Vild med Ord - litteraturfestival i Aarhus (sommerdage 4)

Det ser ud til at VMO-litteraturfestivalen i Aarhus har vokset sig større og større de sidste par år. Man kan kun håbe på, at den som jazz-festivalen sætter aftryk i aarhusianeren og bliver et fænomen, der sætter liv til byen. Den årlige jazz-arkade, som netop lige har fundet sted, er et højkulturelt arrangement, der ikke kun benyttes af dem, der hører rigtig meget jazz til daglig. Det er en byfest, en uge med trummerum i hele Aarhus.

Man kan kun håbe at litteraturen i forhåbentligt mere udfordrende proportioner end den blotte krimificering også kan give anløb til en fadøl på café til litterært arrangement, hvortil der hører nye humørbriller!

Se programmet på: http://www.vildmedord.dk/top-menu/program/

Sommerdage: Tredje skrivelse

Min hjerne vænner sig til at finde et nyt emne hver dag. Samtidig spiser jeg en kokostop (hvad er det for et ord?)!

Jeg læste de første ti sider af Morten Ramslands gennembrudsroman Hundehoved i går aftes. Jeg kan godt lide katalysatortricket; at begynde sin roman med hovedpersonens ikke-eksistens. Faktisk er det næsten en anti-eksistens, for hovedpersonens ikke-liv hænger i en meget tynd tråd, som der står.

(der røg en kokostop mere, jeg ved ikke om jeg må spise dem).

Det hæslige ved romanen er, at den er tvunget til at komme videre. Der er ikke dybde i romanens ord. Og hvis der er for meget ikke-eksistens, så går det ikke. En roman er jo ikke blot prosa... Det er epik. Derfor må Ramsland også videre, han må begynde at fortælle en historie, hvilket han gør ved at begynde at stable et stillands op omkring denne hovedperson, som så pludseligt er. At han er, det er ikke skidt, for som sagt måtte han komme. Spørgsmålet er: hvordan? Stilladset, som måske lige så godt kunne kaldes et fundament, er en beskrivelse af den usandsynlige eksistens' realisering (også kaldet hovedpersonen eller protagonisten) og de familiære forhold, denne vigtigste del af romankonstruktionen skal vokse op i.

Det er et tydeligt "gap" imellem ekspolsionen, som begydelsen er et udtryk for, og livets begyndelse. Det er det vovede overfor det sikre, for man ved ikke helt om det virker. Samtidig er det det kunstneriske overfor det gode håndværk, det uforståelige overfor det forståelige. Uden at have læst mere end de små ti sider vil jeg mene, at romanen kører på den begyndende eksplosion hele vejen. Det er derfra det tørre brød får sin saft. De to kan ikke undvære hinanden, men proportionerne kan med fornyende virkning omplaceres sådan, at udbrudene kommer senere eller i mindre eller større doser.

Ramsland er ikke radikalt fornyende, han er heller ikke brutal i den føromtalte ikke-eksistens, der i virkeligheden er sød og fin og ikke støder nogen i virkeligheden. Alligevel indfinder Ramsland med Hundehoved sig i et mønster, der udtrykker dynamik; og dette er godt!

Sommerdage: Anden skrivelse

Skrivelse 2
Jeg fik den fornemmelse af samlede-digte-udgaver, at de ikke gør noget godt for nogen. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan, at man ikke kan læse forskellige steder i en bog uden at tro, at det er en helhed - et samlet værk. Men på en eller anden måde synes det at være en kulturel forudsætning for bogmediet lidt i takt med den autoritetstro, man normalt har i forbindelse med trykte bøger. Problemet er, at hver enkelt samling mister sig selv i den samlede udgave. Nok får man øje på de gode digte, dem man selv kan lide og dem, der har almene kvaliteter. Men man snydes for den enkelte helhedsfornemmelse, der i og for sig hviler i samlinger. Og det er meget svært at få fat i en helhed i et bind samlede digte uden, at man har halshugget og skåret digteren til. Dermed ligger det naturligvis også, at det er umuligt at karakterisere nogensomhelst digter eller forfatter eller individ i sig selv. Det er en anden snak. 


Det er med digte, som det er med sko. I nyere skoforretninger er der en sko til en hylde. Sådan har det været længe, at digte får en side for sig selv uanset størrelsen. Det element forsvinder ikke altid i totalværker. Men det giver uden tvivl det bedste billede, hvis man gør med digte som med moden og ikke blander flere forskellige sommer- og vinterkollektioner sammen. Dét kan man ikke forestille sig kan hænge sammen; hvorfor kan man så det med digtene? 


Det er en skam, at digtsamlinger ikke købes af flere, at det ikke står anderledes til med salgstal... Men det gør det ikke. Når nogle alligevel tænker, at de burde give poesien en ekstra chance, så køber de den ene eller den andens samlede værker, og når det ikke gøres på samme måde som med S.U.T.s samlede værker, der blev udgivet i boks lige op til udgivelsen af hans nyeste udgivelse, som kom i marts, så får man stadig mange digte for pengene. Problemet er, at det aldrig har været poesiens pointe. Den har aldrig været nødt til at bruge mange ord. En enkelt enestående samling digte tager sig i stedet betalt for intensiteten af den tekst, der købes. 


Sådan er det med poesien... Og når digterne stadig laver i nærheden af fattigdomsgrænsen, hvis de kun lavede det, de var... så er det fordi folket ikke har forstået ideen omkring intensitet i blot et enkelt ord... Når det så alligevel ofte er tilfældet, at selv det enkleste ord rummer flere rum end selv den tykkeste roman, så er der ligeledes god grund til at undre sig gevaldigt over, hvordan det kan være muligt i den her virkelighed...???

Sommerdage: Første skrivelse

Daglig redigering af undersiden "sommerdage" fungerer ikke som planlagt. Derfor posterer jeg dem på hovedsiden, hvor de er synlige og måske er bloggen på vej henimod at blive en rigtig blog. Hvem ved? Her er den første skrivelse!

Skrivelse 1

Jeg er flyttet til en midlertidig bopæl, jeg bor hos mine forældre inden jeg rejser til Barcelona for at studere. Jeg terroriseres af to små børn her og bor på et værelse uden lås. Som yndlingsonkel giver det min ikke særlig meget tid til at hverken læse eller at skrive. Og alligevel lyder jeg kun som en sur gammel mand. Børn er poesien selv, levende poesi, der langsomt glider ud imellem hænderne på en. Sådan er børn, sådan er livet. Derfor forsøger jeg at være positiv omkring den tid, hvor jeg ikke får lov til at være mig selv i bøgernes verden. 

Det provisoriske skrivebord, en ting jeg er bundet til af skæbnens lænker, dufter stadig af den efterhånden evindelige Tranströmer, der nu er vendt hjem fra London. Jeg er også vendt hjem fra det forbandede The Court Hotel i Earls Court, et hostel der tror, det er et hotel… London passede Tranströmer fint, som jeg skrev, men det var på ingen måde muligt at finde en digtsamling af William Carlos Williams, selvom jeg var inde i mindst ti forskellige forretninger. Er han bandlyst?  I virkeligheden har det bare sat min iver i vejret. Jeg har ikke været i nethandlen endnu, men regner med at undersøge sagen så snart jeg får penge på kontoen igen.

Williams nok mest kendte digt The red wheelbarrow er bl.a. vignet i Josefine Klougarts anden roman Hallerne.

So much depends

Upon

A red whell

Barrow

Glaced with rain

Water

Beside the white

chikens

"Sommerdage"

I disse sommerdage sker der en masse ting samtidig med, at der slet ingenting sker. Derfor vil jeg her sikre, at der i det mindste sker én lille tekst om dagen. I den nye underrubrik "Sommerdage" (med den lidt for sommerfriske og næsten soap-agtige titel) dukker denne tekst op, dér vil den være for en rum tid og herfra skal den også forsvinde. I modsætning til bloggens primære idé vil der ikke herske nogen form for seriøsitet. Samtidig sletter jeg alle indlæggene én gang om ugen. For det første er det ikke muligt at lave bloggin' på undersider på samme måde, som på den egentlige blog i første potens. På den anden side understreger det, at hunden om sommeren får lov til at gå uden snor. Og bare rolig, den bider ikke...

