 |
| Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman udkom d. 11. februar 2011 på forlaget for utilregnelig litteratur Autre |
Pårørende efterlyses er Ide Hejlskovs debutroman og bestemt interessant læsning. Som undertitlen indikerer lægges der op til en mere eller mindre fragmentarisk roman-fortælling. Som læser sidder man med op til flere blanke kort, og jo længere man kommer, desto mere får man at vide. Alligevel svæver der et let spørgsmålstegn over læsningens karakter for, hvad er det, man sidder og læser? Den utilregnelige litteratur er da også det nyfødte forlag Autres varemærke.
Kort fortalt handler romanen om den meget fordækte "organisationen". Eller, den handler måske snarere om de personer man møder i de forskellige kapitler (spor). Kapitlerne er skabt sådan, at de hver tager en karakters perspektiv. Det medfører, at man følger personerne gennem jeg-fortællingen. Organisationen er, snarere end en hovedperson, det der forbinder de forskellige skæbner.
Romanen indledes i første spor gennem en dødsannonce. Pårørende efterlyses til afdøde Kristian Bent Kristensen, og den person, første spor følger, er således sønnen Niels Bent Kristensen.
Romanen, der udkom tilbage i februar, er en både simpel og inspirerende. Den piller ved eksistensen af mennesket uden nødvendigvis at stille det store spørgsmål: ”hvorfor lever vi?” Tværtimod virker det som om, der bygges på en vished; en overbevisning om ikke at være overbevist. Denne anmeldelse skal heller ikke læses, som om den kender svaret. Det gør den ikke. Men den har et bud, som den tør stå ved!
På en eller anden måde står referatet centralt i anmeldelsen. Det ubestemte filter (de forskellige karakterer og spor) bærer ikke kun spændingskurven, læserbegrebet og et tidsligt narrativt forløb; det bærer også den pointe, der hiver bogen frem i lyset af læserens egen virkelighed. Hvordan så det? Jo, gennem pseudonymet K.L. Smith forvanskes grænsetydeligheden imellem virkelighed og fiktion. Romanens massive og konstante brug af bogstavet K som begyndelsesbogstav i karakterernes navne (specielt hvis de har forbindelse til organisationens højere kredse) og karakteren L eller L. Smith (som har været formand for organisationen i 7 år) peger til sammen for forlaget Autres redaktør og indehaver K.L. Smith (som i forbindelse med denne anmeldelse også sendte mig et brev). Denne er via romanens 10. spor også en del af fiktionen. Det påstås i interviewet, at Ide Hejlskov blot har lagt navn til romanen af kommercielle årsager.
Der opstår en labyrint, en lukket by, hvor alle navne begynder med K på et eller andet tidspunkt.
”Forbogstaverne i mit navn er L.S. så meget kan jeg pludselig huske. Ikke noget med K, underligt nok. Der er mange K’er, kan jeg mærke, eller huske. Hvor ved jeg ikke. De er der bare. Som på dørskiltet. Døren er ikke helt låst, så jeg kan skubbe den åben. Jeg står i døren, lytter. Ikke en lyd. Det kribler ubehageligt under huden.”
Personlighedsspaltningen, hvilket som sagt både inkluderer romanen og forlaget, forfatteren og forlagsstifteren, vokser hurtigt op og bliver til en virkelighedsspaltning i stedet. Når man har læst Pårørende efterlyses, står man foran en kløft imellem virkelighed og fiktion. Virkelighedsspillet gennem karakteren L og forlagsstifteren K.L. Smith fungerer, fordi konstruktionen ikke ser sig tilbage. Som Das Beckwerk når det rejser ud i verden. Nu har jeg ikke læst Behrendts Dobbeltkontrakten, men i Pårørende efterlyses har vi et fuldt ud leveringsdygtigt analyseobjekt på området. Det Rimbaud-inspirerede foretagende, som både romanen og forlaget Autre – forlaget for utilregnelig litteratur, deltager i, er enestående i dansk litteratur. Det bliver virkelig spændende at se, hvad forlaget senere har at byde på. Kan det sælge sig selv ud igen og med virkning? Jeg mener, kan det blive ved med at spille med i fiktionen? Autre har sin anden udgivelse på gaden, den kom i august, og der loves en kort-prosa-samling af Hejlskov til det kommende forår.
Pårørende
Niels
2. januar
”Stiller kaffekoppen fra mig på kommoden, løfter mobiltelefonen. Uret på displayet viser 10.27. Jeg trykker cifrene 35 30 38 40, stirrer på displayet – fjerner det.”
