Bourriaud og Thomsen - relationel æstetik

I går forsøgte jeg at skrive et indlæg til bloggen. Jeg forsøgte at ryste noget meningsfuldt ud af ærmet i forhold til det, jeg sad og læste. Det lykkedes at knytte et citat til nogle tanker, Søren Ulrik Thomsen udtalte på TV i søndags. Da mange læsere sikkert så programmet eller kunne finde på at opsøge det, skulle man synes, at det var relevant stof for en stor læserskare. Imidlertid kom jeg i tvivl om overensstemmelsen imellem Thomsen og Bourriaud, som i det følgende føres sammen og blog-publiceres ligegyldigt overensstemmelse eller ej! God læsning.

 "Kunsten havde førhen som mål at forberede og bebude en fremtidig verden; i dag skaber den modeller til mulige universer."

- Essayet Den relationelle form i Essay-samlingen Relationel Æstetik - Nicolas Bourriaud


Det minder mig en smule om Søren Ulrik Thomsens beskrivelse af begrebet 'tidsånd' i TV-magasinet Clement Søndag her i søndags. Thomsen siger noget i retning af, enhver generation arver et jakkesæt fra forrige generation. Dette jakkesæt tager den på. Men den kan ikke passe det. Den nye generation har en anden form. Den er og skal være sin egen. Spørgsmålet er, om den nye generation kan slippe for at bære gamle frem i det nye, måske blot som metode?

På den anden side ligger Bourriauds pointe i, at modernismen er tom i den forstand, at den ideologiske og teleologiske stemme ikke længere synes at træde igennem i kunsten. I stedet sigter nutidskunsten mod at åbne en række små universer. Den viser ikke vejen til lykken, den perfekte levevej i harmoni med universet og stormagterne, men i sin henvendelse til verden, hvori den placerer sig i den sociale sfære, åbner den op for interaktivitet, en dialog. I den forstand har forholdet imellem publikum og kunstværk forandret sig fra at være et herre/slave-forhold (noget man skulle handler efter) til nu at være et ligeværdigt forhold (noget man handler med).

I forbindelse med Thomsen kunne man måske sige, at de ideologier vi altid har arvet fra forrige generation aldrig har passet. De har dog stadig været ideologier. Det er det Thomsen siger, jo altså. Men i det man bryder med ideologi-tanken, trækker man i en anden type jakkesæt. Tankens kontinuitet synes at brydes gennem den her nye måde at forholde sig til virkeligheden gennem kunsten. Det er det enkelte værk, der holder op med at være system-tænker. Og dermed er det heller ikke længere et jakkeSÆT. Man holder faktisk helt op med at gå med jakkesæt og være business-men.
Den interrelationelle og henvendende kunst er svær at forstå, fordi vi stadig tænker i de her ideologiske tankemønstre. Nutidskunsten vil omvende de sociale rum til at blive interrelationelle rum, rum hvor man taler sammen. Det er det rum, som i virkeligheden er et mangfoldigt og uendelig stort rum, der  åbner sig, når vi taler om kunst med kunsten, som henvender sig til os i verden.

Der er helt sikkert noget der kan problematiseres i den smøre!

Poesien
Hvorledes henvender og taler poesien til læseren? Den belæste får flere stemmer frem i værket, fordi han kan spore, når digtet henvender sig til andre digte og forfattere, men hvad med den, som intet ved? Bourriaud peger på udstillingskunsten i sin analyser. Han mener, at den giver mulighed for interaktivitet imens man ser på værket, hvilket fx ikke er tilfældet i litteraturen, da man jo læser. Dér kan man først tale bagefter. Men foregår der ikke en kommunikation med værket gennem læsning frem for bare en granskning?
Og hvis vi nu lige skal vende tilbage til Thomsens beklædningsmetafor, hvordan har en læser det så med at bære sokker fra Olga Ravn, Bukser fra Bjørn Rasmussen, skjorte fra Helle Helle, hat fra Rene Jean Jensen og et ur fra Thomsen selv?

Hvad er det vi er ude i her?