Sommerdage (8)

For lang tid siden gav jeg kritik på forfattersiden www.fyldepennen.dk. Jeg forsøgte per definition at være så hård som muligt ud fra den overbevisning, at hård og ærlig kritik altid er den bedste. Enhver ved, at kritik ikke er sandhedsudgydelser. Man kan selv vælge, om man vil tage dem for gode varer eller ej. Normalt føler jeg ikke, at jeg har været for hård ved en tekst. Jeg ved, at jeg har været direkte og sagt, hvad jeg mente, og jeg har kun en enkelt gang været rigtig i tvivl, om jeg nu var urimelig. Den gang skrev jeg noget i retning af: "Der fine nuancer i digtet, men ét overskyggende problem belemrer læseren. Du skriver i langsom prosa, og det er for ringe." Jeg var i tvivl om, hvorvidt man kunne kritisere et digt for at være langsom prosa. Jeg har tænkt meget over dette. Kan man eller kan man ikke? En del af min tvivl lå også i, at digteren til digtet var ung og måske kunne finde på at tage kritikken personligt. Her til aften ligger jeg så og læser i en nylånt bog af Ursula Andkjær Olsen. En digtsamling, Skønheden hænger på træerne. Og for jordens skyld om ikke fru. Olsen (som er ny for mig) skriver langsom prosa ud over hele den meget tykke samling pludre-rable-digte?

I
Når man
en gang har
forladt sit udspring.


Det ligner et 
kompromis. Var det
virkelig nødvendigt.


Min alt for beredvillige
personlighed blev
sandsynligvis grundlagt
dengang.

Jeg løber gennem
kloakken uden
modstand.

Med alt mit affald med
alle jer omkring mig.

I hænger mig
ud af halsen bogstaveligt
talt.

Jeg skulle
aldrig have talt
med jer.

Nu kan jeg kun
sige. Vis mig et
meningsfuldt liv. I ville
næppe få let ved at

imødekomme dette
ønske.

Sådan lyder første side af det første lange digt i den lange bog, der alligevel ikke er helt uinteressant. Men det er uden tvivl langsom prosa. Sætningerne har været i hakkemaskinen og er kommet ud på papiret skåret op og fordelt. Selv tegnsætningen er stadig intakt, den er bare hugget op sammen med resten af teksten.

Selvom jeg ikke længere er i tvivl om min daværende kritik, så synes jeg stadig ikke, jeg har fundet hoved og hale og hoved i den langsomme prosa. Hvad er det for et poetisk element, der dukker op i den rytme, det giver, når man hakker teksten op i små underlige og i sig ubetydelige bidder? Og hvordan dukker rytmen op i teksten, der uden tvivl skrives, som den er fragmenteret (som tankestykker).

The slow-prose is a puzzle!

Sommerdage

I Ide Hejlskovs debutroman Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman findes der på karakterlisten personer som "Karl Bent Kristensen: medlem af organisationen, den anden Karl i organisationen" og "Karl Jørgen: medlem af organisationen, den tredje Karl i organisationen, optræder ikke som tilstedeværende person." De to Karle står som nærmest uopnåelige identiteter, da der tilsyneladende ikke figurerer en første Karl i organisationen. Desuden hedder organisationen bare "organisationen", og den person, hvortil de pårørende efterlyses, hedder i fiktionen Kristian Bent Kristensen samtidig med, at der tilsyneladende i virkelighedens JP d. 2. januar 2003 savnes pårørende til en (identisk?) Kristian Hermann Kristensen. Ligeledes figurerer det telefonnummer, som karakteren Niels Bent Kristensen i første "spor" af romanen ringer på for at melde sin som pårørende, også i JP-annoncen.

Hvad er det her for noget? Det spændende er, at læsningen kommer til at foregå på en platform fuld af mørke pletter. Selv efter man har set efter, er man i tvivl om, hvorvidt det man så nu også, var det, man så. Man kan forestille sig at flere uvisheder kunne gøre læseren utryg og hurtigt miste interessen. Det er faren for den læser, der ikke er i stand til at hengive sig i undren over kluddermutters løsslupne lege. På den anden side af barrieren kan man vinde en ekstra dimension, og det er det, jeg satser på at gøre.

Jeg er allerede vis om flere forviklinger af virkelighed og fiktion og venter bare på, at der kommer flere til. Jeg læser romanen, som er udgivet på det spritnye forlag Autre, forlaget der kun udgiver utilregnelig litteratur, og graver i en anmeldelse snarest ned i, hvad det egentlig er for et eksperiment, der er tale om samt, hvad det hele går ud på; hvis det altså går ud på noget?!

se evt. forlagets hjemmeside www.autre.dk og læs mere om utilregnelig litteratur

Sommerdage: skrivelse 5

Jeg sad tidligere på dagen og læste gamle litteraturartikler på politikens hjemme side, og der stødte jeg ind i Jens Christian Grøndahls problematisering af forfatterstøtten her i Danmark. Hvad Grøndahl overordnet mener om sagen, det har jeg ikke helt fået slået på plads. Men han føler sig en lille smule stødt over, at helt nyudklækkede forfattere fra forfatterskolen får støtte til projekter, når han ikke selv gør. I den forbindelse taler Grøndahl om kvalitet og forfatterskab. Forfatterskabet er udtryk for kvalitetens mangfoldighed, i hvert fald hos de dygtige forfattere. Men hvad er litterær kvalitet?

Det, at nye forfattere, fordi de er nye, ikke kvalificerer sig til at få støtte, fordi de ikke har et forfatterskab bag dem, dét virker som en tynd og smagløs suppe. Som om man ikke overhovedet vil smage på en suppe, der ikke har fået lov til at stå og trække med årene? Måske skal kunststøtten revideres, det ved jeg ikke noget om… Men lige meget hvad der skal ske, vil der være nogen der føler sig overset på den front. Selvfølgelig synes man om sine egne projekter, de er nogle af de bedste. Sådan hænger der bare ikke sammen i den virkelige verden. Der findes forfattere, der overhovedet aldrig får udgivet et ord af samme årsag. Når smagsdommerne møder disse er smagsdommene negative. Problemet ved at udelukke de yngre eller måske uerfarne nye forfattere er, at det er der, hvor der stadig er liv i litteraturen. Det er der hvor den sprudler og for tiden, er det også der, den er bedst (i hvert fald tæt på). Det er der, hvor der stadig er kunstprojekter i skidtet. I forvejen har erfarne forfattere den fordel, at de har nemmere ved at få sine værker udgivet, fordi de har eller hører til på et forlag. De unge er de eneste, der deltager på reelle og ikke mindst ideelle forhold for kunsten; litteraturen (værkerne) bedømmes som den ser ud og ikke, som den engang så ud…

Vild med Ord - litteraturfestival i Aarhus (sommerdage 4)

Det ser ud til at VMO-litteraturfestivalen i Aarhus har vokset sig større og større de sidste par år. Man kan kun håbe på, at den som jazz-festivalen sætter aftryk i aarhusianeren og bliver et fænomen, der sætter liv til byen. Den årlige jazz-arkade, som netop lige har fundet sted, er et højkulturelt arrangement, der ikke kun benyttes af dem, der hører rigtig meget jazz til daglig. Det er en byfest, en uge med trummerum i hele Aarhus.

Man kan kun håbe at litteraturen i forhåbentligt mere udfordrende proportioner end den blotte krimificering også kan give anløb til en fadøl på café til litterært arrangement, hvortil der hører nye humørbriller!

Se programmet på: http://www.vildmedord.dk/top-menu/program/

Sommerdage: Anden skrivelse

Skrivelse 2
Jeg fik den fornemmelse af samlede-digte-udgaver, at de ikke gør noget godt for nogen. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan, at man ikke kan læse forskellige steder i en bog uden at tro, at det er en helhed - et samlet værk. Men på en eller anden måde synes det at være en kulturel forudsætning for bogmediet lidt i takt med den autoritetstro, man normalt har i forbindelse med trykte bøger. Problemet er, at hver enkelt samling mister sig selv i den samlede udgave. Nok får man øje på de gode digte, dem man selv kan lide og dem, der har almene kvaliteter. Men man snydes for den enkelte helhedsfornemmelse, der i og for sig hviler i samlinger. Og det er meget svært at få fat i en helhed i et bind samlede digte uden, at man har halshugget og skåret digteren til. Dermed ligger det naturligvis også, at det er umuligt at karakterisere nogensomhelst digter eller forfatter eller individ i sig selv. Det er en anden snak. 


Det er med digte, som det er med sko. I nyere skoforretninger er der en sko til en hylde. Sådan har det været længe, at digte får en side for sig selv uanset størrelsen. Det element forsvinder ikke altid i totalværker. Men det giver uden tvivl det bedste billede, hvis man gør med digte som med moden og ikke blander flere forskellige sommer- og vinterkollektioner sammen. Dét kan man ikke forestille sig kan hænge sammen; hvorfor kan man så det med digtene? 


Det er en skam, at digtsamlinger ikke købes af flere, at det ikke står anderledes til med salgstal... Men det gør det ikke. Når nogle alligevel tænker, at de burde give poesien en ekstra chance, så køber de den ene eller den andens samlede værker, og når det ikke gøres på samme måde som med S.U.T.s samlede værker, der blev udgivet i boks lige op til udgivelsen af hans nyeste udgivelse, som kom i marts, så får man stadig mange digte for pengene. Problemet er, at det aldrig har været poesiens pointe. Den har aldrig været nødt til at bruge mange ord. En enkelt enestående samling digte tager sig i stedet betalt for intensiteten af den tekst, der købes. 


Sådan er det med poesien... Og når digterne stadig laver i nærheden af fattigdomsgrænsen, hvis de kun lavede det, de var... så er det fordi folket ikke har forstået ideen omkring intensitet i blot et enkelt ord... Når det så alligevel ofte er tilfældet, at selv det enkleste ord rummer flere rum end selv den tykkeste roman, så er der ligeledes god grund til at undre sig gevaldigt over, hvordan det kan være muligt i den her virkelighed...???

Sommerdage: Første skrivelse

Daglig redigering af undersiden "sommerdage" fungerer ikke som planlagt. Derfor posterer jeg dem på hovedsiden, hvor de er synlige og måske er bloggen på vej henimod at blive en rigtig blog. Hvem ved? Her er den første skrivelse!

Skrivelse 1

Jeg er flyttet til en midlertidig bopæl, jeg bor hos mine forældre inden jeg rejser til Barcelona for at studere. Jeg terroriseres af to små børn her og bor på et værelse uden lås. Som yndlingsonkel giver det min ikke særlig meget tid til at hverken læse eller at skrive. Og alligevel lyder jeg kun som en sur gammel mand. Børn er poesien selv, levende poesi, der langsomt glider ud imellem hænderne på en. Sådan er børn, sådan er livet. Derfor forsøger jeg at være positiv omkring den tid, hvor jeg ikke får lov til at være mig selv i bøgernes verden. 

Det provisoriske skrivebord, en ting jeg er bundet til af skæbnens lænker, dufter stadig af den efterhånden evindelige Tranströmer, der nu er vendt hjem fra London. Jeg er også vendt hjem fra det forbandede The Court Hotel i Earls Court, et hostel der tror, det er et hotel… London passede Tranströmer fint, som jeg skrev, men det var på ingen måde muligt at finde en digtsamling af William Carlos Williams, selvom jeg var inde i mindst ti forskellige forretninger. Er han bandlyst?  I virkeligheden har det bare sat min iver i vejret. Jeg har ikke været i nethandlen endnu, men regner med at undersøge sagen så snart jeg får penge på kontoen igen.

Williams nok mest kendte digt The red wheelbarrow er bl.a. vignet i Josefine Klougarts anden roman Hallerne.

So much depends

Upon

A red whell

Barrow

Glaced with rain

Water

Beside the white

chikens