Ideen med en mere personlig "underblog" er kommet ved, at jeg har haft på fornemmelsen, at der på den ene side ikke sker nok her på bloggen men samtidig, at det der så sker, det kan være lidt for tungt at læse og kommentere på en varm dag. Der er måske ikke nok begejstring over små poetiske passager, og der er måske for lidt undren over hverdagspoesi. Det bliver nu hverdagsskrivelser om litteratur og poesi, one-liners og glødende blodbøge på sort-hvid fotografier. Jeg håber undersiden falder i god jord for mine skrivevaner og eventuelle læsevenner (i det hele taget et forfærdeligt ord, nok et fint koncept). 

Transtroemer er i London

Ok, jeg maa indroemme, Transtroemer er tager med mig paa sommerferie i London og der gaar noget tid foer han bringer sig selv paa banen paa bloggen med en laengere udredelse af sine evner. Ikke desto mindre passer storbyen ham glimrende. Den svenske natur er den perfekte kontrast til storbyen og Transteoemers multikulturelle applaus maa siges at falde i god jord her ogsaa. "Avisen en sommerfugl med snavsede vinger" den laeser jeg hver dag her i forsoeget paa at goere min ferie mere kulturel, men indtil videre er det kun blevet til et par Harry Potter anmeldelser. Er det kunst?

Hvis nogen har anbefalinger til nye engelske boeger, s[ skriver endelig en hurtig mail til mig paa gambianer7@gmail.com , jeg savner et litteraert indput og har ikke faaet forberedt mig.

Af bogkoeb regner jeg med at goere fundet af William Carlos Williams samlede digte, digte som jeg tror passer mig bedre end nogensinde. Og saa har jeg allerede anskaffet mig Roland Barthes "Mythologies" og er gaaet i gang med det meget relevante  perspektiv paa den moderne verden.

Jeg er klar over, at denne skrivelse bryder med bloggens principper, men sommerferien bryder flereprincipper end det meste andet, selv end de kristne helligdage!  Det betyder, at jeg skal besoege London Eye i morgen, noget jeg bestemt ikke havde forestillet mig>~)

Paa gensyn!

Forsmag på Tranströmer

Jeg er endelig kommet ud på den anden side af eksamens-muren, og jeg føler virkelig, jeg har fået frie hænder. Derfor føler jeg mig også lige nødsaget til at give en lille forsmag på Tranströmers eksekveringer. Jeg har læst hid og did og er begyndt at bevæge mig ind i stilen. Jeg kan lige så godt sige, at jeg synes det er godt. Det er altså poesi. Og så fuld af svensk natur-mørke. Melankolske toner og dybde.

Første bid er fra debutsamlingen 17 digte, der udkom i 1954

"Se det grå træ. Himlen løbet
gennem dets fibre ned i jorden -
kun en skrumpen sky er tilbage da
jorden har drukket. Stjålet rum
vrides i fletværket af rødder, snos
til grønt. - De korte øjeblikke
af frihed stiger ud af os, hvirvler
gennem parcernes blod og videre."

Jeg har stødt på denne "sammenhæng" i flere af digtene. Linjerne hænger sammen på en ualmindelig velkomponeret facon, der er stadig tale om en sætning (en opdelt én), men den har fået en kunstpause uden at ligne en kliché - uden at ligne en bryllupstale springer der noget af poesien ud i en mens man skifter linje.

Anden bid:

Orkideerne.
Tankskibe glider forbi.
Det er fuldmåne.

Det andet digt er et haiku fra samlingen Sørgegondolen, som udkom i 1996. Det er som debutsamlingen en meget spændende samling. Alle digtene har stærke højdepunkter efter en enkelt gennemlæsning, sproget klart i mørket, hvor der er mere end man kan få øje på ved første øjekast. Jeg er fascineret af det skarpe billede imellem natur og kultur. Lydløsheden over tankskibet får det til at snige sig ind og ud af billedet, hvilket på grund af den allerede spændstige konstrastering, slet ikke lykkes. Et modernistisk haiku med dybden i behold.

