Man kan læse Dagbog 1912-13 på mange måder. Det er en morfinists noteringer af sit forbrug samt overvejelser herover. Det er en liste over erobringer af det kvindelige køn og detaljerede beskrivelser af, hvordan både det ene og det andet er foregået. Forførelsen såvel som ofringerne. Det er en forfaldets dagbog, en sindssygens dagbog. Det er lægelige observationer af et narkotika-forbrug. Det er noteringer af utroskab eller mandschauvinisme. Det er skiftende selvsikkerhed og paranoia. Det er en begærets eller lystens historie samt historien om, hvordan man tøjler dette begær (eller mislykkes hermed). I alle tilfælde er det stærke sager. Det er grovheder, som man skal passe på ikke at fordømme. Visse læsere vil givet vis få kvalme og væmmelser ved blot at læse en enkelt side, mens andre vil æde det hele råt.
”Dieses Buch verursacht Unwohlsein.” Sådan skrives der på
den tyske anmelderblog eckfenster. Den
ungarske forfatter, musiker, kritiker og læge Géza Csáth (født József Brenner) viser os sine inderste
glæder og pinsler i Dagbog 1912-13. Og
kan man ikke se udover den moralske dekadence, kommer man til at læse Csáths
dagbog med dybe rynker i panden hele vejen igennem.
Dagbogen lægger ud med tilbageblikket ”Notater fra sommeren
1912”. Csáth har fået arbejde på kurstedet i Stubnya, hvor han som stedets læge
skal tilse de besøgende. Og disse tilsyn får han i den grad mere ud af, end
hvad man kunne forestille sig. Sjældent har man set mage til lignende casanova.
Csáth kommer i øvrigt til stedet med en stof-afhængighed, der kunne synes
udsprunget eller i hvert fald udviklet af en professionel interessekrydret med
en god del afhængighed siden 1910. Første bemærkning finder sted allerede på
side 8.
Jeg tog gennemsnitligt 0,02-0,03 P, som jeg doserede på én gang hver anden dag ved 2tiden om eftermiddagen. Det resulterede ikke i nogen harmonisk eufori, men jeg havde brug for det til at kunne undertrykke de kødelige lyster og mine bestandige pekuniære og moralske bekymringer.
Misbruget virker i den første del umiddelbart afbalanceret,
og antallet af dårlige ”trips” er i bund. Gennem hele dagbogen finder der en
lignende præcis notering sted af, hvor meget han tager, og hvad han tager.
Længere henne kommer der fokus på, hvornår sprøjten skal tages. Skal den tages
i sengen eller på badeværelset efter morgenmaden? Der ledes efter den perfekte
rus konstant. Og jo længere vi følger den ungarske morfinist og multikunstner,
jo flere problemer opstår der.
Ved siden af narkotikaet er der som sagt kvinderne. Der
”coiteres” eller ”ofres” (som det hedder hos Csáth, når samlejet eller elskoven
fuldbyrdes) en hel del i bogens første halvdel, der kan læses som nære og
næsten lægelige observationer af det modsatte køn. På den anden side eksisterer
grænsen imellem lægegerningen og de ustyrlige lyster ikke. ”Så snart jeg havde
udtømt mig, forvandlede jeg mig til læge igen i en fornærmende fart…” De
kvindelige patienter (vi hører slet ikke om de mandlige) udsættes for stormløb
og lægen vurderer, hvor meget nydelse, han får af den enkelte patient. Det er
slemt perverst, kan man vist godt sige uden at fortale sig.
Forfaldet
Det mest fascinerende ved Csáths dagbog er den ærlighed,
hvormed han beskriver kampen med morfinen. Sommeren på kurstedet ser han i et
fragment fra 1919 tilbage på som et glansbillede af lykken selv:
Ligeså det
faktum, at der ikke findes en større sejr eller noget smukkere end at være ung
reservelæge på et kurbad, hvor 4-5 kvinder sukker efter én, at leve sundt og
godt (Tatrabjergene), drikke champagne, tage på udflugter til Csorbó.
Sommetider injicere lidt morfin efter at have coiteret en masse, osv., osv.
I den her tidlige periode er forholdet til Olga ligeledes på
sit højeste. Csáth har selvtilliden i god behold. Han har endnu kontrol over
sig selv, og sin forlovede er han overhovedet ikke i tvivl om. Sproget taler
for sig selv her: ”Jeg blændede nøglehullet, tog hende i mine arme, lagde hende
på kanapéen og løste hende hastigt fra angstens pinsler med min
tryllestav.” I det hele taget kan
kursteds-afsnittet være ganske underholdende. Der er ikke så meget jammer og
ofringerne er mange og lystigt beskrevet. Et andet sted kaldes den forlovede Olga for ”min skinke”
og at coitere udvides videre til fx Cleopatra og Antonius-stilling. Csáth
beskriver sin ”ætsende glæder” med et klichéfyldt sprog, som dog stammer fra
begyndelsen af 1900-tallet. Og sammen med optegnelser over hver eneste orgasme
og coitus, får disse lystige beskrivelser et skær af mental skævhed og får en
til at ane sindssygen/geniet.
