Genopvågnen

Det har varet længe, usandsynligt lang tid, sådan har det føltes for mig som skriver. Jeg har savnet at skrive frit fra leveren, kan man vist godt sige:-) Nu genoptages endelig skriften her på bloggen!
I vejen har ligget eksamener af den ene og den anden slags. Jeg har de sidste måneder mødtes, i første ombæring, med de italienske futurister, de tyske nazister og en engelsk dystopiker også kaldet Huxley. I anden omgang stod den på et intenst møde med Nietzsche, hvilket mere eller mindre har gjort mig til nietzscheianer (hvis jeg da ikke allerede var det?). Et sidste møde med en kedelig videnskabsteoretiker trak og trækker stadig ud, og hvis jeg ikke tager mig sammen ender netop denne herre med at bede om endnu et møde! Men nok om det.
På trods af vedvarende tumult, har jeg alligevel valgt at genoptage læsningen af de værker som lever, samt formidlingen af disses karakter i sig selv, for mig og for en helt tredje kritiker. Det er et valg, der allerede har manifesteret sig rent kropsligt, der synes at være fremvokset et lille smil på mine læber. I trit med solens sommeragtige lysudsendelser, helt anderledes end dem i fjernsynet, er vi altså flere der lever op - ukrudt eller ej...
Nuvel, jeg er ikke sikker på, at der er flere læsere tilbage (hvis der altså var nogen før), men hvis der er, så giv da lige et pip fra jer. I alle tilfælde har jeg tænkt mig at skaffe læsere til netop den her blog. Jeg har på fornemmelse, at der er noget galt derude i virkeligheden, og det budskab skal med største alvorlighed sendes ud til flere, jo flere jo bedre. Hvad det helt præcist er, det er jeg ikke sikker på endnu, men jeg er sandsynligvis ikke den eneste, der bemærker uroen under stenbelægningerne. Måske ligger nøglen i den nye roman 7 Sydøst af Hanne Richardt Bech, som jeg efter mødet med futurisme, nazismen og Huxley i én virkelig ser frem til at få fat i.

For nylig sendte Basilisk-bogklubben mig to små fine værker, med ét duftede det af nyoversat udenlandske litteratur-perler.Yes Sir!
Den ene er Osip Mendelsjtams Det egyptiske mærke (1928), en underfundig og udfordrende størrelse, og den anden var en lille overraskelse fra bogklubbens side (noget man ikke oplever andre steder!) Malerkunst i Dora (1946) af Francois Le Lionnais. Denne sidste og meget lille tekst er værd at læse for sin fantasifuldhed både hvad angår sprog og fortælling.
Derudover gik jeg for et par dage siden ind i Løves bog- og vincafé og der snublede jeg over René Jean Jensens Jeg har planlagt at dagdrømme (2010) og Bukdahls 116 chok for sheiken (2001). Jensen er aktuel på digtersiden og jeg glæder mig til at bore dybere ind i moderne poesi, fra Gyldendals trykkerier ikke mindst. Bukdahl på den anden side, bliver altid anklaget for at være en forfejlet digter, men om det er grunden til den direkte eksplosive og idiosynkratiske anmelderstil, der er nu ikke bare et godt spørgsmål (jf. talemåden, der altid henviser til stilheden), men også et tilstedeværende spørgsmål!


Når fremtiden nu er varslet i en sådan grad, at den er kommet til at ligne fortiden, allerede inden den selv er, selvom den dog er i nærheden, kan jeg forsikre enhver om... når fremtiden nu er varslet, i en sådan grad, at den ligner fortiden, må der nødvendigvis også være noget nyt og spændende. For mens formålet med bloggen er at kritisere kritikere og til dels revidere smagsdomme, så foregår der en virkelighed omkring os. Derfor kan man måske genskrive navnet på bloggen: om kunsten om kunsten og kunsten og virkeligheden om kunsten om virkeligheden om virkeligheden. Efter min mening godtager alt for mange kunstnere, at litteraturens store svaghed er, at den intet har at gære med virkeligheden. For det har den fandenme, fra tid til anden på en sådan måde, at det snarere er kunsten, der er virkeligheden og virkeligheden der er kunsten. Det er nye (hvis det altså stadig er uklart;-)) er, at litteraturdebatter også får et spark over hælen, og hvis der slet ikke er nogen debat, så vil jeg forsøge at sparke den i gang, forfra eller bagfra; der skal bare være liv.