Anm. Endnu et beskedent forslag - Kompleksitet af kød og blod!

Hvad er det lige, jeg har fået ind gennem brevsprækken? En makaber tekst fundet af kulturjournalisten Robin Engelhardt på et USB-stik, mens han i Rigspolitiets Arkiv for Anonyme Skrifter sad og læste trusselsbreve i forbindelse med udgivelserne Jeg er bevæbnet og har tømmermænd (2008) og Jeg tager bomben med når jeg går (2009). Teksten udgives som lille pamflet på 24 sider af forlaget Autre og K.L. Smith, men er efter pålydende forfattet af en ukendt John St. Waft. Det er ikke et trusselsbrev men i stedet et forslag til, hvordan flygtninge i og udenfor asylcentrene befries for en given meningsløs situation opstået under den bureaukratiske ind eller udslusning i det danske samfund. Ideen er kortfattet, at de som ikke kan klare sig selv i stedet for at sendes hjem kan gøre nytte på asylcentrene som sprællevende skydeskiver. 

New York, fortællingens mekka?

NEW YORK TEMA. På et tidspunkt efteråret skal jeg en tur til den sagnomspundne by New York. Derfor vil jeg læse så mange bøger om New York, jeg kan. Det skal være skønlitterære værker som fx Paul Austers City of glass eller Jonathan Lethems Chronic City, som jeg i øjeblikket læser som ebog.

Anm. Manden i den hvide kittel - Kenneth Krabat

"Adgang til verden" via bogstavelig bogstavelig forståelse. Læsningen af Manden i den hvide kittel byder på en del undren. For det første er der titlen, dernæst overrumples man forvirret af bogens første tekst, hvor næsten alle ordene er streget over, og siden er der meget meget underlige tekster om mariekiks, hvordan protagonisten møder sig selv i en tidsforvreden tekstlomme og en gammel overdimensioneret luder fra Amsterdam, som ”den hvidkitlede” forsvinder op i, hvorefter han stiller sig selv spørgsmålet: ”skal han dø og leve eller leve og dø?”. Alligevel er der mere end absurde genfødsler, opgør med janteloven og blot underlighed.

Pigen med de afhuggede fødder - Ny bog af Henneberg på vej

Hvis nogen kan huske I paradis får man ikke bank af debutanten Tina Henneberg, så kan jeg informere om, at der kommer endnu et værk af forfatteren sidst på efteråret.

Det var coitus nr. 230 - Anm. "Dagbog 1912-13" - Géza Csáth

Man kan læse Dagbog 1912-13 på mange måder. Det er en morfinists noteringer af sit forbrug samt overvejelser herover. Det er en liste over erobringer af det kvindelige køn og detaljerede beskrivelser af, hvordan både det ene og det andet er foregået. Forførelsen såvel som ofringerne. Det er en forfaldets dagbog, en sindssygens dagbog. Det er lægelige observationer af et narkotika-forbrug. Det er noteringer af utroskab eller mandschauvinisme. Det er skiftende selvsikkerhed og paranoia. Det er en begærets eller lystens historie samt historien om, hvordan man tøjler dette begær (eller mislykkes hermed). I alle tilfælde er det stærke sager. Det er grovheder, som man skal passe på ikke at fordømme. Visse læsere vil givet vis få kvalme og væmmelser ved blot at læse en enkelt side, mens andre vil æde det hele råt.

Forud for anmeldelse af Csáth - Kan man anmelde en dagbog?

Csáths Dagbog 1912-13 er vanvittig cool læsning, men kan man overhovedet anmelde en dagbog? Svaret må være både ’ja’ og ’nej’. På den ene side udgives dagbogen af et anerkendt officielt forlag både her i landet og i udlandet, og man må derfor gå ud fra, at der er tale om et litterært værk. På den anden side er dagbogs-genren en intim og personlig skriveform, der i sit udgangspunkt ikke er skrevet for, at andre (hele verden) skal læse, hvad man skriver.