En del af disciplinen ’digtning’ er metafiktionen. Det er poetikken, læren om, hvordan man skriver eller skaber poesi. Og da det er et voksende tema i mit virkelige hoved; det hoved der vandrer gennem virkeligheden af fortov og papir, bliver det også et spirende tema her på bloggen. Det kunne nogen måske allerede nu have bemærket.
Pia Tafdrup, som jeg ellers ikke har læst så meget, synes konstant at væve op omkring netop poesien.
Tafdrups poetik, som den opstår tidligt i samlingen Dronningeporten, (den fik hun i øvrigt Nordisk Råds Litteraturpris for i 1999), handler om at vente på ordets inspiration. Inspirationen er som digteren med tungen ude i et snevejr. Den åbne mund udtrykker en åbenhed eller en modtagelighed. Digteren bliver med sin åbne mund et talerør; men det er hverken for en gud eller nogen type dogmatik, at digteren står med sin åbne mund, helt uden at sige noget. En åbenbaring nærmer sig snarere et vidunderligt og mangetydigt svar fra oraklet i den ene eller den anden sky. Og nu tror jeg lige vi skal have citatet på banen for ikke at tabe mundvandet:
Kender ikke ordets endelige plads
i rækken af kommende sætninger,
før jeg fanger et fnug på tungen.
Lytter mig varm
og lader det smelte til en dråbe,
et sort-hvidt billede fyldt af farver.
- Udsnit af digtet ”IND” fra samlingen Dronningeporten (1998) af Pia Tafdrup
Dette mangetydige udtrykkes på sort/hvid-pergament i ord i klare og forståelige ord, der så er sammensat i et sådant modus – snefnuggets modus – at farverne springer frem af det klare fastfrosne himmelvand, der langsomt eller hurtigt smelter på digterens blodrøde og tørblæste tunge, som suger poesien til sig.
Poetikken her er til dels en passiv paragraf i digterens lovbog. Det kan man almindeligvis stille sig utrolig skeptisk overfor. Det bliver næsten altid for plat at henvise til, at man får tingene ovenfra. Ikke desto mindre synes jeg, at man i det her tilfælde skal påpege, at den stumme digter med tungen ude i det mindste ikke sidder ned indenfor og venter. Når man går udenfor overskrider man i en vis grad førnævnte paragraf, måske møder man et menneske (udover det her obligatoriske snefnug) og med sikkerhed får man børstet støvet af sjælen, der altid bør ligge og rumstere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar