mandag den 31. januar 2011

Stor poesi i det små

Bredsdorff (Politiken) forsøger at fortolke bogen gennem mærkater som rindalister og fodboldkamp. Han kalder samlingen en ”lidt henkastet”.Jørgensen (Berlingske) kalder det et minimalistisk mesterværk. Han sætter prisen højt på simpelheden og på, at Laugesen har sat farten ned.Bukdahl (Weekendavisen) siger ”Oder til hundeluftning” og går selv en tur omkring i samlingen af små fine digte. Giver eksempler på, hvordan digtene fungerer og understreger, at digtene endnu er vågne.Svendsen (Jyllandsposten) har brug for en tydeliggørelse af forankringen i sproget, før at han kan overkomme at læse digtene på deres egne præmisser. Han mener at Laugesen træder i vande og har brug for de ”trivielle iagttagelser for at svinge sig op på de høje nagler”.

Ca. sådan ser mine spartanske noter til anmeldelserne af De sagde hans hund havde lopper ud. Anmeldelserne er nede på jorden. De bløder ikke efter læsningen, de sukker ikke i skriftens smagsdom, og de overbeviser hverken sig selv eller læseren til det, det nu er de skal overbevise om, hvis det altså er det, de vil overbevise om. Sagt på en anden måde, så er det som om, det er svært at anmelde poesi i dagbladene. Det er som om, der ikke rigtig er plads til, at digtene får den læsning (...langsomme læsning), de nu engang som digte har krav på.

Det jeg ikke siger er, at anmelderne ikke har ret i deres smagsdomme, lidt tilbagetrukne eller ej.

Det jeg siger er, at anmelderne ikke nødvendigvis tager fejl i deres bedømmelser (også smagsdomme).

Smagsdomme eller ej... Det er som om, det kun er et lille stykke af poesien, der serveres i anmeldelsen. Det er som om, poesien ikke får lov til at være sig selv. Som om der er for meget larm i en avis. Som om der er for meget krimilitteratur på gaden og alt for lidt poesi fra forlagene (som det også påpeges i anmeldelserne).

Bukdahl påpeger godt nok, at det kun er poesioffentliggørelsen i DK, som det går virkelig skidt med. Men hvordan får vi så den poesi, der ligger og lurer i krogene til at overfalde folk, til at overvælde folk, ja til at overbevise folk om, at livet er noget andet og mere end håndterlige gåder,der når de løses, fordamper fra sindet og forsvinder. At noget også er værdifuldt, når det ligger og ånder i mørket i krogene omme bagved store møbler af massivt træ.

Der er så få, der lærer poesien at kende. Der er så få, der lærer sig selv at kende...

Stop lige en halv!?

lørdag den 29. januar 2011

Mangler Hal

Skrevet kl. 9.30

Klougart lå ikke trygt og lunt i kuverten i postkassen og ventede på mig. Hun lå der slet ikke!

Det gav med det samme anledning til at spørge... Hvad er ideen med at forudbestille en bog så, hvis den ikke ankommer på udgivelsesdatoen? Hvor er kundeservicen henne, den som i andre tilfælde får forretninger til at åbne kl. 00.00, dét øjeblik noget sker?

Jeg blev i al fald meget skuffet, havde set frem til at læse frem til søvnløshedens overtag et sted midt på natten. I stedet måtte jeg ligge og trille tommelfingre og vente på, at kafferusen langsomt fortog sig fra en tidligere gæstfriheds traktement...


Fortsat kl. 22.41

Og den ligger der stadig ikke. Jeg er lige kommet hjem fra en lang og hård... hvad er det for noget?


