lørdag den 30. juli 2011

Sommerdage (8)

For lang tid siden gav jeg kritik på forfattersiden www.fyldepennen.dk. Jeg forsøgte per definition at være så hård som muligt ud fra den overbevisning, at hård og ærlig kritik altid er den bedste. Enhver ved, at kritik ikke er sandhedsudgydelser. Man kan selv vælge, om man vil tage dem for gode varer eller ej. Normalt føler jeg ikke, at jeg har været for hård ved en tekst. Jeg ved, at jeg har været direkte og sagt, hvad jeg mente, og jeg har kun en enkelt gang været rigtig i tvivl, om jeg nu var urimelig. Den gang skrev jeg noget i retning af: "Der fine nuancer i digtet, men ét overskyggende problem belemrer læseren. Du skriver i langsom prosa, og det er for ringe." Jeg var i tvivl om, hvorvidt man kunne kritisere et digt for at være langsom prosa. Jeg har tænkt meget over dette. Kan man eller kan man ikke? En del af min tvivl lå også i, at digteren til digtet var ung og måske kunne finde på at tage kritikken personligt. Her til aften ligger jeg så og læser i en nylånt bog af Ursula Andkjær Olsen. En digtsamling, Skønheden hænger på træerne. Og for jordens skyld om ikke fru. Olsen (som er ny for mig) skriver langsom prosa ud over hele den meget tykke samling pludre-rable-digte?

I
Når man
en gang har
forladt sit udspring.


Det ligner et 
kompromis. Var det
virkelig nødvendigt.


Min alt for beredvillige
personlighed blev
sandsynligvis grundlagt
dengang.

Jeg løber gennem
kloakken uden
modstand.

Med alt mit affald med
alle jer omkring mig.

I hænger mig
ud af halsen bogstaveligt
talt.

Jeg skulle
aldrig have talt
med jer.

Nu kan jeg kun
sige. Vis mig et
meningsfuldt liv. I ville
næppe få let ved at

imødekomme dette
ønske.

Sådan lyder første side af det første lange digt i den lange bog, der alligevel ikke er helt uinteressant. Men det er uden tvivl langsom prosa. Sætningerne har været i hakkemaskinen og er kommet ud på papiret skåret op og fordelt. Selv tegnsætningen er stadig intakt, den er bare hugget op sammen med resten af teksten.

Selvom jeg ikke længere er i tvivl om min daværende kritik, så synes jeg stadig ikke, jeg har fundet hoved og hale og hoved i den langsomme prosa. Hvad er det for et poetisk element, der dukker op i den rytme, det giver, når man hakker teksten op i små underlige og i sig ubetydelige bidder? Og hvordan dukker rytmen op i teksten, der uden tvivl skrives, som den er fragmenteret (som tankestykker).

The slow-prose is a puzzle!

onsdag den 27. juli 2011

Sommerdage

I Ide Hejlskovs debutroman Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman findes der på karakterlisten personer som "Karl Bent Kristensen: medlem af organisationen, den anden Karl i organisationen" og "Karl Jørgen: medlem af organisationen, den tredje Karl i organisationen, optræder ikke som tilstedeværende person." De to Karle står som nærmest uopnåelige identiteter, da der tilsyneladende ikke figurerer en første Karl i organisationen. Desuden hedder organisationen bare "organisationen", og den person, hvortil de pårørende efterlyses, hedder i fiktionen Kristian Bent Kristensen samtidig med, at der tilsyneladende i virkelighedens JP d. 2. januar 2003 savnes pårørende til en (identisk?) Kristian Hermann Kristensen. Ligeledes figurerer det telefonnummer, som karakteren Niels Bent Kristensen i første "spor" af romanen ringer på for at melde sin som pårørende, også i JP-annoncen.

Hvad er det her for noget? Det spændende er, at læsningen kommer til at foregå på en platform fuld af mørke pletter. Selv efter man har set efter, er man i tvivl om, hvorvidt det man så nu også, var det, man så. Man kan forestille sig at flere uvisheder kunne gøre læseren utryg og hurtigt miste interessen. Det er faren for den læser, der ikke er i stand til at hengive sig i undren over kluddermutters løsslupne lege. På den anden side af barrieren kan man vinde en ekstra dimension, og det er det, jeg satser på at gøre.

Jeg er allerede vis om flere forviklinger af virkelighed og fiktion og venter bare på, at der kommer flere til. Jeg læser romanen, som er udgivet på det spritnye forlag Autre, forlaget der kun udgiver utilregnelig litteratur, og graver i en anmeldelse snarest ned i, hvad det egentlig er for et eksperiment, der er tale om samt, hvad det hele går ud på; hvis det altså går ud på noget?!

se evt. forlagets hjemmeside www.autre.dk og læs mere om utilregnelig litteratur

mandag den 25. juli 2011

Anm. Samlede Tranströmer – Nordisk-poetisk paradis



Jeg har nu gjort, som man bestemt ikke skal gøre. Jeg har læst Samlede Tranströmer i ét stræk, fra ende til anden, som var det en fortælling. I værker der betegnes som ”samlede digte” er faren, at hver enkelt samlings kontur ligesom forsvinder i mængden. Derfor er det første læse-råd til kommende Tranströmer-læsere, at man skal huske at holde øje med, hvilken samling man læser. Det andet læse-råd er, at man skal læse digtene i dybden og ikke på langs for bare at skøjte henover dem. Et digt skal i første omgang læses for sig selv og ikke som om, det hang sammen med dét på næste side. Man skal altså læse indad i stedet for fremad. Sådan er poesiens væsen og gælder ikke kun denne anmeldelses målobjekt. Når det er sagt, må jeg springe videre til en anmeldelse, der netop anmelder Samlede Tranströmer som ét værk, der er betegnet ”samlede digte”. Sådan har Rosinante valgt at udgive digtene og sådan, er det i grunden også svært ikke at læse dem, når alt kommer til alt (tag dig i agt kære læser!). (de kunne have valgt at efterligne modellen for samlede SUT, som jeg mener Forlaget Vindrose virkelig har tænkt godt, men sikkert også omkostningsrigt).

Uheldigt nok blev samlingen sendt på gaden med en trykfejl på omslaget, hvilket en korrekturlæser og en bogbinder nok skulle have haft set på. Det er underligt at ingen har set det, og man kommer lidt til at tænke på, om bogen blot er en venstrehåndsforteelse? Samlede Tranströmer udgives som del af en paperback-serie for moderne klassikere med omslag i smukke stærke farver og store titler. Serien spænder vidt fra Don Quijote af Cervantes til Kerouacs store beat-manual Vejene og videre med udgivelser af Klaus Mann, Primo Levi, Woolf, Márquez og Dostojevskij. Der tegnes altså et billede af den bedste udenlandske litteratur oversat til dansk, hvilket i sig selv ikke ligner et halvhjertet projekt. Jeg ved ikke om man altid skal se bort fra de små bommerter og lade slåfejl være slåfejl, men her kommer det af sig selv. Så snart arbejdet overlades til Morten Søndergaard, som skriver forordet, og Tranströmer selv, så går det forrygende. I den henseende er Samlede Tranströmer en fed bog! (kliché: og er det ikke altid det, bøger har handlet om – det indre frem for det ydre?;-))

Samlede Tranströmer indeholder ét forord, tolv digtsamlinger, et enkelt haiku-fængsel fra 1959 og en erindrings-samling med en stribe erindrende tekster om de tidligere år. Alle teksterne holder en bestemt høj kvalitet, de har tydelige aftryk af den tranströmerske stil og kan læses af alle – både dem der læser og dem der ikke læser, poesi. Og på trods af en egentlig stor mængde forskellige entiteter er der en rimelig helhed over værket. Der strejfes omkring i temaer som naturen, erindringen, døden og livet, musik og poesien selv. Fra den første samling, der udkom i 1954 og hedder 17 dikter, mærker man den tydelige lydlighed, en lyd som er uundgåeligt nordisk. Det lydlige element gør gennem hele bogen det, at man bør læse alle digtene højt, for de vokser så snart de hører sig selv, vokser som en jeriko-rose i vandbad. Man er heller ikke i tvivl om, at det ikke er den danske natur, der skrives om. Mystikken er stærkere, bjergene er tungere og hårdere hos Tranströmer.  Som der står i digtet Ansigt mod ansigt fra samlingen Den halvfærdige himmel:

En dag kom noget hen til vinduet.
Arbejdet gik i stå, jeg så op.
Farverne brændte. Alt vendte sig om.
Jorden og jeg tog et spring mod hinanden.

Livet i enhver millimeter af naturen er en af de ting, der er med til at sætte liv til Tranströmers  tekster. De pludselige spring fra miljø til miljø vækker poesien. Lige inden lå sproget under en presenning og døde hen, men pludselig kom noget rullende. Naturen er ikke bare noget, man kan vælge at observere og skrive digte om. Naturen er nærværende, naturen henvender sig til mennesket som mennesket henvender sig til naturen. Og på den måde er der ingen egentlig forskel på menneske og natur. I et andet digt, Gennem skoven, står der fx:

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.

Og det er både smukt og spændende, når naturen ikke bare er en kulisse for solen og månen og menneskene. Poesien ligger på lur flere steder og ikke bare som en typisk sprogblomst. I skiftene fra en verden til en anden, når digteren vandrer igennem virkeligheder, der ikke er hans egne, bliver både poesien og sandheden tydelig – verden er poetisk, fordi den ikke er én men mange. Den er aldrig noget, den er aldrig bestemt af nogen. Den er åbenhed, som Søndergaard også bemærker i forordet, en bemærkning han har rigtig meget ret i. Sidste strofe af digtet Vermeer:

Den klare himmel har stillet sig på skrå mod væggen.
Det er som en bøn til det tomme.
Og det tomme vender sit ansigt mod os
Og hvisker
”Jeg er ikke tom, jeg er åben.”

Som jeg ser det, eksemplificerer Tranströmer her den egentlige udfordring i at fange poesien i artikulationen. Det der ligger dér, på grænsen imellem det åbne og det lukkede, det sted der imellem Tyskland og Danmark i gamle dage blev kaldt ”ingenmandsland”, et sted hvor tingene står på hovedet samtidig med, at de står op. Evnen til at henføre virkeligheden i det mytiske, det naturlige og det harmonisk lydlige, som ligeledes altid har flydt, dét er at fange poesien.

Som det står tydeligt, lykkes det på mange måder forfatteren til de mange vidunderlige tekster i Samlede Tranströmer (forfatteren er Tomas Tranströmer for lige at træde lidt i vande [ligegyldig kommentar skrevet af min hund]). Det står både her i anmeldelsen og i de samlede digte (totaludgaven), det er alt sammen godt. Hvad der dog igen kun kommer til at stå her, ligesom de to første læse-råd, er at det for Tranströmer er vigtigt, at DU tør læse ham højt. Det er nemlig lige meget, hvor højt ordene råber på siderne i teksterne, hvor meget de jagter hinanden i forsøg på historisk udfoldelse, lige meget hvad, så kommer de først virkeligt til orde (ord for ordlig eksistens), når de der digte læses højt. Dette hænger bl.a. sammen med Tranströmers sidegesjæft som pianist, som musikelsker og til sidst som menneske, der går fra at være talende til at være stum (fejlen er rettet, og sætningen viser nu det paradoksale). Lydbilledet er mindst lige så stærkt som det forståelige og kommunikative element i skriften. Det er først dér, noget kommer hen til vinduet, først dér bliver poesien tydelig!

Et forfatterskabsværk som Rosinante har udgivet i kræft af Samlede Tranströmer, det er i og for sig umuligt at anmelde. Det er umuligt at anmelde, fordi der er så himmelsk meget. Der er jo et helt forfatterskab, digtning fra 1954 til 2004, det er tres år. Og at det er tres års befinden sig i historien, det tydeliggøres gennem de mange henvisninger til historiske tilstande, fx Berlinmuren:

Gik langs den antipoetiske mur.
Die Mauer. Ikke se over.
Den vil omgive vort voksne liv
I rutinebyen, rutinelandskabet.

Sådan står der i ”Klange og Spor” fra 1966, nok den samling jeg er kommet til at holde mest af. Og i samme samling kan man læse ”Af en afrikansk dagbog”:

På den congolesiske fidusmalers billeder
Bevæger skikkelserne sig tynde som insekter, berøvet deres menneskekraft.

Det er den vanskeligste overgang mellem to måder at leve på.
Den der er fremme har lang vej at gå.

En ung mand fandt udlændingen der var gået vild mellem hytterne.
Han vidste ikke om han ville have ham som ven eller som genstand for afpresning.
Tvivlrådigheden gjorde ham oprørt. De skiltes i forvirring.

Europæerne holder sig ellers omkring bilen som om den var Mor.
Cikaderne er stærke som barbermaskiner. Bilen kører hjem.
Snart kommer det dejlige mærke der tager sig af snavsetøjet.
Sov.
Den der er fremme har lang vej at gå.
(digtet fortsætter i samme forundringsværdige stemning imellem lys og mørke, to forskellige kulturer)

Digteren har været mange steder, men vigtigst af alt – han har medbragt sin personlighed, sit selv, og det er med til at give digte fra historien intensitet samtidig med, at perspektivet er fornuftigt og underfundigt sat op. Og på samme måde som der ligger noget umuligt i at anmelde et livsværk, der så samtidig er så godt; på samme tid er det problematisk at få teksten om digtene (denne tekst) til at holde inde. Tranströmer har skrevet i forskellige tonearter, alle værker har han fået til at folde sig ud mod læseren samtidig med, at der har været en utrolig læseværdig dybde i digtene. Hvordan både ind og ud (uden 3D-briller) spørger man? Svaret ligger i hvert enkelt digt. Det skal bare læses, indtages, undersøges og nydes. Den svenske mester fra skovene har ikke været bange for at give noget af sig selv, og det skal du, kære læser, heller aldrig være, når du læser Tranströmer!

På trods af denne anmeldelses efterhånden mange ord, synes jeg alligevel ikke at digtene retfærdiggøres på anden vis, end når de fremstår i sig selv, rene og nøgne. Nuvel, jeg har brudt min hjerne med, hvilket digt der skal afslutte anmeldelsen. Valget er kommet til at stå mellem to rigtig gode digte, jeg mener dog, at kun det ene kan bringes. Begge digte er fra den meget følsomme og personlige samlinge Østersøer, og de minder mindre om digte, som de er flest hos digtere, men er alligevel heftig ordkunst i det stille vidunderlige. Hvis der er stemning for det, bringer jeg gerne det i denne omgang fravalgte. Nu og her slutter anmeldelsen med sidste del af digt III, der henviser til det skæbnesvangre ved at møde det overnaturlige og det mytiske. Efter det er gjort, vil der stadig være mængder af ord, der skal siges.

Jeg ved ikke om vi er i begyndelsen eller i sidste stadium.
Sammenfatningen kan ikke foretages, sammenfatningen er
Umulig. Sammenfatningen er alrunen –
(se håndbogen vedrørende overtro:
ALRUNE
Undergørende plante
Som gav et så uhyggeligt skrig fra sig når den blev rykket op af jorden
At man faldt død om. Hunden måtte gøre det…)

---
Samlede Tranströmer, 331 sider af Tomas Tranströmer, er udkommet på forlaget Rosinante i april 2011 i forbindelse med digterens 80-års fødselsdag.


torsdag den 21. juli 2011

Sommerdage: Sjette skrivelse - dynamisk poetisk virkelighed

En blot kort opdatering på et indre sejlende sommerbarn. Jeg har sejlet i kano hele dagen, mine hænder bløder, og min bedre halvdel har mistet en arm. For en gang skyld har virkeligheden manifesteret sig i en anden virkelighed. Det er som om jeg stadig gynger rundt derude i en af nordjyllands kanaler. En virkelighedens bevægelse har brudt muren indtil en anden virkelighed. Det ville have været optimalt, hvis jeg nu kunne skrive denne gyngen ud i bolgposten, men så er det alligevel som om, det aldrig har fundet sted. Når jeg skriver gynger virkeligheden, men når du læser, gynger virkeligheden slet ikke...?

Muren imellem virkeligheder er vel poesiens største udfordring. På den ene side går det ud på at bryde grænserne imellem skrift og virkelighed. På den anden side er poesien nok virkelig og også er den virkelighed, men samtidig er det vigtigt, at den ikke bliver for virkelig; at den ikke bliver for håndgribelig og tydelig. Man tager ikke poesien ved hornene, den skal følges og rides, og man skal ikke forvente, at man bliver siddende.

