerkendelse er forlæggerens køb af manus... men derfra er man på egen hånd overfor hver eneste kritiske kritiker, man møder på sin vej. Måske skulle forfatterne samles i et parti??

Glemmer kritikerne at kritisere sig selv?

Al det hurlumhej med Ib Michael stødte jeg kun på én gang her i weekenden, nemlig i Politikens lørdagsavis. Jeg købte egentlig avisen på grund af bogtillægget, men der var imidlertid ikke meget at hente til debat-fløjen. I stedet var det i kultur-sektionen, at der var en hel halv side, hvoraf Bukdahl i billedform fyldte halvdelen af artiklen. Efter min mening var artiklen dog noget værre vrøvl og fuldstændig blind over alt det, har hele ugen har foregået bl.a. på Bukdahls egen blog (blogdahl).

På mange måder er situationen med anmeldelser den samme som situationen med lydbøger. At der dukker gratis lydbøger op på internettet, indlæst af almindelige mennesker verden over, er ikke nogen trussel for forlagene, der sælger lydbøger på de samme præmisser som før. Når Ib Michael har set den nye unge generation af "anmeldere" anmelde bøger på youtube og anbefale bøger over facebook, så er det ikke andet end en tendens, der opstår på grund af, at mediebilledet gør det muligt. Det er og bliver aldrig et udsagn om, at vi snart ikke har brug for de gammeldags anmeldere i dagspressen, anmeldere der véd hvad de taler om, fordi de har læst og læst og læst, reflekteret og læst videre.

Artiklen i Politiken stiller sig ukritisk overfor Ib Michaels artikel, der blev bragt i selvsamme avis for godt tre uger siden (sortkrudt). Deroveni sluttes artiklen af med at henvise til anmeldere, der har svært ved at skelne imellem tre nævnte lag i anmeldelsen, nemlig et fagligt kritisk, et smagsvurderende og et personligt subjekt stilplan. Ansat på center for verdenslitterære studier ved Århus universitet Jørn Erslev Andersen citeres for dette og for at "de unge anmeldere godt kan være lidt langt ude med riven og for hurtige på aftrækkeren", men gennemgående synes artiklen at trække på for mange kilder og for lidt indhold. Springet til interviewet med Jørn virker umotiveret og kommentarerne virker overfladiske og som taget ud af en kontekst.

At litteraturkritikeren glemmer at kritisere sig selv, det kan måske godt være. Ikke desto mindre er og har det ikke været anmelderens opgave at "please" forfatteren. Anmelderen er en smagsdommer, vær venlig heller ikke at læse indkøbsguide ind i stillingen kritiker eller anmelder. De personlige og subjektive lag i anmeldelsen er af aller største vigtighed, ikke fordi de som sådan er med til at retfærdiggøre smagsdommen, men fordi de giver sagen klangbund og farve. I samme omgang er den rene subjektivitet med til at skabe den rene identitet, anmelderen som person. Fordelen ved anmelderiet er, at denne gerne må eksistere side om side med det værk, denne anmelder. Hvad der ligger til grund for journalistikken, nyhedsdækningen og virkelighedsbeskrivelserne, nemlig et krav om objektivitet, dét ligger ikke på samme måde til grund for genren anmeldelse. Før at anmeldelsen nemlig kan bære noget med sig og adskille sig fra, hvad den var i 1700-tallet (altså blot en an-meldelse af en bogs ankomst), bør den personligt selv tage stilling. Denne tagen stilling kan som sådan ikke annulleres, men højst kritiseres gennem argumenter, der ligger op til saglig debat...

For tohundrede og halvtreds år år siden mente folk som Holberg og andre, at kritikeren ikke måtte kritisere noget så personligt som et kunstværk. Han måtte kun rose dette. Men ikke desto mindre har tingene forandret sig gennem tiderne. Kritikeren er til for at korrigere forlagene, fortælle dem og folket, hvornår der er tale om kunst og hvornår der ikke er tale om kunst. Og hvem skal så anmelde anmelderne udover mig? Jo, det gør køberen jo inddirekte gennem sine købshandlinger. Han kan vælge at lytte og forsøge at åbne sig for det kunstneriske i litteraturen, eller han kan vælge at lade sig underholde - at købe de mindre kunstneriske men flotte fortællinger om mysterier i den ene eller den anden afskygning.