Jeg ville læse Den første sten af Carsten Jensen, fordi jeg følte den var et muligt samlingspunkt for det danske folk i forhold til Afghanistan. Så dumpede Rasmus Halling Nielsens Også ind, en helt anden type skildring af krigen. I de to genrer skal jeg finde ind i krigen samtidig med, at jeg har sat mig selv for at finde mig selv som læser.
Jeg læser pt.både Carsen Jensen og Raasmus Halling Nielsen, og de har begge skrevet om krig på to meget forskellige måder. Det er interessant, at krig begynder at fylde noget i mange forskellige værker i dansk litteratur. Det er rart at mærke, at virkeligheden trænger ind i digtningen, og at digtningen på samme tid forsøger at trænge ind i virkeligheden.
Jeg er i kolossal grad fascineret af Nielsens skrift, der både fortæller noget om, hvordan vi læser, men også om, hvordan vi oplever virkeligheden.
krigen har mødt livet en fjerkugle
andet end det aldrig andet at siger gerne siger;
ikke noget om helst
andet end det
ikke noget om helst
andet end det aldrig ophører vil gerne sige:
ikke noget om helst
andet end det
ikke noget om helst
andet end det du aldrig ophører vil gerne sige:
må freden dele sin fjerkugle
....
det er
lang tid
du er det
siv er
må krigen møde døden
må krigen møde døden en fjerkugle
der er krige og krige det er forkert
der er krige opg krige det er forkert en fjerkugle
at synge det ud i verden
at synge det ud i verden
at synge det ud i verden
at synge det ud i verden en fjerkugle
ikke nogen som helst
andet end det
- Også af Rasmus Halling Nielsen, uddrag af side 12
Med Jensens ord er vi i Nielsens langdigte (ja, det bliver de kaldt, men jeg er ikke enig, nogle af dem er langdigte, andre er fragmenter. Langdigtet liver for alvor blot brugt, fordi det er moderne at skrive langdigte) i den røde zone. Vi er ikke i panik, men der er hjerteslag nok til et lille kraftværk. Det kraftværk mærker man i Nielsens digte, der er totalt uoverskuelige at læse, hvis man sætter sig ned og tænker... men geniale, hvis man accepterer, at der er et flow i digtene, specielt langdigtene, og at de derfor først skal læses ud af landevejen. Bumpene skal du nok fornemme alligevel. Når du for alvor føler trang til at kravle ned i et hul, har du så muligheden for det.
De spørgsmål, man vil stille under den stille (nøgterne) læsning, vil man nemlig få svar på under der-ud-af-læsningen. Digtet folder sig langsomt men sikkert ud og hver bevægelse har sin årsag eller sit spejlbillede i kommende bevægelser. Som helhed giver det mening i modsætning til krigen, hvor det formentlig er den enkelte soldats krigsfærd, der giver mening, mens det store billede ikke giver mening.
[I modsætning til en anden dansk digter, som er langt fremme i skoene, nemlig Henrik Kabell, skriver Nielsen på mangel af betydning i den enkelte sætning og det enkelte ord (Kabell skriver med en betydningsoverflod), men det sproglige flow er alligevel ret tæt på at være identisk med Kabell i den måde betydning langsomt falder på plads (udvikler sig) mens man læser.]
Carsten Jensen har skrevet en roman, der er så tyk, at den er umulig at rejse rundt med. Det er en fortælling, der accepterer, at den er underlagt et læsehensyn. Hvis Carsten Jensen én enkelt gang er anmeldt for at skrive dårligt, er det ikke fordi, han ikke kan skrive. Han forfalder til forsimplede sætninger osv., netop fordi han skriver sig ind i det felt, hvor der er mulighed for at nå rigtig mange læsere (du kan også vælge at læse "mulighed for at sælge rigtig mange bøger"). Men... Carsten Jensen fortæller historien med så mange detaljer, han har kunnet finde, og det har han gjort for at give læseren muligheden for at lave sine egne rædselsforestillinger om krigen. Gruen udstilles frit med det formål at fremdrive handlingen og skabe levende karakterer.
Læsefødder
Det ses tydeligt, hvor jeg min begejstring ligger, men jeg er i tvivl om, hvor jeg skal sætte mine læsende øjnes såler (hvis du ikke læste det to gange er du en champ).
Hvorfor er det vigtigt at læse Carsten Jensens bud på en krigsroman?
Hvorfor er Halling Nielsens mindst lige så vigtig?
Carsten Jensens roman giver mulighed for at sætte en debat i gang om krigen, i fjernsynet og alle mulige andre steder, mens Halling Nielsens første problematisering nærmest er, hvordan vi kan tale om krigen, og Hallings bedste værktøj synes at være det nærmest uforståelige men sindssygt virkningsfulde "fjerkugle".
Det kan være farligt at stille sig op på toppen af en stabel bøger og love gud og hver mand et indlæg hver eneste fredag. Men med den her refleksion og missionen at finde sig selv som læser er løbet ligesom skudt i gang. Forhåbentlig bliver kommende tekster endnu kortere.
God fredag! (udråbstegnet er nødvendigt af og til)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar