tirsdag den 2. februar 2016

HOMO Sapienne - tidligere anmeldt i Aarhus Panorama



Følgende er en anmeldelse, der oprindelig har været bragt i netmagasinet Aarhus Panorama, hvor jeg tidligere var litteraturredaktør. Jeg bringer den her, fordi den ikke fik lov til at ligge. 
---
Niviaq Korneliussens debutroman emmer af upoleret talent og de ujævnheder, en debutroman skal indeholde. 
  
Romanen HOMO sapienne er del af den helt unge nordiske litteratur. Korneliussen er født og opvokset på Grønland, og derfra har vi ikke mange helt umiddelbare skildringer af, hvordan det er at være ung, vokse op og finde sig selv. Dog er det ikke den eneste grund til, at romanen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Den er tilpas velskrevet, med et levende og pulserende drive i skriften, og som prikken over i'et løber der en glimrende (tanke)mono- og dialog gennem romanen. Som den danske digter Mette Moestrup hentyder i forordet, så gør debutromanen både indtryk på den grønlandske litteratur, som i længere tid har været nedsmeltningstruet, og den nye danske litteratur, som ikke har kunnet skildre Grønland med samme autencitet. 

Vi følger i fem kapitler fem unge mennesker i eksistentiel krise. Hvilket køn skal de vælge at elske, og hvordan skal de opføre sig og forholde sig til ungdommens hovedløse drukkultur. De store og de helt små ting er i spil på et sted i livet, hvor man på én og samme tid føler sig fremmedgjort og genkendt.

Tema og symboler
Romanens tematisering af seksualiteten med tryk på "The coming out story" mellem to kvinder filtrer sig ind i tre andre skæbner. Den handler om den kvindelige homoseksualitet men også om det at være kvindemenneske. Hvordan finder man sig selv i et i virkeligheden identitetskritisk højhastighedssamfund båret af sociale normer, informationsstrømme og ungdommelige vildfarelser?

Jeg er bare træt af pølser. Tror nok, jeg har prøvet alle slags pølser. Spegepølser, medister, cocktailpølser, frankfurtere, pølsehorn, røde, brune, gullige, store, små. You name it. Er bare træt af det. Har fået afsmag for pølser. Vil slibe min krop ren i badet, så pølsestanken kan forsvinde sporløst i vandrørene.

Pølsesnakken udstiller kun en brøkdel af romanen, men peger på en af Niviaqs store kvaliteter: et sanseligt sprog. Den udmønter sig helt konkret i ordet "vandrørene", der i sætningen går hen og bliver en befriende klar kontrast til overfloden af pølser, en i sidste ende nærmest ulækker sprogbrug. Ordet "slibe" har en lignende effekt. Associationen til sliberiets andre virkeligheder virker som en klar dråbe vand i læserens bevidsthed. 

Romanens andre virkemidler er af en mere eksperimenterende art, men slet ikke virkningsløse. Hvert kapitel knytter sig til en sangtitel, der med ord og stemninger udtrykker de følelser, der er kapitlets. Forsiden og titlens interessante spil på det tidlige menneske homo sapiens samt vores tidlige forfader aben bæres videre ind i romanen, hvor hvert kapitel indledes med et sorthvidbillede. Billederne supplerer bl.a. handlingen ved at tilføje et billedesprog til den feminine forvrængning af arten... homo SAPIENNE.
Tonen i HOMO sapienne er generelt hurtig og talesprogsagtig med et sikkert flow. Det understøtter brugen af billede såvel som lyd kun. En del af teksten består desuden af samtaler over sms, citater fra de engelsksprogede sange og en god portion sarkasme over tilværelsens ulidelige lethed. 

Gode fornemmelser
Efter endt læsning fornemmer man, at Niviaq er på vej et sted hen, og at hun ikke er kommet derhen endnu. Dette er et godt tegn for et debutant over hvis debut, der er noget voldsomt intelligent i skildringens helhed. HOMO sapienne er en teenageroman med et sproglige drive. Hvis Korneliussen bliver ved med at skrive fra Grønland, vil hun modnes og kunne fortætte kompleksitet og fortælling i en endnu højere grad. Denne unge kvinde bør vi holde øje med!


HOMO sapienne af Niviaq Korneliussen

Milik publishing, 2014
180 sider
Oversat til dansk af forfatteren selv













Ingen kommentarer:

Send en kommentar