Baggesen speeder op i egne labyrintiske rejser

Urets fysiognomi og passets vigtighed hos Jens Baggesen. Jeg har en ubændig trang til at bringe et citat, der, hver gang jeg læser det, sætter ild til mine tanker, der søvnigt slumrer hen, og får min krop til at styrte omkring i hop. Vi er i begyndelsen af Jens Baggesens rejse-roman Labyrinten:

Solen selv – jeg vil ikke sige Phøbus; thi en Reisende bør ligesaalidt som en Historieskriver have Religion, altsaa ikke heller den hedenske –
Solen selv vakte mig om Morgenen, i det dens Straaler saa længe pikkede paa mine Øine, indtil de endelig lukte op. Her er jeg, raabte jeg, og foer op af Sengen. Det var den skiønneste Maidag. Hele Jorden syntes at vaagne med mig i Himmelens Favn. Ubeskrivelig Henrykkelse giennemstrømte i dunkle Anelser mit Hierte. Alle mine Sandser syntes at skiærpes i Fornemmelsen af den nye Natur – min Phantasie gav alt det Liv, jeg fandt omkring mig, et nyt Spil – min Andagt hævede sig på lettere Vinger over den hele Skabning. Jeg har aldrig vaagnet saa aldeles.  

Jens Baggesen skal til badene i Pyrmont – et sted for svækkede sjæle. Han skal på sit livs rejse, men da passet på tidspunktet for handlingen er en rimelig ny ting, er det ikke let at huske. Lige før rejsens afgang gøres den unge Baggesen opmærksom på sine mangler og styrter sig hovedkulds tilbage og ind i København for ved den ene eller anden rådmand at få skrevet et sådant. Her har han været ved den første rådmand:

Jeg styrtede ned af Trapperne, og standsede ikke min Fart før jeg midt paa Østergade, da en pludselig Betragtnings Feber angreb mig med rystende Kulde: Klokken er næsten 9! Klokken 9 slet letter Skipperen! Din lille Kuffert med alle Nødvendigheder er i Skibet! Alt det øvrige du eier i denne Verden, fra Bailes Lexicon til den umage Sølv-Ermeknap, der udgiør din hele Fædrene-Arv, er indesluttet i Frue B*s forladte tillukte Værelser! Din Sundhed, Munterhedm og hele tilkommende Velfærd hænger af denne Reise! Din Vaaning i Kiøbenhavn er opsagt! Selv dine Manuscripter ere indesluttede… Alle disse Forestillinger gav mig den fuldstændigste Koldfeber; Du har intet Pas!

   Man kommer ikke vidt i denne Verden med stillestaaende Betragtninger. Skuepladsen var udenfor en Galanteriebod. Det faldt mig ind at Frue*** for nogle Dage siden før jeg endnu tænkte paa at reise bort, havde bedt mig kiøbe sig et Par Flasker Bergamotte. Intet er nødvendigere, end at skynde dig, tænkte jeg, for, om mueligt, at faae et Pas, og komme tids nok tilbage dermed – her er den yderste Periculum in mora – og gik ind i Boden for at tilhandle mig et Par Flasker. Da jeg ingen Smaapenge havde, maatte jeg vexle en Seddel. Under vexlingen, som gik meget langsom for sig, randt det mig i Sind, at mine Medreiserinder i Indpaknings Tummelen mueligviis kunde have glemt at sørge for vellugtende Vande, der er meget nødvendigt ombord for Damer – ”det er varmt i Luften, Kahytten er lille, vi ere ti Personer deri – kort sagt: noget vellugtende kan være saare nødvendigt." Jeg kunde ikke andet end giøre min Betænksomhed en Compliment ved denne Leilighed - og gav mig ret sindigen til at probere de forskiællige Sorter for at vælge den stærkeste - fik endelig een fat, som syntes mig den passeligste - betalte - og stod igien med mine tre Flacons paa Gaden.

Som en Lynstraale foer her den Tanke giennem mit Hoved, at jeg var paa Veien til min Vert og Raadmand **, at Tiden jeg havde tilovers næsten var udrunden, og at det var egentligen meer et Pas, end lugtende Vand, jeg skulde hente. Mine Fødder fik herved pludselig Vinger, jeg fløi meer end gik; men i Flugten stødte de tre Flasker sammen i min Lomme - jeg maatte for ikke at knuse dem ved min hæftige Bevægelse gaae sindigen og langsomt - og kom endelig paa denne Maade til min Vert.