Stem

Se, nu har jeg lavet en stemmeboks, en lille afstemning. Så er det meningen at du skal stemme, også selvom du ikke læser noget af det jeg skriver.

Rebound! Genkomsten af historisk redegørelse for dansk anmelderi

I forbindelse med at jeg er ved at lukke en gammel blog ned (Sort-Hvid tvetydighed fra litteratur til skak), kan jeg i denne agurketid på bloggen lige så godt poste et af de indlæg, jeg flere gange har villet vende tilbage til. Jeg skrev teksten d. 28. september 2010 i forbindelse med min bacheloropgave. Jeg skulle bruge en del tilløb til den egentlige opgave, og skrev på den måde flere tekster som en slags opvarmning. Her er den så:

Recensionen, anmeldelsen, kritikken

Avisens og tidsskriftets historie flyder sammen op igennem 1700-tallet. Lærde Efterretninger, Adresseposten og Den Kritiske Journal er alle bud på "dagbladenes" opfindsomme navne, navne der på den ene side skulle gøre det klart, hvem de var skrevet til, mens de på den anden side skulle sælge og ikke mindst lyde raffinerede og intelligente. De var fulde af royale happenings, indenlands- og udenlandsnyheder samt kulturnyt. Det interessante er, at kulturnyttet hovedsageligt bestod af bog meldinger. Set i nutidens lys er jeg ikke sikker på, at man ville kalde disse anmeldelser i egentlig forstand, for oftest var de kun, som den semantiske skelnen for få ord forsøgte at vise, an-meldelser (som når en mand kommer ind ad døren i et bondehjem og højt og tydeligt proklamerer "Hr. Jensen til tjeneste". Der ville altså stå "'Elefantpassernes Børn' er i dag udkommet". Derudover kunne der knytte sig bemærkninger, eller rettere, informationer om bogens indhold (i form af en indholdsfortegnelse hvis der var tale om en fag-bog), ang. indbindingen, trykkestedet, typografien, forfatteren, men altså ikke fem hatte ud af seks, vinglas, stjerner eller andet. Det går op for en, at der ingen kritisk tilgang var. Der var ingen forbruger-læsning i den forstand, at denne gennem anmeldelsen kunne få at vide, om han skulle læse bogen eller ej. Tidsskriftets i dag både informative, analyserende og kritiske omdømme bestod for trehundrede år siden af overskrifter som "Frankrig", "Tyskland" osv. og herunder lister af notitser i ordets snævreste forstand, nemlig af den art jeg netop har beskrevet.

Det kan undre et menneske fra i dag, at man for trehundrede år siden ikke stillede sig kritisk overfor kunsten i dagbladene. (læs: at man i dagbladene ikke stillede sig kritisk overfor kunsten - og ikke omvendt.) I dag er det, lige så snart man har med kunsten at gøre, én påliggende at stille diagnose i den ene eller anden retning. Det er legitimt at have sin egen smag nærmest ligegyldigt, hvor abnorm den er; det er næsten umuligt at forklare, hvordan smag kan være fæstnet i en generel æstetik og altså ikke bare styres af subjektet hver især.

Her slutter det egentlige indlæg. (hovedsageligt er informationerne samlet ind gennem læsning af John Chr. Jørgensens Dansk anmelderis historie)

Det er sjovt at læse de gamle provisoriske tanker, en lille informativ tekst; en jeg havde tænkt mig at følge op på, men jeg fik det aldrig gjort. 

Ændring af rejseplaner

Hey Folks, læsere eller ikke-læsere...Jeg rejser ikke omkring René Jean Jensen i denne omgang. En vis Tranströmer ligger mig langt mere på sinde, og så kæmper jeg for tiden med en eksamensopgave af skriftlig art, der bare skal afleveres d. 28. juni. Ydermere (hvis det altså er en udtryk??;-)) ligger vi hjemme "en mi casa" i flyttetilstande, hvor alting og intet kan og kan ikke findes. Det betyder alt sammen fremtiden på lidt andre vilkår end før tiltænkt.
Tranströmer kan forventes omkring d. 1. juli
Derefter må og skal der kommer en eller anden form for hidsig-varm sommerskrivelse!