Det der blik på anmeldelserne af Tomas Tranströmers samlede digte, som udkom i april i forbindelse med digterens 80 års fødselsdag, synes præget en lille smule af sommerens similivarme. Og så alligevel ikke. Anmeldelserne ser sig på ingen måde i stand til at være kritiske overfor den svenske kanon, der samtidig ikke forsøger sig på nye poesistreger i denne omgang, men blot genudgives. I sådan et lys beder udgivelsen heller ikke om kritik, men står blot frem som den er. En jubilærumsudgivelse.
Samlede værker kan dog godt kritiseres. Jeg husker, da Villy Sørensens samlede noveller (sådan cirka) udkom for måske et år siden. Disse havde anmelderne svært ved ikke at kritisere, fordi de simpelthen ikke kunne læses længere. Vægten på Sørensens mærkværdige modernisme var steget og fungerede på ingen måde i de samlede udgaver. Det kan man ikke kritisere Tranströmer for. Selvom jeg talte imod totalværkerne i begyndelsen af min anmeldelse, står Tranströmer stadig frem som en af vor tids dygtige poeter. Tranströmer dejser så at sige ikke om af sit eget jubilærum.
Her på bloggen, hvor vi om lidt skal møde Ide Hejlskovs romandebut Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman, tegner der sig et billede af den garvede rutinerede poet ved siden af debutanten. Da der er en god del poesi i Hejlskovs roman allerede, på trods af genre-forskellen, bliver det spændende at se endnu et bud på, hvad poesi er i dag. Der er med sikkerhed stor forskel på kvaliteten og træfsikkerheden; samtidig er det friske skud på stammen altid i stand til at overraske og revolutionere.
Sommeren er vist ved at være ovre... og gudskelov for det.:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar