Æbler lyser - Klougart med ny poetisk prosa(roman)

"Det er romanens udsagn at vi allesammen bærer nogle enkelte billede med os gennem hele livet som falder som sådan noget brændende kul, ned igennem sneen altså. Noget der står helt uimodsagt." Sådan lyder begyndelsen af et interview på "bogtube". Spændende!Det er en ny roman til Klougart. Æbler der lyser. Josefine Klougart udkommer i dag med sin tredje roman, som er endnu en dramatisk poetisk prosa.  Hun anmeldes positivt i Information, Politiken og Weekendavisen og er tilsyneladende ved at fastslå sig som en udmærket forfatter.

Anmelderen i Information (Rösing) ser stadig tilbage på Klougarts debut med en vis længsel; fanget i de lange sanselige billedkaskader, vi den gang for nu to år siden lod os betage af. Siden har Klougart været en voldsom tur i Hallerne. Den anden roman var noget barsk og svær at læse med rolig poetisk sindsstemning. Nu er hun ude med Én af os sover, udgivet af et Rosinante, der stadig skal være gladere og gladere for, at de har Klougart på sortimentslisten. Der er tilsyneladende tale om en erindringsrejse i ungdommens landskaber. Netop "Landskabet" hedder fire ud af otte kapitler, hvilket peger på sanselighed og det manglende narrativ, der er kendetegnende for Klougarts prosa rent generelt.

Hos Politiken fokuserer anmelderen (Zangenberg) på den lidt mere intellektuelle side af sagen. Der er Joyce-henvisninger og et kig direkte ind i Rimbaud gennem sætningen "Jeg er en anden". Og så er der dobbeltkontrakten stillet imellem virkelige hændelser og det fiktive. Er det Klougarts egne oplevelser, vi her får fortalt?

Klougart roses til skyerne for sin nye roman, der dog er en stille bog. "Klougart er og bliver en mester til at bygge et bevidsthedsrum op af billeder." står der. Det er "endnu et Klougart-landskab at vandre ind i. Og det er en gave." Overfor en sådan sentimentalitet skriver Zangenberg, at der er turbo-prosa på færde hos Klougart. Og man kan godt tale om, at forfatteren med sine sansebilleder henvender sig til en følsom kvindelighed, der så i sin rene og skære prosaik kan analyseres op i et højt tempo og dermed henvise til nogle hårdere og mere mandlige værdier. Jeg ved ikke, hvilken fod jeg her skal stå på… for der er ingen modsætning imellem de to over-fortolkede poler. De er snarere hinanden og afhængige heraf (altså af sig selv).

Forhåbentlig kan man finde en anmeldelse af bogen på bloggen snarest!