"Den blinde ko" af Joan Maragall - oversat af blogmeister TVG

Den blinde ko
På skæbnens vej til kilden
ramler koen på må og få ind i træstammerne
den går alene, koen, alene, alene. Den er blind.

Med overlegent sigte, et stenkast

fra knøsen knuser ét øje; det andet

inddrev en sky. Koen er blind. 

Den vil slukke tørsten ved kilden som den plejede;

ikke med den faste gang fra andre gange

ej heller med sine kofæller; nej, den går alene. 

De andre græsser, gennem skrænter og dale,
vindstille enge og flodbredder,
koklokken bjælder medens de spiser
de friske urter. Koen, den faldt.
Støder mulen mod det slidte kar
bakker med smerten... men fortsætter
sænker nakken mod vandet og drikker stille.
Den drikker lidt, uden tørst. Bagefter løfter den
imod himlen, enorm, det behornede hoved,
stor og tragisk gestus. Den blinker
over de døde øjne, vender tilbage,
- forældreløst fra solens lys der brænder -
til de uudslettelige og usynlige stier
modløs dingler den lange hale.

Jeg har oversat digtet fra spansk, men det er oprindeligt skrevet på catalansk. Det er middelmådig oversættelse, men jeg tror digtets sørgmodighed kommer frem i de blotte ord, der skal tages og føles på. Maragall levede fra 1860-1911 og var ikke kun digter. Han var også oversætter og konservativ litteraturkritiker, meget loyal overfor det katalanske sprog.

Den blinde ko er udtryk for en følsom poesi og kan muligvis tolkes i politiske retninger. Det vil jeg dog holde mig fra. Efter min mening skal man blot smage på ordene og forestille sig den lille vandring til kilden for at få livets vand...

Anm. En tiger for en engel - Anne B. Ragde - Velfortalt sproglig debutsællert fra 1990 kommer til Danmark

En tiger for en engel udkommer i dag d. 12. oktober 2011 på forlaget Rosinante, 261 sider til 299,95

I dag udkommer Anne B. Ragdes debutroman fra 1990 endelig på dansk. Hun er i Danmark tilsyneladende mest kendt for trilogien Berlinerpoplerne (2004), Eremitkrebsene (2005) og Ligge i grønne enge (2007), men har publiceret en lang række værker i forskellige generer siden 1986. I 1990 var hun altså ikke nogen grøn skribente. Og det mærkes tydeligt i debutromanen, der først nu, over tyve senere, udkommer på dansk med undskyldningen: En tiger for en engel rummede oprindeligt en del norsk dialekt.

Normalt er den her slags litteratur ikke min smag. Det er det stadig ikke. Ikke desto mindre nød jeg at fræse igennem En tiger for en engel. De få dage, det tog, fik en ekstra dimension; ligesom skilsmissebarnet i sig får en ny dimension i bogen. Romanen, der fortæller om en lille piges oplevelse af skilsmissen, bærer sig selv igennem 261 sider, fordi den i høj grad er velskrevet. Og her taler vi ikke om slåfejl, knudrede sætninger osv. Slåfejlene opfatter man ikke (hvis der altså er nogle) og de knudrede sætninger har, så at sige, noget at sige i romanen, der på sin egensindige facon benytter sig af det kaotiske for at beskrive følelser og stemninger.

De følelser teksten udtrykker i En tiger for en engel, de er stærke. Sproget får lov til at formidle disse følelser gennem den lille piges handlinger, tanker og ord. Ved siden af hjælpes vi også på vej af pigens bedste stykke legetøj, Barbie, der leverer nogle af de fineste symbolske beskrivelser af sindstilstanden.

Hun holdt Barbie om livet og vred hende, så hun gik stift hen over gulvet, Barbies spidse ben prikkede i gulvtæppet og lavede skrabende lyde. Lotte klemte hende endnu mere og lod hende hoppe af sted som en kænguru. Det hvide plastichår daskede Lotte på knoerne. En saks faldt på gulvet derude. Barbie var ikke fin, kjolen var grim og skrigende i farven. Lotte bankede hende hårdt ned i gulvet, men benene knækkede ikke, de bøjede bare fremad. Nu sad Barbie i luften med benene strakt frem som pinde, hun smilede stadig og rakte armene frem som for at fange noget, der kunne blive kastet til hende hvert øjeblik. […] Lotte smed Barbie ind under sofaen, så hårdt, at hun ramte væggen med et smæld. Hun lå på siden, smilende og stadig med fremstrakte arme.

Uden tvivl er En tiger for en engel en psykologisk roman, for alting skildres ikke gennem forfatterens stemme, men i stedet gennem den karakter vi fra første side i romanen lærer at kende som et sansende væsen. Men en psykologisk eller symbolsk fortalt roman ville aldrig vinde frem, hvis sproget som formidler ikke også kendte sig selv og vidste, hvordan det overskred sin egen betydning og den egentlige sproglige formidling. Det er det, der peges på her: ”Ordene blev til et godstog, enkeltvogne kædet sammen. Vognene var lukket med brede skydedøre, det var umuligt at skimte indholdet.” eller ”Striberne lukker farmor ude og hakker ordene op i smalle skiver ligesom en æggedeler.” Ordene har mulighed for at træde ind i en anden dimension, hvor betydningen simpelthen forsvinder; og det er i den grad givende.

Hvor har vi så hovedpersonen Lotte henne i alt det her vrøvl? Jo, for det meste forsøger Lotte at forsvinde ud af virkeligheden. Den frustration barbie-scenen tidligere udtrykte, forvandler sig til mareridtsagtige halucinationer hver gang, Lotte i mørket skal sove. Tekststykkerne her bliver helt uhyggelige. For at blive fri for uhyrerne, må hun bilde dem ind, at hun ikke er der, hun hedder ikke Lotte og hun findes ikke. Måske kan man sige, at hun kun holdes ind i virkeligheden, fordi hun er en lille sansende skabning. det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes.

Næste morgen, så snart hun dukker ud af søvnen, holder hun sig fast i tomrummet, det, der ikke ved noget: ikke aner, hvor hun er, hvem hun er, hvad der skal ske. En lille detalje er det eneste, der skal til for at vippe hende ind i virkeligheden og sætte dagen på plads. Men endnu ligger hun med lukkede øjne og svømmer i et ingenmandsland. Brisen fra vinduet lugter af modne æbler. Det fortæller hende at hun er i Perlevik, og dermed kommer resten sivende.

Det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes. Hun kan ikke helt flygte fra en empirisk virkelighed, der ikke påvirkes af ord, sprog eller tanker, men i stedet af lyde, syn og ikke mindst dufte, som generelt spiller en stor rolle for Lotte. Men det er tæt på takket være hendes far.

Den analogi romanen selv kommer med fortæller historien om hankatten, der glemmer at han er far for sine killinger og derfor slår dem ihjel for at spise dem. I menneskeriget lyder den sådan her: ”Han sagde ikke noget. Hun faldt snart, ned gennem stolen, tværs gennem gulvet. Sodavandsflasken og kaffekoppen ville flagre i luften, spilde ud over det hele.” På en eller anden måde er følelsen kolossal, specielt mens læsningen står på. Det er det, jeg synes romanen gør så godt.

Populærkulturens finkulturelle reflekser

En tiger for en engel lægger sig opad en mere kunstnerisk udfoldelse gennem sine sproglige udfoldelser. Sanseligheden i første kapitel er fuldt ud fantastisk. Græsset beskrives som et tæppe af sugerør, der stikker op af jorden. Men derfra må man så også sige, at Ragde har brugt god brug af sin uddannelse i bl.a. massekommunikation. Romanens helhed ligger bl.a. i, at den taler samme tydelige sprog hele vejen igennem. Symbolerne er i længden tydelige for alle, dvs. at de er ensrettede. Gennem læsningen kan man derfor lægge betydning i flere forskellige observationer, som til slut vil fremstå meningsløse og helt uden indvirken på hovedsporet, hvis man nu skulle bruge Hejlskovske termer.

En tiger for en engel går ikke over gevind og bliver for meget. Der er underholdning for alle pengene, og der er passager, der er værd at vende tilbage til. Proportionerne er velafmålte: spændingskurven er på sit højeste ca. 30 sider før målstregen, og der kan dermed dømmes frit løb det sidste stykke vej. Desværre er det en skam, at trangen til at forklare sig fuldt ud trænger igennem på de sidste sider, til trods for de gennemtrængende symboler.

Når det er sagt, så tag at læs supersællerten fra Norge. Den bærer fjældenes barmhjertighed; man fornemmer den norske socialrealisme, der har sit eget specielle sprog fra betonblokken gennem røgsløret og en kold virkelighed set fra barnets perspektiv. Den er godt skrevet og behandler emnet tankevækkende. Det er ikke en bog, der udfordrer grænserne for den narrative kunst, men på den anden side, så har den håndværket i orden; det at fortælle en historie godt.

P.S.

Der er noget underligt omkring den originaltitel, der er angivet i bogen selv. ”Hvem sviktet Lotte?” Til at begynde med, havde jeg egentlig tænkt mig at kritisere oversætterens nye titel, for jeg synes ikke den er fyldestgørende, snarere påtaget og lidt for smart. Jeg har dog ikke kunnet finde denne titel (Hvem sviktet Lotte) nogen andre steder, og jeg står derfor blot og lader min kritik glide ud af ærmet.

Anm. Indbrud - Ole Rosenstand Svidt - Tunnelen af fiktion stiller læseren et virkelighedsparadoks og en malproportioneret sprogligt vaklende fortælling.

Indbrud, af Ole Rosenstand Svidt, udkom d. 19. august på Forlaget Nulpunkt, 324 sider til 240 kr. Bogen er på mange måder en Aarhus-udgivelse og foregår også i Aarhus.

Efter at have hørt Ole Rosenstand Svidt læse et par kapitler højt af sin debutroman Indbrud, dømte jeg intuitivt og en smule letsindigt udgivelsen som en klichefuld skildring af temaerne kærlighed og paranoia. Siden har jeg læst hele bogen, og det var en fornøjelse med blandede følelser.

Essens

At jeg fornemmede klicheer eller karikaturer, det var ikke tilfældigt, for Svidt har en forkærlighed for disse. Karikaturerne synes at være et af hans værktøjer, en slags arbejdsmetode. Det faktum er romanen i sig selv en demonstration af rent praktisk. Den er selv en karikatur. Men den er heldigvis mere end det. Den går bag om sig selv, som fx her, i begyndelsen af kapitel 15:

Arbejdet med min roman forløber som planlagt. Jeg har efterhånden fået skrevet en lille snes kapitler. Jeg tager udgangspunkt i mine egne oplevelser som offer for indbrud, men overdriver og karikerer bevidst både min hovedperson og de hændelser, han bliver udsat for. Både for at få lidt mere drama ind i bogen og for at lægge et vist filter ind imellem fiktion og virkelighed, så jeg ikke kommer til at blande de ting for meget sammen. Der skulle jo gerne være forskel.

På den måde er Indbrud en roman om sin egen metode – karikaturen. Men i det, at der samtidig bringes brudstykker fra den roman, hovedpersonen Elo er ved at skrive (hvori hovedpersonen Thomas selvfølgelig også er ved at skrive en roman – en mega-bestseller by the way – han har paradoia osv.) som supplerer handlingen i Oles bog, der hører læserens og min virkelighed til, går den fra at være teoretisk funderet og altså handle om, hvordan man skriver en roman, til at være biografisk. Fortællingen er en deklarering af, at den er selvbiografisk samtidig med, at den leger med forholdet imellem fiktion og virkelighed, også på det rent fiktive niveau. Fiktionen er en collage med flere forskellige lag, som de der 3D-puslespil, man er begyndt at kunne købe i forretningerne. De hænger sammen gennem fortællingen, den egentlige bog (materiel som fiktiv) og gennem Ole og Elo (anagram), gennem forlaget Nulpunkt, der er det samme i virkeligheden og i fiktionen ligesom Århus også går igen. Og kender man forfatteren privat, er der sikkert et væld sammentræf genkendeligheder, og læseoplevelsen kunne gå hen og blive ekstraordinær underholdende. Alt dette må være en konsekvens af fiktionens teoretiske præmis. Indbrud handler om Indbrud, som alle romanerne hedder. En evig tunnel ind i det fiktive univers, der måske blot skal opfattes som ét værk. Og hertil holdes fiktionen og virkeligheden indtil videre ud fra hinanden.

Måden det fiktive univers strækker sig ud i flere lag er som sådan fin nok. Evighedstanken er spændende, og det skiftende perspektiv skaber den lille smule dynamik i narrationen. Men der, hvor jeg synes, det bliver virkelig interessant, er, når vi får udgivelseshistorien og receptionshistorien for Indbrud. Det fungerer godt bl.a. fordi, at der først her kommer hold i den narrative fremgang. Fortællingen får lov til at være tankefuld uden også at skulle være fortælling og bevæge sig kronologisk fremad. Det er også her, at den ironi, klicheerne tydeligvis skal udstråle, når læseren. Fx når romanen gennem dagbladene anmelder sig selv.. Der opstår hermed et paradoks omkring tiden. Eller måske er det snarere romanen, der overskrider sig selv og grænserne for det fiktive? At det er det samme forlag i virkeligheden som i bogen har fx krævet tilretning. Nulpunkt har vedtaget en roman og dermed samtykket til selv at medvirke i den. Ligeledes er anmeldelserne og omtalen et bud på fremtiden; endda, de er et bud på virkeligheden!   Ideen her er faktisk interessant og tankevækkende, men desværre er den umiddelbart blot en brik i fortællingen om paranoiaen, og det går den lidt som med pointen på sidste side. Den når ingen vegne og mangler fast udtryksgrundlag.

Dejmassen

Udover det metaspor, jeg ovenover har forsøgt at beskrive, er Indbrud af Ole Rosenstand Svidt frustrerende læsning. Fortællingen om kærlighed og paranoia er tynd og næsten stemningsløs. De mange ord mangler tyngde, og de frustrationer og følelser der forsøges skildret mangler troværdighed. Der er nogle vilde udsving i handlingskurven, men mine usikkerheder omkring Indbrud ligger snarere i sproget. Sproget drukner i handling, ligesom ideerne drukner, fordi de ikke får tid og plads. Klicheerne, som sproget tvinges til at fremføre med fuld fanfare alle 224 sider, bliver gennemsigtige, virkningsløse og en smule irriterende for selv den tålmodige læser. Faktisk bliver bogen bedre på de sidste sider, fordi nogle få overvejelser får plads og kommer til at veje noget. Og den pludselige tyngde kommer til overvejelserne, fordi bogen slutter. Narrationen slutter, der kommer ingenting bagefter, og det bliver måske først hér alvor.   

Overvejende er der mange gode ting i Svidts roman. Men der er ligeledes en del at tage fat i. Proportionerne mangler, for der er så meget at fortælle, at der ikke er plads til at fortælle det rigtigt eller snarere så det fungerer. Hovedsageligt er det 1. del af romanen, der bliver for langtrukken. Anden del af romanen forekommer mere dynamisk, og den får da også lov til at ville noget mere. Hvordan ville Indbrud opføre sig, hvis den kun havde 100 sider til rådighed? Det kunne være et eksperiment, der ville være værd at tage med. Det er ideerne i Svidts roman, der kan udvikle sig i forskellige interessante retninger, hvis de altså bliver grundigt banket og slået godt til.

Glansbilledets hologram

Jeg vil slutte den her anmeldelse med et citat fra bogens sidste kapitel. Ja, faktisk er der tale om de sidste linier i bogen; sidste linier, der trækker bogens indre spektakel op i en fordrejet pointe, som efter min mening er værkets fineste. Det skæve og skøre sidste udkast udtrykker bogens grundbekymring og giver dermed mening til den paranoia, der på side 6 (første side) begyndte med: ”Jeg er blevet udsat for indbrud.” Men som nævnt tidligere, så findes pointen ikke rigtig i resten af romanen, og smagsdommen bliver desværre en smagsdom, der tilbyder noget mindre end de almindelige ”fifteen minutes of fame”.

Det største problem bliver friheden. Jeg ved, den ligger på spring som en tiger og til sidst kommer og tager mig. At det kun er et spørgsmål om år, og snart bliver de år til måneder, og til sidst til dage. Snart kommer den dag, hvor jeg bliver sat på gaden, hvor den tunge port falder i bag mig, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Der er kun én måde, jeg kan holde den dag døren på. / Og den ligger lige for.

Tranströmer vinder nobelprisen 2011

Den svenske digter Tomas Tranströmer, der i foråret fyldte 80, hvilket blandt andet blev hædret med en udgivelse af samlede værker (anmeldt her på bloggen), har netop vundet nobelprisen i littertur 2011. Han har fået prisen foran bl.a. Bob Dylan og Haruki Murakami, og jeg synes det er velfortjent. Murakami har endnu ikke opnået fuldstændig litterær tyngde, men er dog godt på vej... og Dylan har måske tyngden, men ligger samtidig for meget i et andet felt. 

Nobelkomiteens udtalelse lyder: 

"because, through his condensed, translucent images, he gives us fresh access to reality".

og jeg kan ikke udsige mig denne beskrivelses rigtighed. 

Anm. Pårørende efterlyses -10 spor af en roman - Ide Hejlskov

Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman udkom d. 11.  februar 2011 på forlaget for utilregnelig litteratur Autre

Pårørende efterlyses er Ide Hejlskovs debutroman og bestemt interessant læsning. Som undertitlen indikerer lægges der op til en mere eller mindre fragmentarisk roman-fortælling. Som læser sidder man med op til flere blanke kort, og jo længere man kommer, desto mere får man at vide. Alligevel svæver der et let spørgsmålstegn over læsningens karakter for, hvad er det, man sidder og læser? Den utilregnelige litteratur er da også det nyfødte forlag Autres varemærke.
Kort fortalt handler romanen om den meget fordækte "organisationen". Eller, den handler måske snarere om de personer man møder i de forskellige kapitler (spor). Kapitlerne er skabt sådan, at de hver tager en karakters perspektiv. Det medfører, at man følger personerne gennem jeg-fortællingen. Organisationen er, snarere end en hovedperson, det der forbinder de forskellige skæbner.
Romanen indledes i første spor gennem en dødsannonce. Pårørende efterlyses til afdøde Kristian Bent Kristensen, og den person, første spor følger, er således sønnen Niels Bent Kristensen.

Romanen, der udkom tilbage i februar, er en både simpel og inspirerende. Den piller ved eksistensen af mennesket uden nødvendigvis at stille det store spørgsmål: ”hvorfor lever vi?” Tværtimod virker det som om, der bygges på en vished; en overbevisning om ikke at være overbevist. Denne anmeldelse skal heller ikke læses, som om den kender svaret. Det gør den ikke. Men den har et bud, som den tør stå ved!

På en eller anden måde står referatet centralt i anmeldelsen. Det ubestemte filter (de forskellige karakterer og spor) bærer ikke kun spændingskurven, læserbegrebet og et tidsligt narrativt forløb; det bærer også den pointe, der hiver bogen frem i lyset af læserens egen virkelighed. Hvordan så det? Jo, gennem pseudonymet K.L. Smith forvanskes grænsetydeligheden imellem virkelighed og fiktion. Romanens massive og konstante brug af bogstavet K som begyndelsesbogstav i karakterernes navne (specielt hvis de har forbindelse til organisationens højere kredse) og karakteren L eller L. Smith (som har været formand for organisationen i 7 år) peger til sammen for forlaget Autres redaktør og indehaver K.L. Smith (som i forbindelse med denne anmeldelse også sendte mig et brev). Denne er via romanens 10. spor også en del af fiktionen. Det påstås i interviewet, at Ide Hejlskov blot har lagt navn til romanen af kommercielle årsager.

Der opstår en labyrint, en lukket by, hvor alle navne begynder med K på et eller andet tidspunkt.

”Forbogstaverne i mit navn er L.S. så meget kan jeg pludselig huske. Ikke noget med K, underligt nok. Der er mange K’er, kan jeg mærke, eller huske. Hvor ved jeg ikke. De er der bare. Som på dørskiltet. Døren er ikke helt låst, så jeg kan skubbe den åben. Jeg står i døren, lytter. Ikke en lyd. Det kribler ubehageligt under huden.”

Personlighedsspaltningen, hvilket som sagt både inkluderer romanen og forlaget, forfatteren og forlagsstifteren, vokser hurtigt op og bliver til en virkelighedsspaltning i stedet. Når man har læst Pårørende efterlyses, står man foran en kløft imellem virkelighed og fiktion. Virkelighedsspillet gennem karakteren L og forlagsstifteren K.L. Smith fungerer, fordi konstruktionen ikke ser sig tilbage. Som Das Beckwerk når det rejser ud i verden. Nu har jeg ikke læst Behrendts Dobbeltkontrakten, men i Pårørende efterlyses har vi et fuldt ud leveringsdygtigt analyseobjekt på området. Det Rimbaud-inspirerede foretagende, som både romanen og forlaget Autre – forlaget for utilregnelig litteratur, deltager i, er enestående i dansk litteratur. Det bliver virkelig spændende at se, hvad forlaget senere har at byde på. Kan det sælge sig selv ud igen og med virkning? Jeg mener, kan det blive ved med at spille med i fiktionen? Autre har sin anden udgivelse på gaden, den kom i august, og der loves en kort-prosa-samling af Hejlskov til det kommende forår.

Pårørende

Niels

2. januar

”Stiller kaffekoppen fra mig på kommoden, løfter mobiltelefonen. Uret på displayet viser 10.27. Jeg trykker cifrene 35 30 38 40, stirrer på displayet – fjerner det.”

Sådan begynder Ide Hejlskovs, helt uden dybsindigheder. Personligt kan jeg godt lide kaffekoppen, dens blottede eksistens og hjælpeløse tilværelse i menneskets menneskelige håbløshed. Derefter følger 11 linjer med karakterbeskrivelse gennem noget, der kunne ligne tanker. Men det er snarere beskrivelsen af tankerne end tankerne selv. Lige efter følger:

”Lægger telefonen på kommoden, kommer til at vælte kaffekoppen. Kaffen breder sig ud over avisen, over notitsen, den bliver brunlig.”

Sproget lægger gennem hele romanen bånd på sig selv. Stilen er knap, beskrivelserne filmiske. Det er ikke en sproglig roman det her, selvom sproget bruges udmærket og slet ikke dumt! Men det er ikke et sprogeksperiment, det er et romaneksperiment; et formeksperiment.

Alligevel er der nogle sproglige tiks, jeg gerne vil påpege. Ét af dem er brugen af ordet grå. Den grå nuance kan ses som et nøgleord i romanen. Og det er ikke et negativt træk, tværtimod. Det giver læseren muligheden for at tolke alting med ét ord; én netop ubestemt nuance, der ser ud af ingenting men kan være alting. Det kan føles som om, der er noget inde bag ved det grå, som var der en anden virkelighed under tågebankerne en tidlig morgen. I grunden kan det vel diskuteres, om det er en anden eller netop den samme virkelighed. Dét er i sig selv et interessant filosofisk spørgsmål om tvetydighed eller perspektivitet, der vækkes til live i romanen. Tvetydigheden beskrives bl.a. gennem den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916). En bestemt farve (grå, farveløse nuancer, antifarve) kommer til at beskrive virkeligheden på en sådan måde, at virkeligheden selv uden videre kan forandres. Gennem Hammershøi stikkes en reference til Danmark og danskerne, den danske natur og vel sagtens den danske mentalitet. Per definition gider jeg ikke læse romanen som en direkte kritik af det danske overvelfærdssamfund, men læsningen ligger lige til højrebenet. Og skulle man have set en nyere film: The adjudgement bureau, da vækkes der yderligere fikse ideer om overvågning og totalplanlægning af virkeligheden. Der er i den retning, man får mulighed for at komme mange ting på bordet og tolke helt konkret, men romanen har mere at byde på.

Anmeldelser

Pårørende efterlyses – 10 spor af en roman er og bliver aldrig en bestseller. Dertil har den for mange ambitioner; den nøjes hverken med at fortælle den kærlighedshistorie, nogle anmeldere er inde på, eller sætter sproget på spil, for at formen skal blive renere. Sproget, der på nogen måder godt kunne minde om de steder i Murakamis Efter midnat, hvor man som rent kamera observerer en sovende pige, underbygger klart ideen med de ti spor. Denne fragmentariske tilgang (med mange spor frem for blot to eller tre fortællinger, der så støder sammen) manifesterer udmærket den dokumentariske observation. Den behøver nødvendigvis ikke gribe fat i nogen tydelig rød tråd for at komme til live. Det var denne tvangstanke jeg i sin tid opdagede hos Rothstein. Det irriterede mig, at han ikke kunne se udover krimi-elementerne, men kun kunne lede efter de brikker, der manglede for at gøre billedet klart.

Litteratursidens anmelder nævner Kafkask kaos i sin anmeldelse, hvilket er en rimelig analogi i forbindelse med den læser, der bliver ved med at forvente en opklaring. Selvom det niende spor måske nok springer et godt stykke frem, så giver det alligevel ikke svar på det spørgsmål, der vil forklare alt. Organisationen har ikke fyldt meget i anmeldelsen her. Den fylder på en og samme gang alting og ingenting i romanen. Det mest konkrete, man kan sige om organisationen, er, at deres formænd gennemgår navneforandring som en anden kongerække. Her er det som sagt bogstavet K (Karl og Karla) der styrer. Bortset fra det, forbliver organisationen relativt uopdaget område. De forfølger folk og har magt og indflydelse udover almindelige forhold. Spændingen imellem tekstualitet og læservirkelighed er også med til at lægge en slørende læselinse.

At kalde Hejlskovs roman for en dårlig betyder, at man er lukket for nye utilregnelige indtryk. Sproget er let-læseligt, flyder og hænger godt sammen. Den er velskrevet! I lektørudtalelsen står der, at bogen kan læses på flere niveauer, hvilket er rigtigt. I virkeligheden skal den læses på flere niveauer, for jo mere man går i dybden = jo mere man læser ud over den her førnævnte kærlighedshistorie, desto mere saft kan man presse ud af Pårørende efterlyses. 

La poesia - det moderne

...el arte moderno no cambia las ideas envejecidas por nuevas "verdades", sino por criterios que no son ciertos, sino esencialmente polémicos.