Når alt kommer til alt kommer man i tvivl om virkeligheden selv. Gynger det nu, eller gyngede det overhovedet før? Er det verden eller mig der gynger? Når grænserne brydes kan man formulere paradokserne klare, det er som om det først er dér, de opstår. Og med klare paradokser og problemer sikres dynamikken. Men kun så længe, at der ikke gives nogen løsning på grænsesprængningen... Og dog skal der ikke være hul i dæmningen ret længe før, at billedet igen bliver entydigt todimentionelt klart, og båden fortøjres til denne nye afgrænsning af virkeligheden uden at balancere på æggen - den tvivl der sikrer enhver form for liv.

onsdag den 20. juli 2011

Sommerdage: skrivelse 5

Jeg sad tidligere på dagen og læste gamle litteraturartikler på politikens hjemme side, og der stødte jeg ind i Jens Christian Grøndahls problematisering af forfatterstøtten her i Danmark. Hvad Grøndahl overordnet mener om sagen, det har jeg ikke helt fået slået på plads. Men han føler sig en lille smule stødt over, at helt nyudklækkede forfattere fra forfatterskolen får støtte til projekter, når han ikke selv gør. I den forbindelse taler Grøndahl om kvalitet og forfatterskab. Forfatterskabet er udtryk for kvalitetens mangfoldighed, i hvert fald hos de dygtige forfattere. Men hvad er litterær kvalitet?
Det, at nye forfattere, fordi de er nye, ikke kvalificerer sig til at få støtte, fordi de ikke har et forfatterskab bag dem, dét virker som en tynd og smagløs suppe. Som om man ikke overhovedet vil smage på en suppe, der ikke har fået lov til at stå og trække med årene? Måske skal kunststøtten revideres, det ved jeg ikke noget om… Men lige meget hvad der skal ske, vil der være nogen der føler sig overset på den front. Selvfølgelig synes man om sine egne projekter, de er nogle af de bedste. Sådan hænger der bare ikke sammen i den virkelige verden. Der findes forfattere, der overhovedet aldrig får udgivet et ord af samme årsag. Når smagsdommerne møder disse er smagsdommene negative. Problemet ved at udelukke de yngre eller måske uerfarne nye forfattere er, at det er der, hvor der stadig er liv i litteraturen. Det er der hvor den sprudler og for tiden, er det også der, den er bedst (i hvert fald tæt på). Det er der, hvor der stadig er kunstprojekter i skidtet. I forvejen har erfarne forfattere den fordel, at de har nemmere ved at få sine værker udgivet, fordi de har eller hører til på et forlag. De unge er de eneste, der deltager på reelle og ikke mindst ideelle forhold for kunsten; litteraturen (værkerne) bedømmes som den ser ud og ikke, som den engang så ud…

mandag den 18. juli 2011

Vild med Ord - litteraturfestival i Aarhus (sommerdage 4)

Det ser ud til at VMO-litteraturfestivalen i Aarhus har vokset sig større og større de sidste par år. Man kan kun håbe på, at den som jazz-festivalen sætter aftryk i aarhusianeren og bliver et fænomen, der sætter liv til byen. Den årlige jazz-arkade, som netop lige har fundet sted, er et højkulturelt arrangement, der ikke kun benyttes af dem, der hører rigtig meget jazz til daglig. Det er en byfest, en uge med trummerum i hele Aarhus.

Man kan kun håbe at litteraturen i forhåbentligt mere udfordrende proportioner end den blotte krimificering også kan give anløb til en fadøl på café til litterært arrangement, hvortil der hører nye humørbriller!

Se programmet på: http://www.vildmedord.dk/top-menu/program/

torsdag den 14. juli 2011

Sommerdage: Tredje skrivelse

Min hjerne vænner sig til at finde et nyt emne hver dag. Samtidig spiser jeg en kokostop (hvad er det for et ord?)!

Jeg læste de første ti sider af Morten Ramslands gennembrudsroman Hundehoved i går aftes. Jeg kan godt lide katalysatortricket; at begynde sin roman med hovedpersonens ikke-eksistens. Faktisk er det næsten en anti-eksistens, for hovedpersonens ikke-liv hænger i en meget tynd tråd, som der står.

(der røg en kokostop mere, jeg ved ikke om jeg må spise dem).

Det hæslige ved romanen er, at den er tvunget til at komme videre. Der er ikke dybde i romanens ord. Og hvis der er for meget ikke-eksistens, så går det ikke. En roman er jo ikke blot prosa... Det er epik. Derfor må Ramsland også videre, han må begynde at fortælle en historie, hvilket han gør ved at begynde at stable et stillands op omkring denne hovedperson, som så pludseligt er. At han er, det er ikke skidt, for som sagt måtte han komme. Spørgsmålet er: hvordan? Stilladset, som måske lige så godt kunne kaldes et fundament, er en beskrivelse af den usandsynlige eksistens' realisering (også kaldet hovedpersonen eller protagonisten) og de familiære forhold, denne vigtigste del af romankonstruktionen skal vokse op i.

Det er et tydeligt "gap" imellem ekspolsionen, som begydelsen er et udtryk for, og livets begyndelse. Det er det vovede overfor det sikre, for man ved ikke helt om det virker. Samtidig er det det kunstneriske overfor det gode håndværk, det uforståelige overfor det forståelige. Uden at have læst mere end de små ti sider vil jeg mene, at romanen kører på den begyndende eksplosion hele vejen. Det er derfra det tørre brød får sin saft. De to kan ikke undvære hinanden, men proportionerne kan med fornyende virkning omplaceres sådan, at udbrudene kommer senere eller i mindre eller større doser.

Ramsland er ikke radikalt fornyende, han er heller ikke brutal i den føromtalte ikke-eksistens, der i virkeligheden er sød og fin og ikke støder nogen i virkeligheden. Alligevel indfinder Ramsland med Hundehoved sig i et mønster, der udtrykker dynamik; og dette er godt!

onsdag den 13. juli 2011

Sommerdage: Anden skrivelse

Skrivelse 2
Jeg fik den fornemmelse af samlede-digte-udgaver, at de ikke gør noget godt for nogen. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan, at man ikke kan læse forskellige steder i en bog uden at tro, at det er en helhed - et samlet værk. Men på en eller anden måde synes det at være en kulturel forudsætning for bogmediet lidt i takt med den autoritetstro, man normalt har i forbindelse med trykte bøger. Problemet er, at hver enkelt samling mister sig selv i den samlede udgave. Nok får man øje på de gode digte, dem man selv kan lide og dem, der har almene kvaliteter. Men man snydes for den enkelte helhedsfornemmelse, der i og for sig hviler i samlinger. Og det er meget svært at få fat i en helhed i et bind samlede digte uden, at man har halshugget og skåret digteren til. Dermed ligger det naturligvis også, at det er umuligt at karakterisere nogensomhelst digter eller forfatter eller individ i sig selv. Det er en anden snak. 


Det er med digte, som det er med sko. I nyere skoforretninger er der en sko til en hylde. Sådan har det været længe, at digte får en side for sig selv uanset størrelsen. Det element forsvinder ikke altid i totalværker. Men det giver uden tvivl det bedste billede, hvis man gør med digte som med moden og ikke blander flere forskellige sommer- og vinterkollektioner sammen. Dét kan man ikke forestille sig kan hænge sammen; hvorfor kan man så det med digtene? 


Det er en skam, at digtsamlinger ikke købes af flere, at det ikke står anderledes til med salgstal... Men det gør det ikke. Når nogle alligevel tænker, at de burde give poesien en ekstra chance, så køber de den ene eller den andens samlede værker, og når det ikke gøres på samme måde som med S.U.T.s samlede værker, der blev udgivet i boks lige op til udgivelsen af hans nyeste udgivelse, som kom i marts, så får man stadig mange digte for pengene. Problemet er, at det aldrig har været poesiens pointe. Den har aldrig været nødt til at bruge mange ord. En enkelt enestående samling digte tager sig i stedet betalt for intensiteten af den tekst, der købes. 


Sådan er det med poesien... Og når digterne stadig laver i nærheden af fattigdomsgrænsen, hvis de kun lavede det, de var... så er det fordi folket ikke har forstået ideen omkring intensitet i blot et enkelt ord... Når det så alligevel ofte er tilfældet, at selv det enkleste ord rummer flere rum end selv den tykkeste roman, så er der ligeledes god grund til at undre sig gevaldigt over, hvordan det kan være muligt i den her virkelighed...???

Sommerdage: Første skrivelse

Daglig redigering af undersiden "sommerdage" fungerer ikke som planlagt. Derfor posterer jeg dem på hovedsiden, hvor de er synlige og måske er bloggen på vej henimod at blive en rigtig blog. Hvem ved? Her er den første skrivelse!
Skrivelse 1

Jeg er flyttet til en midlertidig bopæl, jeg bor hos mine forældre inden jeg rejser til Barcelona for at studere. Jeg terroriseres af to små børn her og bor på et værelse uden lås. Som yndlingsonkel giver det min ikke særlig meget tid til at hverken læse eller at skrive. Og alligevel lyder jeg kun som en sur gammel mand. Børn er poesien selv, levende poesi, der langsomt glider ud imellem hænderne på en. Sådan er børn, sådan er livet. Derfor forsøger jeg at være positiv omkring den tid, hvor jeg ikke får lov til at være mig selv i bøgernes verden. 


