Selvindsigt!? Hvor bliver frådsomheden af???

Jeg er sgu bange for, at bloggen her er blevet alt for kedelig. En stridsløs kampplads i Romerigets midte... en plads der synes at være gledet ud i en lille forstad plaget af, at folk forsvinder og flytter helt ind til byen. Er der hérude overhovedet noget at komme efter? Måske er der stadig en lille glød i bålets inderste, måske kan man stadig hente en lille smule varme der?
Jeg er bange for, at jeg stiller spørgsmålet forkert. Jeg er bange for, at jeg spejder i uendelighedernes forkerte retning. Kan man virkelig tro på, at et menneske glemmer sin ægthed? Den ægthed, der er for sjælen (ånden, gestaltet, sindet, personligheden og noget tredje) er, hvad ilt er for kroppen. Hvad vil det betyde at miste sit energiske glød som menneske.. skæret i øjnene?

Psykedelisk Jul?

Jeg snublede over en næsten forunderlig blog-julekalender - Alternativkalenderen - en norsk alternativ jul af det nu afdøde alterego Arthur Morgens Sørensen. Det er ikke litterært som sådan, men det er på mange måder bevidsthedsudvidende. Det er sjovt og underholdende i en kold december måned fuld af pligter i forbindelse med den jul, der er en indgroet tradition hos de fleste. Tradition og uvidenhed i et ateistisk samfund, dagens Danmark. Alternativkalenderen er alternativ, den er kreativ, men den er også informerende... så knib ballerne sammen og læs for engang skyld noget på norsk, teksterne bag lågerne er korte og spændende.

December 2011 - pakkekalender og andet litterært godt!

Det er ren poesi, når der hænger stegt kalkun, bajer, vindruer, kringler og champagne-glas i gaderne!? 

I morgen er det 1. december, og jeg har besluttet mig for ikke at være jule-sur. Jeg opfordrer endda til, at man læser Rosinantes julekalender, der består af 24 noveller af forskellige danske forfattere. Det er vel egentlig et populær-kulturelt fænomen, det der med julekalenderen. Kontinuerlig tilfredsstillelse. De 24 noveller er også skrevet af populære forfattere. Jeg ved godt, at det er en frygtelig opfordring (stadig ingen jule-surhed!); (kunstpause) men jeg er sikker på, at vi får det rigtig rart. 

Design, undersider og funktion

Det ses muligvis... Jeg leger lidt med bloggens udseende, brugbarhed og funktion. Jeg har fundet et mere "helt" design til bloggen med Magazine, men jeg er dermed også forhindret i at tilknytte gadgets om fx litterære nyheder i medierne, de blogs jeg læser og brugerundersøgelser med andet. Det er vel lidt som at købe en Mac og dermed træde ind i en fanatisk og ideologisk verden. Først må vi se om det virker!

Bloggens udseende som et nyhedstableau, som en avis, giver overblik over sagerne. Læseren får et hurtigt overblik over det, jeg for nylig har skrevet og derefter små udklip af baglandets tekst-sauna. Det får bloggen til at virke mindre kolossal lang og de forskellige artikler eller indlæg går mere i dialog med hinanden. Når man klikker på et indlæg dukker det frem i en ny interaktiv side, der ikke skal loades fra bunden men dukker op ovenpå bloggens mosaiske fragmentsammensætning. På den måde bliver bloggen hurtigere og mere overskuelig at læse. Der er en funktion i toppen af artikelsiden som gør, at man kan gå videre til et nyere eller ældre indlæg; det er som at bladre i avisen på morgenbordet (nok lidt overdrevet), og når man læser indlæggene er der ikke så meget der flimrer i baggrunden!

En af ulemperne er, at skabelonen indeholder flere muligheder, som det ikke er muligt at slette. Der er en tendens til at loade alle indlæg, som bloggeren har skrevet, hvilket gør siden langsom... og så har jeg oplevet problemer hos andre bloggere med denne skabelon. Dér kunne teksterne ikke hentes frem, når man trykkede på dem, dvs. skærmen blev sort og man måtte nøjes med at læse fragmentet.

Yderligere er udtrykket ved den nye skabelon mere visuel. Den placerer selv billederne fra indlægget på forsiden, hvilket måske kunne gøre forsiden langsom, hvis der var billeder overalt. Jeg vil forsøge at finde lidt flere billeder frem, både fordi det er flot og fordi det kunne tilføje noget nyt til bloggens hardcore-hed. Det er ikke muligt at give teksterne på bloggen patina, som teksterne i en avis altid pr. definition har. Men måske kan jeg bringe lidt stemning ind.

Skabelonens egensindighed og eventuelle ulemper samt det, at man ikke selv kan tilføje eller fjerne features fra bloggen, er med til at jeg muligvis finder et andet design i nærmeste fremtid. Skabelonen fra Blogger, dynamiske visninger, er på prøve hos Om kunsten om kunsten og kunsten  (en gang imellem bliver man vel nødt til at tage sig selv højtideligt?).

Undersiderne
Jeg har også tilføjet nye undersider. Den gamle Debatforum er væk. Blogs om bøger, Boganmeldelser og BlogLogger er kommet til. Det, der nu ikke kan stå i margenen på hovedsiden, det kan få sin egen underside. Og så bliver der måske plads til at tage lidt mere hånd om andre litteratursteder på nettet.
Der kommer til at være en mere overskuelig arkivering af indlæg; en arkivering, der får mærkater og bliver sat i ramme i stedet for blot at være kronologisk betinget.
Der kommer til at være en side, kun om mig og litteraturen i mig. Måske nogle billeder, hvor jeg sidder og læser og ser klog ud. I forbindelse med denne sidste sektion vil jeg gerne citere mine egne noter. De lyder sådan her: "Blogloggeren er mig, det er mig der fremkalder logistikken ved at skrive indlæg. Indlæggenes dukken op i systemets brugerflade får systemet til at støde tidspunkter ud skrevet med fed skrift." I noterne kom jeg til at spekulere lidt over Log-symbolet. Hvad gør man, når man skriver sin logbog? Jeg kom frem til, at punktligheden i en log var det vigtigste. Det er punktligheden og en lille bemærkning, der er kernen i loggen - altså overskriften og systemets tidsnotering af indlæggets ankomst. Bloggen, som er indholdet, den står jeg for. Jeg logger i loggen med en blog. Kryptisk set...


Jeg har en anden idé til undersiderne. Hvis jeg kan få det til at fungere, så kommer der en underside for forfatterportrættet. Portrættet skal så ramme det seneste indlæg. Men jeg har endnu ikke gennemskuet, hvordan jeg bagefter skal arkivere portrætterne på bloggen? Der er fare for, at det vil give for meget gentagelse, hvis jeg smed dem ud på BlogLoggen efter deres opdukken. Det gode ved dem er dog, at de aflaster anmeldelserne, der i forvejen bliver for lange. Den dynamiske korrespondance imellem anmeldelse og portræt kunne komme til at fungere rigtig godt. 
På den anden side, når det nu har udseende af en avis og med dennes overskuelighed, så er det lige pludselig ikke længere det forreste indlæg, der behøver at veje mest.

 

Jeg tror, det var nok fra redaktionen i denne omgang. Jeg skal holde hele verden opdateret, hvis jeg finder den perfekte skabelon til bloggen. Forhåbentlig snart.

Thomas

Anm. Sort Hvid - Liza Marklund - Kantløs underholdning

Sort Hvid af Liza Marklund udkommer i dag d. 11. november 2011, 415 sider, Rosinante

Jeg kan lige så godt indrømme det nu som at indfatte det i tekstens egentlige uvidenhed. Jeg havde aldrig læst en bog af Liza Marklund, før jeg læste Sort hvid. Det er den niende bog om journalisten Annika Bengtzon, hvilket muligvis betyder, at jeg mangler otte niendedele af hovedpersonens karakter? På den ene side er det et meget svagt udgangspunkt for anmeldelsen; på den anden side er det det, der gør anmeldelsen mulig som netop anmeldelse. Jeg er ikke bundet af de første sikkert helt fantastiske bøger om den her journalist. Jeg kommer ind et sted, hvor det meste måske allerede er sagt. Jeg kommer ind dér, hvor der skal arbejdes for at holde protagonisten i live, og hvor spændingen er i fare for at blive for højspændt og patetisk.

Fortællingen går kort sagt på, at Bengtzons mand er i Nairobi til en konference om sikring af grænserne i Europa. På vej hjem kidnappes han og delegationens andre medlemmer. De forsvinder mere eller mindre i et afrikansk mørke af grusomheder mens der forhandles løsesum for den enkeltes ve og vel. Situationen følger vi gennem avisredaktionen og fra Bengtzons eget hjem, der istandsættes som en salgs forhandlingscentral. Hun får hjælp af sin mands chef fra justitsministeriet, og parallelt med handlingen vokser de erotiske spændinger her. Samtidig følger vi en mordsag om en seriemorder og redaktørens tanker om sig selv, journalistikken og avisen. Hovedfortællingen er uden tvivl kidnapningen, de grusomme scener, der langt hen i handlingen forbliver usagte og så en overordnet kærlighedsfortælling fra Bengtzons perspektiv (jeg forestiller mig dette handlingsforløb kører i seriens øvrige værker, i de forrige så vel som i de kommende.) Vi følger forhandlingerne imellem kidnapperne og forhandlerne tæt. Fortællingen om den formodede seriemorder er noget fraværende, næsten forvirrende. Den kommer ikke rigtig frem i billedet og lever ikke op til den tidlige scene i andet kapitel (dag 1: kapitlerne er inddelt som dage i noget der kunne være en dagbog uden dagbogsform), hvor Bengtzon er tidligt på gerningsstedet for et af de fem mord.

Romanen korresponderer i ekstrem høj grad med nutidens debatter. Den er et indblik i kidnapnings-procedurer, hvis man skulle være interesseret i den slags. Den fokuserer på terror og indvandring som problem for Europa. Gadaffi, Osama Bin Laden, Anders Breivik, kidnappede danskere og pirrater ud for Somalias kyst ect. nævnes. Den lader ligeledes en strøm af massekulturelle symboler flyde ud i handlingen, så man på en eller anden måde aldrig føler sig langt hjemme fra. Starbucks, Mcdonalds, Facebook, LinkedIn, Disney-film og Pixar-produktioner (som man har set 1000 gange). Selvom man læser en krimi af Marklund forlader man ikke sin hverdag; der er stadig børnevanter i tasken og evig irritation over, at man ikke kan ramme ”tasterne” på sin nye touchtelefon (og dermed klicheen: romantikken om den gamle telefonmursten, som lever i bedste velgående i virkeligheden verden, dog i et ganske andet modus!?). Denne form for tryghed gør, at den vestlige læser næsten ikke kan undgå at identificere sig selv med den fiktive virkelighed, der stilles op i bogen. Den er tankevækkende tyk, hvis man lægger mærke til den, men den virker virkelig godt som den tunge og varme dyne, vi alle sover med i norden. Så længe man ligger under den er man i sikkerhed, så længe man ligger dér vækkes der ikke en uforudset tanke til live af sig selv. Man bliver under alle omstændigheder nødt til selv at stå op. Ikke noget hvis!  

Jeg citerer og kommenterer: ”- Hakuna makadiliano, råbte en af vogterne udenfor, jeg synes det lød som Den Høje. Vi så på hinanden, ingen vidste hvad det betød, og Catherine var der ikke til at oversætte. [Og her kommer så det, man tænkte i citatets begyndelse…] Det lød næsten som hakuna matata, var det ikke en Disney-sang? Børnene havde den film på DVD, var det måske Løvekongen? Hakuna matata, er de klogeste ord, hakuna matata, klogere end du tror?” Det faktum, at de engelske ord i romanen pædagogisk forklares, overfor det faktum, at de afrikanske (ja, jeg kan heller ikke oversætte dem) ikke hverken forklares eller oversættes er paradigmatisk paradoksalt. I den citerede scene er tolken ikke er tilstede, hvilket betyder, at der viderefortolkes i de baner, der allerede kendes. Vestlige baner. Der skabes en grænse imellem Afrika og Europa, hvilket understøtter debattens element, grænsekontrollen, terror og kidnapnings-sager. På den anden side er det vestlige ”symbol-sprog” til for ikke at støde læseren. På den anden side ligger fremstillingen op til en debat. Der er her tale om en dobbelthed og paradoksalitet i bestsellergenren og dens trang til at bringe den nutidige debat frem samtidig med, at den vil læses af flere mennesker end så mange som muligt.

Letbenet letlæselighed

Den eneste bog, jeg har læst af Liza Marklund smøg sig simpelthen ned. Det var læsning, der, på trods af en vis intensitet i emnevalg, virkede benløs. Selv på trods af dens manglende moral, noget jeg som anmelder ikke går op i på nogen måde… med mindre det synes at tvinge handlingen lidt for langt ud. De små indskudte sætninger om tilfældige berøringer imellem to kroppe holder læseren i et spændingsfelt, der blot venter på at blive udløst. Det fungerer på samme måde med den konstante benævnelse af kapitalistisk massekultur-symboler Det er sådan her Marklund skriver ind i det ubevidste, ind i lystfeltet eller underholdningsfeltet. Og læseren skuffes ikke men kommer heller ingen vegne. Alt det usagte virker som en optrapning af klimaks. Problemet er, optrapningen ikke er nogen virkelig stramning af feltet imellem nul og hundrede. Problemsfæren bliver ikke dybere og mere kompleks; som sådan er der ikke noget plot, der er ingen gåde, der er ingen ubesvarede spørgsmål… det er et klimaks, der blot venter. Det tænker ikke, det puster sig op og venter på at blive udløst ud i en tom tomhed. 

Meta-anmeldelse: Svidts Indbrud

Ole Rosenstand Svidts bog Indbrud blev rimelig hårdt anmeldt i dagbladene. Der var meget få positive betragtninger, og kyniske sætninger som: ”Men hvorfor skrive mere om denne bog?” (WA) og ”Er der noget at komme efter?” (KD) gjorde krav på sin tilstedeværelse uden at tøve. På den anden side kan Svidts debutroman se sig selv ”anmeldt” over stort set hele linjen.  Berlinske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad. Det faktum understreger, at Svidts debutroman Indbrud samt forfatteren selv trods alt findes!

Det er kun Jyllandsposten, der ser det positive eksistere, sådan rigtigt. Anmeldelsen udtaler i titlen ”Sympatisk aahusiansk paranoia”. Anmelderen her roser romanens uhøjtidelige charme, men afskriver desværre sig selv ved at denotere kunsten: ”de forskellige metalag viser sig ikke at være andet end leg med sproget.” De tre af seks stjerne bogen tildeles, er da som regel også udtryk for en ikke-stillingtagen hos anmelderen, der heller ikke selv vil noget, hverken med sproget eller romanen. Det uhøjtidelige bliver ikke længere en modsætning til det højtidelig, men i stedet en havregrød, der har stået lidt for længe. Det er både synd for anmeldelsen, læseren (af såvel anmeldelsen som bogen) og romanen, der hverken bliver rigere eller fattigere.

Berlingske Tidende skriver meget kort, og med to stjerner tages der stilling, begrundelsen er at ”Svidt skriver slapt og bliver alt for snakkende” over sit ellers udmærkede tema. Det er en hård, kort og kontant anmeldelse, journalistiske betragtninger uden egensindig sproglighed, hvilket kan siges at være ok for smagsdommen. Anmeldelsen selv kommer lidt til at ligne en udmagret samana, der har mistet sit spirituelle skær. Jeg ved ikke… Det er mere en notits.

Weekendavisen har som altid sprogligheden med sig. Det folder sig desværre ud i nogle måske lidt for direkte, næsten for grove postulater, der på den anden side blot skejer ud som de vil. Her får både Svidt og Nulpunkt at vide, at det ikke er godt nok. Modsat Jyllandsposten er det her for kunsten og det gode sprogs skyld, at den lille smule ekvibrilsme, man møder hen imod den sidste halvdel af bogen, accepteres som den bedre(vidende) sproglighed. Den gamle strid imellem JP og WA om den folkelige og elitære litteratur dukker her op rent strukturelt. JP tilbeder fortællingen, der forsøger at fortælle om et større emne gennem en enkelt fortælling; fortællingen ophøjes til at give mening modsat banale og meningsløse sproglege. WA på den anden side lader sig først trække i smilebåndene idet, sproget udviser sproglighed, udviser smidighed og livsvilje i tekstkroppen om man vil.

Hertil lægger Kristeligt Dagblad sig ind under dem begge ved på den ene side at omtale romanen som ”flad og effektjagende”, hvorefter anmelderen giver sig til at tysse på de mange små undergrundsforlag, som Nulpunkt nok kan regnes med til. Der er heller ikke den store begejstring for Indbrud hér, men sjovt nok ytres den med en henvisning til de store forlags evne til at skelne den rigtig gode litteratur fra den ringere. På den måde kritiseres Nulpunkt indirekte, hvilket i sig selv er fint nok. Men at kritisere  ”undergrundslitteraturen” og de ”små forlag” som sådan, det er i det her henseende for meget krydderi på bollen! Slet og ret uhensigtsmæssigt, problematisk. Det er netop herfra litteraturen kommer.

Et billede af virkeligheden

Svidt kan være godt tilfreds med antallet af anmeldelser. Som han selv siger, så skiller indbindings-layoutet sig godt ud i et eventuelt stort antal nye bøger på redaktionerne. Der er strid om spaltepladsen, og når man ikke er etableret, da kan man på ingen måde forvente at komme i aviserne. Alligevel er kommentaren i Kristeligt Dagblad tankevækkende: ”Når manuskriptets vej fra computer til bog overhovedet er relevant at tage op i en anmeldelse, skyldes det, at Ole Rosenstand Svidt ikke ligefrem er tilbageholdende med at lade sin fortæller spekulere i, hvordan det vil gå hans nye projekt.” Føler anmelderkorpset sig forpligtet til at tage genmæle? Det faktum at Svidt bruger navne, der tydeligt refererer til virkelige anmeldere, råber også da højt på en kommentar. Det nævnes i de fleste anmeldelser… men er det så nemt at få sin bog anmeldt?

Det ligner en form for begået hybris, når man ser på anmeldelsernes samlede smagsdom, at Svidt i fiktionen har gået og drømt om en stor kommerciel succes. Svidts debutroman Indbrud, har fået sig en ordentlig en på sinkadusen. Men det er nok, som man siger i den nye pædagogik for husmødre. Man må ikke sige: ”mor er ikke sur, hun er skuffet.” For i stedet for at tage del i barnet og hjælpe det til at rette sig ind i verdens normnet, så lades det op til barnet selv. Svidt har fået en reprimande, og nu er han så ikke i tvivl om, hvad han ikke skal gøre (hvad han skal gøre).

Det er bedre at kæmpe og dø ved fronten, end det er at sidde ved telefonen.

"Den blinde ko" af Joan Maragall - oversat af blogmeister TVG

Den blinde ko
På skæbnens vej til kilden
ramler koen på må og få ind i træstammerne
den går alene, koen, alene, alene. Den er blind.

Med overlegent sigte, et stenkast

fra knøsen knuser ét øje; det andet

inddrev en sky. Koen er blind. 

Den vil slukke tørsten ved kilden som den plejede;

ikke med den faste gang fra andre gange

ej heller med sine kofæller; nej, den går alene. 

De andre græsser, gennem skrænter og dale,
vindstille enge og flodbredder,
koklokken bjælder medens de spiser
de friske urter. Koen, den faldt.
Støder mulen mod det slidte kar
bakker med smerten... men fortsætter
sænker nakken mod vandet og drikker stille.
Den drikker lidt, uden tørst. Bagefter løfter den
imod himlen, enorm, det behornede hoved,
stor og tragisk gestus. Den blinker
over de døde øjne, vender tilbage,
- forældreløst fra solens lys der brænder -
til de uudslettelige og usynlige stier
modløs dingler den lange hale.

Jeg har oversat digtet fra spansk, men det er oprindeligt skrevet på catalansk. Det er middelmådig oversættelse, men jeg tror digtets sørgmodighed kommer frem i de blotte ord, der skal tages og føles på. Maragall levede fra 1860-1911 og var ikke kun digter. Han var også oversætter og konservativ litteraturkritiker, meget loyal overfor det katalanske sprog.

Den blinde ko er udtryk for en følsom poesi og kan muligvis tolkes i politiske retninger. Det vil jeg dog holde mig fra. Efter min mening skal man blot smage på ordene og forestille sig den lille vandring til kilden for at få livets vand...

Anm. En tiger for en engel - Anne B. Ragde - Velfortalt sproglig debutsællert fra 1990 kommer til Danmark

En tiger for en engel udkommer i dag d. 12. oktober 2011 på forlaget Rosinante, 261 sider til 299,95

I dag udkommer Anne B. Ragdes debutroman fra 1990 endelig på dansk. Hun er i Danmark tilsyneladende mest kendt for trilogien Berlinerpoplerne (2004), Eremitkrebsene (2005) og Ligge i grønne enge (2007), men har publiceret en lang række værker i forskellige generer siden 1986. I 1990 var hun altså ikke nogen grøn skribente. Og det mærkes tydeligt i debutromanen, der først nu, over tyve senere, udkommer på dansk med undskyldningen: En tiger for en engel rummede oprindeligt en del norsk dialekt.

Normalt er den her slags litteratur ikke min smag. Det er det stadig ikke. Ikke desto mindre nød jeg at fræse igennem En tiger for en engel. De få dage, det tog, fik en ekstra dimension; ligesom skilsmissebarnet i sig får en ny dimension i bogen. Romanen, der fortæller om en lille piges oplevelse af skilsmissen, bærer sig selv igennem 261 sider, fordi den i høj grad er velskrevet. Og her taler vi ikke om slåfejl, knudrede sætninger osv. Slåfejlene opfatter man ikke (hvis der altså er nogle) og de knudrede sætninger har, så at sige, noget at sige i romanen, der på sin egensindige facon benytter sig af det kaotiske for at beskrive følelser og stemninger.

De følelser teksten udtrykker i En tiger for en engel, de er stærke. Sproget får lov til at formidle disse følelser gennem den lille piges handlinger, tanker og ord. Ved siden af hjælpes vi også på vej af pigens bedste stykke legetøj, Barbie, der leverer nogle af de fineste symbolske beskrivelser af sindstilstanden.

Hun holdt Barbie om livet og vred hende, så hun gik stift hen over gulvet, Barbies spidse ben prikkede i gulvtæppet og lavede skrabende lyde. Lotte klemte hende endnu mere og lod hende hoppe af sted som en kænguru. Det hvide plastichår daskede Lotte på knoerne. En saks faldt på gulvet derude. Barbie var ikke fin, kjolen var grim og skrigende i farven. Lotte bankede hende hårdt ned i gulvet, men benene knækkede ikke, de bøjede bare fremad. Nu sad Barbie i luften med benene strakt frem som pinde, hun smilede stadig og rakte armene frem som for at fange noget, der kunne blive kastet til hende hvert øjeblik. […] Lotte smed Barbie ind under sofaen, så hårdt, at hun ramte væggen med et smæld. Hun lå på siden, smilende og stadig med fremstrakte arme.

Uden tvivl er En tiger for en engel en psykologisk roman, for alting skildres ikke gennem forfatterens stemme, men i stedet gennem den karakter vi fra første side i romanen lærer at kende som et sansende væsen. Men en psykologisk eller symbolsk fortalt roman ville aldrig vinde frem, hvis sproget som formidler ikke også kendte sig selv og vidste, hvordan det overskred sin egen betydning og den egentlige sproglige formidling. Det er det, der peges på her: ”Ordene blev til et godstog, enkeltvogne kædet sammen. Vognene var lukket med brede skydedøre, det var umuligt at skimte indholdet.” eller ”Striberne lukker farmor ude og hakker ordene op i smalle skiver ligesom en æggedeler.” Ordene har mulighed for at træde ind i en anden dimension, hvor betydningen simpelthen forsvinder; og det er i den grad givende.

Hvor har vi så hovedpersonen Lotte henne i alt det her vrøvl? Jo, for det meste forsøger Lotte at forsvinde ud af virkeligheden. Den frustration barbie-scenen tidligere udtrykte, forvandler sig til mareridtsagtige halucinationer hver gang, Lotte i mørket skal sove. Tekststykkerne her bliver helt uhyggelige. For at blive fri for uhyrerne, må hun bilde dem ind, at hun ikke er der, hun hedder ikke Lotte og hun findes ikke. Måske kan man sige, at hun kun holdes ind i virkeligheden, fordi hun er en lille sansende skabning. det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes.

Næste morgen, så snart hun dukker ud af søvnen, holder hun sig fast i tomrummet, det, der ikke ved noget: ikke aner, hvor hun er, hvem hun er, hvad der skal ske. En lille detalje er det eneste, der skal til for at vippe hende ind i virkeligheden og sætte dagen på plads. Men endnu ligger hun med lukkede øjne og svømmer i et ingenmandsland. Brisen fra vinduet lugter af modne æbler. Det fortæller hende at hun er i Perlevik, og dermed kommer resten sivende.

Det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes. Hun kan ikke helt flygte fra en empirisk virkelighed, der ikke påvirkes af ord, sprog eller tanker, men i stedet af lyde, syn og ikke mindst dufte, som generelt spiller en stor rolle for Lotte. Men det er tæt på takket være hendes far.

Den analogi romanen selv kommer med fortæller historien om hankatten, der glemmer at han er far for sine killinger og derfor slår dem ihjel for at spise dem. I menneskeriget lyder den sådan her: ”Han sagde ikke noget. Hun faldt snart, ned gennem stolen, tværs gennem gulvet. Sodavandsflasken og kaffekoppen ville flagre i luften, spilde ud over det hele.” På en eller anden måde er følelsen kolossal, specielt mens læsningen står på. Det er det, jeg synes romanen gør så godt.

Populærkulturens finkulturelle reflekser

En tiger for en engel lægger sig opad en mere kunstnerisk udfoldelse gennem sine sproglige udfoldelser. Sanseligheden i første kapitel er fuldt ud fantastisk. Græsset beskrives som et tæppe af sugerør, der stikker op af jorden. Men derfra må man så også sige, at Ragde har brugt god brug af sin uddannelse i bl.a. massekommunikation. Romanens helhed ligger bl.a. i, at den taler samme tydelige sprog hele vejen igennem. Symbolerne er i længden tydelige for alle, dvs. at de er ensrettede. Gennem læsningen kan man derfor lægge betydning i flere forskellige observationer, som til slut vil fremstå meningsløse og helt uden indvirken på hovedsporet, hvis man nu skulle bruge Hejlskovske termer.

En tiger for en engel går ikke over gevind og bliver for meget. Der er underholdning for alle pengene, og der er passager, der er værd at vende tilbage til. Proportionerne er velafmålte: spændingskurven er på sit højeste ca. 30 sider før målstregen, og der kan dermed dømmes frit løb det sidste stykke vej. Desværre er det en skam, at trangen til at forklare sig fuldt ud trænger igennem på de sidste sider, til trods for de gennemtrængende symboler.

Når det er sagt, så tag at læs supersællerten fra Norge. Den bærer fjældenes barmhjertighed; man fornemmer den norske socialrealisme, der har sit eget specielle sprog fra betonblokken gennem røgsløret og en kold virkelighed set fra barnets perspektiv. Den er godt skrevet og behandler emnet tankevækkende. Det er ikke en bog, der udfordrer grænserne for den narrative kunst, men på den anden side, så har den håndværket i orden; det at fortælle en historie godt.

P.S.

Der er noget underligt omkring den originaltitel, der er angivet i bogen selv. ”Hvem sviktet Lotte?” Til at begynde med, havde jeg egentlig tænkt mig at kritisere oversætterens nye titel, for jeg synes ikke den er fyldestgørende, snarere påtaget og lidt for smart. Jeg har dog ikke kunnet finde denne titel (Hvem sviktet Lotte) nogen andre steder, og jeg står derfor blot og lader min kritik glide ud af ærmet.

Anm. Indbrud - Ole Rosenstand Svidt - Tunnelen af fiktion stiller læseren et virkelighedsparadoks og en malproportioneret sprogligt vaklende fortælling.

Indbrud, af Ole Rosenstand Svidt, udkom d. 19. august på Forlaget Nulpunkt, 324 sider til 240 kr. Bogen er på mange måder en Aarhus-udgivelse og foregår også i Aarhus.

Efter at have hørt Ole Rosenstand Svidt læse et par kapitler højt af sin debutroman Indbrud, dømte jeg intuitivt og en smule letsindigt udgivelsen som en klichefuld skildring af temaerne kærlighed og paranoia. Siden har jeg læst hele bogen, og det var en fornøjelse med blandede følelser.

Essens

At jeg fornemmede klicheer eller karikaturer, det var ikke tilfældigt, for Svidt har en forkærlighed for disse. Karikaturerne synes at være et af hans værktøjer, en slags arbejdsmetode. Det faktum er romanen i sig selv en demonstration af rent praktisk. Den er selv en karikatur. Men den er heldigvis mere end det. Den går bag om sig selv, som fx her, i begyndelsen af kapitel 15:

Arbejdet med min roman forløber som planlagt. Jeg har efterhånden fået skrevet en lille snes kapitler. Jeg tager udgangspunkt i mine egne oplevelser som offer for indbrud, men overdriver og karikerer bevidst både min hovedperson og de hændelser, han bliver udsat for. Både for at få lidt mere drama ind i bogen og for at lægge et vist filter ind imellem fiktion og virkelighed, så jeg ikke kommer til at blande de ting for meget sammen. Der skulle jo gerne være forskel.

På den måde er Indbrud en roman om sin egen metode – karikaturen. Men i det, at der samtidig bringes brudstykker fra den roman, hovedpersonen Elo er ved at skrive (hvori hovedpersonen Thomas selvfølgelig også er ved at skrive en roman – en mega-bestseller by the way – han har paradoia osv.) som supplerer handlingen i Oles bog, der hører læserens og min virkelighed til, går den fra at være teoretisk funderet og altså handle om, hvordan man skriver en roman, til at være biografisk. Fortællingen er en deklarering af, at den er selvbiografisk samtidig med, at den leger med forholdet imellem fiktion og virkelighed, også på det rent fiktive niveau. Fiktionen er en collage med flere forskellige lag, som de der 3D-puslespil, man er begyndt at kunne købe i forretningerne. De hænger sammen gennem fortællingen, den egentlige bog (materiel som fiktiv) og gennem Ole og Elo (anagram), gennem forlaget Nulpunkt, der er det samme i virkeligheden og i fiktionen ligesom Århus også går igen. Og kender man forfatteren privat, er der sikkert et væld sammentræf genkendeligheder, og læseoplevelsen kunne gå hen og blive ekstraordinær underholdende. Alt dette må være en konsekvens af fiktionens teoretiske præmis. Indbrud handler om Indbrud, som alle romanerne hedder. En evig tunnel ind i det fiktive univers, der måske blot skal opfattes som ét værk. Og hertil holdes fiktionen og virkeligheden indtil videre ud fra hinanden.

Måden det fiktive univers strækker sig ud i flere lag er som sådan fin nok. Evighedstanken er spændende, og det skiftende perspektiv skaber den lille smule dynamik i narrationen. Men der, hvor jeg synes, det bliver virkelig interessant, er, når vi får udgivelseshistorien og receptionshistorien for Indbrud. Det fungerer godt bl.a. fordi, at der først her kommer hold i den narrative fremgang. Fortællingen får lov til at være tankefuld uden også at skulle være fortælling og bevæge sig kronologisk fremad. Det er også her, at den ironi, klicheerne tydeligvis skal udstråle, når læseren. Fx når romanen gennem dagbladene anmelder sig selv.. Der opstår hermed et paradoks omkring tiden. Eller måske er det snarere romanen, der overskrider sig selv og grænserne for det fiktive? At det er det samme forlag i virkeligheden som i bogen har fx krævet tilretning. Nulpunkt har vedtaget en roman og dermed samtykket til selv at medvirke i den. Ligeledes er anmeldelserne og omtalen et bud på fremtiden; endda, de er et bud på virkeligheden!   Ideen her er faktisk interessant og tankevækkende, men desværre er den umiddelbart blot en brik i fortællingen om paranoiaen, og det går den lidt som med pointen på sidste side. Den når ingen vegne og mangler fast udtryksgrundlag.

Dejmassen

Udover det metaspor, jeg ovenover har forsøgt at beskrive, er Indbrud af Ole Rosenstand Svidt frustrerende læsning. Fortællingen om kærlighed og paranoia er tynd og næsten stemningsløs. De mange ord mangler tyngde, og de frustrationer og følelser der forsøges skildret mangler troværdighed. Der er nogle vilde udsving i handlingskurven, men mine usikkerheder omkring Indbrud ligger snarere i sproget. Sproget drukner i handling, ligesom ideerne drukner, fordi de ikke får tid og plads. Klicheerne, som sproget tvinges til at fremføre med fuld fanfare alle 224 sider, bliver gennemsigtige, virkningsløse og en smule irriterende for selv den tålmodige læser. Faktisk bliver bogen bedre på de sidste sider, fordi nogle få overvejelser får plads og kommer til at veje noget. Og den pludselige tyngde kommer til overvejelserne, fordi bogen slutter. Narrationen slutter, der kommer ingenting bagefter, og det bliver måske først hér alvor.   

Overvejende er der mange gode ting i Svidts roman. Men der er ligeledes en del at tage fat i. Proportionerne mangler, for der er så meget at fortælle, at der ikke er plads til at fortælle det rigtigt eller snarere så det fungerer. Hovedsageligt er det 1. del af romanen, der bliver for langtrukken. Anden del af romanen forekommer mere dynamisk, og den får da også lov til at ville noget mere. Hvordan ville Indbrud opføre sig, hvis den kun havde 100 sider til rådighed? Det kunne være et eksperiment, der ville være værd at tage med. Det er ideerne i Svidts roman, der kan udvikle sig i forskellige interessante retninger, hvis de altså bliver grundigt banket og slået godt til.

Glansbilledets hologram

Jeg vil slutte den her anmeldelse med et citat fra bogens sidste kapitel. Ja, faktisk er der tale om de sidste linier i bogen; sidste linier, der trækker bogens indre spektakel op i en fordrejet pointe, som efter min mening er værkets fineste. Det skæve og skøre sidste udkast udtrykker bogens grundbekymring og giver dermed mening til den paranoia, der på side 6 (første side) begyndte med: ”Jeg er blevet udsat for indbrud.” Men som nævnt tidligere, så findes pointen ikke rigtig i resten af romanen, og smagsdommen bliver desværre en smagsdom, der tilbyder noget mindre end de almindelige ”fifteen minutes of fame”.

Det største problem bliver friheden. Jeg ved, den ligger på spring som en tiger og til sidst kommer og tager mig. At det kun er et spørgsmål om år, og snart bliver de år til måneder, og til sidst til dage. Snart kommer den dag, hvor jeg bliver sat på gaden, hvor den tunge port falder i bag mig, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Der er kun én måde, jeg kan holde den dag døren på. / Og den ligger lige for.

Tranströmer vinder nobelprisen 2011

Den svenske digter Tomas Tranströmer, der i foråret fyldte 80, hvilket blandt andet blev hædret med en udgivelse af samlede værker (anmeldt her på bloggen), har netop vundet nobelprisen i littertur 2011. Han har fået prisen foran bl.a. Bob Dylan og Haruki Murakami, og jeg synes det er velfortjent. Murakami har endnu ikke opnået fuldstændig litterær tyngde, men er dog godt på vej... og Dylan har måske tyngden, men ligger samtidig for meget i et andet felt. 

Nobelkomiteens udtalelse lyder: 

"because, through his condensed, translucent images, he gives us fresh access to reality".

og jeg kan ikke udsige mig denne beskrivelses rigtighed.