Meta-anmeldelse: Svidts Indbrud

Ole Rosenstand Svidts bog Indbrud blev rimelig hårdt anmeldt i dagbladene. Der var meget få positive betragtninger, og kyniske sætninger som: ”Men hvorfor skrive mere om denne bog?” (WA) og ”Er der noget at komme efter?” (KD) gjorde krav på sin tilstedeværelse uden at tøve. På den anden side kan Svidts debutroman se sig selv ”anmeldt” over stort set hele linjen.  Berlinske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad. Det faktum understreger, at Svidts debutroman Indbrud samt forfatteren selv trods alt findes!

Det er kun Jyllandsposten, der ser det positive eksistere, sådan rigtigt. Anmeldelsen udtaler i titlen ”Sympatisk aahusiansk paranoia”. Anmelderen her roser romanens uhøjtidelige charme, men afskriver desværre sig selv ved at denotere kunsten: ”de forskellige metalag viser sig ikke at være andet end leg med sproget.” De tre af seks stjerne bogen tildeles, er da som regel også udtryk for en ikke-stillingtagen hos anmelderen, der heller ikke selv vil noget, hverken med sproget eller romanen. Det uhøjtidelige bliver ikke længere en modsætning til det højtidelig, men i stedet en havregrød, der har stået lidt for længe. Det er både synd for anmeldelsen, læseren (af såvel anmeldelsen som bogen) og romanen, der hverken bliver rigere eller fattigere.

Berlingske Tidende skriver meget kort, og med to stjerner tages der stilling, begrundelsen er at ”Svidt skriver slapt og bliver alt for snakkende” over sit ellers udmærkede tema. Det er en hård, kort og kontant anmeldelse, journalistiske betragtninger uden egensindig sproglighed, hvilket kan siges at være ok for smagsdommen. Anmeldelsen selv kommer lidt til at ligne en udmagret samana, der har mistet sit spirituelle skær. Jeg ved ikke… Det er mere en notits.

Weekendavisen har som altid sprogligheden med sig. Det folder sig desværre ud i nogle måske lidt for direkte, næsten for grove postulater, der på den anden side blot skejer ud som de vil. Her får både Svidt og Nulpunkt at vide, at det ikke er godt nok. Modsat Jyllandsposten er det her for kunsten og det gode sprogs skyld, at den lille smule ekvibrilsme, man møder hen imod den sidste halvdel af bogen, accepteres som den bedre(vidende) sproglighed. Den gamle strid imellem JP og WA om den folkelige og elitære litteratur dukker her op rent strukturelt. JP tilbeder fortællingen, der forsøger at fortælle om et større emne gennem en enkelt fortælling; fortællingen ophøjes til at give mening modsat banale og meningsløse sproglege. WA på den anden side lader sig først trække i smilebåndene idet, sproget udviser sproglighed, udviser smidighed og livsvilje i tekstkroppen om man vil.

Hertil lægger Kristeligt Dagblad sig ind under dem begge ved på den ene side at omtale romanen som ”flad og effektjagende”, hvorefter anmelderen giver sig til at tysse på de mange små undergrundsforlag, som Nulpunkt nok kan regnes med til. Der er heller ikke den store begejstring for Indbrud hér, men sjovt nok ytres den med en henvisning til de store forlags evne til at skelne den rigtig gode litteratur fra den ringere. På den måde kritiseres Nulpunkt indirekte, hvilket i sig selv er fint nok. Men at kritisere  ”undergrundslitteraturen” og de ”små forlag” som sådan, det er i det her henseende for meget krydderi på bollen! Slet og ret uhensigtsmæssigt, problematisk. Det er netop herfra litteraturen kommer.

Et billede af virkeligheden

Svidt kan være godt tilfreds med antallet af anmeldelser. Som han selv siger, så skiller indbindings-layoutet sig godt ud i et eventuelt stort antal nye bøger på redaktionerne. Der er strid om spaltepladsen, og når man ikke er etableret, da kan man på ingen måde forvente at komme i aviserne. Alligevel er kommentaren i Kristeligt Dagblad tankevækkende: ”Når manuskriptets vej fra computer til bog overhovedet er relevant at tage op i en anmeldelse, skyldes det, at Ole Rosenstand Svidt ikke ligefrem er tilbageholdende med at lade sin fortæller spekulere i, hvordan det vil gå hans nye projekt.” Føler anmelderkorpset sig forpligtet til at tage genmæle? Det faktum at Svidt bruger navne, der tydeligt refererer til virkelige anmeldere, råber også da højt på en kommentar. Det nævnes i de fleste anmeldelser… men er det så nemt at få sin bog anmeldt?

Det ligner en form for begået hybris, når man ser på anmeldelsernes samlede smagsdom, at Svidt i fiktionen har gået og drømt om en stor kommerciel succes. Svidts debutroman Indbrud, har fået sig en ordentlig en på sinkadusen. Men det er nok, som man siger i den nye pædagogik for husmødre. Man må ikke sige: ”mor er ikke sur, hun er skuffet.” For i stedet for at tage del i barnet og hjælpe det til at rette sig ind i verdens normnet, så lades det op til barnet selv. Svidt har fået en reprimande, og nu er han så ikke i tvivl om, hvad han ikke skal gøre (hvad han skal gøre).

Det er bedre at kæmpe og dø ved fronten, end det er at sidde ved telefonen.

Anm. Indbrud - Ole Rosenstand Svidt - Tunnelen af fiktion stiller læseren et virkelighedsparadoks og en malproportioneret sprogligt vaklende fortælling.

Indbrud, af Ole Rosenstand Svidt, udkom d. 19. august på Forlaget Nulpunkt, 324 sider til 240 kr. Bogen er på mange måder en Aarhus-udgivelse og foregår også i Aarhus.

Efter at have hørt Ole Rosenstand Svidt læse et par kapitler højt af sin debutroman Indbrud, dømte jeg intuitivt og en smule letsindigt udgivelsen som en klichefuld skildring af temaerne kærlighed og paranoia. Siden har jeg læst hele bogen, og det var en fornøjelse med blandede følelser.

Essens

At jeg fornemmede klicheer eller karikaturer, det var ikke tilfældigt, for Svidt har en forkærlighed for disse. Karikaturerne synes at være et af hans værktøjer, en slags arbejdsmetode. Det faktum er romanen i sig selv en demonstration af rent praktisk. Den er selv en karikatur. Men den er heldigvis mere end det. Den går bag om sig selv, som fx her, i begyndelsen af kapitel 15:

Arbejdet med min roman forløber som planlagt. Jeg har efterhånden fået skrevet en lille snes kapitler. Jeg tager udgangspunkt i mine egne oplevelser som offer for indbrud, men overdriver og karikerer bevidst både min hovedperson og de hændelser, han bliver udsat for. Både for at få lidt mere drama ind i bogen og for at lægge et vist filter ind imellem fiktion og virkelighed, så jeg ikke kommer til at blande de ting for meget sammen. Der skulle jo gerne være forskel.

På den måde er Indbrud en roman om sin egen metode – karikaturen. Men i det, at der samtidig bringes brudstykker fra den roman, hovedpersonen Elo er ved at skrive (hvori hovedpersonen Thomas selvfølgelig også er ved at skrive en roman – en mega-bestseller by the way – han har paradoia osv.) som supplerer handlingen i Oles bog, der hører læserens og min virkelighed til, går den fra at være teoretisk funderet og altså handle om, hvordan man skriver en roman, til at være biografisk. Fortællingen er en deklarering af, at den er selvbiografisk samtidig med, at den leger med forholdet imellem fiktion og virkelighed, også på det rent fiktive niveau. Fiktionen er en collage med flere forskellige lag, som de der 3D-puslespil, man er begyndt at kunne købe i forretningerne. De hænger sammen gennem fortællingen, den egentlige bog (materiel som fiktiv) og gennem Ole og Elo (anagram), gennem forlaget Nulpunkt, der er det samme i virkeligheden og i fiktionen ligesom Århus også går igen. Og kender man forfatteren privat, er der sikkert et væld sammentræf genkendeligheder, og læseoplevelsen kunne gå hen og blive ekstraordinær underholdende. Alt dette må være en konsekvens af fiktionens teoretiske præmis. Indbrud handler om Indbrud, som alle romanerne hedder. En evig tunnel ind i det fiktive univers, der måske blot skal opfattes som ét værk. Og hertil holdes fiktionen og virkeligheden indtil videre ud fra hinanden.

Måden det fiktive univers strækker sig ud i flere lag er som sådan fin nok. Evighedstanken er spændende, og det skiftende perspektiv skaber den lille smule dynamik i narrationen. Men der, hvor jeg synes, det bliver virkelig interessant, er, når vi får udgivelseshistorien og receptionshistorien for Indbrud. Det fungerer godt bl.a. fordi, at der først her kommer hold i den narrative fremgang. Fortællingen får lov til at være tankefuld uden også at skulle være fortælling og bevæge sig kronologisk fremad. Det er også her, at den ironi, klicheerne tydeligvis skal udstråle, når læseren. Fx når romanen gennem dagbladene anmelder sig selv.. Der opstår hermed et paradoks omkring tiden. Eller måske er det snarere romanen, der overskrider sig selv og grænserne for det fiktive? At det er det samme forlag i virkeligheden som i bogen har fx krævet tilretning. Nulpunkt har vedtaget en roman og dermed samtykket til selv at medvirke i den. Ligeledes er anmeldelserne og omtalen et bud på fremtiden; endda, de er et bud på virkeligheden!   Ideen her er faktisk interessant og tankevækkende, men desværre er den umiddelbart blot en brik i fortællingen om paranoiaen, og det går den lidt som med pointen på sidste side. Den når ingen vegne og mangler fast udtryksgrundlag.

Dejmassen

Udover det metaspor, jeg ovenover har forsøgt at beskrive, er Indbrud af Ole Rosenstand Svidt frustrerende læsning. Fortællingen om kærlighed og paranoia er tynd og næsten stemningsløs. De mange ord mangler tyngde, og de frustrationer og følelser der forsøges skildret mangler troværdighed. Der er nogle vilde udsving i handlingskurven, men mine usikkerheder omkring Indbrud ligger snarere i sproget. Sproget drukner i handling, ligesom ideerne drukner, fordi de ikke får tid og plads. Klicheerne, som sproget tvinges til at fremføre med fuld fanfare alle 224 sider, bliver gennemsigtige, virkningsløse og en smule irriterende for selv den tålmodige læser. Faktisk bliver bogen bedre på de sidste sider, fordi nogle få overvejelser får plads og kommer til at veje noget. Og den pludselige tyngde kommer til overvejelserne, fordi bogen slutter. Narrationen slutter, der kommer ingenting bagefter, og det bliver måske først hér alvor.   

Overvejende er der mange gode ting i Svidts roman. Men der er ligeledes en del at tage fat i. Proportionerne mangler, for der er så meget at fortælle, at der ikke er plads til at fortælle det rigtigt eller snarere så det fungerer. Hovedsageligt er det 1. del af romanen, der bliver for langtrukken. Anden del af romanen forekommer mere dynamisk, og den får da også lov til at ville noget mere. Hvordan ville Indbrud opføre sig, hvis den kun havde 100 sider til rådighed? Det kunne være et eksperiment, der ville være værd at tage med. Det er ideerne i Svidts roman, der kan udvikle sig i forskellige interessante retninger, hvis de altså bliver grundigt banket og slået godt til.

Glansbilledets hologram

Jeg vil slutte den her anmeldelse med et citat fra bogens sidste kapitel. Ja, faktisk er der tale om de sidste linier i bogen; sidste linier, der trækker bogens indre spektakel op i en fordrejet pointe, som efter min mening er værkets fineste. Det skæve og skøre sidste udkast udtrykker bogens grundbekymring og giver dermed mening til den paranoia, der på side 6 (første side) begyndte med: ”Jeg er blevet udsat for indbrud.” Men som nævnt tidligere, så findes pointen ikke rigtig i resten af romanen, og smagsdommen bliver desværre en smagsdom, der tilbyder noget mindre end de almindelige ”fifteen minutes of fame”.

Det største problem bliver friheden. Jeg ved, den ligger på spring som en tiger og til sidst kommer og tager mig. At det kun er et spørgsmål om år, og snart bliver de år til måneder, og til sidst til dage. Snart kommer den dag, hvor jeg bliver sat på gaden, hvor den tunge port falder i bag mig, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Der er kun én måde, jeg kan holde den dag døren på. / Og den ligger lige for.

Udgivelsesreception med debutanten Ole Rosenstand Svidt - "Indbrud"

Jeg købte ikke romanen, da jeg ikke var overbevist om Svidts prosastil og heller ikke var imponeret af kærlighedshistorien. Kærlighedshistorier er en svær ting at bestyre, for hvordan undgår man alle klicheerne?  Plottet i bogen derimod, virker til at have mulighederne for sig, ligesom en hovedperson med en vis kulturel dekadence. En mand kommer en dag hjem og opdager, at han har haft indbrud. Da politiet ikke kan gøre særlig meget ved, at en fremmed person har rodet i hans personlige sager, beslutter han sig for at tage kampen op på egen hånd, og dermed oversikrer han sin lejlighed mod fremtidige indbrud, og begynder, fortabt i forliste dating-forsøg, at tro at nogen følger efter ham.  Paranoia og litterære referencer:-)
Nu har jeg ikke læst andet af bogen end det, forfatteren selv læste op for publikum i torsdags, så jeg er ikke i stand til at sige noget videre om bogen. Havde min pengepung været til det, havde jeg nok købt den alligevel.

Arrangementet fra forlaget Nulpunkts og Løves vin- og bogcafé var ikke mindre end fremragende og lige, som den slags skal være. Der var et gratis glas vin til at forstærke de litterære eskapader, som Svidt med sin egen uprøvede stil stod for. Der var den gode kaffe og resten af cafeens sortiment til at bære de rigtig mange fremmødtes tørst, bøgerne stod rundt omkring os og støttede op om den nye litteratur og den nye forfatter, alle med en velmenende udstråling. Jeg var overrasket over arrangementets længde - et aftenarrangement, der samlede folk af samme interesse, en interesse der blot fik lov til at være. Hvis jeg ikke har gjort det før, så gør jeg det nu: Løves vin- og bogcafé skal simpelthen roses for at være så levende og venligsindet Cafeen har besluttet sig for at traktere, indtil videre, alle Nulpunkts udgivelsesreceptioner, og i den grad er dét noget, der giver litteraturen og kunsten mulighed og at ånde frit i andre menneskers liv. Den næste reception ses i kolonnen over litterære events til venstre.