Anmelderen skyder sin egen artikeltitel i sænk - øv

I det følgende vender vi for en kort stund tilbage til denne blogs oprindelige drivkraft, nemlig anmeldelsen af anmeldelsen, metakritikken, et blik på den ofte absurde men også kunstneriske genre i sig selv... anmeldelsen. Lars Brix Nielsen anmelder en krimi, roser den i Turélls navn, men kan alligevel ikke sende den helt så højt. Hvorfor ikke?


Som sædvanlig er krimianmeldelser en stor del resumé af bogen samt genfortælling af, hvad læseren følte gennem læsningen. I Lars Brix Nielsens anmeldelse, der optræder i den i skrivende stund seneste udgave af WA, #25, går associationerne til jazzen og gode gamle Dan Turéll. Overskriften på anmeldemsen er "Stein løfter arven efter Turéll", hvilket i første omgang var, hvad der fik mig til at læse anmeldelsen. Jeg elskede det beskidte lys, telefonsamtalerne og det lidt kitchede univers i Turélls Mord i/på-serie. En sammenligning med Turéll er noget af det største, jeg kan forestille mig. I dag kalder vi genren for en krimi, hvor man vil kalde bøgerne i Turélls serie for kriminalromaner. Er det ene ikke blot en forkortelse af det andet? Jo... og i mine øjne er indholde i mine øjne også halveret, både hvad angår originalitet og kvalitet.

På umærkelig vis løber anmeldelsen da også lidt ud i sandet. Måske er den skrevet på et flow af de direkte opståede associationer efter endt læsning af bogen, associationer og sammenligninger, som alligevel måske ikke var helt sande. Lars Brix Nielsen skriver:

Det er en rigtig udmærket midsommerkrimi. Andet er der ikke at sige, bortset måske fra at man efter at have hørt Chet Baker spille Bye bye blackbird også kan kaste sig over en indspilning med tenorsaxofonisten Ben Webster...

Er det alligevel overhovedet nogen form for begejstring, vi oplever her? En rigtig udmærket midsommerkrimi, er det den højeste anerkendelse, en krimi i dag kan få - prædikeret døgnflue, sommerroman?

Jeg modtog Steins Uro ved et uheld gennem en bogklub og sendte den uden tøven med min kæreste til julefrokostens notoriske pakkespil, hvor gaverne af og til er noget, man sjældent kan bruge. Først tænkte jeg, har jeg nu begået en af disse fejl, at sende den forkerte bog afsted. Var der alligevel en krimi, der var værd at læse? Men anmelderens fortsættelse ud i en sammenligning af Webster og romanens hovedperson - begge som brutale og bløde karakterer - der hurtigt køres af på grund af pladsmangel (teksten presses af en stor reklame fra gads forlag og underligt nok en lang grå bjælke, hvor det eneste, der står, er weekendavisen.dk), fortæller mig, at Steins 368 sider nok alligevel ikke har været den så stemningsfyldte hårdkogte og melankolsk jazzede bluebird bye bye blackbird-agtige, som den skulle have været.