Cartesianske tankespor af virkelighed

"Begivenheden fandt sted en morgen under en af de forestillinger vi havde vænnet os til. Vi var nogle tusind fanger der stod stille på appelpladsen på vej til en almindelig kropsvisitation. Mit blik gled mekanisk over mod den høj der rejste sig ved siden af infirmeriet. Efteråret gjorde sit arbejde færdigt. Uden varsel væltede de store bladløse træer derpå ned over mig og rev mig med. Doras Helvede forvandlede sig pludselig til et Brueghel-billede hvori jeg blev gæst. Jeg blev grebet af en livlig begejstring, utvivlsomt befordret af den fysiske og mentale svækkelse vi befandt os i: fornemmelsen af at være undsluppet, som en røgsky kunne være det, for øjnene af mine enfoldige vogtere. Denne eufori var kortvarig. Den var imidlertid langvarig nok til at jeg magtede at udstå den kraftige byge af næveslag og kæbeknusende lussinger (endnu et tilfælde der viser folkesprogets overlegenhed over det akademiske ordforråd: "øretæver" burde det hedde) som blev mig til del da det blev min tur til at blive kropsvisiteret."

Sådan indledes Francois le Lionnais' Malerkunst i Dora, en malerisk cartesiansk lille tekst. Stykket ovenover kan imod tekstens poetik karakteriseres som det mest konkrete og virkelighedsnære: situationen er en mere eller mindre voldelig kropsvisitering af fangerne i en tilsyneladende fangelejr i Dora. Og her lader jeg mig i Lionnais' ånd rive langt væk fra, om der rent faktisk findes noget så forfærdeligt som en fangelejr i Dora, hvis det overhovedet kan kaldes en by. Som protagonisten i vores lille fortælling om malerkunst, lader jeg mig overvælde af kunstens universelle kræfter og driver ind i forestillingernes fantastiske verden – virkelighed. Om end ikke så stærk som tekstens to fortabte eller frelste sjæle, mærker jeg styrken i denne tro.

Det er fortællingen om at forestille sig verden frem for at sanse den. Med Lionnais' egne hentydninger til total-rationelle videnskaber som matematik, henimod optik (formodentlig den fornuftige og objektive modsætning til sansning) og en direkte benævnelse af "cartesianske koordinater", bliver Descartes cogito så nærværende, at det ikke er til at overse. Selv betvivler vores fortæller og protagonist sin hukommelse, men omtaler slet ikke den direkte sansning af kunsten, når den er til stede. Sanserne negligeres og får ikke lov til at være med i disse erindrede forestillinger. Værkerne synes at være kommet til ham apriori ved fødslen. De fleste som ser værkerne, synes alligevel ikke at forstå dem, skriver han et sted. Der, hvor båder teksten og jeg vil hen, er understregelsen af, hvor lille og ubetydelig den egentlige virkelighed (der hvor folk går rundt imellem hinanden) er, når den stilles overfor cogitoet – "jeg tænker, altså er jeg". Lionnais forestiller sig kunsten og forsvinder ind i dens virkelighed, som var det der, han i virkeligheden hørte til.

"Sten for sten byggede vi verdens vidunderligste museum. I den proces endte vi med at uddrage en enkelt detalje af et værk, undertiden to, som var uendelig mere klangfulde, tungere og retfærdigere – sandere end den elendige virkelighed der knuste os uden at overbevise os."


 
Malerkunst i Dora blev sendt til basilisk-bogklub-medlemmer i samme omgang, som disse modtog Det egyptiske mærke af Osip Mandelsjtam. Det var en lille bonus-tekst. Jeg er ikke sikker på, at den kan skaffes i butikkerne, ligesom det er gået op for mig, at der heller ikke rigtig er nogle boghandlere, der har Det egyptiske mærke stående på hylden eller Wlageret", som det uomtvisteligt hedder hos desillusionerede boghandlere, der ikke helt ved, hvad det er, man taler om. Kontakt derfor basilisk direkte (http://basilisk.dk/), det er både nemt at bestille fra hjemme siden og nemt at melde sig ind i bogklubben, hvor der vist nok er et fremragende tilbud til nye medlemmerJ


  
http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8791407613