torsdag den 2. august 2012

Forud for anmeldelse af Csáth - Kan man anmelde en dagbog?


Csáths Dagbog 1912-13 er vanvittig cool læsning, men kan man overhovedet anmelde en dagbog? Svaret må være både ’ja’ og ’nej’. På den ene side udgives dagbogen af et anerkendt officielt forlag både her i landet og i udlandet, og man må derfor gå ud fra, at der er tale om et litterært værk. På den anden side er dagbogs-genren en intim og personlig skriveform, der i sit udgangspunkt ikke er skrevet for, at andre (hele verden) skal læse, hvad man skriver.
Alligevel er det meget almindeligt, at forfatteres dagbøger og breve udgives i bogform efter deres død. Der kan ikke skelnes imellem forfatterens egentlige værk og andre personlige papirer, og det kan der være både performative og biografiske grunde til. Måske er dagbogen alligevel skrevet sådan, at den senere kan udgives, mens den samtidig kan være nøglen til, hvorfor værkerne er skrevet, som de er. På den måde opstår der hurtige forbindelser imellem hændelser i virkeligheden og fiktionen, forfatter og karakter osv.

Men der er stadig ikke noget klart svar på, om dagbøger kan anmeldes. Der er stadig ikke noget svar på, hvilken litterær kvalitet en dagbog kan indeholde, som samtidig kræver kritik. Er det at anmelde en dagbog ikke mere at anmelde et menneske, end det sædvanligvis er, når vi fx taler om en roman, der evt. er selvbiografisk og åben omkring det?

Man kunne også give sig i kast med, hvorfor vi i det hele taget skal læse den her dagbog fra en rimelig marginal eller i hvert fald ukendt skikkelse i nyere litteraturs historie? Er indholdet relevant? Den tilgang giver helt andre svar med langt mere kød på. Lilian Rösing har skrevet et yderst givtigt efterord i bogen, der bl.a. sætter læseren ind i forfatterens litteraturhistoriske placering. Hvad er det her for en dagbog? Og er der virkelig foreksemlper, som kunne have inspireret til netop en sådan type skrift?

Etikken bør vi nok ikke strejfe i det her tilfælde, og lad os derfor gå lige direkte til æstetikken, der umiddelbart ikke finder sin naturlige plads, da dagbogen jo som sådan ikke er en stiliseret genre, hvis man skal holde sig til genrens egentlige funktion. Alligevel finder en æstetisk betragtning sin berettigelse, for det tidsspænd som adskiller Csáth fra os på netop hundrede år, giver en interessant cocktail rent sprogligt set ligesom emnet også er med til at skabe gode forhold.

I spørgsmålet ’Kan man anmelde en dagbog?’, finder man ikke noget konkret svar. Hvad er en dagbog, og hvad er ikke? Til gengæld finder man flere perspektiver på problematikken. Hvad kan vi bruge dagbøger til, og hvorfor udgiver man dem overhovedet?

Det er vigtigt at skelne imellem dagbogen og biografien. Til trods for visse kalulationer er der store forskelle på stof, ærlighed og troværdighed.

En anmeldelse af Csáth kan forventes inden for de seneste dage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar