Røvens dialektik og "det er sproget, der giver mig de største orgasmer". Bjørn Rasmussens debut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er noget af det mest imponerende, jeg længe har læst. Bogen udkom d. 20. september 2011 og har siden vundet montana-prisen. Og det var ikke ufortjent! Teksten er i den grad grænseoverskridende på alle måder. Men i de slibrige og meget direkte tekst-stumper handler det om noget, der er større end som så. Bogen er en nuanceret og kompliceret beskrivelse af grænselandet imellem sprog og virkelighed.
Røvhullet er dialektisk, røvhullet er en død mands blomst, død kvindes blomst, røvhullet er en fuga, et tema med variationer; følelser derimod; frøer, mødre, ridelærere og følelser, de er den samme gamle historie, sut mit plot.
Sådan begynder debutantens debut ikke, sådan er den hele vejen igennem. Der skæres direkte igennem og ind til benet. Imod bogens titel kan man sige, at der er tale om en hudløs skildring af et liv, en stærkt åbenhjertig selvbiografi, en autobiografi, der synes at have skrevet sig selv i sit eget hæsblæsende tempo og hele vejen igennem ind til sit inderste jeg. Og dét er så spørgsmålet, det store spørgsmål om det store og centrale jeg, findes det overhovedet? Det bliver undersøgt i forsøget på at give alting mening, give verden mening og give virkeligheden mening og helhed. Sut plottet, der ikke er noget plot i almindelig forstand ligesom, det heller ikke er et almindeligt jeg, der rumsterer på siderne. Plottet er dette jeg eller denne søgen efter dette jeg og altså ikke noget plot men snarere en ren frustration over forholdet imellem den konkrete virkelighed og den usammenhængende fiktion, som sproget i tankerne og i jeg-konstruktionen udstiller eller forsøger at give berettiget eksistens. Netop en irritation (en betændelsestilstand) over paradokset sprog/virkelighed er bogens tema i sin jagt på jeget eller den blotte erkendelse af, at jeg'et er en løs konstruktion uden helhed, og teksten forsøger på sin vis også at konvertere sig selv om til krop og dermed konkret virkelighed.
Når røvhullet er så dialektisk, er der ingen sikkerhed for, hvordan denne tekst kommer til at famle sig frem. I den forbindelse er Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet en mandlig luders bekendelser. Denne røvhullets dialektik udtrykker en hemmelig dannelsesrejse, en dannelse der måske nok går ad ”bagvejen”, men stadig er en form for udvikling. Der trækkes mytiske tråde tilbage til det antikke Grækenlands dramatiske kor fra tragedierne, når Bjørn skriver ”hestene synger” og det er ikke en fornuftsstridig dannelse, Bjørn gennemgår. Dannelsen er korporlig. ”Da jeg var fjorten, stod der SO på min overarm… Der stod SO på min overarm og DØ på dellen under navlen… Men jeg er stadig en sommerfugl. Jeg ligger i en puppe. Jeg skal bare finde en måde at komme ud på. Så holder jeg op med det. Det lover jeg. Jo.” Men det handler også om at slippe ud af kroppen og blive sig jeg. Det handler om at springe ud og blive ren. Meget sigende for bogens tema omkring huden står der: ”Huden afspejler vore følelser overfor omverdenen. Den rødmer, blegner, sveder. Vi bruner huden, vi bruger makeup.” Huden er altså en slags facade eller menneskets eller jeg’ets puppe eller det elastiske hylster. ”Huden er en scene, hvor mennesket kan udtrykke sin indre verden” skriver han. Men Bjørn synes at ville overskride og slippe ud af og af med huden. Ridelæreren siger på et tidspunkt til ham: ”du må ikke elske i et år, vi skal have din jegfølelse stabiliseret”, hvilket skal betyde snarere at agere indre frem for ydre, simpelthen forsvinde fra kroppens scene, holde op med kun at være krop. Men det kan være svært at være dette jeg, det sættes i perspektiv og siges sigende sådan her:
Jeg skriver det her for at give dig en idé om, hvordan jeg er. Det er en ganske opslidende indbildning for et menneske at være nogen. Det er et umådeligt dræbende projekt at forsøge at udstøde alt det, man dermed ikke er, sådan her: Støvsug solar plexus, lokaliser og foretag en afskrabning af fremmedlegemer i min krop, så er jeg der.