Jeg tror jeg udsætter Klougart og Gyldendal lidt og i stedet går til Hans Otto Jørgensen og Gyldendal... arg!

fredag den 28. januar 2011

Hallerne på gaden

I dag udkommer altså "Hallerne" Klougarts nyeste. Jeg har bestilt den hjem fra forlaget, forhåbentlig ligger den i en foret og vandtæt kuvert og fryser i min postkasse lige nu. Det betyder at læsningen begynder i aften. Den skal næsten læses til ende inden semester-start. Når jeg ikke det, bliver den smudset og beskidt i kontakt med filosofiens grimme væsen.
Efter et hurtigt blik på anmeldelserne, ser det ud som om , anmelderne har fået nok sprog og ikke rigtig kan holde spændingsforholdet ud.
Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at læse bogen!

onsdag den 26. januar 2011

Hundens lille raslen/i de visne blade/følger mig på vej

Peter Laugesen udkom i november sidste år med De sagde/hans hund/havde lopper. Samlingen af digte kredser hovedsageligt om livet med en hund, men den hoster også en gang imellem op over samfundet og kommenterer på sproget og poesiens uomgåelige væsen. Den 68-årige digter udgav samlingen ”Landskab” i 1967, og siden er det for århus-digteren blevet til et utal af udgivelser.

Jeg har hørt folk sige, at denne nye samling er anderledes end meget af det tidligere, men hvordan? Laugesen har sine afdøde muser i den amerikanske beat-generation (Kerouac, Ginsberg, Burroughs bl.a.), hvor der ofte er en vis fart over sproget. Tidligt i samlingen skriver digteren:

”Ord på speed, ord med fart, så mange/så hurtigt at betydningens kister brister/i absolut klang, uden rytme, uden lyd,/uden mening en sort, rygende tunges/supersoniske plapren fra nattens lysende/runde, uidenficerede flyvende objekt.”

Men digtet er et atypisk barn blandt mere rolige identiteter. Måske bliver Laugesen klogere, jo ældre han bliver. Han er gammel nok til at joke med døden, til en filosoferen over verden og virkeligheden. Men ”gammelklogskaben” er ikke blevet hul som det ord, der har mistet sin betydning. Det er snarere en visdom samlet op gennem et liv med ord overalt. Som en haikumester, en Garry Snyder, et element man ikke kan fornægte var en stor del af beat-generationen, nemlig visdommen eller en hemmelig dvælen ved livet.

På en eller anden måde er det ren poesi, når Laugesen skriver: ” Vinden hvisler/ i græsset// hallo/ hallo/hvem er du” (jeg har forsøgt at vise digtets opsætning, derfor ser det underligt ud. Det er ikke en fejl). Eller et af dem jeg holder meget af allerede, fordi det har dybde: ”Det lille/puf/med snuden//bagfra/mod læggen://vi er/her/endnu” Laugesen sanser og beskriver objektivt verden, når han går tur med hunden Tumle (tror jeg det er), men det er på en sådan casual måde overfor verden. Der er ikke noget usædvanligt at undersøge. Når det bliver vådt og koldt, så er det varmen indenfor, der trækker. Peter og hunden er et umage par, en lille smule fortabt til tilfældighederne og til, at når man først er gået i gang, så kan man ikke bare stoppe.

Et sted står der: ”Bilerne skyller og vasker forbi som bølger store og små” eller ”somme tider åbner hun døren/& og kaster blomster i græsset”. Og disse små, ja hvad skal jeg kalde dem... Zentenser får jeg lyst til at bruge, selvom de måske snarere er modernistiske nys på virkeligheden. Disse små er som lim i fuger, som i væggen, hvor poesien hænger sin frakke op, mens den tager karbad i digterens badeværelse på første.