Sådan begynder Ide Hejlskovs, helt uden dybsindigheder. Personligt kan jeg godt lide kaffekoppen, dens blottede eksistens og hjælpeløse tilværelse i menneskets menneskelige håbløshed. Derefter følger 11 linjer med karakterbeskrivelse gennem noget, der kunne ligne tanker. Men det er snarere beskrivelsen af tankerne end tankerne selv. Lige efter følger:
”Lægger telefonen på kommoden, kommer til at vælte kaffekoppen. Kaffen breder sig ud over avisen, over notitsen, den bliver brunlig.”
Sproget lægger gennem hele romanen bånd på sig selv. Stilen er knap, beskrivelserne filmiske. Det er ikke en sproglig roman det her, selvom sproget bruges udmærket og slet ikke dumt! Men det er ikke et sprogeksperiment, det er et romaneksperiment; et formeksperiment.
Alligevel er der nogle sproglige tiks, jeg gerne vil påpege. Ét af dem er brugen af ordet grå. Den grå nuance kan ses som et nøgleord i romanen. Og det er ikke et negativt træk, tværtimod. Det giver læseren muligheden for at tolke alting med ét ord; én netop ubestemt nuance, der ser ud af ingenting men kan være alting. Det kan føles som om, der er noget inde bag ved det grå, som var der en anden virkelighed under tågebankerne en tidlig morgen. I grunden kan det vel diskuteres, om det er en anden eller netop den samme virkelighed. Dét er i sig selv et interessant filosofisk spørgsmål om tvetydighed eller perspektivitet, der vækkes til live i romanen. Tvetydigheden beskrives bl.a. gennem den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916). En bestemt farve (grå, farveløse nuancer, antifarve) kommer til at beskrive virkeligheden på en sådan måde, at virkeligheden selv uden videre kan forandres. Gennem Hammershøi stikkes en reference til Danmark og danskerne, den danske natur og vel sagtens den danske mentalitet. Per definition gider jeg ikke læse romanen som en direkte kritik af det danske overvelfærdssamfund, men læsningen ligger lige til højrebenet. Og skulle man have set en nyere film: The adjudgement bureau, da vækkes der yderligere fikse ideer om overvågning og totalplanlægning af virkeligheden. Der er i den retning, man får mulighed for at komme mange ting på bordet og tolke helt konkret, men romanen har mere at byde på.
Anmeldelser
Pårørende efterlyses – 10 spor af en roman er og bliver aldrig en bestseller. Dertil har den for mange ambitioner; den nøjes hverken med at fortælle den kærlighedshistorie, nogle anmeldere er inde på, eller sætter sproget på spil, for at formen skal blive renere. Sproget, der på nogen måder godt kunne minde om de steder i Murakamis Efter midnat, hvor man som rent kamera observerer en sovende pige, underbygger klart ideen med de ti spor. Denne fragmentariske tilgang (med mange spor frem for blot to eller tre fortællinger, der så støder sammen) manifesterer udmærket den dokumentariske observation. Den behøver nødvendigvis ikke gribe fat i nogen tydelig rød tråd for at komme til live. Det var denne tvangstanke jeg i sin tid opdagede hos Rothstein. Det irriterede mig, at han ikke kunne se udover krimi-elementerne, men kun kunne lede efter de brikker, der manglede for at gøre billedet klart.
Litteratursidens anmelder nævner Kafkask kaos i sin anmeldelse, hvilket er en rimelig analogi i forbindelse med den læser, der bliver ved med at forvente en opklaring. Selvom det niende spor måske nok springer et godt stykke frem, så giver det alligevel ikke svar på det spørgsmål, der vil forklare alt. Organisationen har ikke fyldt meget i anmeldelsen her. Den fylder på en og samme gang alting og ingenting i romanen. Det mest konkrete, man kan sige om organisationen, er, at deres formænd gennemgår navneforandring som en anden kongerække. Her er det som sagt bogstavet K (Karl og Karla) der styrer. Bortset fra det, forbliver organisationen relativt uopdaget område. De forfølger folk og har magt og indflydelse udover almindelige forhold. Spændingen imellem tekstualitet og læservirkelighed er også med til at lægge en slørende læselinse.
At kalde Hejlskovs roman for en dårlig betyder, at man er lukket for nye utilregnelige indtryk. Sproget er let-læseligt, flyder og hænger godt sammen. Den er velskrevet! I lektørudtalelsen står der, at bogen kan læses på flere niveauer, hvilket er rigtigt. I virkeligheden skal den læses på flere niveauer, for jo mere man går i dybden = jo mere man læser ud over den her førnævnte kærlighedshistorie, desto mere saft kan man presse ud af Pårørende efterlyses.