Tydeligvis kan kroppen heller ikke undgås, hvis ikke det er hele kroppen, der skal fjernes før, at jeg’et står frem rent og fint.
Sprog og virkelighed – autobiografi og fiktionalitet
Implicit i den her søgen efter jeg’et ligger en gradvis udviskning af grænsen imellem sprog og virkelighed – og ikke mindst imellem forfatteren og tekst-karakteren. Det er et moderne paradoks, som jeg synes der efterhånden er gået en lille smule inflation i. Det er fedt, når Das Beckwerk, Claus Beck-Nielsen eller blot Claus Nielsen fører den hele vejen ud, men i små doser synes jeg sgu, det bliver kedeligt at beskæftige sig med. Det er ikke interessant medmindre, det peger på en større problematik imellem sprog og virkelighed. Det tænder ikke for min krimi-hjerne og får mig til at tænke i mysterier (hvilket jeg heller ikke synes om, når noget udover skak gør mig sådan). Derfor er det også betryggende, når Bjørn Rasmussen nok leger med dette element, glædeligt i forbindelse med sin jeg-krise, og samtidig gør opmærksom på det sidst i bogen:
At du læser ”mig”, er selvfølgelig en hovedløs fortalelse, og i forlængelse heraf bør jeg nævne, at jeg ikke har fundet på det hele selv. Jeg har hugget sætninger fra adskillige andre tekster: Marguerite Duras’ Elskeren, Sylvia Plaths Måske bliver jeg aldrig lykkelig, Antoine de Saint-Exupérys Den lille prins, Kathy Ackers Don Quixote, der var en drøm og Christina Hesselholdts Du mit du. Bo Møhls At skære smerten bort […].
Det er ikke fordi, Bjørn mister noget af sin hyldest ved at oplyse sine kilder. I stedet slipper læseren for at gennemgå den kliché, det efterhånden er blevet at gemme sig bag ved sin karakter. Det løsner sig især i den indkorporerede takkeliste af navne (blot fornavne, men hvor mange hedder Pablo og så ikke Llambias og har en del med litteratur og unge talenter at gøre, fordi han er rektor på forfatterskolen, som Bjørn har gået på?), da ridelæreren også nævnes. Det siges med et fløde-glat glimt i øjet sådan, at man ikke længere er i tvivl om, at den her fiktionalisering af virkeligheden, endda med tre billeder midt i bogen, er en skøn og sindssygt velskrevet og iscenesat fiktionalisering rørt op i hovedet på den Bjørn Rasmussen, der d. 13. januar 2012 gik på podiet og holdt en tale som tak for de 100.000, vinderen af Montanas Litteraturpris tildeles (og som forhåbentlig gør det muligt, at Bjørn Rasmussen har lyst og tid til at skrive videre.)
For perspektivets skyld står der i min badekabine en shampoo-beholder med ordene: ” Be careful what you expose yourself and your skin to – it can fuck you up forever.”
Udposning af anmelderens, overfor debutantens, flade tekst
Bjørn Rasmussen har skrevet en sindssyg debut, der gør det svært at skrive den næste. Bjørn er allerede blæst ud af hudens beholder. Sproget er skarpt og stoppet med perspektiv og mening. Sådan er det, mens det kredser om et svært emne, der ikke blot er menneskets eksistens, men en homoseksuel eller transseksuel og kønsløs tilværelse i et over-kønnet samfund. Sproget slår hårdt som en hammer, men rammer samtidig ikke sømmet direkte. Der er flere perspektiver på, hvordan et søm kan slås i bjælken.
Bjørns tekst er hudløs læsning og man fascineres ikke blot af ærligheden, men lige så meget af en virtuos tekstualisering af, hvor svært det egentlig er, at være menneske og erfare de metafysiske kriser et sådant går igennem. For et menneske består af en tydelig og ydre fikseret krop og et ubeskriveligt og fragmenteret indre. Og hvad skal man gøre når de to modsætninger hænger så stærkt sammen og stadig ikke udtrykker hinanden forståeligt og hen imod lykken?
Læs bogen og lad dig blive blæst væk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar