Ny håndbog i haikuskrivning

Den danske forfatter Bo Lille har skrevet en oplysnings- og undervisningsbog om haiku-digtet. Det er en passioneret håndbog i, hvordan man skriver disse små fortættede digte. Man skal læse tidernes store haikudigtere fra Basho til Tranströmer, og man skal gå en ginko, skrive et haibun og lade indtryk af naturen blive til haiku.  

På dansk findes der i forvejen to håndbøger. Hans-Jørgen Nielsens 'HAIKU' - introduktion og 150 gendigtninger fra 1963 og Hanne Hansen & Sys Matthiesens At skrive haiku fra 2003. Hans-Jørgen Nielsens bog er efterhånden blevet en klassiker. Introduktionen er saglig og udvalget er et gennemført udvalg af kendte og mindre kendte japanske haikudigtere. Hansen & Matthiesens noget mindre guideagtige hæfte er ligeledes sagligt. Tonen er kortfattet, der er kun få citater men en god historisk gennemgang af de såkaldt "fire store". Her handler det hovedsageligt om, hvordan man skriver, men der er også en tråd til amerikanske miljøer samt internetkilder. 

Bo Lilles Haiku - håndbog er på mange måder en mellemting og derfor et godt bud på en undervisningsbog til folkeskolen, som er der, hvor haikuet (haikuskrivning) i mange tilfælde introduceres første men også sidste gang. Bogen giver en kort historisk gennemgang af genrens udvikling, giver eksempler fra de klassiske japanske digtere Basho, Issa mfl. men også de moderne fortolkere af genren Kerouac, Ginsberg og Tranströmer (hvor er Gary Snyder?). Lilles øje for beatgenerationen er interessant men i den grad retfærdig. Læser man fx Kerouacs Dharma bums spiller haikuet netop den rolle, der giver det berettigelse i en vesterlandsk sammenhæng. Det kan lære os at improvisere og suge naturen til os i en umiddelbarhed, der ikke er forplumret af fx  vestlig eksistentiel filosofi. 

Den vestlige tilgang til haikuet er dog Lilles anden dagsorden i bogen. Lille problematiserer det strenge haiku. Sidst i bogen finder man blandt andet en lille poetik henvendt til læreren. Poetikken diskuterer den danske tilgang og forholden sig til haikuets egentlig stramme og regelomspundne form, som i dansk kontekst fylder mindre og minder. Naturreference, situations-øjeblik og nutidskrav ses der efterhånden småt på, mens stavelser og linjer i det store hele holder ved. Og hvad kan vi bruge det til, spørger Lille skolelæreren? 

Svaret er blandt andet, at vi er danskere, og vores sprog og virkelighed passer ikke direkte ned i den japanske (som heller ikke passer længere, pointerer han). Derimod skal vi holde fast i det, som Lille måske ville kalde for haikuets knytæg. Haikuets poetiske og tætpakkede indtagelse af verden, en form siger utrolig meget med få "fagter". 

Det mest befriende og måske også det, der gør Lilles håndbog ekstra interessant for selv de mindste elever, er den enkle stil, som bogen er holdt i. Den er formidlet let og simpelt med tegninger og typografi så eleverne selv vil kunne læse i bogen. Tonen er munter, og man kan næsten høre Bo Lille selv stå og tale. Netop sidstnævnte er en af forfatternes styrker. Den stærke passion kan fornemmes i de eksempler, Lille selv giver gennem  bogen. Jeg vil fremhæve hans haibun, der handler om en turistattraktion i Japan. Haikuet i haibunet lyder:

200 yen

afleveres ved lugen

og Buddha smiler

Har man fulgt med i Lilles haikuskriverier, har man heller ikke kunnet komme udenom klassikeren: 

Haiku rummer alt

krøller en verden sammen

til et lille æg

men jeg er faktisk mere tosset med det her, som betegner Lilles pædagogik glimrende: 

Hvis jeg ku haiku

som ham den samurai ku

blev du sgu bleg, du!

Haiku - håndbog er udkommet på forlaget Mellemgaard sommeren 2014, paperback på 78 sider. 

Bourriaud og Thomsen - relationel æstetik

I går forsøgte jeg at skrive et indlæg til bloggen. Jeg forsøgte at ryste noget meningsfuldt ud af ærmet i forhold til det, jeg sad og læste. Det lykkedes at knytte et citat til nogle tanker, Søren Ulrik Thomsen udtalte på TV i søndags. Da mange læsere sikkert så programmet eller kunne finde på at opsøge det, skulle man synes, at det var relevant stof for en stor læserskare. Imidlertid kom jeg i tvivl om overensstemmelsen imellem Thomsen og Bourriaud, som i det følgende føres sammen og blog-publiceres ligegyldigt overensstemmelse eller ej! God læsning.

Til læseren: Utopi og Poetik - nyhedsflop og udgravning

For i den kommende tid at få bloggen til at fungere, kommer de fleste tekster her nok til at handle om de akademiske opgaver, jeg skal skrive den kommende tid. Det betyder i sig selv ikke, at bloggen bliver mindre interessant. Måske bliver den i virkeligheden mere interessant for både mig og jer, fordi stoffet kommer til at gå i dybden. Nyhedsværdien forsvinder for en tid ud af projektet Om kunsten om kunsten og kunsten, men der bliver muligvis en åbning for spontane bemærkninger til både værker og anmeldelser. Den formelle del af opgaveskrivningen hedder på universitetssprog: eksamen i henholdsvis Litterær Kultur og Litteraturfaglig Specialisering; men på et praktisk plan kommer tingene til brede sig voldsomt som en slyngplante - alting bliver langt mere interessant som det får lov til at slå ud.

Poetik 3 – snefnuggets modus

En del af disciplinen ’digtning’ er metafiktionen. Det er poetikken, læren om, hvordan man skriver eller skaber poesi. Og da det er et voksende tema i mit virkelige hoved; det hoved der vandrer gennem virkeligheden af fortov og papir, bliver det også et spirende tema her på bloggen. Det kunne nogen måske allerede nu have bemærket.

Pia Tafdrup, som jeg ellers ikke har læst så meget, synes konstant at væve op omkring netop poesien.

Poetik 2

Der er også dem, der ikke kunne selv. Ja, sådan er vi jo ikke længere, men sådan var man i gamle dage. Man skulle altid kalde på sin muse. Eller en gud. I dag kalder man på sin mor, hvilket nogle tilsyneladende kommer næsten lige så godt omkring ved. I det hele taget er denne ”kalden” ikke nogen dårlig idé. Mor og Muserne er autoritære ad helvedes til, som var de guder i forklædning. Og netop det autoritære lader sig formidle!

Poetik 1

Poesien befinder sig tydeligvis i former på steder, man ikke havde set komme frem om hjørnet på næste side. Den giver sjældent mening, men er alligevel udstoppet med betydning, der ikke bevæger sig men i stedet sitrer uafhjælpeligt og sindssygt inspirerende på stedet.