fredag den 31. december 2010

Til læseren om okokok

"Om kunsten om kunsten og kunsten" eller blot "Okokok" henviser til meta-kritik/anmeldelser samt almindelige litteraturanmeldelser. Litteraturanmeldelsen er et interessant fænomen, da anmelderen på én gang proklamerer objektiv sandhed gennem domsafsigelsen og subjektivitet gennem sin personlige vinkel eller slet og ret smag. Alle ordene i anmeldelsen er udvalgt af anmelderen og står overfor kunsten, litteraturen som en æstetisk størrelse, rede til at smagsdømme netop de kunstneriske udtryk, deres ophavsmand lige er blevet udsat for.
Dette er begyndelsen til en rejse ind i, ikke blot litteraturen som kunst, men også anmelderiet som kunsterisk udfoldelse omkring kunsten, som vi kender den. Anmeldelser er der nok af. En fragmentering af feltet vil forhåbentlig styrke en kommende ny helhed, hvorudfra kunsten måske stadig ikke gennemskues, men anmelderiet kortlægges, dømmes og smagsdømmes. Jeg skelner imellem dom og smagsdom som en sondring imellem den mere juridiske og faste dom overfor den æstetiske smagsdom. Den sidste bygger på personlig smag, hvorimod den første benytter faktuel og gennemgående logisk argumentation til at navigere.
Det er ikke så meget kunsten som anmelderiet, der synes mig at være en gåde. Da kunsten netop ikke proklamerer nogen form for universalitet overfor virkeligheden men forbliver indenfor de rammer af æstetik, hvor den er stærkest, står den ikke for skud på samme måde som anmelderiet. Anmelderiet derimod både dømmer og smagsdømmer litteraturen, der hierakiseres og dømmes enten til en læst eller ulæst fremtid. Hvordan argumenterer anmelderne for lagdelingen af dansk litteratur? Det er da interessant!

Jeg vil begynde med Roy Jacobsens "Vidunderbarn" der udkom på dansk i februar 2010. Jeg har ikke valgt denne af egentlig egenkærlighed, men blot fordi det var den første bog, jeg snublede over på i bibliotekets aula en lidt travl eftermiddag i december. Senere vil jeg se på Laugesens nye digtsamling "De sagde hans hund havde lopper", nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris - Klougart med "Stigninger og fald" og Harald Voetmanns "Vågen" og hvis I eventuelle læsere skulle komme med opfordringer, er jeg også åben for at optage sådanne.

Jeg håber det bliver et åbent skriveværksted for anmelderkunsten. Send gerne egne anmeldelser, og jeg vil kommentere deres relevans sådan, som jeg ser litteraturlandskabet. Og send gerne meninger omkring mit arbejde her på bloggen. Jeg ser det ikke som et fritidsprojekt uden udsigter, men lidt som et ugeblad for litteratur (ikke et dagblad, som Blogdahl efterstræber.)
Og jeg håber det vil blive inspirerende og givtigt for både mig og potentielle læsere i form af litteraturinteresserede bognørder og helt almindelige netsurfere.

God læselyst og velkommen til "Om kunsten om kunsten og kunsten"