Denne betragningsfeber er genial helt ud over alle grænser. Det er en motion i sproget, som man ikke længere ser i litteraturen. Samtidig er teksten så paradoksal. ”Man kommer ikke vidt i denne Verden med stillestaaende Betragtninger” Nu skal jeg skynde mig helt vildt; jeg er lige ved ikke at nå den vigtigste event i min hele lange liv; Baggesen er stort set i livsfare, hvis han ikke kommer med den Paketbaad! Og se alle udråbstegnene!

Han skrev mig en Qvittering, og jeg besørgede imidlertid i god Magelighed de to Flasker til Frue ***. Jeg tog derpaa atter Fod i Haand, raskere end før, efter at have udlosset de to Flasker, og kom pustende til Raadmand ***s Port. Jeg ringede. Der kom langt om længe en Pige, og lukte op: "Herr Raadmanden er ikke rigtig opstaaet." Saa vil jeg opvarte ham paa Sengen, sagde jeg - "jeg skal melde det til Tieneren," sagde hun. Tieneren kom: "Herr Raadmanden er aldeles ikke staaet op." "Ligemeget! Jeg skal tale med ham" - - "Ja! jeg skal melde Dem." Tieneren kom ud igien: "Herr Raadmanden skal barberes i dette Øieblik." - "Jeg vil tale med ham ubarberet". Tieneren ind og ud igien: "Herr Raadmanden er indsæbet." "For tusind Raadmænd!" - brød jeg ud - og løb stærkt op og ned i Salen, - "en Raadmand burde aldrig lade sig barbere! en Raadmand burde aldrig være glat om Hagen! Afskyelige Misbrug! Forbandede Afskaffelse af den gode gamle, ærværdige, for alle Passøgende beqvemme Skik, da Raadmænd havde lange Skiæg, og ved ingen Sæbe sinkedes i deres Audienzer!" Klokken er Ni, sagde Repeteer-Uhret. Jeg stillede mig hen for det, og betragtede hvert Ryk af Secundviseren; aldrig har et Uhr syntes mig at have et ærgerligere Physiognomie - hvert Ryk syntes mig en spottende Mine, hvert Slag et Skieldsord. Jeg havde kunnet slaae det med knyttet Næve lige i Ansigtet. Jeg vendte mig fra det igien, gned mine Hænder, beed Læberne sammen, lukte Døren op, slog den i igjen, stampede med Fødderne - og det ubarmhjertige Uhr slog en uudslukkelig Latter op over min Forlegenhed i en uendelig Vækkeklang. 
Endelig fremtreen den ragede Raadmand, saa glat om Hagen, som et nyfødt Menneske. Jeg forklarte ham allegro prestisimo min Forlegenhed; han svarte mig, at jeg havde giort vel i, om jeg Dagen før havde tænkt derpaa - at man om Søndagen ingen Passer uddelte - og, at han overalt ikke havde dermed at giøre - altsammen i den uudholdeligste Adagio. Jeg drev det endelig saa vidt ved de heftigste Forestillinger, at han gik over til Largo, med at fortælle mig hvorlunde Herr Passkriver L** allene kunde redde mig af denne Knibe; at samme boede i Viingaardstræde, hvor det harmoniske Selskab harmonerer; og bevidnede mig i øvrigt paa den høfligste Maade af Verden sin Medlidenhed.    

En livligere protagonist findes sgu da ikke! Den heftigere og heftigere scene i forskellige tempi angivet i de musiske tempo-udtryk, der også beskriver Baggesens langsommere og mere og mere pinefulde død. Sikken humor her sidst i det attende århundrede. Jeg er særligt imponeret over urets fysiognomi. Indlevelsen er fænomonal, tidlig flanør og en vedholden og ungdommerlig gentlemand. Tiden jager Baggesen gennem brostenene i København og spinder om ham under betragtningsfeberen.
Selvfølgelig ender Baggesen med at komme afsted. Hans bekendtskab med Prisen af Augustenborg kommer ham i sidste øjeblik til gode sammen med en enkel og sidste pas-blanket, der er faldet ud af det af¨låste skab klemt inde imellem muren og skabet.

Hele herligheden, hele romanen kan læses her 

Jens Immanuel (jf. den tyske filosof Kant) Baggesen levede fra 1764 til 1826 og skrev som både digter, filosof og rejsende. Der er meget mere information på fx "baggeseniania". Ja, der er et helt selskab, der forsker i den her danske digter!