Æbler lyser - Klougart med ny poetisk prosa(roman)

"Det er romanens udsagn at vi allesammen bærer nogle enkelte billede med os gennem hele livet som falder som sådan noget brændende kul, ned igennem sneen altså. Noget der står helt uimodsagt." Sådan lyder begyndelsen af et interview på "bogtube". Spændende!Det er en ny roman til Klougart. Æbler der lyser. Josefine Klougart udkommer i dag med sin tredje roman, som er endnu en dramatisk poetisk prosa.  Hun anmeldes positivt i Information, Politiken og Weekendavisen og er tilsyneladende ved at fastslå sig som en udmærket forfatter.

Hallerne i Hallerne, se mig nu! Jeg er en hal

Hallerne udkom d. 28. januar 2011 på forlaget Rosinante, 176 sider

Josefine Klougarts anden roman "Hallerne" har potentiale men behøver samtidig sin tid. Her er ikke tale om en dans på roser for den læser, der beslutter sig for at give sig i kast med romanen, der denne gang er mere roman end sidste gang, men som alligevel rummer så meget andet. På bogryggens foldeside karakteriseres Hallerne som:

"en lyrisk undersøgelse af et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde. København står som kulisse, historiske bygninger, tømt for mennesker, men med en påtrængende understrøm af natur. Fra en bar over for kastes blikke mod den scene, som parrets lejlighed bliver. Blikkene - publikums, mandens og kvindens - tegner et rum. Et rum for udforskning af begær og kærlighed, magt og ydmygelse - dét at se."

- en karateristik, der i mine øjne fatter teksten meget godt i korte vendinger. Efter endt læsning er der dog alligevel så meget mere, der rumsterer. I forhold til "Stigninger og Fald" vil og gør Hallerne noget mere. Helheden er kompakt, intensiteten er krævende og læsningen lægger beslag på tankerne. På mange måder er der virkelig tale om en undersøgelse, observationer, der ikke kan lade være med at gøre sig indsigter, der lugter af sandhed og skæbne.

Anmelderne

Holdet af danmarks dårligste læsere, som Ib Michael kalder dem, læste og anmeldte Hallerne til udkommelsesdatoen d. 28. januar. Og hvor disse overfor Stigninger og Fald alle sammen stod lidt på et ben, ser det lidt ud som om, anmelderkorpset er ved at tage stilling for alvor. May Schack, der bl.a. forholder sig til Klougart igennem J.P. Jacobsen, synes at befinde sig ganske godt med den klougartske ord-stil og kan godt abstrahere fra den manglende handling til fordel for de kunstneriske niveauer i sprogets udfoldelse. Klaus Rothstein på den anden side, dømmer Hallerne til at være sanset skønskrift uden tydelig handling og betegner problemerne fra Stigninger og Fald (manglende handling og to-tre billeder fremfor ét) som blivende et varemærke for Klougart. Per Krog Hansen fra Berlingske siger meget rammende, at der ikke er tale om lystfuld læsning, men understreger at han alligevel lod sig drage. Det indholdsmæssige der præsenteres af sproget i Hallerne, er, sagt på en anden måde, krævende at overkomme 176 sider igennem.

Som altid er det forfriskende at læse anmeldelser fra Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen tituleres ang. Hallerne som "Ikke dyb nok", hvormed det bliver den eneste anmeldelse, der går direkte i kødet på indholdets kerne. Det bemærkes også af Juhl Rasmussen, at det virker som om, forfatteren er tættere på kvinden - et udsagn jeg ikke vil komme længere ind på. I stedet synes begrebet "den moderne mand" at snige sig ind på mig. Når det kommer til manden er Klougart måske en lille smule konkret, mens kvinden hovedsageligt karakteriseres som et eller andet i forbindelse med en hal, hallen eller hallerne - kvinden som et rum-begreb...

Skelnen mellem form og indhold var i Klougarts debut måske ikke så påtrængende, da der på mange måder hovedsageligt var tale om en sproglig (dog ikke indholdsløs) sammensyning af erindringer. I Hallerne derimod er emnet mere påtrængende. Det er mere ubehageligt at konfronteres med, manden såvel som kvinden rammes. Derfor synes Kristeligt Dagblads vinkel mere velkommen, omend der denne gang ikke er tale om nogen "afgørende indsigt" i romanen.