Den gamle mand og sproget

& man skal dø

& det kan der gøres en hel del ud af

& man kan også lade være

& tabe hårene på ryggen

& se folk komme ud fra salen

& se de sidste rygere tænde deres sidste smøg

& se tændstikker flamme op i hænders huler

& måske er man ikke født endnu

& måske er det nok

& det er aldrig nok

& hvor var det dumt at begynde

& hvor er det dumt at holde op


Det ser på mange måder ud som om, Laugesen ikke har tænkt sig at holde op, og gudske lov for det! Peter Laugesen er sprogkunstner. Han er digter og litterat, en belæst mand og en rutineret oversætter. ”Det jeg er/og det der gør/mig er skrift” skriver han... Der må ligge et meta-plan i enhver ægte digters værk. Hvordan er det at trække vejret igennem ord – sproget? Hvordan er det at skulle konstruere virkeligheden gennem sproget, der hele tiden forandrer sig, som hele tiden bruges af alt og alle, og som man aldrig har helt for sig selv.

Der er et spændende meta-plan i De sagde hans hund havde lopper. ”Pestens sorte fodspor/fylder glemslens sider” står der et sted om sproget. Der er en vis alvorlighed, både i poesiens tone på gåturene, men også omkring i furerne i digtsamlingen, hvor man mærker det skæbnesvangre ved en vielse med sproget. Som i det tidligere citat hvor døden nævnes direkte. Forfattergerningen er en livsgerning ”& hvor var det dumt at begynde/& hvor er det dumt at holde op”, som da man begyndte at trække vejret.

Jo ældre man bliver, jo mere hellig bliver livet, jo mere forstår man af det simple ved døden og livet, ved lykken og ved sig selv. Digterens visdom i De sagde hans hund havde lopper kan tydelig mærkes. Der ligger en tyndge bag ethvert af ordene – ord der på mange måder er banale, men som er sat sammen sådan, at visdommen skinner igennem og kan skimtes. Og jeg siger skimtes, for det er ikke helt til at sætte fingeren på, hvorfor denne digtsamling i sin enkelhed er så behagelig at have liggende i den taske, man bringer med sig overalt.


De sagde hans hund havde lopper udkom d. 3. november 2010 på Forlaget Borgen


søndag den 23. januar 2011

En borgerlig anmelders udfordring

Anmelderne virker overraskede. De har på en eller anden måde haft svært ved at forholde sig til formen og sprogligheden. At sproget fylder så meget, og at der i og for sig ikke lægges vægt på betydningen. Det er som Asger Snack skriver i indstillings-skriftet: ”Bogens motto er William Carlos Williams' berømte digt om den røde trillebør, hvoraf så meget afhænger. Den præcist sansede trillebør, der tilsyneladende ikke er betydningsbærende, men som netop i al sin almindelighed sprogligt sanset, får betydning. Det er i sproget, at denne betydning opstår.” Og det er det, ved siden manglen på handling, der er svært at forstå.

Den ualmindelige mangel på handling gør, at det bliver hulens svært at skrive et resumé af bogen. Og for de anmeldere der forsøger sig, falder anmeldelsen lidt klodset ud uden at være til fordel for nogen. Rothstein understreger handlingens betydning for værket fint, når han bemærker, at nogle af tekst-stykkerne fra Stigninger og Fald, inden bogen udkom, dukkede op i DSBs rejsemagasin Ud og Se i en helt anden rækkefølge, end i den de præsenteres i bogen. Den enkelte tekst er som sådan ikke vigtig for helheden. Helheden ligger ikke i handlingen, men kommer i stedet til at ligge i sprogets fremtoning. Sådan kan helheden måske koges helt ned til de tre ord, der udgør titlen.

Når man så alligevel forsøger at forstå bogen, som var der en kronologisk handlings-perlekæde, så er man dømt til at forvildes. Det er som om der med Klougart er opstået noget nyt det danske anmelderi skal vænne sig til. Jeg hentyder ikke til, at der aldrig før er skrevet en bog uden handling. Men det er som anmelderne har svært ved at forklare det mindre folkelige element i en ellers så fremragende debut skrevet af et nyt stort talent. Jeg citerer vildt i ét stræk dagbladenes kommentarer i mol:

Klougart er et lysende fortælletalent med et sprog, der skinner som nypudset selvtøj. Næste gang kunne det dog være interessant at se, hvor langt ned i en histories møre kød, hun tør føre kniven.” (Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet)

I al sin tekniske stilsikkerhed, bevæger forfatteren sig dog på en knivsæg, for dels har hun tendens til at bruge to sansende beskrivelser, eller tre, hvor hun kunne have nøjedes med én, og dels kan handlingens fravær blive en klods om benet på både romanen og læseren. Men det bekymrer ikke Josefine Klougart...”

