En borgerlig anmelders udfordring

Anmelderne virker overraskede. De har på en eller anden måde haft svært ved at forholde sig til formen og sprogligheden. At sproget fylder så meget, og at der i og for sig ikke lægges vægt på betydningen. Det er som Asger Snack skriver i indstillings-skriftet: ”Bogens motto er William Carlos Williams' berømte digt om den røde trillebør, hvoraf så meget afhænger. Den præcist sansede trillebør, der tilsyneladende ikke er betydningsbærende, men som netop i al sin almindelighed sprogligt sanset, får betydning. Det er i sproget, at denne betydning opstår.” Og det er det, ved siden manglen på handling, der er svært at forstå.

Den ualmindelige mangel på handling gør, at det bliver hulens svært at skrive et resumé af bogen. Og for de anmeldere der forsøger sig, falder anmeldelsen lidt klodset ud uden at være til fordel for nogen. Rothstein understreger handlingens betydning for værket fint, når han bemærker, at nogle af tekst-stykkerne fra Stigninger og Fald, inden bogen udkom, dukkede op i DSBs rejsemagasin Ud og Se i en helt anden rækkefølge, end i den de præsenteres i bogen. Den enkelte tekst er som sådan ikke vigtig for helheden. Helheden ligger ikke i handlingen, men kommer i stedet til at ligge i sprogets fremtoning. Sådan kan helheden måske koges helt ned til de tre ord, der udgør titlen.

Når man så alligevel forsøger at forstå bogen, som var der en kronologisk handlings-perlekæde, så er man dømt til at forvildes. Det er som om der med Klougart er opstået noget nyt det danske anmelderi skal vænne sig til. Jeg hentyder ikke til, at der aldrig før er skrevet en bog uden handling. Men det er som anmelderne har svært ved at forklare det mindre folkelige element i en ellers så fremragende debut skrevet af et nyt stort talent. Jeg citerer vildt i ét stræk dagbladenes kommentarer i mol:

”Klougart er et lysende fortælletalent med et sprog, der skinner som nypudset selvtøj. Næste gang kunne det dog være interessant at se, hvor langt ned i en histories møre kød, hun tør føre kniven.” (Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet)

”I al sin tekniske stilsikkerhed, bevæger forfatteren sig dog på en knivsæg, for dels har hun tendens til at bruge to sansende beskrivelser, eller tre, hvor hun kunne have nøjedes med én, og dels kan handlingens fravær blive en klods om benet på både romanen og læseren. Men det bekymrer ikke Josefine Klougart...”

(KlausRothstein, Weekendavisen)

”Klougart er en stor sprogbegavelse, men fortaber sig også så meget i sin egen sprogglæde, at hun 'glemmer' at sige noget. Læseren kan føle sig tabt i en skrøbelig anelsesfuld indre verden. Man gribes af Klougarts sprogliggjorte sansninger, men de forbinder sig ikke.”

(Mai Misfeldt, Berlingske Tidende)

”Desværre er metaforkædernes bevidsthedsudvidende virkning svingende, i al fald på denne læser. Ofte spærrer billederne for hinanden – de mange landskabsmetaforer kan virke søgte og patetiske – og resultatet bliver, at virkeligheden bringes længere væk, sløres og bliver, som det hedder et sted: 'en slags erindring, der ikke vil finde sig til rette i et billede'. Det kan der naturligvis ligge en pointe i. At Josefine på den måde aldrig får helt styr på sine barndomserindringer. Men, må jeg spørge lidt frækt, hvad vedkommer det mig? Som læser bliver jeg ikke inviteret i et erindringsprojekt, det fremstår som et lukket skriveprojekt, og hvis erkendelser sker, sker de mellem forfatter og tekst, i skriveprocessen.”

(Helle Juhl Lassen, Information)

I rækken af anmeldere er der en næsten entydig konsensus. Klougart kommer for meget kryddersmør på brødet. Godt nok erkender Rothstein, at det rent faktisk er gjort med overlæg, men der spores frustration over, at forfatteren ikke bruger metaforen, som den almindeligvis bruges. Det giver ikke det samme forhold imellem en given virkelighed og sproget, når denne pestens sorte fodspor lægger både det ene og det andet lag imellem. Når fortællingen er dæmpet ned til en grundtone i kælderen på en skyskraber, bliver det sproget, der har ordet. Og betydningen bliver efter den leg, man legede i skolen som lille. Den hvor man sidder tredive eller fyrre børn i en rundkreds, og én hvisker ”traktor” i øret på sin ene sidemand og får ”trappeopgang” tilbage fra sin anden sidemand. Betydningen bliver eller forbliver aldrig den samme. Derfor er der også vidt forskellige tilgange til Stigninger og Fald. Der er enighed om, at forfatteren har talent for at bruge sproget og, at vi nok skal komme til at høre mere til Kougart. Men der er ikke tale om en klonet enighed.

