Poetik 2

Der er også dem, der ikke kunne selv. Ja, sådan er vi jo ikke længere, men sådan var man i gamle dage. Man skulle altid kalde på sin muse. Eller en gud. I dag kalder man på sin mor, hvilket nogle tilsyneladende kommer næsten lige så godt omkring ved. I det hele taget er denne ”kalden” ikke nogen dårlig idé. Mor og Muserne er autoritære ad helvedes til, som var de guder i forklædning. Og netop det autoritære lader sig formidle!

I den forbindelse har vi fx Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.) Nu skal man af litteraturhistoriske grunde ikke klandre Ovid for ikke at kunne selv. Ovids Metamorfoser, som jeg om lidt citerer, kan i den grad skabe associationskæder. Versene beskriver verdens metamorfoser og gennemgår alle de mytiske figurer, vi kender i dag, samt en hel del andre. Det var på denne tid i historien et traditionelt greb at påkalde sig muser og rådføre sig med guderne i håb om den bedste skæbne og på sådan vis at sikre sig, at man ramte en poetisk guldåre eller en gylden tone. I den forbindelse indleder Ovid Metamorfoserne sådan:

PROLOG

Liv i forvandling til nyt har jeg nu fået kald til at skildre.

Guder, støt mig deri – thi mit kald har I jo forvandlet!

Lad da min sang nå i havn fra verdens skabelsestider

indtil den dag der er vor, i et langt og uafbrudt epos.

KAOS

Før der var have og lande – og himmel der dækked det hele –

var der i verdens natur kun én og den samme materie,

nemlig det såkaldte kaos, en plump og uformelig masse,

intet uden et rod hvori der hulter til bulter

kun var spildagtige kim til ting der ikke hang sammen.

-          Af Otto Steen Dues oversættelse fra 2005 (Gyldendal)

Og som altid ligger det egentligt interessante lige efter det formfuldendte; der hvor kaos har sin begyndelse (kan man overhovedet tale sådan om kaos?), hvor der endnu ikke er slået nagler i gulvbrædderne, og det stadig klikker og klapper, når man går hen over og igennem sine værelser. Denne ”uholdbare” begyndelse er vigtig for fantasien, for den åbne virkelighed, for forståelsen og for fortolkningen. Den er vigtig fordi, den gør det muligt at tage et nyt skridt. Ovid har gudernes velsignelse for, at denne skabelsesberetning ikke ender brat i et hul, hvorfra der ikke udgår noget (overhovedet). Han har velsignelse til at sparke hårdt til bolden uden at tvivle. Og det er en vigtig egenskab ikke at tvivle på sig selv (i den forbindelse burde alle moderne mænd tilkalde mor, muserne eller guderne mindst engang imellem (var det bare sådan det fungerede)).

Ovids poetiske tilførsel er den store mundfuld – det episke sving hele vejen fra bunden til toppen. I en moderne og til dels fragmenteret verden, der synes alt for stor og varieret til, at man ved, hvor man skal begynde at berette, er det stadig nødvendigt at begynde forfra på verden, selvom det måske ikke synes at være blevet lettere med årene. Adolphsen gjorde det i Machine og fik egentlig rimelig fat i sine guder.

De store tanker beroliger læserne, fordi de holder autoritet i skriften i hævd. De nytter, fordi de taler og henvender sig til alle, da vi jo alle lever i den virkelighed, der hele tiden skal begyndes på. Det er som det kaos, det ene materie, verdens sengeleje, Ovid nævner. Dette ene materie, der senere formes om til alting, skal man engang imellem banke fladt for at begynde forfra. Også selvom vi befinder os i poesien, eller måske netop, fordi vi befinder os i poesien.