Litteratur for mennesket, der kun akkurat hænger sammen

En af de vigtigste litterære nyheder i dag har været bebudelsen om lanceringen af et nyt litteraturprogram på DR2. Programmet følger den læsegruppe Mikael Bertelsen og Mads Brügger startede op i oktober sidste år. Ideen var at skabe et alternativ til de ellers højtragende og totalanalytiske litteraturprogrammer på den dog begrænset brugerflade.
Og hvad er det så vi har gang i her? Jo, på mandag sendes programmet for første gang på DR2 kl. 23, programmet hvor fire hjemløse diskuterer litteratur.



»Jeg synes, det er noget underligt noget at sige, at fordi folk er hjemløse, så må de ikke medvirke i et litteraturprogram,« siger Mads Brügger. »Den typiske måde, tv skildrer hjemløse på, er, når de lige har fixet og ligger i en trappeskat, strippet for værdighed og uden at være klar over, at de bliver filmet. Vi behandler dem med respekt. Og desuden er deres anmeldelse af eksempelvis Suzanne Brøgger mere sandruelig og skarp end noget, jeg har læst af nogen i anmelderkorpset. De siger, det er ulæselig litteratur, der lukker sig om sig selv i en grad, så det er fuldstændigt uanvendeligt. De diskuterer og debatterer bogen på fremragende vis,«


Som man kan forstå på Mads Brügger, som jeg her citerer fra artiklen i Information, er der tale om en værdig og aktiv debat-serie, hvor den enkelte hjemløse som et individ har haft litteraturen inde på tæt hold. Og som umiddelbare åbne nulpunktslæsere (alstå læsere, der ikke har noget at miste og derfor heller ikke sidder fast i noget, noget sted) ser det ifølge reportagen ud til, at smagsdommene ændrer sig radikalt. 

Herfra hvor vi står nu, lyder det enormt spændende. Det er jo ikke litteraturvidenskab eller kunst eller æstetik, vi skal opleve i programmet . Det er ikke professionelle anmeldere eller folk der kunne gøre det ud for disse for tiden hårdt beskudte arbejdere. Det er mennesker, der skal diskutere litteratur gennemgående udfra deres personlige oplevelse af den med alt, hvad det så vil indebære. 

Her opstår litteraturen i praksis, det praktiske ved litteraturen - praktisk litteratur. Litteraturen bliver praktisk på den måde, når den bliver personlig, at næsten bliver terapeutisk. Der er selvfølgelig bare tale om, at bøgerne som det altid har været tilfældet, bliver læst. Bliver læst umiddelbart uden kompetencer eller forudgående viden. Men som Bertelsen siger noget i retning af, så ser man også, hvad den gør ved mennesket (som var den et afkog af Oje-træets udrensende eleksir fra den sydamerikanske mystik). For de hjemløse bliver den kilden til ny inspiration og ikke mindst omdrejningspunktet for et spind af nye historier. 


Hører man til dem, der generelt er stået af litteraturformidling på tv, fordi man synes, det er for opstyltet og kedeligt, er her en mulighed for at stå på igen. Læsegruppen Sundholm er nemlig et noget anderledes litteraturprogram. I løbet af de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger, de læser. For eksempel får gruppens eneste kvindelige medlem, Anita, aldrig læst Suzanne Brøgger færdig, fordi hun bliver slået ned på gaden, og gerningsmændene river hendes bog i stykker. Og under læsningen af Lars Husums Jeg er en hær folder Rahim sin egen fortid ud som børnesoldat i Uganda: