Et fugleøje, der svømmer i blod, har også sin måde at se verden på.

Mandelstjam skrev i 1928 Det egyptiske mærke, en kontroversiel lille udgivelse med stærke rødder i Mandelstjams eget jødiske ophav. Bogen er skrevet under bolsjevik-regimet med Stalin i spidsen. Censuren var hård og efter udgivelsen af Det egyptiske mærke var det umuligt for Mandelstjam at få nogen udgiver til at publicere ham offentligt. Teksten er en kritik af revolutionen generelt og foregår lige efter februar-revolutionen i et mere eller mindre kaotisk Sankt Petersborg. Derudover er bogen et sprogligt vidunder, der, på trods af at nogle kritikere hævnder, at Mandelstjam ikke kan oversættes, fungerer fantastisk på dansk.
 At lægge ud med at tage udgangspunkt i forlaget Basilisk, et forlag man ikke hører om så tit, hvis man altså ikke nørder helt vildt, synes at være rimeligt. Begynder man at nørde, så finder man ud af, at der er en hel del aktivitet på det lille forlag. Missionen er at oversætte endnu ikke oversat udenlandsk litteratur til dansk. Ofte er der tale om en lidt mere speciel type litteratur, og forlaget gør altså et sygt krimi-lidende dansk publikum en stor stor tjeneste. I det her tilfælde fik jeg, som nævnt tidligere, Det egyptiske mærke (1928) af russeren Osip Mandelsjtam ind ad brevsprækken, en forfatter jeg ikke kendte før Basilisk introducerede mig til ham gennem den lille lyserøde paperback, et simpelt og overskueligt design som altid. Desuden bør jeg nævne, at man som medlem af bogklubben modtager bogen inden den kommer i butikkerne, bøgerne er billige og til at betale sig fra, og så er de ikke nærrige. Sidste måned var månedens bog trebindsværket Om kærlighed af den franske forfatter Stendhal (Marie-Henry Beyle; 1783-1842), og denne måned var der tillagt den lille tekst om Malerkunst i Dora, en så lille ting, at den normaltvis ikke ville være kommet nogen som helst steder (tjo, måske nettet, men det er jo heller ikke meget sted over). Det kan nok høres, at jeg er glad for Basilisk!

Til teksten


Det egyptiske mærke er en svært tilkommelig tekst, der kun langsomt åbner sig op for læseren. I små bidder kommer "alt godt fra Mandelsjtam" til ham eller hende, der igen og igen strammer kraniet om den usædvanlige strøm af ord, der vælter en i møde fra de små sider. Det egyptiske mærke er fortællingen om Parnok, en magtesløs mand. Oversætteren Mette Dalsgaard henviser til en tradition ang. "den lille mand" i russisk litteratur (Dostojevskij: Dobbeltgængeren, Kældermennesket (min tilføjelse), Gogol: Kappen og Pusjkin: Bronzerytteren), og henviser Parnok til dette fortabte og ydmygede selskab – og det med god grund: "Der findes mennesker, som af en eller anden grund vækker massernes mishag; de bliver uvægerligt bemærket, med usvigelig sikkerhed kanøflet og knipset på næsen. Børn bryder sig ikke om dem, kvinder falder ikke for dem. Et sådant menneske var Parnok." (33) Sådan skriver Mandelsjtam om sin protagonist, der ryger ud og ind af skriften, men samtidig er der hele tiden.

Parnok er navnet på fortællingens røde tråd, en rød tråd man på mange måder ikke kan sige findes. Findes hovedpersonen i romanen så ikke? Jo, men ikke så meget som hovedperson i en enkelt situation, mere som karakter. Det var først ved anden læsning, at jeg fandt ud af, hvad der praktisk talt foregår i denne "roman": Parnok går til skrædderen for at generobre sin jaket, en slags frakke, som skrædderen Mervis har videresolgt, da Parnok ikke kunne betale til tiden. Parnok får selvfølgelig ikke sin jaket tilbage, han mangler gennemslagskraft og personlig fylde. Han finder ikke noget modargument til, hvordan han Mervis ellers skal forsørge sin familie, selvom der syntes at være nok at pege på. Og fortælleren udbryder: "- Ak, Mervis, hvad er det dog, du har gjort! Hvorfor har du berøvet Parnok hans jordiske hylster, hvorfor har du skilt ham fra hans kære søster? … Bruderovet var begået. Mervis havde bortført hende som en sabinerinde." (14)Mandelsjtam er fuld af spisfindige og sjove kommentarer som denne! Men tilbage til det, der vist nok kaldes et resumeé. Herfra går det ned ad bakke. Det ses langsomt, hvordan han lægges for had, som var han en ubekvem genstand, man pr. definition forsøger at skille sig af med. Da han lidt senere hører, at folkemængden vil kaste en mand i floden, fordi han har stjålet eller fået stjålet et ur (Parnok forveksles andetsteds med denne mand, da Krzjizjanovskij skal beskrive ham overfor et kvindemenneske – han er ved at få plumberet en tand og er der så uret!), bliver han bestyrtet og vil gribe ind som retfærdighedens højre handske, men heller ikke her vil nogen hjælpe ham. Parnok beskrives i slutningen af bogen som en bedrøvet og modløs mand, der end ikke vender hjem til tvebakkerne, men i stedet strejfer lidt omkring i gadernes mørke. Hvad der helt præcist er årsagen til, at han ikke vender hjem og altså ved tekstens afslutning stadig befinder sig i Skt. Petersborgs gader, det bliver aldrig helt klart. Men det føles som noget i retning af et ærestab, en forsvinden i anonymitet, en lille mand, der bliver mindre og mindre og til sidst forsvinder i mængden: "Kan man sige, at han ikke havde noget ansigt? Nej, han havde skam et ansigt, om end ansigter ikke har nogen betydning i en menneskemasse, hvor kun nakker og ører har et selvstændigt liv." (29)eller: "Han er en citronkerne, smidt ned i en sprække i Sankt Petersborgs granit, og natten, som kommer flyvende, vil drikke ham i sin tyrkiske kaffe. (36) Sort men godt!

Nu har jeg givet resumeet, og så vil jeg gerne spørge, hvad skal man i det hele taget med et resumeé? Det egyptiske mærke kan ikke resumeres! Det egyptiske mærke er heller ikke nogen roman. Det er ikke interessant at tale om Det egyptiske mærke (for tredje gang, jeg ved det!) som en narration, altså en sammenhængende fortælling. Påklistringen af mærkatet 'ROMAN'(et ord der i øvrigt slet ikke findes noget sted i udgivelsen – set bort fra forordets formelle og behjælpelige sekvens), er i sig selv kun en eksistentiel affirmation af værkets eksistens (nu på dansk) i og i høj grad udenfor bogklubben. I stedet kan man med fordel læse Det egyptiske mærke som en tekst med lyriske fragmenter og et poetisk skær. Virkeligheden er til stede, men den har med sikkerhed sin parallel i sproget. Forholdet imellem tekst og virkelighed er med andre ord interessant. Sproget er i høj grad opfindsomt, og det har med garanti ikke været nogen simpel opgave for oversætteren at frembringe denne ganske læselige tekst (og det siger Mette også selv, at det ikke har været).

For at forholde sig til virkeligheden og de anmeldelser, der fornemt nok er kommet af Det egyptiske mærke i henholdsvis Weekendavisen (d. 19. Maj) og på internetsiden KultuNaut, er det som sådan udmærkede anmeldelser af et måske noget utilgængeligt værk (selv på dansk). Umiddelbart ved de dog ikke helt, hvad de skal stille op med russisk modernist-prosa fra poesibevægelsen akmeisme, og derfor holder de sig stort set hele vejen til Mette Dalsgaards lille forord og oversættelsen generelt. Oversættelsen er da også god, og den fortjener en stor applaus, men det giver ikke den mest interessante anmeldelse. For der er så meget mere hos Mandelsjtam. De "hieroglyffer, hvis symbolik man i hvert fald kan nyde og i bedste fald også tyde" (WA), hvorfor kan de ikke fylde mere end de få linier, de får. Lad dem dog flyde ud og blande sig med resten af avisens artikler.

Anmelderne gør, som de alt for ofte gør – de går i fortælle-fælden. I formidlingen til et bredt publikum vedligeholder anmelderne igen og igen den opfattelse, at der altid i litteraturen er en historie, der fortælles. Men det er der tydeligvis ikke. Jeg skelner imellem historie og fortælling her, for oftest er der en historie bag de poetisk sproglige stakitter. Den fortælles bare ikke sådan, at vi ville kalde det en fortælling. Samtidig er det en misforståelse, at den gode litteratur må indeholde en sammenhængende fortælling. På grund af denne fasttømrede fordom tvinges anmelderne til at bruge en del tid på resuméer, og hvis vi skal være rigtig pessimistiske, så er de ved at have mistet evnen til at se udenom det narrative element i form af en sammenhængende historie. Jeg er klar over, at det er en hård dom. Den er også for meget, sat på spidsen og på sin vis upassende. Alligevel står det skrevet som en reminder på, at der er andre narrative elementer at følge.

Skal man læse Det egyptiske mærke med noget der ligner et narrativt udbytte, tror jeg, at man med fordel kan læse teksten i lyset af den skæbnesvangre karakterskildring, som "den lille mand" udtrykker. Et karaktermord om man vil. Dette "litterære ikon", som KultuNauts anmelder Caspar Andreas Dyrehauge kalder dette "den lille mand", er den røde tråd, hvormed Det egyptiske mærke indsættes i en større kontekst af russisk kultur og historie. Tager man denne røde tråd alvorligt, udspiller der sig, hjulpet godt af oversætterens virkelig mange noter, et langt bredere perspektiv. Det litterære ikon kan pludselig læses som dette mærke, et symbol på en karakter typisk i den russiske undertrykkelseshistorie. På den måde kan man forstå, hvorfor Mandelsjtam, der flere gange blev arresteret og straffet af det sovjetiske styr, gør sig "fortjent" til øretæver. Der ligger en god del samfundskritik i teksten.

Til sidst, hvis man søger en karakteristik af skriften selv, da giver Mandelsjtam et godt bud på en både tekstens, men også livets poetik: "Det er skrækkeligt at tænke på, at vort liv er en fortælling uden handling og helt, skabt a[f] tomhed og glas, af en feberhed plapren bestående af lutter digressioner, af Sankt Petersborgs influenzadelirium." (60) Som non-konformist erkender forfatteren her meningsløsheden. KultuNauts anmelder har en lille skarp henvisning til den engelske ærke-empirist John Locke ang. prosaens ustyrlighed, men kan lige så vel være en sammenhæng til fx Nietzsche eller Sartre ang. denne formodede meningsløshed. Det grundlæggende er, at der ikke fokuseres på den enkelte ene fortælling, men på et tekst-håndværk der, fordi vi ikke er vant til at tale om virkeligheden på en sådan måde (Nietzsche: pga. vores enkelte forsnævrede perspektiv), bliver svær at beskrive. Håndværket er noget der skal sanses, præcis som en god lænestol. I en sådan sensuel lænestol skal du nu læne dig tilbage og nyde et sidste kirurgisk indgreb i akmeistisk æstetik:

"Nodebilledet kærtegner øjet, lige så meget som selve musikken kærtegner øret. De sorte partier af klaverets skaka klatrer op og ned som lygtetændere. Hver eneste takt er en lille jolle ladet med rosiner og sorte vindruer./ Nodearket er, for det første, en slagplan for sejlskibsflotiller; for det andet er det den plan, som natten følger, når den synker, i et arrangement af blommesten. // De kolossale koncert-kadencer i Chopins mazurkaer, de brede, bjældebehængte trapper i Liszts etuder, Mozarts hængende haver med kurtiner, skælvende på fem ståltrådsstrenge – de har intet til fælles med det lavstammede buskads i Beethovens sonater. / Nodetegnets fata morgana-byer står som stærekasser i kogende tjære. / Schuberts nodevinmark er til stadighed pikket helt ind til kernerne og gennempisket af storme. / Når hundreder af lygtetændere styrter rundt på gaderne med deres stiger, hænger bemoller op på rustne kroge, fastspænder krydsenes vejrhaner og fjerner hele skilte af radmagre takter – så er det naturligvis Beethoven. Men når et kavaleri af ottende- og sekstendedelstakter går til angreb, udstyret med papirhjelmbuske, hesteemblemer og standarter – så er det også Beethooven. / Nodearket er en revolution i en ældgammel, tysk by. / Børn med overdimensionerede hoveder. Stære. Fyrstens karet bliver spændt fra. Skakspillere kommer løbende ud fra caféerne, viftende med dronninger og bønder. / Se nu disse skildpadder, som strækker deres blide hoveder frem og løber om kap – det er Händel. / Men Bachs nodeark er minsandten krigeriske, disse dybt foruroligende knipper af tørrede svampe. / Og på Sadovajagaden, nær ved Pokrov-kirken, står der et brandtårn. I januarfrosten kaster det signalkugler ud, som vindruer, for at få samling på styrkerne. Ikke så langt derfra gik jeg til musikundervisning. Jeg lærte at placere hænderne efter Leszetyckis system. / Lad blot den dovne Schumann hænge sine noder op som vasketøj på en tørresnor, alt imens italienerne går forbi nedenunder med næsen i sky. Lad blot Liszts vanskeligste passager svinge med krykkerne og trække brandstigen frem og tilbage. / Flygelet er et klogt og venligt husdyr med fiberrigt trækød, gyldne årer og kronisk knoglebetændelse. Vi værnede det mod forkølelser og fodrede det med sonatiner så lette som asparges…" (38-39)

Sådan!

---


Kan købes på basilisks hjemmeside www.basilisk.dk eller på adlibris.com - http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8791407605