Jeg får øje på en tendens i segmentet af anmeldere. Det er betydning, der er det helt store. Og midt i krimi-hedens forhåbentlige aftagen, får jeg øje på en bestemt kommentar i Klaus Rothsteins anmeldelse, der irriterer mig grænseløst. Jeg citerer og markerer:

"Hallerne er altså både billedet på lejligheden og personerne, og symboler på den destruktive seksualitet, den følelsesmæssige tomhed og brutalitet og de kuldslåede mentale tilstande, som manden og kvinden befinder sig i. Den kode er det ikke svært at bryde. Men der er så lidt handling og så mange haller, at man bliver overfølsom, og begynder at registrere dem. Dermed bliver romanens bærende symbol reduceret fra noget originalt til noget anstrengt."

Fremstillingen af Hallerne som en kode der skal brydes, er efter min mening en snæver og naiv værklæsning. Noget af det skønne ved Klougart er jo netop, at hun ikke begrænser sprogets betydninger, at betydningen ikke står klart, at der ikke er noget plot, at der ikke er nogle der er døde og andre (incl. læseren) der skal opklare mysteriet og at der ikke er tale om nogen krimi. Set i det lys, er der heller ikke noget, der skal gemmes. Der er ikke noget i teksten, som læseren ikke må registrere. Teksten kan ikke ødelægge sig selv, den er snarere sig selv. Det er måske også derfor, at Erik Svendsen skriver, at der vil blive skrevet universitetsopgaver om Klougart i de kommende år. Værket kalder i sin kompleksitet på denne form for granskning, fordi der er en selvstændig hedhed i teksten. Man kan ikke skrive en bog som Hallerne udfra en spændingskurve, og det bliver nok ikke lige med det samme, at skrivekurserne udbyder kurser som: "Lær at skrive dine erindringer i et lyrisk indfølt tempo med passager der galloperer som hvaler og smyger sig hen ad jorden som bladmyrens grønne bladstump."

I Hallerne

I stedet for er Hallerne et ret så eksperimentielt sammenstrikket værk, der leger med vinkelskift både i forbindelse med læseren og et fiktivt iboende publikum. For det første er der manden og kvinden. For det andet er der menneskeflokken på baren eller cafeen overfor lejligheden, for det tredje er der en fortæller og for det fjerde er der læseren. Overfor en perspektivrigdom er en af sandhederne i Hallerne, at vi aldrig sanser eller erkender kollektivt, kun den individuelle opfattelse af verden kan begrundes. På den måde er de forskellige perspektiver vigtige for læseren, en demonstration af at virkeligheden er subjektiv erkendelse og ikke altid den samme. Ligeledes er de med til at belyse den fremmedhed der opstår imellem manden og kvinden.

"Manden presser hendes ansigt ned i puden. Kvinden løber som ild gennem hallerne./Hun er ganske stille./Der er ikke en lyd foruden den, han laver med sin pik og cremen [...] Søde lille, siger manden./Der er hele tiden den lyd fra hendes våde skede. Lyden af ham, støvler gennem næsten sort mudder. Stille, siger manden. /Stille nu. Hendes mund står åben ned i puden, og hendes hals er et rør, der fører direkte ned i hendes lunger. [...] Hendes krop koger under tryk, alting mørnes hurtigt. Hun sukker, men stønner. [...]// Det er mindst et år siden, at stuerne omkring dem begyndte at lyde som øde haller. De har kendt hinanden altid, synes de. [...] Kvinden tænker tilbage på dét forår. Det, der fulgte den våde sommer og den korte vinter. [...] //Da manden er færdig med kvinden, stiller han en spand på gulvet ved siden af sengen. /I hendes side./Kvinden hører en spand blive sat på gulvet ved hendes side. /Lyden af en metalhank, der rammer plasticspandens side./hun hører ham stille en spand på gulvet ved siden af. Tæt ved hendes mund. //Hun hører hans hænder rode i en kvindes hår. Det kan være hendes eget hår. Det tænker hun. Kvinden i sengen."

Sådan forløber første del af bogen, med at manden fylder kvindens haller, mens kvinden er i fabrikshallerne og templet, og manden igen er et låg eller et tag eller noget andet i forhold til hallen, kvinden og virkeligheden imellem manden og kvinden. Manden skildres som simpel: "Manden kan tale, og han kan lytte, men umuligt samtidig." og brutal: "Manden forstår, at hans fabrik også er et tempel, han ser også, hvordan væggene styrter, idet han kommer oppe i hende." Hvorimod kvinden er rummelig, skrøbelig og kompliceret, et følsomt væsen, der kan rumme andre mennesker. I den første del af bogen er hvert andet stykke en beskrivelse af Københavns by. I de hede direkte beskrivelser er de en lettelse for læseren, en god afveksling, men kan også ses som endnu et perspektiv på seksualitetens undersøgelse og ikke mindst som en sidebemærkning eller en understregning af det rumbegreb Hallerne på mange måder også er.