Løst oversat står der, at moderne kunst ikke er en udskiftning af gamle sandheder men snarere kriterier, der ikke er kriterier, altså ikke klare sandheder og derfor polemiske. Man kan måske sige, at der opstår en mangfoldighed, der hverken ønsker eller i stand til at annullere hinanden. Derimod ønskes en åben debat. Uenighed accepteres.
Det ovenstående citat er fra en dobbeltsproget (fransk/spansk) udgave af Mallarmés samlede digte. Avantgarden i begyndelsen af det tyvende århundrede bryder med alle regler. Det er en slags modsat renæssance. Der etableres som sagt ikke et nyt paradigme i traditionel forstand. Sandhederne skiftes ikke ud. I stedet er det en afgørende værdi, at der ikke noget, der er sandt. Jeg vil mene, at det er Nietzsches fortjeneste, at dette brud accepteres. Enhver filosofi er indtil da noget i retning af en gal mands hjernespind - subjektive forestillinger, groft sagt.
Modernismen i det tyvende århundrede er mangfoldigheden, det brogede... og ikke det tilfældige, ikke det holdningsløse. Det er perspektivisme, positiv dynamisk progressiv kynisme...

Det er det uoverskuelige og en befinden sig i dette landskab af farver, der kun måske harmonerer.

Spansk særegenhed

Grunden til, at der ikke rigtig sker noget på bloggen, er, at jeg er i Barcelona for at finde et sted at bo for det kommende halve år. Jeg bor på et ukomfortabelt hostel, der dog har et enormt god trådløs internetforbindelse, jeg sover i køjeseng og låser mine ting inde i min taske, når jeg forlader værelset. Selv min rygsæk låser jeg, når jeg blot vandrer rund i gaderne. Min bror blev berøvet allerede den første dag uden, at hverken han eller jeg opdagede noget. Men det er ikke mistro, der er til stede i gaderne og i folks hjerter. Når man kommer for sent smiler folk stadig til en. Mentaliteten er ikke snæver og kynisk panisk stirrende. Snarere er det en form for tro, der mangler. Et overlevelsesgen, der sørger for, at du er buret så godt inde i dig selv, at du har styr på risikoen over dit eget liv. Det er en form for værgen overfor livet og alle dets faldgruber. Oplevede en lommetyv Danmark, ville det være ligesom at stjæle slik for børn. Man ville kunne leve tungt i flere år. Hvor vil jeg hen med dette? Spansk mentalitet – det lyder da også som noget værre vrøvl, gør det ikke?

Posten her oprettede jeg, fordi jeg ville skrive en lille smule om spansk litteratur. Hvis man skal tale om en bølge af spansk litteratur i Danmark, så har vi Roberto Bolaños bøger, og Ildefonso Falcones’ murstenssællerter. Hvad har vi mere?

Barcelonas gader har mange bogpletter. Der er mange forretninger for sådan nogen som du og jeg (hvis du altså også læser spansk eller drømmer om det). Jeg har tænkt og tænkt over, hvordan jeg skulle komme i gang med det spanske bogmarked. Jeg har været tæt på at købe Bolaños 2666. Den koster 24 euro i hardback. Falcones kunne jeg ikke finde på at købe endnu. Alligevel virker det for nemt, selvom jeg ikke tror, at Bolaño er nem. Jeg leder lidt efter den spanske Klougart, Voetmann eller … ja, du ved. Noget litterært. Men hvordan skal jeg finde det?

Der er jo flere mestre på spansk: Borges, Neruda, Lorca, de la Mancha, Cortázar, Márquez, Saramago, Fuentes, Vargas Llosa og så videre. Men er det noget ved alle disse gamle, der er for genkendt og traditionelt til trods for visse modernistiske skikkelser.

Så var jeg tæt på at købe en bilingual udgave (spansk/fransk) af Baudelaires samlede digte til helt ud i ’ingen penge’, men han er jo ikke spansk. Og det er nok for tidligt at give sig til at lære fransk, når man ikke engang kan det spanske, også selvom de ligger tæt op ad hinanden.

Det jeg søger ligger muligvis i det opslag, jeg fandt på vej hjem fra en lidt firkantet vandretur ad. Passeig d Grácia og omkring. Der stod: Taller de Credatividad Literaría, (kreativt litterært værksted) ”Vista al cuenta” (www.vistalcuento.blogspot.com [vi er nærmest netnaboer]). Et det et spansk Hvedekorn, hvis jeg nu skal forsøge at transformere den store verden til den lille danmark-myres virkelighed? Jeg har endnu ikke fundet magasinet i papirform, men i Barclonas brogede gader føles det, som om der er puls. Også i litteraturen.

Det kan i fremtiden ikke undgås, at der herfra kommer flere spanske puls-slag. En pulserende virkelighed, der skal bringe en ny form for varme til Danmark i den kommende vinter.

Læse-råd primero: Isabel Allende

Jeg er overrasket…

Udgivelsesreception med debutanten Ole Rosenstand Svidt - "Indbrud"

Jeg købte ikke romanen, da jeg ikke var overbevist om Svidts prosastil og heller ikke var imponeret af kærlighedshistorien. Kærlighedshistorier er en svær ting at bestyre, for hvordan undgår man alle klicheerne?  Plottet i bogen derimod, virker til at have mulighederne for sig, ligesom en hovedperson med en vis kulturel dekadence. En mand kommer en dag hjem og opdager, at han har haft indbrud. Da politiet ikke kan gøre særlig meget ved, at en fremmed person har rodet i hans personlige sager, beslutter han sig for at tage kampen op på egen hånd, og dermed oversikrer han sin lejlighed mod fremtidige indbrud, og begynder, fortabt i forliste dating-forsøg, at tro at nogen følger efter ham.  Paranoia og litterære referencer:-)
Nu har jeg ikke læst andet af bogen end det, forfatteren selv læste op for publikum i torsdags, så jeg er ikke i stand til at sige noget videre om bogen. Havde min pengepung været til det, havde jeg nok købt den alligevel.

Arrangementet fra forlaget Nulpunkts og Løves vin- og bogcafé var ikke mindre end fremragende og lige, som den slags skal være. Der var et gratis glas vin til at forstærke de litterære eskapader, som Svidt med sin egen uprøvede stil stod for. Der var den gode kaffe og resten af cafeens sortiment til at bære de rigtig mange fremmødtes tørst, bøgerne stod rundt omkring os og støttede op om den nye litteratur og den nye forfatter, alle med en velmenende udstråling. Jeg var overrasket over arrangementets længde - et aftenarrangement, der samlede folk af samme interesse, en interesse der blot fik lov til at være. Hvis jeg ikke har gjort det før, så gør jeg det nu: Løves vin- og bogcafé skal simpelthen roses for at være så levende og venligsindet Cafeen har besluttet sig for at traktere, indtil videre, alle Nulpunkts udgivelsesreceptioner, og i den grad er dét noget, der giver litteraturen og kunsten mulighed og at ånde frit i andre menneskers liv. Den næste reception ses i kolonnen over litterære events til venstre.

Det der blik på Tranströmer-anmeldelser - udover den sidste sommerdag!

Det der blik på anmeldelserne af Tomas Tranströmers samlede digte, som udkom i april i forbindelse med digterens 80 års fødselsdag, synes præget en lille smule af sommerens similivarme. Og så alligevel ikke. Anmeldelserne ser sig på ingen måde i stand til at være kritiske overfor den svenske kanon, der samtidig ikke forsøger sig på nye poesistreger i denne omgang, men blot genudgives. I sådan et lys beder udgivelsen heller ikke om kritik, men står blot frem som den er. En jubilærumsudgivelse.

Samlede værker kan dog godt kritiseres. Jeg husker, da Villy Sørensens samlede noveller (sådan cirka) udkom for måske et år siden. Disse havde anmelderne svært ved ikke at kritisere, fordi de simpelthen ikke kunne læses længere. Vægten på Sørensens mærkværdige modernisme var steget og fungerede på ingen måde i de samlede udgaver. Det kan man ikke kritisere Tranströmer for. Selvom jeg talte imod totalværkerne i begyndelsen af min anmeldelse, står Tranströmer stadig frem som en af vor tids dygtige poeter. Tranströmer dejser så at sige ikke om af sit eget jubilærum.

Her på bloggen, hvor vi om lidt skal møde Ide Hejlskovs romandebut Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman, tegner der sig et billede af den garvede rutinerede poet ved siden af debutanten. Da der er en god del poesi i Hejlskovs roman allerede, på trods af genre-forskellen, bliver det spændende at se endnu et bud på, hvad poesi er i dag. Der er med sikkerhed stor forskel på kvaliteten og træfsikkerheden; samtidig er det friske skud på stammen altid i stand til at overraske og revolutionere.

Sommeren er vist ved at være ovre... og gudskelov for det.:-)

Slow-prose-puddle

Holder de fleste
bloggere
egentlig
ferie?

Holder de fleste forlag
egentlig
ferie?

Hvor bliver den af
den der kunst
den der kunst
der kalder sig selv
alt andet end
en ottearmet
lysestage?

Hvor blive den af
den blog?
Litteraturoffentligheden
hele litteraturoffentligheden
synder
sommeren over.
Litteraturudenforoffentligheden synder
som sædvanlig
fordi den som altid
altid har været
harmløs
hvor bliver den af,
den litteratur?
kom
kom
kom