(KlausRothstein, Weekendavisen)

Klougart er en stor sprogbegavelse, men fortaber sig også så meget i sin egen sprogglæde, at hun 'glemmer' at sige noget. Læseren kan føle sig tabt i en skrøbelig anelsesfuld indre verden. Man gribes af Klougarts sprogliggjorte sansninger, men de forbinder sig ikke.”

(Mai Misfeldt, Berlingske Tidende)

Desværre er metaforkædernes bevidsthedsudvidende virkning svingende, i al fald på denne læser. Ofte spærrer billederne for hinanden – de mange landskabsmetaforer kan virke søgte og patetiske – og resultatet bliver, at virkeligheden bringes længere væk, sløres og bliver, som det hedder et sted: 'en slags erindring, der ikke vil finde sig til rette i et billede'. Det kan der naturligvis ligge en pointe i. At Josefine på den måde aldrig får helt styr på sine barndomserindringer. Men, må jeg spørge lidt frækt, hvad vedkommer det mig? Som læser bliver jeg ikke inviteret i et erindringsprojekt, det fremstår som et lukket skriveprojekt, og hvis erkendelser sker, sker de mellem forfatter og tekst, i skriveprocessen.”

(Helle Juhl Lassen, Information)

I rækken af anmeldere er der en næsten entydig konsensus. Klougart kommer for meget kryddersmør på brødet. Godt nok erkender Rothstein, at det rent faktisk er gjort med overlæg, men der spores frustration over, at forfatteren ikke bruger metaforen, som den almindeligvis bruges. Det giver ikke det samme forhold imellem en given virkelighed og sproget, når denne pestens sorte fodspor lægger både det ene og det andet lag imellem. Når fortællingen er dæmpet ned til en grundtone i kælderen på en skyskraber, bliver det sproget, der har ordet. Og betydningen bliver efter den leg, man legede i skolen som lille. Den hvor man sidder tredive eller fyrre børn i en rundkreds, og én hvisker ”traktor” i øret på sin ene sidemand og får ”trappeopgang” tilbage fra sin anden sidemand. Betydningen bliver eller forbliver aldrig den samme. Derfor er der også vidt forskellige tilgange til Stigninger og Fald. Der er enighed om, at forfatteren har talent for at bruge sproget og, at vi nok skal komme til at høre mere til Kougart. Men der er ikke tale om en klonet enighed.


Den anmeldelse der er mest åben overfor bogen er uden tvivl den af Anders Juhl Rasmussen, bragt i Kristeligt Dagblad. Og jeg synes det er en god anmeldelse, omend den måske lidt for gnidningsløs. Der indledes genuint ægte: ”Man skal være varsom med at skrive om en bog, at den er det bedste, man længe har læst. […] Alligevel tør jeg godt sige, at Josefine Klougarts debutroman rører noget i mig, som sjældent røres, den åbner for døre, der ofte er lukkede.” Kristeligt Dagblads anmelder gør videre det rigtige og holder sig til, hvad der vækkede følelsen hos ham. Han holder sig fra resumere handlingen (som ikke er til at slå fast), men nævner blot personerne og de overordnede temaer. Derudover trækker anmelderen en fortolkning ud af bogen, en fortolkning han kalder for ”bogens indsigt”. Jeg citerer: ”Selvom jegfortælleren kun er en pige med blå mærker på benene, involverer hun sig fuldt og helt i de voksnes glæder og sorger. Hun lever så langtfra en bekymringsløs barndom, men tager smerte, afsavn og lidelse ind i sin verden ved siden af lykkefølelsen og glæden. Dette dobbeltblik livet, at godt og ondt, stigninger og fald altid følges ad og afløser hinanden, er bogens afgørende indsigt.” Man kan vel kalde det en næstekærlig eller sympatisk tolkning. Jeg ved ikke, hvad forfatteren ville sige til den, for den er på mange måder meget søgt. Men på den anden side er det en læser, der fortæller, hvordan han har læst Stigninger og Fald, hvilket med sådan en tilbageholdt holdning, altid er forsvarligt. Jeg ved det ikke ikke ikke ikeke. Det er ligesom farten går ud af sproget, der nu er på vej til at gå fuldstændig i stå, hvilket aldrig har været meningen nu.