Den anmeldelse der er mest åben overfor bogen er uden tvivl den af Anders Juhl Rasmussen, bragt i Kristeligt Dagblad. Og jeg synes det er en god anmeldelse, omend den måske lidt for gnidningsløs. Der indledes genuint ægte: ”Man skal være varsom med at skrive om en bog, at den er det bedste, man længe har læst. […] Alligevel tør jeg godt sige, at Josefine Klougarts debutroman rører noget i mig, som sjældent røres, den åbner for døre, der ofte er lukkede.” Kristeligt Dagblads anmelder gør videre det rigtige og holder sig til, hvad der vækkede følelsen hos ham. Han holder sig fra resumere handlingen (som ikke er til at slå fast), men nævner blot personerne og de overordnede temaer. Derudover trækker anmelderen en fortolkning ud af bogen, en fortolkning han kalder for ”bogens indsigt”. Jeg citerer: ”Selvom jegfortælleren kun er en pige med blå mærker på benene, involverer hun sig fuldt og helt i de voksnes glæder og sorger. Hun lever så langtfra en bekymringsløs barndom, men tager smerte, afsavn og lidelse ind i sin verden ved siden af lykkefølelsen og glæden. Dette dobbeltblik livet, at godt og ondt, stigninger og fald altid følges ad og afløser hinanden, er bogens afgørende indsigt.” Man kan vel kalde det en næstekærlig eller sympatisk tolkning. Jeg ved ikke, hvad forfatteren ville sige til den, for den er på mange måder meget søgt. Men på den anden side er det en læser, der fortæller, hvordan han har læst Stigninger og Fald, hvilket med sådan en tilbageholdt holdning, altid er forsvarligt. Jeg ved det ikke ikke ikke ikeke. Det er ligesom farten går ud af sproget, der nu er på vej til at gå fuldstændig i stå, hvilket aldrig har været meningen nu.

Angående den egentlige dom så fremstår den ikke helt vildt tydeligt. Kritikerne eller anmelderne har svært ved at gå all in. Selvom de ikke synes godt om alle metaforerne og associationerne, så mener de alligevel, at der her er et talent på vej. Der er ikke de sædvanlige normative smagsdomme, men virkelige forsøg på at karakterisere forfatter og værk. Der bliver nævnt bl.a. Woolf, Hammann, Hans Otto Jørgensen (gammel forstander på forfatterskolen) og ikke mindst J.P. Jacobsen. Anmelderne har da også været nødsagede til at forsøge med stilistiske karakteristikker, for hvordan kan man andet, når det virkelig er sproget, der bestemmer. Og når der er tale om en debutant, der endnu dengang ikke var færdig på forfatterskolen. Det er alt sammen meget interessant!

Om vi kommer til at høre mere til Josefine Klougart, det er der ingen tvivl om. D. 28. januar 2011, altså på fredag, udkommer hendes anden bog ”Hallerne”. Jeg har bestilt den hjem fra boghandlen, da jeg ikke kunne få forlaget til at sende et anmeldereksemplar. Fra d. 28. anmelder jeg snarest og hurtigst, så hurtigt jeg kan!

Kvadratisk papirbog En sproglig bestseller

Efter endt læsning føler jeg mig tom og overvældet. Rejsen gennem landskabet med sine Stigninger og Fald har været som en indbliksrig vandring gennem en livslang tunnel med små vinduer på hver side for hver anden meter. En rejse på hesteryg, kunne man sige, da erindringsbillederne er indrammet af hesten Mollys kommen og forladen. Stigninger og Fald indledes med sætningen ”Det efterår fik jeg en hest.” Og den slutter i sin melankolske grundstemning med at miste. ”Morgenen holder op, da rampen bliver løftet og spændt fast, så lyset ikke længere er i vognen; der er et rum, bare, en firkant tegnet i sandet, to gange tre en halv meter med mørke og min hest, at denne klods forsvinder om hjørnet og glider gennem landskabet.”

Da Stigninger og Fald på ingen måde er en roman (selvom det står dér, på hardback-coveret), spiller denne handlingsramme-afsløring ingen større rolle. Undervejs fornemmer man kun Josefines gradvise opvoksen, dog uden at man får egentlige tegn derpå. Ellers er ”romanen” snarere 172 siders lyrisk prosa eller poesi, prosadigte. Man skal ikke læse, søgende efter ”handling og plot” som Asger Snack lægger ud med at understrege i indstillings-skriftet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. I stedet bliver det en sproglig oplevelse, en sproglig rejse gennem forfatterens barndom. En rejse med sproget igennem de mange små tekster, der fortæller historierne fra barndommens ellers uforklarlige opmærksomhed. Sproget zig-zagger gennem denne erindringspulje af glimt og fornemmelser i forfatterens underbevidsthed, der med sin detaljerigdom kan få det meste med, men som en helhed kun omringe det, der almindeligvis fortælles og forstås. Derfor er det heller ikke nogen almindelig fortælling fra barndommen, men i stedet en sproglig omkransning, en indirekthed i et sprog, der ikke kan forklare det, det ikke har ordene for.

Gennem skildringens form og grundige sproglighed er der opstået en indfølt og intens ærlighed, som jeg synes Klougart godt kan være stolt over. For læseren er Stigninger og Fald ikke letlæst, men snarere som et kunstværk med en god æstetisk karakter, der ikke bare giver søde og fornøjelige frugter. Klougart sætter læseren på arbejde følelsesmæssigt. Tabet af barndommen, skildret som morgenens forsvinden, er noget enhver skal igennem. Og det er som regel, som at få et koldt glas vand i hovedet. Som at dumpe en eksamen, man ikke havde opdaget kunne dumpes. At træde ud af barndommens trygge uvidenhed er, som en ballon der brister, med ét er det ikke morgen længere.

Sproget er en firkant

Sproget er en firkant, men ikke en firkantet en. Josefine Klougart har ét redskab at gøre med. Det er sprogets former, eller sproget selv. Sprogets selv. Det er ikke fortællingerne, karaktererne/personerne eller handlingen, der bærer Klougart til indstillelse til Nordisk Råds Litteraturpris, men den gennemgående sproglighed. Lange lister af ord der smukt klippes sammen. Ord der har den betydning, så de siger det, forfatteren gerne vil have frem. Jeg citerer fra bogen, hvor sproget ikke kan lade være med at tale lidt om sig selv:

”Jeg ved ikke, hvor den fornuft kommer fra, men der er et ansvar, der ryker i mig og skærer som et bidsel i mine mundvige; jeg ved ikke, hvad det er, jeg sparer sammen til, har bare fornemmelsen af, at vi bør spare på de ord, tale lidt mindre om dét, vi ikke har fundet de rigtige ord for. Der er så meget andet at tale om, der er så mange navne, for blomster bare, det er slet ikke til at blive færdig.”

Der er en ømhed for ordene og fænomenerne. En frygt for at ødelægge virkeligheden ved at tale ”forkert” om den, ved ikke at være præcis nok. Denne poetik går tydeligt igen i skriften, hvor ordene lægger sig så tæt op ad det, de taler om. På den anden side resulterer det i udpenslingen af virkeligheden gennem brug af mere indfølte beskrivelser. Jeg blev helt vild, da jeg læste dette stykke: ”Gården ligger trukket tilbage i landskabet, gemt i landskabets navle. Den er en firkant, syet ind i bakken. Da vejen slår et slag ind imellem søen og gården løber alle linjer fra os og op, herfra synes ikke bare eftermiddagen at være en evighed, aftenen – når den kommer – en evighed; men også selve landskabet en evighed af stier og støvede grusveje med indtørrede sprøde hamme fra snoge og stålorm, læderbælter trykket ned i vejen af traktordæk og cykelhjul og skridt.” Hvad siger i så!!!? En firkent syet ind i bakken. Og i en af de andre tekster, hvor moderen er sur på hende og verden virkelig er ved at falde fra hinanden: ”Det fører ingen vegne med de tanker, der er bare en uoverskuelig knude af tegn, der er ingen renhed over de tanker, ingen frost.” Virkeligheden bliver en anden, fordi det sædvanlige rum imellem datter og moder er blevet et andet.

Og når så alting forbindes i sproget – sproget går hen og bliver alt; så kommer det til syne at definitionen af sproget eller rent ud sagt, virkeligheden, er bundet til tid og sted. På en eller anden side i bogen fortæller moderen din datter om ordene og om, hvordan de aldrig betyder det samme. Et sted er kun dét sted én gang, et sted der dog bevares som dét sted for altid i erindringen, der så er et andet sprog end virkelighedens. ”Over tre dage bliver min bevidsthed mere og mere som en ødelagt tue, der styrter; alting får en ny plads og kan ikke længere genkendes, er som alléen mellem Kalø og Egens, dengang de fælder den, mens vi er væk, i sommerhus. Det sker over to uger, det er i det tidsrum fældningen finder sted. Fældningen af alle de syge elmetræer, der er gået ud, nu kørt væk. Senere ser vi sporerne i græsset efter tunge vogne, der synes at have slæbt ikke bare træerne, men selve stedet med sig,” sådan skriver en forfatter, der i erindringen og med dettes sprog forsøger at holde fast i barndommen; en tidlig morgen hvor glimt af brud på erindringens tilbagetrukkethed i et filmisk mørke repræsenteres af glimt af nutid og fremtid, et sted og et sprog, der sitrer evindeligt i en virkelig poetisk virkelighed.

Læs Stigninger og Fald så hurtigt som muligt!

Deres læsning.

Stigninger og Fald - af Josefine Klougart

Bogen udkom d. 7. januar 2010 på forlaget Rosinante