I anden del sker der noget imellem manden og kvinden. Forholdet forskubbes, kvinden folder sig ud, bybeskrivelserne forsvinder og manden oplever en afhængighed. Den måde der i anden sektion skabes helhed i værket ved, at kvinden på et eller andet plan rejser sig, virker på læseren på en sådan måde, at der skabes et ligevægt i forestillingerne. Det kan se ud som om, kvinden hele vejen igennem har båret manden ved at ligge under ham.

Det er den traditionelle mandsrolle, der udtrykkes her: "Manden forstår ikke, hvad det er, han tager. Hvad det er for et hus, han bryder ind i, hvad det er for et lager eller værelse. På den måde er manden ufarlig, på den måde er manden et barn og fuldkommen skånelsesløs: Manden er: umulig" Men kvinden er trukket op i det moderne og hun skal bære over med manden: "Manden nærer en knopskydende omsorg for kvinderne, men den er ikke brugbar, så længe han ikke forstår, hvordan kvindens krop er struktureret. Hvordan den bevidsthed arbejder."

Når jeg nu ikke kunne lade være med at blande mig i indholdet, må jeg også erkende, at Juhl Rasmussen fra Kristeligt Dagblad kunne have en pointe. Hallerne er et interessant og nogenlunde kontroversielt bud i den retning, men på ingen måde revolutionerende. Der hvor Klougart er stærkest, er stadig der, hvor hun lægger mest, nemlig i sproget og formerne. Læser man Hallerne med opmærksomheden rettet i sproget langt nede under betydningers krydsen frem og tilbage, fremkaldes der i sproget befriende mønstre , som man kan vælge at ride med på. Herfor netop dragende.

Og herfor er Hallerne endnu et originalt bud fra Josefine Klougart. Hallerne der gerne må registreres, fordi der er tale om et åbent abstrakt begreb om verden og virkeligheden fra forskellige perspektiver.

Hallerne udkom d. 28. januar 2011 på forlaget Rosinante, 176 sider

Hallerne på gaden

I dag udkommer altså "Hallerne" Klougarts nyeste. Jeg har bestilt den hjem fra forlaget, forhåbentlig ligger den i en foret og vandtæt kuvert og fryser i min postkasse lige nu. Det betyder at læsningen begynder i aften. Den skal næsten læses til ende inden semester-start. Når jeg ikke det, bliver den smudset og beskidt i kontakt med filosofiens grimme væsen.

Efter et hurtigt blik på anmeldelserne, ser det ud som om , anmelderne har fået nok sprog og ikke rigtig kan holde spændingsforholdet ud.

Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at læse bogen!

En borgerlig anmelders udfordring

Anmelderne virker overraskede. De har på en eller anden måde haft svært ved at forholde sig til formen og sprogligheden. At sproget fylder så meget, og at der i og for sig ikke lægges vægt på betydningen. Det er som Asger Snack skriver i indstillings-skriftet: ”Bogens motto er William Carlos Williams' berømte digt om den røde trillebør, hvoraf så meget afhænger. Den præcist sansede trillebør, der tilsyneladende ikke er betydningsbærende, men som netop i al sin almindelighed sprogligt sanset, får betydning. Det er i sproget, at denne betydning opstår.” Og det er det, ved siden manglen på handling, der er svært at forstå.

Den ualmindelige mangel på handling gør, at det bliver hulens svært at skrive et resumé af bogen. Og for de anmeldere der forsøger sig, falder anmeldelsen lidt klodset ud uden at være til fordel for nogen. Rothstein understreger handlingens betydning for værket fint, når han bemærker, at nogle af tekst-stykkerne fra Stigninger og Fald, inden bogen udkom, dukkede op i DSBs rejsemagasin Ud og Se i en helt anden rækkefølge, end i den de præsenteres i bogen. Den enkelte tekst er som sådan ikke vigtig for helheden. Helheden ligger ikke i handlingen, men kommer i stedet til at ligge i sprogets fremtoning. Sådan kan helheden måske koges helt ned til de tre ord, der udgør titlen.