Angående den egentlige dom så fremstår den ikke helt vildt tydeligt. Kritikerne eller anmelderne har svært ved at gå all in. Selvom de ikke synes godt om alle metaforerne og associationerne, så mener de alligevel, at der her er et talent på vej. Der er ikke de sædvanlige normative smagsdomme, men virkelige forsøg på at karakterisere forfatter og værk. Der bliver nævnt bl.a. Woolf, Hammann, Hans Otto Jørgensen (gammel forstander på forfatterskolen) og ikke mindst J.P. Jacobsen. Anmelderne har da også været nødsagede til at forsøge med stilistiske karakteristikker, for hvordan kan man andet, når det virkelig er sproget, der bestemmer. Og når der er tale om en debutant, der endnu dengang ikke var færdig på forfatterskolen. Det er alt sammen meget interessant!

Om vi kommer til at høre mere til Josefine Klougart, det er der ingen tvivl om. D. 28. januar 2011, altså på fredag, udkommer hendes anden bog ”Hallerne”. Jeg har bestilt den hjem fra boghandlen, da jeg ikke kunne få forlaget til at sende et anmeldereksemplar. Fra d. 28. anmelder jeg snarest og hurtigst, så hurtigt jeg kan!


torsdag den 20. januar 2011

Kvadratisk papirbog En sproglig bestseller


Omslag til bogen

Efter endt læsning føler jeg mig tom og overvældet. Rejsen gennem landskabet med sine Stigninger og Fald har været som en indbliksrig vandring gennem en livslang tunnel med små vinduer på hver side for hver anden meter. En rejse på hesteryg, kunne man sige, da erindringsbillederne er indrammet af hesten Mollys kommen og forladen. Stigninger og Fald indledes med sætningen ”Det efterår fik jeg en hest.” Og den slutter i sin melankolske grundstemning med at miste. ”Morgenen holder op, da rampen bliver løftet og spændt fast, så lyset ikke længere er i vognen; der er et rum, bare, en firkant tegnet i sandet, to gange tre en halv meter med mørke og min hest, at denne klods forsvinder om hjørnet og glider gennem landskabet.”

Da Stigninger og Fald på ingen måde er en roman (selvom det står dér, på hardback-coveret), spiller denne handlingsramme-afsløring ingen større rolle. Undervejs fornemmer man kun Josefines gradvise opvoksen, dog uden at man får egentlige tegn derpå. Ellers er ”romanen” snarere 172 siders lyrisk prosa eller poesi, prosadigte. Man skal ikke læse, søgende efter ”handling og plot” som Asger Snack lægger ud med at understrege i indstillings-skriftet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. I stedet bliver det en sproglig oplevelse, en sproglig rejse gennem forfatterens barndom. En rejse med sproget igennem de mange små tekster, der fortæller historierne fra barndommens ellers uforklarlige opmærksomhed. Sproget zig-zagger gennem denne erindringspulje af glimt og fornemmelser i forfatterens underbevidsthed, der med sin detaljerigdom kan få det meste med, men som en helhed kun omringe det, der almindeligvis fortælles og forstås. Derfor er det heller ikke nogen almindelig fortælling fra barndommen, men i stedet en sproglig omkransning, en indirekthed i et sprog, der ikke kan forklare det, det ikke har ordene for.

Gennem skildringens form og grundige sproglighed er der opstået en indfølt og intens ærlighed, som jeg synes Klougart godt kan være stolt over. For læseren er Stigninger og Fald ikke letlæst, men snarere som et kunstværk med en god æstetisk karakter, der ikke bare giver søde og fornøjelige frugter. Klougart sætter læseren på arbejde følelsesmæssigt. Tabet af barndommen, skildret som morgenens forsvinden, er noget enhver skal igennem. Og det er som regel, som at få et koldt glas vand i hovedet. Som at dumpe en eksamen, man ikke havde opdaget kunne dumpes. At træde ud af barndommens trygge uvidenhed er, som en ballon der brister, med ét er det ikke morgen længere.


Sproget er en firkant

Sproget er en firkant, men ikke en firkantet en. Josefine Klougart har ét redskab at gøre med. Det er sprogets former, eller sproget selv. Sprogets selv. Det er ikke fortællingerne, karaktererne/personerne eller handlingen, der bærer Klougart til indstillelse til Nordisk Råds Litteraturpris, men den gennemgående sproglighed. Lange lister af ord der smukt klippes sammen. Ord der har den betydning, så de siger det, forfatteren gerne vil have frem. Jeg citerer fra bogen, hvor sproget ikke kan lade være med at tale lidt om sig selv:

”Jeg ved ikke, hvor den fornuft kommer fra, men der er et ansvar, der ryker i mig og skærer som et bidsel i mine mundvige; jeg ved ikke, hvad det er, jeg sparer sammen til, har bare fornemmelsen af, at vi bør spare på de ord, tale lidt mindre om dét, vi ikke har fundet de rigtige ord for. Der er så meget andet at tale om, der er så mange navne, for blomster bare, det er slet ikke til at blive færdig.”

Der er en ømhed for ordene og fænomenerne. En frygt for at ødelægge virkeligheden ved at tale ”forkert” om den, ved ikke at være præcis nok. Denne poetik går tydeligt igen i skriften, hvor ordene lægger sig så tæt op ad det, de taler om. På den anden side resulterer det i udpenslingen af virkeligheden gennem brug af mere indfølte beskrivelser. Jeg blev helt vild, da jeg læste dette stykke: ”Gården ligger trukket tilbage i landskabet, gemt i landskabets navle. Den er en firkant, syet ind i bakken. Da vejen slår et slag ind imellem søen og gården løber alle linjer fra os og op, herfra synes ikke bare eftermiddagen at være en evighed, aftenen – når den kommer – en evighed; men også selve landskabet en evighed af stier og støvede grusveje med indtørrede sprøde hamme fra snoge og stålorm, læderbælter trykket ned i vejen af traktordæk og cykelhjul og skridt.” Hvad siger i så!!!? En firkent syet ind i bakken. Og i en af de andre tekster, hvor moderen er sur på hende og verden virkelig er ved at falde fra hinanden: ”Det fører ingen vegne med de tanker, der er bare en uoverskuelig knude af tegn, der er ingen renhed over de tanker, ingen frost.” Virkeligheden bliver en anden, fordi det sædvanlige rum imellem datter og moder er blevet et andet.

Og når så alting forbindes i sproget – sproget går hen og bliver alt; så kommer det til syne at definitionen af sproget eller rent ud sagt, virkeligheden, er bundet til tid og sted. På en eller anden side i bogen fortæller moderen din datter om ordene og om, hvordan de aldrig betyder det samme. Et sted er kun dét sted én gang, et sted der dog bevares som dét sted for altid i erindringen, der så er et andet sprog end virkelighedens. ”Over tre dage bliver min bevidsthed mere og mere som en ødelagt tue, der styrter; alting får en ny plads og kan ikke længere genkendes, er som alléen mellem Kalø og Egens, dengang de fælder den, mens vi er væk, i sommerhus. Det sker over to uger, det er i det tidsrum fældningen finder sted. Fældningen af alle de syge elmetræer, der er gået ud, nu kørt væk. Senere ser vi sporerne i græsset efter tunge vogne, der synes at have slæbt ikke bare træerne, men selve stedet med sig,” sådan skriver en forfatter, der i erindringen og med dettes sprog forsøger at holde fast i barndommen; en tidlig morgen hvor glimt af brud på erindringens tilbagetrukkethed i et filmisk mørke repræsenteres af glimt af nutid og fremtid, et sted og et sprog, der sitrer evindeligt i en virkelig poetisk virkelighed.

Læs Stigninger og Fald så hurtigt som muligt!

Deres læsning.


Stigninger og Fald - af Josefine Klougart

Bogen udkom d. 7. januar 2010 på forlaget Rosinante

onsdag den 12. januar 2011

Vidunderbarnet alle kunne holde af

"Vidunderbarn" er positivt anmeldt i dagbladene af henholdsvis Torben Brostrøm (Information), Per Krogh Hansen (Berlingske), Lars Bonnevie (Weekendavisen), Liselotte Wiemar (Kristeligt Dagblad) og May Schack (Politiken). Anmelderne fokuserer henholdsvis på bogen som en roman om Norge i 60'erne, en drengebog om barndommen og på mange måder en slags dannelsesroman. Jacobsen roses gennemgående for sin sproglighed og fortællerevne, og det er ganske rigtigt. Det er på ingen måde et helt fantastisk plot, der løfter bogen op. Bonnevie skriver, at det er det "eminente fortællegreb, hvormed han undgår at gøre sine personer til ofre eller sociale tilfælde." Dermed fastslåes den indirekte stil man hos Jacobsen fornemmer og som netop er en af grundene til "hvorfor" læseren føler sig underholdt. Wiemer beskriver det på en lidt anden måde, der dog understreger den samme observerende tendens: "Roy Jacobsen er en mester i den spinkle sjæls mikroskop." står der i Kristeligt dagblad, der bekræfter venligtsindede fordomme om empatisk medmenneskeligheds tilstedeværelse i spalterne. I det hele taget anbefaler Wiemer Jacobsen indfølt, og det, tror jeg, er denne gang ikke fordi hun er en kvinde. (jeg ved ikke om det er anerkendt, at kvinder har større indlevelsesevne, når det kommer til følelser - her blev det altså til endnu en fordom).
Evnen til at sætte litteraturen ind i større sammenhænge dukker op hos Brostrøm, der med et psæcist citat stadfæster handlingens historiske rammer. Hermed dukker "Vidunderbarn" op i et stærk kulturelt perspektiv. Jeg citerer anmeldelsen i Information:
"Roy Jacobsen , hvis romaner kendt på dansk ofte har haft krigen som voldelig baggrund, Grænser, Frost og Huggerne, har med sin seneste, nu oversat af Camilla Christensen, i al sin intimitet en mere fredsommelig tidsatmosfære, selv om 1960'ernes første år i mangt og meget ændrede livsvilkårene i Skandinavien, sådan som forfatteren nu i et voksent tilbageblik skildrer et drengeår i en forstad til Oslo: »det årti der skal forvandle en hat og en frakke til en flængende guitarsolo, årtiet hvor mænd blev drenge og husmødre kvinder ? den indbyggede slitages årti, den norske kulturrevolutions sociale skærveknuser ? Et opreklameret, forløjet og misforstået årti, mit årti.«"
Anmeldelsen byder på et forfatterportræt der viser, hvad Jacobsen skriver om. Schack bemærker en "maskulin emnekreds" i forfatterskabet, men bemærkningen foregriber kun "Vidunderbarn" som drengebog, og giver ikke læseren lov til at se ind i bogen gennem forfatterskabet.

