lørdag den 4. maj 2013

Notits: OVBIDAT nr. 1, 20/4/2013

OVBIDAT udgav for ca. to uger siden (20. april 2013) første nummer af tidsskrift i 120 eksemplarer. Jeg var så heldig en kartoffel at få tilsendt en læselig pdf med tidsskriftets indhold allerede i begyndelsen af april og så ubehøvlet en kartoffel ikke at få skrevet noget før, nu.

Shame on me.
Med digteren Rolf Sparre Johansson i spidsen er det lille forlag Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale et af de mest interessante små oprørske forlag, vi for tiden har i Danmark. Indtil videre er der udgivet tre små bøger - bøger som er håndindbundne efter simple principper og som nærmest ikke koster noget. Der er gode og næsten stadig spritnye navne på bøgerne - Cecilie Lind, Ulven åd min eyeliner fra 2010, Rasmus Halling Nielsen, Det lille robotøje siger fra 2011, Glenn Christian, Fabriksnoter fra 2012 og nu OVBIDAT nr. 1 fra 2013. Tidsskriftet markerer en overgang fra forlag til tidsskrift, bemærkes det på OVBIDATS blog.

Tidsskriftet

OVBIDAT nr. 1 broadcaster med denne første maske etablerede og uetablerede forfattere, der udfolder sig i digte eller prosadigte. Der er god gedigen poesi i det, som Peter-Clement, Cecilie Lind, Olga Ravn og i særdeleshed Lea Løppenthin leverer. Der er de mere eksperimenterende eller grænsebrydende, Halling Nielsen med lidt visuel destruktion af tekstens begyndelse eller ikke-begyndelse, Jakob Schweppenhäuser har skrevet en tekst, der bygger på akronymer, via en syntaktisk maskine. Glenn Christians tekst er hamrende velskrevet og rammer sømmets hoved i forhold til emnet integration og prostitution. Han rammer det i overvældende grad, synes jeg faktisk. Pablo Llambias leverer efter min mening mindst - et lille mareridt af en klassisk skriveøvelse - og det virker som om han deltager for at give vægt og lægge navn til, eller blot for at passe på sine små, der synes at have vokset ham over hovedet i skriftlig kunnen.

Skal man på nogen måde være kritisk over OVBIDAT nr. 1, så skal man se det i genre-konteksten litterært tidsskrift til den kreative side. Det kan sammenlignes med Hvedekorn, Den blå port osv, blot at det er langt mindre, hvilket måske er dets force. Størrelsen - en overskuelig bid poesi. Jeg var i den grad begejstret for tidsskriftet Bananaspilt, som holdt op med at udkomme for nogle år siden, for det gjorde noget anderledes.

Hvad gør OVBIDAT, som ikke er gjort før? Det ved vi ikke endnu. Vi ved end ikke, om der kommer et andet nummer af bladet, der i disse tider imponerende nok alligevel trykkes i håndfast papir. Det skal Rolf Sparre Johansson have en stor cadeau for - udover, at han samler nogle af de dygtigste unge digtere, vi har i DK.

OVBIDAT nr. 1, 20/4/2013 kan bestilles pr. mail, se mere på OVBIDATs egen blog her.


5 kommentarer:

  1. Sikke en besynderlig forfatterskole-vinkel på din omtale. Hvordan skulle Pablo Llambias være med for at "passe på sine små" ... jeg mener, hvad betyder det overhovedet?

    (Jakob Schweppenhäuser er i øvrigt ikke uddannet fra forfatterskolen)

    SvarSlet
  2. Hvem skriver?

    Du kan have ret i, at det var en noget rodet forfatterskole-vinkel. Der skulle aldrig have været en sådan speciel vinkel, for i virkeligheden gider jeg ikke den snak, om det er forfatterskole-elever eller ej.

    Schweppenhäuser er en svipser. Tak for at huske mig på det.

    Llambias som beskytter af de små er en henvisning til, at han er rektor på forfatterskolen og klart den ældste bidragyder. Desuden synes jeg, at hans tekst skiller sig ud på en sådan måde, at den blot virker som et underlag, de andre skal udfolde sig på eller i forhold til.

    SvarSlet
  3. Hej Thomas

    Tak for en fin notits.!

    Det er absolut OK, at du skriver det, du skriver. Jeg tænker på: "Pablo Llambias leverer efter min mening mindst - et lille mareridt af en klassisk skriveøvelse - og det virker som om han deltager for at give vægt og lægge navn til, eller blot for at passe på sine små, der synes at have vokset ham over hovedet i skriftlig kunnen."

    For du skriver det jo, fordi du tænker det.

    Men den eneste grund til, at jeg tog Pablos tekst med, er selvfølgelig, at jeg mener, at det er en interessant tekst.

    Med hensyn til fremtidige numre af OVBIDAT: nr. 2 er under udarbejelse, jeg redigerer det sammen med Julie Sten-Knudsen, der bliver nogle svenske og nogle danske bidrag..

    KH Rolf Sparre

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rolf
      Sjovt du skriver, at jeg skriver, hvad jeg tænker. Det lyder fjollet, men det er vel en uomtvistelig præmis for tekster og i hvert fald for blogs.

      Er det helt udelukket, at OVBIDAT i fremtiden vil udgive flere små perler fra enkeltforfattere?

      Jeg vil se frem til at læse svenske digtere i kommende OVBIDAT nr. 2. Hvor ofte regner du med, det skal komme i fremtiden?

      Slet
  4. Hej! Måske kommer der flere bøger, pt. er der bedst tid til tidsskrift.. Nr. 2 kommer til august/september cirka - 2-4 numre om året er vel realistisk, tror jeg. KH

    SvarSlet