Selvindsigt!? Hvor bliver frådsomheden af???

Jeg er sgu bange for, at bloggen her er blevet alt for kedelig. En stridsløs kampplads i Romerigets midte... en plads der synes at være gledet ud i en lille forstad plaget af, at folk forsvinder og flytter helt ind til byen. Er der hérude overhovedet noget at komme efter? Måske er der stadig en lille glød i bålets inderste, måske kan man stadig hente en lille smule varme der?
Jeg er bange for, at jeg stiller spørgsmålet forkert. Jeg er bange for, at jeg spejder i uendelighedernes forkerte retning. Kan man virkelig tro på, at et menneske glemmer sin ægthed? Den ægthed, der er for sjælen (ånden, gestaltet, sindet, personligheden og noget tredje) er, hvad ilt er for kroppen. Hvad vil det betyde at miste sit energiske glød som menneske.. skæret i øjnene?