"Vidunderbarn" egner sig som god litteratur, ja faktisk kunst.
Generelt lader anmelderne sig gribe af sprogligheden hos i "Vidunderbarn", men godtskildrede fortællingselementer som menneskelighed, samfundsrealisme, dannelsesroman og familiedrama gør den anmeldelsesvenlig, fordi det der er for alle og enhver med forskellige verdensperspektiver er godt fortalt!



Socialrealistisk vidunderbarn i prosaisk lyrikforsøg

Det er første gang jeg læser Roy Jacobsen, og jeg er ikke ubetinget imponeret. Men romanen ”Vidunderbarn” fremstår som en helhed efter endt læsning. Jeg læste, for første gang i lang tid, skønlitteratur og slugte derfor ”Vidunderbarn” på nogle få dage midt i December. Romanen, der handler om forholdet imellem en mor og den faderløse søn, er en let-læst krabat på ca. 250 sider trykt med overkommelige typer. Sønnen Finn er på den ene side hyperintelligent og evindeligt psykoanalyserende og gennemskuer stort set alt. Og det en god rum tid før læseren. Det forløber flere gange sådan, at drengens indsigt varsles i teksten, som en bagatel forfatteren venter lidt for længe med at forløse. Læsningen bygger altså både på læserforvirring og aha-oplevelsen, forudsat at man bliver ved med at læse.

På den anden side er dette vidunderbarn stadig et barn. Det tillidsbrud plottet (hvis man kan tale om et plot) blandt andet bygger på, skildres først og fremmest gennem Finns udvikling fra et passivt mønsterbarn, der lever beskyttet af sin moders omsorg, til et selvstændigt individ, der kun stoler på sig selv. ”Vidunderbarn” kan godt ses som en dannelsesroman. Dannelsen begynder, i det ”lillesøsteren” Linda bryder ind i den lille familie og evalueres, da hun senere fjernes fra familien igen. Finn kommer flere gange ud dér, hvor han ikke kan bunde. Ikke som den intelligens han er, man som det barn han er. Som menneske og faderløs kommer han til at stå overfor en voksenverden, der opfatter ham som voksen men behandler ham som barn. På den facon kommer han bl.a. til at fungere som lærer for den selektivt evnesvage lillesøster.

Det er og vil altid være et paradoks, når vidunderbørn optræder i litteraturen, for hvordan skal de fremstå? Hvordan skal de skildres? Skal de indeholde nogle svagheder? Skal de overhovedet vokse op? Hos nogle læsere vækker vidunderbarnet væmmelse, fordi det "overnaturlige" bryder med en realistisk beskrivelse af virkeligheden, og på den måde kunne den slags væsner siges at være uegnede til socialrealistiske dramaer. Jacobsen gør det godt på den måde, at Finns ”evner” ikke flyder over. Der er intet sensationelt over drengen. I hvert fald ikke som åbenlys helteskikkelse. I stedet kommer den førnævnte splittelse imellem barn og voksen til syne, skildret med en vis prosaisk tilbageholdthed i mørket og en glæde ved ord. Fokuset kommer med fordel i skildringen til at ligge dér frem for på barnet.

Jeg blev specielt begejstret for den scene der beskriver musikken omkring et ødeliggende hus. Først da musikken forsvinder, den gamle dame dør og huset tømmes, opdager den kolossale børneflok, der legede i området, hvor lydene kom fra. Klaveret bæres ud foran et nærmest mytisk stort antal børn, som en ceremoni, hvor stemningen er stærk og tabet betydningsfuldt. Her rammer Jacobsen plet i mine øjne, men han er ikke i stand til at genoptage det lyriske sprogbillede hverken før eller senrere i romanen.

”Vidunderbarn” er alligevel en fin og velskrevet roman. Læsningen kræver fordybelse for at opfange de mystiske lag omkring Finns opvækst og frustrationer, og for at sproget skal virke som det synes tænkt. Får romanen læserens ubeskårne opmærksomhed, kommer den til at fremstå som et helstøbt litterært værk, der kan læses med udbytte og fornøjelse af enhver.