Det provisoriske skrivebord, en ting jeg er bundet til af skæbnens lænker, dufter stadig af den efterhånden evindelige Tranströmer, der nu er vendt hjem fra London. Jeg er også vendt hjem fra det forbandede The Court Hotel i Earls Court, et hostel der tror, det er et hotel… London passede Tranströmer fint, som jeg skrev, men det var på ingen måde muligt at finde en digtsamling af William Carlos Williams, selvom jeg var inde i mindst ti forskellige forretninger. Er han bandlyst?  I virkeligheden har det bare sat min iver i vejret. Jeg har ikke været i nethandlen endnu, men regner med at undersøge sagen så snart jeg får penge på kontoen igen.

Williams nok mest kendte digt The red wheelbarrow er bl.a. vignet i Josefine Klougarts anden roman Hallerne.

So much depends
Upon

A red whell
Barrow

Glaced with rain
Water

Beside the white
chikens

tirsdag den 12. juli 2011

"Sommerdage"

I disse sommerdage sker der en masse ting samtidig med, at der slet ingenting sker. Derfor vil jeg her sikre, at der i det mindste sker én lille tekst om dagen. I den nye underrubrik "Sommerdage" (med den lidt for sommerfriske og næsten soap-agtige titel) dukker denne tekst op, dér vil den være for en rum tid og herfra skal den også forsvinde. I modsætning til bloggens primære idé vil der ikke herske nogen form for seriøsitet. Samtidig sletter jeg alle indlæggene én gang om ugen. For det første er det ikke muligt at lave bloggin' på undersider på samme måde, som på den egentlige blog i første potens. På den anden side understreger det, at hunden om sommeren får lov til at gå uden snor. Og bare rolig, den bider ikke...

Ideen med en mere personlig "underblog" er kommet ved, at jeg har haft på fornemmelsen, at der på den ene side ikke sker nok her på bloggen men samtidig, at det der så sker, det kan være lidt for tungt at læse og kommentere på en varm dag. Der er måske ikke nok begejstring over små poetiske passager, og der er måske for lidt undren over hverdagspoesi. Det bliver nu hverdagsskrivelser om litteratur og poesi, one-liners og glødende blodbøge på sort-hvid fotografier. Jeg håber undersiden falder i god jord for mine skrivevaner og eventuelle læsevenner (i det hele taget et forfærdeligt ord, nok et fint koncept). 

fredag den 8. juli 2011

Transtroemer er i London

Ok, jeg maa indroemme, Transtroemer er tager med mig paa sommerferie i London og der gaar noget tid foer han bringer sig selv paa banen paa bloggen med en laengere udredelse af sine evner. Ikke desto mindre passer storbyen ham glimrende. Den svenske natur er den perfekte kontrast til storbyen og Transteoemers multikulturelle applaus maa siges at falde i god jord her ogsaa. "Avisen en sommerfugl med snavsede vinger" den laeser jeg hver dag her i forsoeget paa at goere min ferie mere kulturel, men indtil videre er det kun blevet til et par Harry Potter anmeldelser. Er det kunst?

Hvis nogen har anbefalinger til nye engelske boeger, s[ skriver endelig en hurtig mail til mig paa gambianer7@gmail.com , jeg savner et litteraert indput og har ikke faaet forberedt mig.

Af bogkoeb regner jeg med at goere fundet af William Carlos Williams samlede digte, digte som jeg tror passer mig bedre end nogensinde. Og saa har jeg allerede anskaffet mig Roland Barthes "Mythologies" og er gaaet i gang med det meget relevante  perspektiv paa den moderne verden.

Jeg er klar over, at denne skrivelse bryder med bloggens principper, men sommerferien bryder flereprincipper end det meste andet, selv end de kristne helligdage!  Det betyder, at jeg skal besoege London Eye i morgen, noget jeg bestemt ikke havde forestillet mig>~)

Paa gensyn!