Kritikersalon #1 - Thomsen klassisk på 85 - Mads Mygind scratcher sig politisk munter

Inden skriften begynder, vil jeg advare om humbler og ujævnheder. Jeg kan simpelthen ikke skrive her til morgen. Det skyldes ikke at jeg kl. 7 sprang i Kattegat, men for lidt kaffe og for meget søvn. Den slags gør folk urolige!

Det var den nye samling digte fra Thomsen og debutanten Mads Myginds første rigtige udgivelse, der var under eftersyn i går aftes i Kunstbygningen i Århus. Det var den første kritikersalon ud af flere. Den næste finder sted i samme bygning d. 27. april, denne gang under overskriften "prosa".

I går aftes handlede det om poesien, og som eksempler var Thomsen og Mygind så bragt ind. Lynhurtigt fik panelet slået fast, at der hos Thomsen var tale om solide ørehængere, velmenende døbt af Dan Ringgaard som pop. Pop der kunne vinde ved en gang imellem at lade sig producere anderledes, gennem et andet filter, med fornyet lyd fremmanet i et andet studie end det sædvanlige. Det var dog ikke tilfældet med Thomsen, der i sin nye bog så at sige metapoetisk genskriver sit klassiske selv under mantraet (som min mor altid bruger) "Jeg havde nær sagt", hvor man så udtaler det ord, man var så "nær" ved at sige. Der er ingen udskejelser i Thomsens samling af oldermandsvisdom i aforistisk formfuldendhed, ikke noget der knækker, selvom han ofte lader som om, der er det. Altså er alvoren intakt hos SUT. Digteren, der i en mulig midtvejskrise, kommer til at tage alderen som et frit fald, hvis ende nærmer sig med foruroligende nærhed.

Mygind-delen begyndte vedvarende mere friskt med oplæsning fra digteren selv. Lydlige digte, det MÅ man sige. Da Mygind læste op, var det lidt som om digtene ikke kunne blive bedre. De virkede som fuldendte ungdommelige udtryk for en følsom men selvsikker bevidsthed.
Ikke destomindre skulle panelet her tale om en debut og havde altså ikke noget tidligere forfatterskab at forholde sig idiosynkratisk til - hverken på den ene eller anden måde. Og opgaven var straks svær og mere krævende  uden noget at holde i. Tejs Ørnsbo kom op som sammenligning, Lars Skinnebak, og der var i hvert fald blevet læst Laugesen. Men så var der ikke blevet læst nok Rilke eller anden udenlands rigtig god og stabil poesi. Det var tidstypisk og ungdommelig poesi. Ny tendens? En snert af politiske elementer måske overskygget af en gennemgående munterhed og en egensindig insisteren på blot at insistere. Og der var nok egentlig tale om en talentfuld digter, der muligvis kunne have mere at sige.

Arrangementet som sådan satte en erfaren digter, der ikke har udgivet digte i ni år, over en debutant uden noget særligt bagland og derfor også uden ståsted. I sig selv var det en underlig blanding af debat-emner, for de korresponderede ikke rigtig. Det lykkedes ikke panelet at forstå SUT udenfor sit forfatterskabs kontekst, som en af tilhørerne understregede, men var det overhovedet muligt? Når der står i aviserne, at Søren Ulrik Thomsen er en af danmarks største digtere, hvordan kan man til trods for pausens længde så læse "Rystet Spejl" (som samlingen hedder) uden "omslag"? Bukdahl mente, man ville have genkendt ham, hvis han havde skrevet anonymt... Jeg tænker, havde man så overhovedet ville udgive ham? For det er jo ikke nogen digterisk revolution Thomsen står for, snarere en klassisk tidsløs poesi for midaldrende mænd og kvinder.
Overfor Thomsen kom Mygind lidt til at stå i skyggen. Både fordi debatten hele tiden drejede ind på paradokset SUT - hvad er det der er så irriterende godt ved den her dig? Men også fordi der var tale om et andet niveau af digtning, en anden helhedsfornemmelse og ikke mindst en anden digtercyklus. En ny generation hvis anderledes rodløshed går til sagerne i et helt andet tempo. Lydlighed, tempo og beat. Mindre fast visdom, flere muligheder og en større verden. Nok er kvaliteten anderledes og mere ujævn hos Mygind. Men det skyldes bl.a. at man ikke endnu ved, hvad der skal ske, samtidig med at man ikke helt ved, hvor tingene kommer fra.
Hermed sluttes denne blogpost midt imellem ny og klassisk poesi