Nedturene indfinder sig nu:
19. september 1912
Dagen i dag
agter jeg at beskrive i alle detaljer. Tallet 19 bryder jeg mig ikke om.
Fremover må jeg arrangere al min gøren og laden således, at jeg ikke behøver
bevæge mig udenfor en dør på denne dato. – Jeg vågnede kl. 9. Jeg tog mig
hurtigt 0,012 P, hvorefter jeg gik i seng igen. Euforien ville ikke indfinde
sig. Jeg spiste morgenmaden uden appetit, og cigaretten smagte mig heller ikke.
Og det gør de ved at suge nydelsen ved livet ud af Csáth. Dagene
bliver dårlige og forholdet til Olga bliver kompliceret. Desuden begynder
tanker om at stoppe med morfinen at boble frem på overfladen. Lægen forsøger at
præcisere forbruget og kun ramme de gode injektioner, men efter at have bevæget
sig ned i dosis et par dage kommer der altid en dårlig dag, hvor forbruget når
nye højder.
Det er et
grænseløst kummerligt liv. Jeg ækles ved mig selv og er så svag og ynkelig, at
jeg må undre mig over at Olga stadig kan elske mig og ikke bedrager mig. At hun
stadig ikke ækles over min svage, slørede røst, ækles over at jeg hele tiden
betragter mig selv i spejlet (som er helbredskompleksets naturlige refleks),
min kyniske og indskrumpede penis, mine hængende kinder, min åndsforladte snak,
mit impotente og ørkesløse liv, min dubiøse eksistens, den skamløshed, hvormed
jeg hver eneste dag trækker mig tilbage til WC’et og bliver der i lang tid og
min idioti. Jeg tror endog, at jeg stinker, eftersom jeg på grund af en ødelagt
lugtesans hverken kan sanse stanken fra min snusket tørrede røv eller fra mine
rådne tænder.
Her er morfinisten blevet åbenbar dårlig. Han hader sig selv
for det, ”giften” gør ved ham. Det er også lægens observationer over, hvordan
han selv går i opløsning. Det er den subjektive beskrivelse af, hvordan et
dårligt trip føles på kroppen og ikke mindst sindet.
Det endte med, at Csáth skød sin kone Olga. Han var
overbevist om, at deres fælles barn var en horeunge, og at Olga havde bedraget
ham. Han dør tilsyneladende af en overdosis efter at have forsøgt at overtale
serbiske soldater til at skyde ham.
XXX
Csáths dagbog er skrækkelig og underholdende på samme tid.
Sproget er godt og oversættelsen virker til at have tjek på den ”snusket
tørrede røv”, der sikkert ikke har været helt klar at oversætte. I den tyske
udgave nævnes der i forordet, at Csáth ikke fandt hvile i livet selv, men kun
når han skulle skrive om sine oplevelser. Og det kan der være noget om. Sproget
afspejler tydeligt det humør, Csáth er i, men det bibeholder samtidig lægens
videnskabelige observationer og fremstår delvist som lægens egen journal. Men
dagbogens mange lister og ”regnskaber” over orgasmer og økonomisk indtjening
side om side, lister over hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt,
viser at dagbogsskrivningen har været et holdepunkt for Csáth. Som ende på anmeldelsen bringer jeg et sidste
citat fra 1919-fragmentet, der simpelthen bare taler for sig selv.
13.) Jeg lod
mig indlægge på hospitalet for at blive helt
rask, og så kunne jeg udrede sagen om barnet bagefter. På det tidspunkt
blev jeg lidt efter lidt klar over følgende:
14.) O har
aldrig elsket mig.
15.) O var en
eksempelløs ond og slet kvinde.
…
20.) Jeg blev
klar over det hele dér, i løbet af 30 rædselsvækkende, søvnløse nætter, mens
mit hoved glødede som kul, og jeg stønnede af en bestandig mangel på luft. Det
var rædselsvækkende.
21.) Og så gik
det op for mig, at jeg var dødeligt syg, og at jeg ikke kunne hjælpes.
Dagbog 1912-13 af Géza Csáth
er udgivet af forlaget Basilisk, 143 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar