onsdag den 17. september 2014

Krogsbølls perfekt uorden er nogenlunde poetisk vs facebookvæg

Birgitte Krogsbøll debuterede tilbage i 2002 Wöldums pulsar syndrom ( Biblioteket Øverst Kirurgiske), i 2010 kom Stumfilm på Arena, i 2012 Betelgeuse brænder jern (Øverst Kirurgiske) og hun udgav i 2013 Dyr med næb ordnet efter antal vinger (Fuglekøjen). Nu er hun aktuel med samlingen perfekt uorden på forlaget Kronstork. (Billede er på vej)

Perfekt uorden er en rolig udgivelse i forhold til , hvad Kronstork eller har udgivet i august. Her tænker jeg på Kabells X der har sat dybe aftryk i mig blandt andet med en mere brutal sproglighed. Krogsbølls samling er anderledes, mere lommefilosofisk, ekcyklopædisk og observerende. Den er utrolig abstrakt selvom den holder sig til helt nære (ekstranære, i virkeligheden) billeder fra hverdagen manifesteret i mennesker, lugte, lyde, skyformationer og på den i samlingen såkaldte "plænen". 
Der er hverken kapitler eller ophold i bogen, men flere forskellige spor udgør dens helhed og skaber noget, der minder om handlingsforløb eller processer. De fire mest tydelige spor er det hun elsker (og en enkelt gang ikke elsker), associationer over skyformationer, billeder fra plænen, der ofte er fuld af fugle (gerne måger) og mere almindelige digtlignende forløb, som gerne forholder sig metaforisk til virkelige fænomener som fx solopgang. 
Krogsbølls billedesprog har glimt af talent, men for mange klicheer bliver for banalt. Skyformationsfortolkningerne er sjove og ofte originale, mågebillederne og generelt fugle har noget interessant at byde på i samlingen (jeg må erkende, at jeg er helt tosset med mågerne og de andre fugle!), mens yndlingsafsnittene, der ofte er blotte opremsninger af fænomener indenfor en bestemt kategorisering, ikke er så vedkommende. Man kan finde Krogsbølls ordningsprincipper morsomme, interessante osv. men de fungerer langt bedre på hendes facebook-væg, hvor hun også udfolder sig gennem billeder, der siger det kortere og tydeligere. Generelt mangler jeg skarphed i billeddannelsen, en skarphed der er anderledes tilstede i den viltre flora af billeder og ord på facebook. For at give et eksempel på et digt, der trækker i mig, men ikke får mig helt hevet hjem, læser jeg fra side 52: 

går ud i carporten
hvor der både er korn og dyr

det er vigtigt for os at være vrede
                og ikke sige det
så er den stråmand
                flettet

Jeg kan godt lide indledningen og fornemmer at der lægges op til et kontrastbillede mellem boligkvarterets "carport" og landbrugets "korn og dyr". Jeg kommer til at tænke på Helle Helles novellesamling "Biler og dyr" og får associationer til hybridbilen og den nære fremtid for carportes indhold (forhåbentlig). Men jeg får ikke så meget mere og min overfortolkning af digtet kommer til at fremstå klodset. Det konstaterende element er sjovt på grund af skæve sammensætninger, men det rykker ikke helt vildt entusiasme ud af læseren. 

Samlingens højdepunkt og digterens flotteste manøvre finder jeg på side 30.

        på plænen: tusindvis af måger råger skader og alliker i ske; lange, blødt snoede, fraktaliserede rækker; lidt pusleri hist og pist, lidt biden sig selv under vingen, når en lus skejer ud, lidt kratten med en gummigul svømmefod, lidt fjerduvende prutteri, mange næb, flere vinger, begsort, natkold dyne. Og lige under, i madressen: millioner af orme myrer biller og bænkebidere i ske; behårede hornben, antenner følehorn kindbakker og bittesmå, tålmodige hvilepulse, lange, flettede, knyttede, spiralerende, snurrede strenge; ind og ud mellem rødder sten batterier plastfragmenter glas søm diamanter guldringe og midlertidigt sovende cellers fuldstændig uforgængelige lyssværd 

På næste side fortsætter skarpheden i en øjenkontakt med en rødkælk.

det første blik jeg møder, er rødkælkens: BANG! perlesort synsballade, et milimeterbuk i de bagvendte knæ så er livet begyndt igen, så er dagen begyndt igen, så er glæden og lettelsen begyndt igen, inden kaffen: 
...

Indhegningen af de rigtig gode dele af Krogsbøll  er den der encyklopædiske opremsning af ting fortællestemmen elsker og den allestedsnærværende hverdagsberøring igennem er hverken ueffen eller uinteressant, men den mangler sylespidshed som overgangen fra måge til "natkold dyne" på tidligere plænecitat. 
Det ses også i opsætningen af teksten inde i bogen, som efter min mening clasher med omslaget. Fonten er Calendas Plus i rimelig store typer. Den når slet ikke den charme, som bagsidedigtet sat med forfatterens håndskrift formentlig. Den sammenhængende streg fra omslaget kommer ikke ind i bogen, og den såkaldte "perfekte uorden"  kommer ikke til udtryk i samlingen som helhed. 

perfekt uorden er det første jeg læser af Krogsbøll, som, når man ser dybere ind i hendes univers, har en interessant tilgang til verden og ikke mindst, hvordan man presser betydning ud af denne. Jeg er ikke revet ned af hylden med hud og hår, når jeg læser Kronstork-udgivelsen lagt i rem og sele i bogmediets kodeks-form, en ryg og nogle sider imellem et cover... men hvordan skulle man ellers få en digter og listefilosof ud i offentligheden? 

Skal vi være facebook-venner Birgitte? 

fredag den 12. september 2014

Nyt blod - Broby-Johanse genudgives

Broby-Johansens revolutionerende digtsamling Blod fra 1921? genudgives på det lille forlag Æter, der har en visuel profil og udgiver eksperimentelle bøger samt tegneserier med litterær kvalitet. 

For dem, der har siddet med Blod lånt på biblioteket, fordi de forgæves havde forsøgt at skaffe den antikvarisk, er genudgivelsen en benådning. Den har længe været svær at erhverve.
Den kom op i medierne for nylig i forbindelse med Yahya Hassans digtsamling, både på grund af sin samfundsrystende udgivelseshistorie men også fordi den er en af de få udgivelser, der udelukkende er sat med VERSALER. Broby-Johansens samling blev ved sin egen udgivelse bandlyst og skrev dermed litteraturhistorie. Digtene er surrealistiske og symbolistiske til det yderste. Sproget er hårdt, direkte og uden berøringsangst. 

Henrik Kabells nyudgivne X kunne man muligvis kaste over i samme kategori og kalde det en blanding af Broby-Johansen og Rimbaud. Det er mørkt og vil mere end den blotte metasproglighed og fordybelse. Den vil forandre menneskelighedens selvdestruktive mønstre, og den vil det igennem kunsten. Jeg anmelder X senere i denme uge formegentlig.

JAJAJA

lørdag den 6. september 2014

Ny håndbog i haikuskrivning

Den danske forfatter Bo Lille har skrevet en oplysnings- og undervisningsbog om haiku-digtet. Det er en passioneret håndbog i, hvordan man skriver disse små fortættede digte. Man skal læse tidernes store haikudigtere fra Basho til Tranströmer, og man skal gå en ginko, skrive et haibun og lade indtryk af naturen blive til haiku.  

På dansk findes der i forvejen to håndbøger. Hans-Jørgen Nielsens 'HAIKU' - introduktion og 150 gendigtninger fra 1963 og Hanne Hansen & Sys Matthiesens At skrive haiku fra 2003. Hans-Jørgen Nielsens bog er efterhånden blevet en klassiker. Introduktionen er saglig og udvalget er et gennemført udvalg af kendte og mindre kendte japanske haikudigtere. Hansen & Matthiesens noget mindre guideagtige hæfte er ligeledes sagligt. Tonen er kortfattet, der er kun få citater men en god historisk gennemgang af de såkaldt "fire store". Her handler det hovedsageligt om, hvordan man skriver, men der er også en tråd til amerikanske miljøer samt internetkilder. 

Bo Lilles Haiku - håndbog er på mange måder en mellemting og derfor et godt bud på en undervisningsbog til folkeskolen, som er der, hvor haikuet (haikuskrivning) i mange tilfælde introduceres første men også sidste gang. Bogen giver en kort historisk gennemgang af genrens udvikling, giver eksempler fra de klassiske japanske digtere Basho, Issa mfl. men også de moderne fortolkere af genren Kerouac, Ginsberg og Tranströmer (hvor er Gary Snyder?). Lilles øje for beatgenerationen er interessant men i den grad retfærdig. Læser man fx Kerouacs Dharma bums spiller haikuet netop den rolle, der giver det berettigelse i en vesterlandsk sammenhæng. Det kan lære os at improvisere og suge naturen til os i en umiddelbarhed, der ikke er forplumret af fx  vestlig eksistentiel filosofi. 
Den vestlige tilgang til haikuet er dog Lilles anden dagsorden i bogen. Lille problematiserer det strenge haiku. Sidst i bogen finder man blandt andet en lille poetik henvendt til læreren. Poetikken diskuterer den danske tilgang og forholden sig til haikuets egentlig stramme og regelomspundne form, som i dansk kontekst fylder mindre og minder. Naturreference, situations-øjeblik og nutidskrav ses der efterhånden småt på, mens stavelser og linjer i det store hele holder ved. Og hvad kan vi bruge det til, spørger Lille skolelæreren? 
Svaret er blandt andet, at vi er danskere, og vores sprog og virkelighed passer ikke direkte ned i den japanske (som heller ikke passer længere, pointerer han). Derimod skal vi holde fast i det, som Lille måske ville kalde for haikuets knytæg. Haikuets poetiske og tætpakkede indtagelse af verden, en form siger utrolig meget med få "fagter". 

Det mest befriende og måske også det, der gør Lilles håndbog ekstra interessant for selv de mindste elever, er den enkle stil, som bogen er holdt i. Den er formidlet let og simpelt med tegninger og typografi så eleverne selv vil kunne læse i bogen. Tonen er munter, og man kan næsten høre Bo Lille selv stå og tale. Netop sidstnævnte er en af forfatternes styrker. Den stærke passion kan fornemmes i de eksempler, Lille selv giver gennem  bogen. Jeg vil fremhæve hans haibun, der handler om en turistattraktion i Japan. Haikuet i haibunet lyder:

200 yen
afleveres ved lugen
og Buddha smiler

Har man fulgt med i Lilles haikuskriverier, har man heller ikke kunnet komme udenom klassikeren: 

Haiku rummer alt
krøller en verden sammen
til et lille æg

men jeg er faktisk mere tosset med det her, som betegner Lilles pædagogik glimrende: 

Hvis jeg ku haiku
som ham den samurai ku
blev du sgu bleg, du!

Haiku - håndbog er udkommet på forlaget Mellemgaard sommeren 2014, paperback på 78 sider. 

torsdag den 4. september 2014

ME LOVE YOU BIG TIME haha

Der står "massagehaiku" som undertitel på titelsiden inde i det lille hæfte fra Jorinde & Joringel. Det indeholder Thomas Ahrensbølls haikudigte, en genre vi efterhånden er blevet ret bekendte med i dansk digtning i et egentlig ret vidt omfang, både hvad angår målgruppe og indhold. Haikuet konverteres til sms-digte, bryder op med form på tre linjer og stavelser på 17. Indholdet spænder fra natur, metadigt og zen til hverdagsbilleder og danske hunde og humor, fra det almindelige til det ualmindelige og så videre og så videre. ME LOVE YOU BIG griber det an på en fantastisk sjov måde, både morsom, genrekritisk/loyal og lokal-erotisk ved at klippe lidt forskelligt sammen. 

fx

Berøringsvenlig
go-go darling boblebad
Kina-Grillen frost

eller 

Brunettefrækkert
veldrejet venusfigur
Tarm tågebanker

Hvorfor er det sjovt, og hvordan giver det mening? 

Haikuet har oprindeligt en række regler. Man er holdt op med at følge dem, fordi vi ikke går ind for begrænsninger eller sådan noget. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Men en af reglerne er, at det skal være årtidsbestemt, have noget med naturen at gøre og springe ud fra en konkret situation med universel betydning. 

Thomas Ahrensbøll Hansens digte dækker netop situationen og årtidshenvisningen ved i sidste linje at angive et sted og en vejrsituation, hvilket står i skærende kontrast med massage-annonce-pigen fra de to første linjer. 

Digtene er sjove at læse og læse højt for andre. De er gode lydstumper og genrelegen mangler i virkeligheden eksponering i dansk litteratur. Der var Llambias og sonetten, men det var ikke helt så letsindigt og morsomt. 

Bogen er udgivet hos Jorinde & Joringel i 2012

God dag






onsdag den 3. september 2014

Snubler over Småsten i min søgen efter guldklumper

Jeg sidder og leder efter en række digte, der skal optræde på stole under Aarhus Alternatives Festival rundt omkring i byen. Jeg leder i bøger, der står på reolen bag mig. Og der snubler jeg over Laugesens Småsten udgivet på Jorinde & Joringel  i 2012 som et lille beskedent men bastant hæfte - sort på hvidt. Den gamle knag i Laugesen kan i den grad stadig og bevæger sig stadig dybere ind i sin stilistiske.  
Bliver han ved med at skrive det samme? Ja, og nej. For det virker stadig som nye forsøg på at nærme sig "ingenting" eller "noget". 

Som fx i digtet her: 

Jeg lytter til vaskemaskinen og venter på
at den skal blive færdig med håndklæderne.

Stenene ligger i lange rækker og taler
fra alle de steder, der hver for sig kom fra. 


Døden er mere end det, stejlere mere mørk, 
vildere sang.


onsdag den 18. juni 2014

Cortázar og Høeg i postkassens dyb, jej


Der dunkede aktuel litteratur ned i min postkasse i dag. Peter Høegs Effekten af Susan er et anmeldereksemplar og skal bogbefales på Pricerunner-bloggen i nærmeste fremtid. Jeg har læst de første par sider, og jeg kan mærke, jeg ikke er vant til at læse spændingsromaner, der synes at være bogens genre. Den første sætning er spøjs: 

"Den der vil lægge billet ind på Carlsbergs Æresbolig i Valby, 850 kvadratmeter med fuld kælder og park, gratis og på livstid, kan med fordel begynde at skaffe sig Nobelprisen i fysik."

Og sætninger nummer to rammer skævt rytmisk på som et kantslag ved at være i nutid: 

"Det har Andrea Fink gjort i en tidlig alder, og derfor har hun kunnet overtage huset efter Niels Bohr engang i 60'erne og bo her i halvtreds år.
Nu gør hun sig klar til at forlade det. Hun er ved at dø."

Det lægger op til en klassisk høegsk gåde krydret med en god videnskab, der i øvrigt har fået flotte anmeldelser. 

Julio Cortázars Parkernes Kontinuitet er et udvalg af Cortázars noveller fra 1951-1982 sammensat af Basilisk og oversat af Peer Bundgaard. Den titelbærende novelle  er en kort sag, der på overraskende vis binder virkelighed og fiktion sammen igennem et mord på forfatteren og læseren på samme tid. Novellesamlingen er senestet udgivelse i Baskilisks babelbog-serie og står muligvis til anmeldelse på Om kunsten...

Nedenstående er et link til en pdf af samlingen Final del Juego, der udkom i Argentina i 1962. Første novelle hedder "Continuidad de los parques" - Parkernes kontinuitet - så pas på!
 

http://blocs.xtec.cat/elruidodelalluvia/files/2013/10/cortazar_julio-final-del-juego.pdf


 

tirsdag den 17. juni 2014

Til læseren

Det seneste år til halvandet har bloggen Om kunsten om kunsten og kunsten ligget brak, der har været skum i vandkanten og vandet har stået stille i for lang tid. Det beklager jeg meget, kære læser.  Nu røres der langsomt i vandkanten. En vind skubber til vandoverfladen fra et sted langt langt væk. Ønsket om at skrive fra det vante hjørne på Om kunsten... har meldt sig, og fremtiden vil byde på en god del af det gamle, De allerede kender herinde fra. Men der vil også komme nyt til, som blandt andet arkivet for digital poesi, som kom til i de sidste måneder af 2013. Det er også et lille non-profit forlag på vej med konceptet ebog først og casual håndindbinging som book on demand udført kreativt i grænsebrydende materialer som jern og træ men også bare solide lækre hjemmebundelæserbind. Foretagendet skal hedde Forlaget Apparatí, det kommer De til at høre meget mere om. 

Vær vågen i de kommende uger, hvor jeg vil opdatere "on the road"-listen for kommende anmeldelser, udvide arkivet og poste karakteristiske Om kunsten...-indlæg. 


mandag den 20. januar 2014

Der argumenteres slattent i pressen

Jeg læser Leonora Christina Skovs blæksprutte i fredagens weekendavis, og jeg er til dels enig i Skov, der har en relevant kritik af kunststøttesystemet. Hvor for i alverden har man valgt en aktiv anmelder, der sidder på højeste post ved Politiken og uddeler lussinger til højre og venstre. Selvudgiverne kan i hvert fald godt lade være med at ansøge de næste tre år. Men jeg må stille mig uforstående overfor nogle mærkværdige sammenligninger, der bruges i argumentationen.

torsdag den 31. oktober 2013

Selvforglemmelse og digitale proteser

Jeg har lagt to nye værker ind i arkivet for digital poesi. Det ene er Basho's Frogger, som jeg tidligere har skrevet om. Det andet er et værk, der hedder Separation, og dette værk skal læses med en speciel type for tålmodighed. Både form og indhold har til sigte at pege på forholdet imellem mennesket og computeren - et forhold hvori vi moderne mennesker måske glemmer os selv lidt. Det er så uendeligt vigtigt et emne eftersom fremtiden nok ikke vil byde på mindre computeri.

Hvis vi ikke allerede er omvandrende Steve Mann'er ( læs lyden) alle sammen, så er vi godt på vej til at blive det.

Stik mig lige en protese... ja ja, bare giv mig den digitalt!

lørdag den 7. september 2013

Arkiv over digital poesi+refleksion

Jeg går i gang med skabelsen af et arkiv over interessant digital poesi gratis tilgængeligt på nettet. Digital poesi er pr. definition en taknemmelig genre, for i udgangspunktet er den altid gratis. Til gengæld kan den være svær at finde og svær at forstå.
Den er ikke som de andre. Den er anderledes. Den gør mange ting, og den er ofte uforståelig. Ikke kun ordene er uforståelige. Nogen gange kan det være svært overhovedet at komme til at "læse" teksten.