Når man så alligevel forsøger at forstå bogen, som var der en kronologisk handlings-perlekæde, så er man dømt til at forvildes. Det er som om der med Klougart er opstået noget nyt det danske anmelderi skal vænne sig til. Jeg hentyder ikke til, at der aldrig før er skrevet en bog uden handling. Men det er som anmelderne har svært ved at forklare det mindre folkelige element i en ellers så fremragende debut skrevet af et nyt stort talent. Jeg citerer vildt i ét stræk dagbladenes kommentarer i mol:

”Klougart er et lysende fortælletalent med et sprog, der skinner som nypudset selvtøj. Næste gang kunne det dog være interessant at se, hvor langt ned i en histories møre kød, hun tør føre kniven.” (Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet)

”I al sin tekniske stilsikkerhed, bevæger forfatteren sig dog på en knivsæg, for dels har hun tendens til at bruge to sansende beskrivelser, eller tre, hvor hun kunne have nøjedes med én, og dels kan handlingens fravær blive en klods om benet på både romanen og læseren. Men det bekymrer ikke Josefine Klougart...”

(KlausRothstein, Weekendavisen)

”Klougart er en stor sprogbegavelse, men fortaber sig også så meget i sin egen sprogglæde, at hun 'glemmer' at sige noget. Læseren kan føle sig tabt i en skrøbelig anelsesfuld indre verden. Man gribes af Klougarts sprogliggjorte sansninger, men de forbinder sig ikke.”

(Mai Misfeldt, Berlingske Tidende)

”Desværre er metaforkædernes bevidsthedsudvidende virkning svingende, i al fald på denne læser. Ofte spærrer billederne for hinanden – de mange landskabsmetaforer kan virke søgte og patetiske – og resultatet bliver, at virkeligheden bringes længere væk, sløres og bliver, som det hedder et sted: 'en slags erindring, der ikke vil finde sig til rette i et billede'. Det kan der naturligvis ligge en pointe i. At Josefine på den måde aldrig får helt styr på sine barndomserindringer. Men, må jeg spørge lidt frækt, hvad vedkommer det mig? Som læser bliver jeg ikke inviteret i et erindringsprojekt, det fremstår som et lukket skriveprojekt, og hvis erkendelser sker, sker de mellem forfatter og tekst, i skriveprocessen.”

(Helle Juhl Lassen, Information)

I rækken af anmeldere er der en næsten entydig konsensus. Klougart kommer for meget kryddersmør på brødet. Godt nok erkender Rothstein, at det rent faktisk er gjort med overlæg, men der spores frustration over, at forfatteren ikke bruger metaforen, som den almindeligvis bruges. Det giver ikke det samme forhold imellem en given virkelighed og sproget, når denne pestens sorte fodspor lægger både det ene og det andet lag imellem. Når fortællingen er dæmpet ned til en grundtone i kælderen på en skyskraber, bliver det sproget, der har ordet. Og betydningen bliver efter den leg, man legede i skolen som lille. Den hvor man sidder tredive eller fyrre børn i en rundkreds, og én hvisker ”traktor” i øret på sin ene sidemand og får ”trappeopgang” tilbage fra sin anden sidemand. Betydningen bliver eller forbliver aldrig den samme. Derfor er der også vidt forskellige tilgange til Stigninger og Fald. Der er enighed om, at forfatteren har talent for at bruge sproget og, at vi nok skal komme til at høre mere til Kougart. Men der er ikke tale om en klonet enighed.

Den anmeldelse der er mest åben overfor bogen er uden tvivl den af Anders Juhl Rasmussen, bragt i Kristeligt Dagblad. Og jeg synes det er en god anmeldelse, omend den måske lidt for gnidningsløs. Der indledes genuint ægte: ”Man skal være varsom med at skrive om en bog, at den er det bedste, man længe har læst. […] Alligevel tør jeg godt sige, at Josefine Klougarts debutroman rører noget i mig, som sjældent røres, den åbner for døre, der ofte er lukkede.” Kristeligt Dagblads anmelder gør videre det rigtige og holder sig til, hvad der vækkede følelsen hos ham. Han holder sig fra resumere handlingen (som ikke er til at slå fast), men nævner blot personerne og de overordnede temaer. Derudover trækker anmelderen en fortolkning ud af bogen, en fortolkning han kalder for ”bogens indsigt”. Jeg citerer: ”Selvom jegfortælleren kun er en pige med blå mærker på benene, involverer hun sig fuldt og helt i de voksnes glæder og sorger. Hun lever så langtfra en bekymringsløs barndom, men tager smerte, afsavn og lidelse ind i sin verden ved siden af lykkefølelsen og glæden. Dette dobbeltblik livet, at godt og ondt, stigninger og fald altid følges ad og afløser hinanden, er bogens afgørende indsigt.” Man kan vel kalde det en næstekærlig eller sympatisk tolkning. Jeg ved ikke, hvad forfatteren ville sige til den, for den er på mange måder meget søgt. Men på den anden side er det en læser, der fortæller, hvordan han har læst Stigninger og Fald, hvilket med sådan en tilbageholdt holdning, altid er forsvarligt. Jeg ved det ikke ikke ikke ikeke. Det er ligesom farten går ud af sproget, der nu er på vej til at gå fuldstændig i stå, hvilket aldrig har været meningen nu.

Angående den egentlige dom så fremstår den ikke helt vildt tydeligt. Kritikerne eller anmelderne har svært ved at gå all in. Selvom de ikke synes godt om alle metaforerne og associationerne, så mener de alligevel, at der her er et talent på vej. Der er ikke de sædvanlige normative smagsdomme, men virkelige forsøg på at karakterisere forfatter og værk. Der bliver nævnt bl.a. Woolf, Hammann, Hans Otto Jørgensen (gammel forstander på forfatterskolen) og ikke mindst J.P. Jacobsen. Anmelderne har da også været nødsagede til at forsøge med stilistiske karakteristikker, for hvordan kan man andet, når det virkelig er sproget, der bestemmer. Og når der er tale om en debutant, der endnu dengang ikke var færdig på forfatterskolen. Det er alt sammen meget interessant!

Om vi kommer til at høre mere til Josefine Klougart, det er der ingen tvivl om. D. 28. januar 2011, altså på fredag, udkommer hendes anden bog ”Hallerne”. Jeg har bestilt den hjem fra boghandlen, da jeg ikke kunne få forlaget til at sende et anmeldereksemplar. Fra d. 28. anmelder jeg snarest og hurtigst, så hurtigt jeg kan!

Kvadratisk papirbog En sproglig bestseller

Efter endt læsning føler jeg mig tom og overvældet. Rejsen gennem landskabet med sine Stigninger og Fald har været som en indbliksrig vandring gennem en livslang tunnel med små vinduer på hver side for hver anden meter. En rejse på hesteryg, kunne man sige, da erindringsbillederne er indrammet af hesten Mollys kommen og forladen. Stigninger og Fald indledes med sætningen ”Det efterår fik jeg en hest.” Og den slutter i sin melankolske grundstemning med at miste. ”Morgenen holder op, da rampen bliver løftet og spændt fast, så lyset ikke længere er i vognen; der er et rum, bare, en firkant tegnet i sandet, to gange tre en halv meter med mørke og min hest, at denne klods forsvinder om hjørnet og glider gennem landskabet.”

Da Stigninger og Fald på ingen måde er en roman (selvom det står dér, på hardback-coveret), spiller denne handlingsramme-afsløring ingen større rolle. Undervejs fornemmer man kun Josefines gradvise opvoksen, dog uden at man får egentlige tegn derpå. Ellers er ”romanen” snarere 172 siders lyrisk prosa eller poesi, prosadigte. Man skal ikke læse, søgende efter ”handling og plot” som Asger Snack lægger ud med at understrege i indstillings-skriftet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. I stedet bliver det en sproglig oplevelse, en sproglig rejse gennem forfatterens barndom. En rejse med sproget igennem de mange små tekster, der fortæller historierne fra barndommens ellers uforklarlige opmærksomhed. Sproget zig-zagger gennem denne erindringspulje af glimt og fornemmelser i forfatterens underbevidsthed, der med sin detaljerigdom kan få det meste med, men som en helhed kun omringe det, der almindeligvis fortælles og forstås. Derfor er det heller ikke nogen almindelig fortælling fra barndommen, men i stedet en sproglig omkransning, en indirekthed i et sprog, der ikke kan forklare det, det ikke har ordene for.

Gennem skildringens form og grundige sproglighed er der opstået en indfølt og intens ærlighed, som jeg synes Klougart godt kan være stolt over. For læseren er Stigninger og Fald ikke letlæst, men snarere som et kunstværk med en god æstetisk karakter, der ikke bare giver søde og fornøjelige frugter. Klougart sætter læseren på arbejde følelsesmæssigt. Tabet af barndommen, skildret som morgenens forsvinden, er noget enhver skal igennem. Og det er som regel, som at få et koldt glas vand i hovedet. Som at dumpe en eksamen, man ikke havde opdaget kunne dumpes. At træde ud af barndommens trygge uvidenhed er, som en ballon der brister, med ét er det ikke morgen længere.

Sproget er en firkant

Sproget er en firkant, men ikke en firkantet en. Josefine Klougart har ét redskab at gøre med. Det er sprogets former, eller sproget selv. Sprogets selv. Det er ikke fortællingerne, karaktererne/personerne eller handlingen, der bærer Klougart til indstillelse til Nordisk Råds Litteraturpris, men den gennemgående sproglighed. Lange lister af ord der smukt klippes sammen. Ord der har den betydning, så de siger det, forfatteren gerne vil have frem. Jeg citerer fra bogen, hvor sproget ikke kan lade være med at tale lidt om sig selv:

”Jeg ved ikke, hvor den fornuft kommer fra, men der er et ansvar, der ryker i mig og skærer som et bidsel i mine mundvige; jeg ved ikke, hvad det er, jeg sparer sammen til, har bare fornemmelsen af, at vi bør spare på de ord, tale lidt mindre om dét, vi ikke har fundet de rigtige ord for. Der er så meget andet at tale om, der er så mange navne, for blomster bare, det er slet ikke til at blive færdig.”

Der er en ømhed for ordene og fænomenerne. En frygt for at ødelægge virkeligheden ved at tale ”forkert” om den, ved ikke at være præcis nok. Denne poetik går tydeligt igen i skriften, hvor ordene lægger sig så tæt op ad det, de taler om. På den anden side resulterer det i udpenslingen af virkeligheden gennem brug af mere indfølte beskrivelser. Jeg blev helt vild, da jeg læste dette stykke: ”Gården ligger trukket tilbage i landskabet, gemt i landskabets navle. Den er en firkant, syet ind i bakken. Da vejen slår et slag ind imellem søen og gården løber alle linjer fra os og op, herfra synes ikke bare eftermiddagen at være en evighed, aftenen – når den kommer – en evighed; men også selve landskabet en evighed af stier og støvede grusveje med indtørrede sprøde hamme fra snoge og stålorm, læderbælter trykket ned i vejen af traktordæk og cykelhjul og skridt.” Hvad siger i så!!!? En firkent syet ind i bakken. Og i en af de andre tekster, hvor moderen er sur på hende og verden virkelig er ved at falde fra hinanden: ”Det fører ingen vegne med de tanker, der er bare en uoverskuelig knude af tegn, der er ingen renhed over de tanker, ingen frost.” Virkeligheden bliver en anden, fordi det sædvanlige rum imellem datter og moder er blevet et andet.

Og når så alting forbindes i sproget – sproget går hen og bliver alt; så kommer det til syne at definitionen af sproget eller rent ud sagt, virkeligheden, er bundet til tid og sted. På en eller anden side i bogen fortæller moderen din datter om ordene og om, hvordan de aldrig betyder det samme. Et sted er kun dét sted én gang, et sted der dog bevares som dét sted for altid i erindringen, der så er et andet sprog end virkelighedens. ”Over tre dage bliver min bevidsthed mere og mere som en ødelagt tue, der styrter; alting får en ny plads og kan ikke længere genkendes, er som alléen mellem Kalø og Egens, dengang de fælder den, mens vi er væk, i sommerhus. Det sker over to uger, det er i det tidsrum fældningen finder sted. Fældningen af alle de syge elmetræer, der er gået ud, nu kørt væk. Senere ser vi sporerne i græsset efter tunge vogne, der synes at have slæbt ikke bare træerne, men selve stedet med sig,” sådan skriver en forfatter, der i erindringen og med dettes sprog forsøger at holde fast i barndommen; en tidlig morgen hvor glimt af brud på erindringens tilbagetrukkethed i et filmisk mørke repræsenteres af glimt af nutid og fremtid, et sted og et sprog, der sitrer evindeligt i en virkelig poetisk virkelighed.

Læs Stigninger og Fald så hurtigt som muligt!

Deres læsning.

Stigninger og Fald - af Josefine Klougart

Bogen udkom d. 7. januar 2010 på forlaget Rosinante