Metrolitteratur på undergrundshylder i London!!!

Jeg snublede over en interessant artikel på jyllandspostens netside. I London eksperimenterer de med, at folk kan placere deres aflagte bøger på nye hylder i undergrunden, når de ellers ville have smidt dem ud. Er det ikke en vild idé? Hvad er det for et dynamisk bybillede, jeg ser for mig?

"Sommerdage"

I disse sommerdage sker der en masse ting samtidig med, at der slet ingenting sker. Derfor vil jeg her sikre, at der i det mindste sker én lille tekst om dagen. I den nye underrubrik "Sommerdage" (med den lidt for sommerfriske og næsten soap-agtige titel) dukker denne tekst op, dér vil den være for en rum tid og herfra skal den også forsvinde. I modsætning til bloggens primære idé vil der ikke herske nogen form for seriøsitet. Samtidig sletter jeg alle indlæggene én gang om ugen. For det første er det ikke muligt at lave bloggin' på undersider på samme måde, som på den egentlige blog i første potens. På den anden side understreger det, at hunden om sommeren får lov til at gå uden snor. Og bare rolig, den bider ikke...

Ideen med en mere personlig "underblog" er kommet ved, at jeg har haft på fornemmelsen, at der på den ene side ikke sker nok her på bloggen men samtidig, at det der så sker, det kan være lidt for tungt at læse og kommentere på en varm dag. Der er måske ikke nok begejstring over små poetiske passager, og der er måske for lidt undren over hverdagspoesi. Det bliver nu hverdagsskrivelser om litteratur og poesi, one-liners og glødende blodbøge på sort-hvid fotografier. Jeg håber undersiden falder i god jord for mine skrivevaner og eventuelle læsevenner (i det hele taget et forfærdeligt ord, nok et fint koncept). 

Læsegruppen Sundholm

Mandag aften mødte vi så de hjemløse i selskab med Mikael Bertelsen og den første litterære udfordring: Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv af Tomas Espedal.Og netop dette værk var velvalgt til en let tilgælgelig begyndelse. Den store genkendelighed i det at gå samt Espedals egne alkoholproblemer blev læst og forstået med stor personlig indlevelse. Espedal bragte glæde ind i tilværelsen hos de fire af samfundet mere eller mindre udstødte. Én havde fået lyst til at arbejde, ikke mindst at arbejde sig fremad og ud af det hele. En anden følte sig pludselig på et positivt trin i sin "stigen ud" af sit alkoholforbrug. Her kom bogen til at symbolisere en mulig vejviser ud af forbruget. En objektiv vej.

Den rene litteratur var der dog ikke meget af. De personlige historier skyggede for det meste for denne front. Derfor er programmet, som de to idémagere også påpegede i artiklen i Information, ligeså meget en sociologisk skildring af, hvordan litteraturen inspirerer mennesket til at leve, som det er et litteraturprogram.
Det skal dog påpeges, at det ikke er de letlæste krimier, der står på programmet. Det er seriøs litteratur, Bertelsen og Brügger bringer ind i Sundholms læsegruppe. Det er ikke underholdningslitteratur, men litteratur der vedkender sig som litteratur og forsøger at være kunst. Det er bl.a. dette der gør programmet interessant. Læseren, hermed den hjemløse, udfordres helt ind i sjælen.

For den smagsdom den professionelle anmelder giver, er det et interessant supplement. Det er ikke et blindt købstal, der i sin omsætning angiver en objektiv dom over litteraturen. Nej, det er en samtale om litteratur. En samtale, hvor det ikke handler så meget om ren og skær underholdningsværdi, men om hvordan du oplever bogen.
Der tales i gruppen om godt og skidt ved bogen. Og når den personlige historie engang imellem falder lidt i baggrunden og giver plads til litteraturen, som den er i sig selv. Når argumenterne for det gode og det dårlige kommer op til overfladen gennem tekstpassager, der citeres på skærmen; lige dér opstår der en fin samtale om Espelunds roman.

Næste mandag skal gruppen tale om Lars Husums Jeg er en hær. En bog jeg forestiller mig bliver noget hårdere at komme igennem, hvis ikke for alle så for nogle af gruppens medlemmer.

Litteratur for mennesket, der kun akkurat hænger sammen

En af de vigtigste litterære nyheder i dag har været bebudelsen om lanceringen af et nyt litteraturprogram på DR2. Programmet følger den læsegruppe Mikael Bertelsen og Mads Brügger startede op i oktober sidste år. Ideen var at skabe et alternativ til de ellers højtragende og totalanalytiske litteraturprogrammer på den dog begrænset brugerflade.
Og hvad er det så vi har gang i her? Jo, på mandag sendes programmet for første gang på DR2 kl. 23, programmet hvor fire hjemløse diskuterer litteratur.



»Jeg synes, det er noget underligt noget at sige, at fordi folk er hjemløse, så må de ikke medvirke i et litteraturprogram,« siger Mads Brügger. »Den typiske måde, tv skildrer hjemløse på, er, når de lige har fixet og ligger i en trappeskat, strippet for værdighed og uden at være klar over, at de bliver filmet. Vi behandler dem med respekt. Og desuden er deres anmeldelse af eksempelvis Suzanne Brøgger mere sandruelig og skarp end noget, jeg har læst af nogen i anmelderkorpset. De siger, det er ulæselig litteratur, der lukker sig om sig selv i en grad, så det er fuldstændigt uanvendeligt. De diskuterer og debatterer bogen på fremragende vis,«


Som man kan forstå på Mads Brügger, som jeg her citerer fra artiklen i Information, er der tale om en værdig og aktiv debat-serie, hvor den enkelte hjemløse som et individ har haft litteraturen inde på tæt hold. Og som umiddelbare åbne nulpunktslæsere (alstå læsere, der ikke har noget at miste og derfor heller ikke sidder fast i noget, noget sted) ser det ifølge reportagen ud til, at smagsdommene ændrer sig radikalt. 

Herfra hvor vi står nu, lyder det enormt spændende. Det er jo ikke litteraturvidenskab eller kunst eller æstetik, vi skal opleve i programmet . Det er ikke professionelle anmeldere eller folk der kunne gøre det ud for disse for tiden hårdt beskudte arbejdere. Det er mennesker, der skal diskutere litteratur gennemgående udfra deres personlige oplevelse af den med alt, hvad det så vil indebære. 

Her opstår litteraturen i praksis, det praktiske ved litteraturen - praktisk litteratur. Litteraturen bliver praktisk på den måde, når den bliver personlig, at næsten bliver terapeutisk. Der er selvfølgelig bare tale om, at bøgerne som det altid har været tilfældet, bliver læst. Bliver læst umiddelbart uden kompetencer eller forudgående viden. Men som Bertelsen siger noget i retning af, så ser man også, hvad den gør ved mennesket (som var den et afkog af Oje-træets udrensende eleksir fra den sydamerikanske mystik). For de hjemløse bliver den kilden til ny inspiration og ikke mindst omdrejningspunktet for et spind af nye historier. 


Hører man til dem, der generelt er stået af litteraturformidling på tv, fordi man synes, det er for opstyltet og kedeligt, er her en mulighed for at stå på igen. Læsegruppen Sundholm er nemlig et noget anderledes litteraturprogram. I løbet af de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger, de læser. For eksempel får gruppens eneste kvindelige medlem, Anita, aldrig læst Suzanne Brøgger færdig, fordi hun bliver slået ned på gaden, og gerningsmændene river hendes bog i stykker. Og under læsningen af Lars Husums Jeg er en hær folder Rahim sin egen fortid ud som børnesoldat i Uganda: